Den Digitale Byport » By og opland » Vordingborg
Vordingborg
Oplandskort
 Opland |
 Region |
 | Købstadssogne. |
 | Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen). |
 | Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens. |
 | Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel. |
 | Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel. |
 | Sogne med skiftende eller omstridt status. |
 | Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling. |
Historisk oversigt
Vordingborg blev formentlig købstad før 1231, hvor byen ifølge kong Valdemars Jordeborg betalte afgift af indgifte mænd.[Note 1] Borgen kan sandsynligvis dateres helt tilbage til omkring år 1100, og først senere i 1100-tallet, da venderne stoppede deres hærgen, var det muligt at have decideret bybyggelse. Vordingborgs beliggenhed var god, og købstaden forbandt syd og nord med sine gode havneforhold.[Note 2]
I 1253 oprettedes et sortebrødrekloster i byen, og allerede i 1270 var der et årligt marked i byen, som blev besøgt af hansestæderne. Borgen var vigtigere end købstaden i de første århundreder, og da Vordingborg Slot for alvor blev uvæsentligt i midten af 1400-tallet, mistede købstaden en del af sin storhed.
I 1400-tallet fik Vordingborg adskillige privilegier. Udover de ret generelle handelsprivilegier præciseredes det i 1455, at Vordingborg ikke mere havde ret til at oppebære afgiften af døde udlændinge i byen. Vordingborg fik i 1466 tilladelse til at afholde et årligt marked på søndagen før Marie Magdalene dag (22. juli) til førstkommende onsdag, hvad dog blev afskaffet i 1608. På daværende tidspunkt var der hele fem markeder i købstaden, hvilket ifølge borgerskabet var for mange. Vordingborg havde fra tidligere tider haft store markeder i forbindelse med helgenfesterne, men dette har der ikke været basis for i 1600-tallet, hvor antallet af årlige markeder i 1608 gik fra fem til fire og i 1651 til to. Markedsordningen af 1651 fastslog, at der for fremtiden kun var årlige markeder hver mandag og tirsdag efter fasten samt et årligt marked på St. Franscisci dag (4. oktober). De årlige markeder er ikke siden omtalt i privilegierne.
Vordingborg har formentligt haft en fast ugentlig torvedag, siden byen blev købstad i 1200-tallet. Om det har været lørdag, som privilegierne af 1547 omtalte, er dog uvist. Privilegiet af 1623 gentog lørdagen som fast torvedag. Et decideret opland blev ikke defineret, og selvom privilegiet af 1547 pålagde de omkringliggende landsbyer at søge torv i Vordingborg, så gjorde bønderne ofte, hvad de havde lyst til.
Af andre betydelige privilegier kan nævnes fritagelse for betaling af told, når byens fiskere lå i vinterhavn, hvad blev besluttet i 1445, samt privilegiet af 1500, der gav købstaden egen plads i Falsterbo. I 1577 blev købstaden endvidere fritaget for byskatten.
København var i 1400-tallet reelt blevet hovedstad, og omkring år 1500 havde Vordingborg ikke mere samme fordelagtige placering som tidligere. Grevens Fejde tog hårdt på byen, og det var dyrt for Vordingborg, at silden forsvandt omkring 1550, da byens fiskere deltog aktivt i sildemarkederne. Det synlige bevis på nedgangstiden var slottets dårlige tilstand.
Vordingborg havde derfor trange tider i slutningen af 1500-tallet og kunne på samme måde som de fleste andre købstæder ikke håndhæve sine privilegier i fuld udstrækning. Privilegiet af 1575 gav beboerne på Bogø tilladelse til igen at benytte sejlads, men det understregesws, at der ikke måtte indbringes varer til Vordingborg, uden at der blev svaret told. Bogø lå godt en mil sydøst for Vordingborg lidt ud for Stubbekøbing på Falster, og her har fiskerne ofte indført varer ulovligt. Dette var ikke unormalt for sydvendte købstæder, og købstæder som Fåborg og Svendborg var endnu hårdere plaget.
1600-tallets Vordingborg fulgte konjunkturerne. Svenskekrigene var hårde ved købstaden, og handelsprivilegierne blev håndhævet så godt som muligt. I 1628 blev en skomager ved navn Rasmus eksempelvis dømt for at have købt af soldaterne, der var indkvarteret i byen. Nogle få år senere dømtes Peder Smed i Ørslev godt otte kilometer nordøst for Vordingborg for at have købt smør af en Ejgil i Ellebryde, men generelt må man sige, at borgerskabet og byfogeden sjældent formåede at fange de skyldige. Dertil var det for nemt at omgå loven. Svenskekrigene pålagde Vordingborg store indkvarteringsforpligtigelser, og da slottet samtidig pålagde bønderne store byder, var der her en klar interessekonflikt i en problematisk tid for hele Danmark.
Besejlingsforholdene til og fra Vordingborg var klart ringere i 1600-tallet, end de havde været tidligere. Overgangen til Falster foregik fra Vordingborg færgegård ved Hvidenger helt ned til Masnedsund.[Note 3] Der var dog også fremskridt for handelslivet i Vordingborg. Allerede i 1430 omtaler kilderne et St. Gertruds gilde og senere i 1500-tallet et gilde for St. Knud. I 1621 fik købstaden endvidere et kompagni, som importerede vin og salt fra Spanien og Frankrig. Et saltsyderi var også kommet til.
Slottet forsvandt omkring år 1700. Købstaden var i 1700-tallet hårdt plaget af brande, og i 1718, 1729 og i 1781 nedbrændte dele af byen. I 1743 beskrives Vordingborg som en by med ringe handel, elendig skibsfart og kun med et ringe opland.[Note 4] Dette er nok en overdrivelse, idet Vordingborg stadig var vigtig som gennemfartsby, men konjunkturerne var ringe i denne tid. I slutningen af 1700-tallet var handelen og håndværksfagene imidlertid i fremgang, selvom Vordingborg stadig var forholdsvis afhængig af agerbruget på bymarkerne.
Fire kilometer øst for Vordingborg lå Nyråd, som ifølge byfogeden i 1826 traditionelt var blevet betragtet som en del af Vordingborg købstad. Kongen afviste først byfogedens henstilling om bevarelse af sædvanen, men i privilegium af 1845 accepteredes Nyråds særegne status. Nyråd havde godt 300 indbyggere, og var således på størrelse med 5-10 af de mindste købstæder i Danmark. Nyråds lidt flydende status gav problemer sidst i 1700-tallet frem til 1845, og det blev blandt andet forbudt Nyråd-beboerne at bage rug- og hvedebrød, og en papirmølleejer fik afslag på borgerskab. Nyråd havde dog gennem hele perioden betalt både grundskat, konsumption og indkvarteringsskat, selvom om det ikke var helt nok i forhold til indbyggertallet.
I 1800-tallet blev smugleriet mere normalt end tidligere, og kilderne fremhæver en Lars Terpager Staal, som drev omfattende smugleri under Englandskrigen. I købmand Koenigs købmandsgård, som var en af byens største, blev der senere fundet et rum, som sandsynligvis har været brugt til opbevaring af smuglergods. En del jøder drev i denne tid købmandskab i byen, og selvom der ikke omtales episoder, hvor jøder solgte i landsbyerne, så blev de alvorligt chikaneret i 1819 under den landsdækkende Jødefejde.
I en beretning af 1821 vurderedes det, at de største problemer for Vordingborg var hhv. den korte afstand til Præstø og Næstved, at der intet opland var mod syd, sydøst og sydvest, samt at den dårlige havn nu kun kunne tage imod mindre skibe. Det pointeredes endvidere, at herregårdskornet blev udskibet direkte til København og udlandet helt uden om købstaden. Andre klageemner var, at der tidligere især før 1815 havde været en hel del landhåndværkere, hvad var medvirkende til, at håndværkerne i købstaden var fattige. Der klagedes endvidere stadigt over, at indkvartering tog hårdt på byen, hvad adskillige andre købstæder også klagede over.
I 1866 mistede Vordingborg sin garnison, men fik den dog igen i 1913. 1800-tallet endte med stilstand for Vordingborg, og selvom Masnedsund i 1870 blev endepunkt for den sydgående jernbanerute fra hovedstaden, så havde købstaden for længst mistet sin storhed i kraft af, at byen ikke mere var nødvendig for at sikre Danmark mod fjender fra syd.
Privilegier og bestemmelser
| 1231 | Kong Valdemar 2. Sejrs jordebog viser, at det område, der i dag hedder Vordingborg, har betalt traditionel købstadsskat, og derfor har Vordingborg med stor sandsynlighed været købstad.[Note 1] |
| 1415 12. december | Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier og giver borgerne i Vordingborg fritagelse for told overalt i riget undtagen på Skånemarkedet. |
| 1422 25. februar | Kong Erik 7. af Pommern dikterer borgerne i København bestemmelser vedrørende købstæderne som reaktion på de klager, kongen er blevet præsenteret for. Det præciseres, at håndværkerne og embedsmænd skal ernære sig af deres fag og handel overlades til borgerne. Landkøb forbydes, og al handel skal foregå i købstæderne og på markeder og torve. Gæsters ret til at købe på torvedage begrænses til efter klokken ti.[Note 2] Det antages, at forordningen kun omfattede Sjælland.[Note 3]. |
| 1441 2. januar | Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster og udvider gældende privilegier og præciserer forhold vedrørende vejning. |
| 1445 22. maj | Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og fritager borgerne for betaling af told og sild, hvor de ligger til vinterhavn. |
| 1455 1. marts | Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier. |
| 1466 8. august | Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.[Note 4] |
| 1466 8. juli | Kong Christian 1. giver Vordingborg ret til at afholde et årligt marked, som skal begynde søndagen før Marie Magdalene dag[Note 5] og vare til onsdag middag. |
| 1472 25. februar | Kong Christian 1. forbyder bønderne på Sjælland at drive købmandskab og håndværk samt at opkøbe kvæg og andet. Der præciseres endvidere, at bønderne ikke må slagte og føre flået kød til byen, men skal sælge levende kvæg. |
| 1475 30. september | Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 6] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 7] |
| 1479 27. juni | Ukendt.[Note 8] |
| 1484 3. juli | Kong Hans stadfæster gældende privilegier. |
| 1500 31. oktober | Kong Hans giver borgerne i Vordingborg en grund på Falsterbo. |
| 1514 1. juli | Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet. |
| 1515 3. februar | Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier. |
| 1516 23. marts (omk.) | Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab. |
| 1521 10. februar | Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 9] |
| 1539 | Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 10] |
| 1547 | Kong Christian 3. giver Vordingborg tilladelse til at holde torv om lørdagen. De omkringliggende byer skal bringe deres varer til torvs.[Note 11] |
| 1547 | Kong Christian 3. tillader[Note 12], at Vordingborg må holde torvedag hver lørdag.[Note 13] |
| 1547 6. december | Kong Christian 3. stadfæster, at lørdag er fast torvedag. |
| 1558 13. december | Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. |
| 1575 | Kong Frederik 2. præciserer[Note 14] forhold vedrørende told, når heste og kvæg udføres til Tyskland. |
| 1575 21. juni | Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne. |
| 1575 28. april | Åbent brev om afskaffelse af alle markeder på landet på Sjælland, der ikke er minimum tyve år gamle. De ældre bøndermarkeder skal henlægges til nærmeste købstad på samme dag og samme tid. Gribes nogen herefter i at holde eller søge et landsbymarked, vil deres varer blive konfiskeret af kronen. |
| 1575 8. december | Kong Frederik 2. tillader beboerne på Botø at benytte sejlads igen, dog understreges det, at der ikke må indbringes varer til Vordingborg uden at svare told. |
| 1577 | Kong Frederik 2. fritager Vordingborg for byskat.[Note 15] |
| 1584 21. september | Kong Frederik 2. befaler, at landskomagerne ikke må indføre sko og støvler til København. |
| 1590 20. august | Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med. |
| 1608 1. juli | Kong Christian 4. afskaffer det årlige marked med start på Marie Magdalene dag.[Note 16] |
| 1623 18.september | Kong Christian 4. stadfæster, at lørdag er fast torvedag. |
| 1623 19. november | Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet. |
| 1623 25. juli | Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt. |
| 1642 23. maj | Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes. |
| 1648 30. november | Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier. |
| 1656 2. juni | Kong Frederik 3. indfører årlige markeder hver mandag og tirsdag efter fasten samt et årligt marked den 4. oktober.[Note 17] |
| 1671 22. november | Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen. |
| 1680 9. oktober | Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op. |
| 1681 16. april | Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. |
| 1683 15. april | Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27). |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682. |
| 1689 4. juni | Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet. |
| 1692 13. december | Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring. |
| 1734 30. april | Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 18] |
| 1741 25. august | Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene. |
| 1775 13. februar | Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil. |
| 1794 22. oktober | Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet. |
| 1797 1. februar | Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge. |
| 1817 23. april | Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder. |
| 1825 17. november | Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet. |
| 1826 19. april | Kong Frederik 6. fremsætter bestemmelser vedrørende købmandshandel uden for købstæderne, hvilke også skal gælde for Nyråd.[Note 19] |
| 1839 27. november | Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer. |
| 1845 14. maj | Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer. |
| 1845 23. april | Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter. |
| 1845 31. december | Kong Christian 8. bekendtgør, at den optænkte ophævelse af Nyråds købstadsrettigheder stilles i bero.[Note 20] |
| 1847 24. marts | Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet. |
| 1851 7. februar | Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering. |
| 1851 9. december | Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder. |
| 1852 14. april | Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet. |
| 1854 15. april | Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer. |
| 1856 8. marts | Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857. |
| 1857 29. december | Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. |
| 1862 20. november | I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”. |
| 1863 10. april | Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses. |
Noter
| [Note 1] | Klein går ud fra, at Vordingborg var købstad før 1231. Klein 1923:10ff. |
| [Note 2] | Kroman 1955. Bind 3:74f. |
| [Note 3] | Degn 1991:665 |
| [Note 4] | Bagge 1998:56. Ikke bekræftet af andre kilder, og dateringen ligner påfaldende meget markedstilladelse af samme konge en måned tidligere, som Bagge dog også nævner. |
| [Note 5] | Dvs. søndagen før 22. juli. |
| [Note 6] | Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind. 3:106ff. |
| [Note 7] | Degn 1991:655. |
| [Note 8] | Klein 1923:11. |
| [Note 9] | Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne. |
| [Note 10] | Resens Atlas. Sydsjælland 1935:83. |
| [Note 11] | Green 1994:22. |
| [Note 12] | I foråret ifølge Resens Atlas. Sydsjælland 1935:83. |
| [Note 13] | Resens Atlas. Sydsjælland 1935:83. |
| [Note 14] | Formentlig 30. november. |
| [Note 15] | Klein 1923:95. |
| [Note 16] | Klein 1923:15. |
| [Note 17] | Klein daterer indførelsen af markederne til 2. juni 1651, hvor der udstedtes en revision af byens markedsordning. Klein 1923:15. |
| [Note 18] | Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang. |
| [Note 19] | Klein 1923:266. |
| [Note 20] | Klein 1923:276. |