Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Viborg er en af Danmarks ældre byer, og helt tilbage fra førkristen tid har egnen været flittigt besøgt fra nær og fjern. Beliggenheden midt i landet langs hovedvandskellet gjorde oplandet stort, og markederne, som opstod i forbindelse med hedenske helligdomme, var givetvis med til at skabe en bydannelse.[Note 1] Den første kirke fik Viborg i anden halvdel af 900-tallet, og allerede omkring årtusindskiftet har der været handel med udlandet. I løbet af 1000-tallet voksede byen og fik en betydelig position i samtiden, og af betydning har givet været, at Viborg blev bispesæde i 1065. I 1100-tallet fortsatte væksten, og omkring 1150 blev byen befæstet. I 1150 begunstigede kong Svend 3. Grathe Viborg med et privilegium på toldfrihed, og i 1200-tallet grundlagdes hele fire klostre i byen. Indtil 1350 var Viborg utvivlsomt en af Danmarks betydeligste middelalderbyer, en position, som mindskedes handelsmæssigt fra omkring 1350 og frem. Det må nævnes, at Viborg i retsligt henseende havde en betydelig position i kraft af landstinget, samt at købstaden i kirkelig henseende indtil reformation var en af de mest fremtrædende danske byer.[Note 2] Viborgs økonomiske betydning i senmiddelalderen var hæmmet af både kirkefejde og pest, og fraværet af en egen havn begyndte på denne tid at sætte en naturlig bremse for den økonomiske vækst.

Det første kendte privilegium er stadsretten af 11. april 1440, som i 38 punkter med Slesvigs stadsret som forbillede opsummerede købstadens rettigheder. Allerede i 1070 har Viborg dog været købstad, og i 1150 fik byen som nævnt frihed for vectigalia, hvad kan tolkes som værende told. I 1442 fik Viborg toldfrihed overalt i landet, undtagen i Skanør, hvad der på denne tid har været en vigtig ret. Århundredet før reformationen er dog præget af store uoverensstemmelserne mellem købstaden og de mange gejstlige, hvis særrettigheder mindskedes i perioden frem til reformationen.[Note 3] Generelt vidner privilegierne dog om store problemer med landprang hovedsageligt i forbindelse med Viborgs mange årsmarkeder.

Viborg fik i 1505 defineret sit opland som værende hele fire mil fra købstaden, og samtidig præciseredes, at forprang var ulovligt. Et privilegeret handelsopland på fire mil var ikke normalt, og udover Århus, som fik samme ret ni dage forinden, var det kun Ålborg, som havde den. Ålborg fik i tilgift i 1449 nærmest monopol på handel i Limfjorden, men Nykøbing Mors, Lemvig og Hjarbæk, som var Viborgs udhavn, forblev dog lovlige havne. I 1600-tallet og 1700-tallet var Hamborg Viborgs vigtigste udenlandske handelsforbindelse.[Note 4]

Viborg fik defineret lørdag som torvedag i 1461, men ugentlig torvehandel har fundet sted fra 1200-tallet.

Købstadens regionale position med beliggenhed inde i landet og som adminstrationsby med landsting og kirkelige institutioner var ideelt grundlag for årsmarkeder, og allerede inden år 1400 afholdtes der et St. Kjeldsmarked i juli, som i løbet af 1400-tallet fortrængtes af St. Mauritii markedet, som afholdtes den 22.-24. september.[Note 5] Det må nævnes, at der i forbindelse med de hedenske helligedomme har været afholdt markeder, og at det såkaldte Moustens Messe var en forløber for St. Mauritii marked. På et senere tidspunkt benævnes det Toftemarkedet, da markedet blev afholdt på en toft uden for byportene. I starten af 1500-tallet opstod Snapstinget, et krammarked, som fulgte med Snapstingets terminer, og indtil omkring 1790 var det købstadens vigtigste marked. Omkring 1790 fik Toftemarkedet stor succes, selvom de besøgende hovedsageligt kom fra Nørrejylland og kun få fra slesvigske byer. Tidligere var både St. Mauritii og Snapstinget velbesøgt fra udlandet, og det var ikke unormalt, at handlende kom helt fra Italien og Böhmen. Derudover fik Viborg med tiden adskillige nye markeder. I 1737 tillodes et marked på Mortensdag 6. november varende tre dage, hvad tilsyneladende trods indskærpelser afholdtes omkring 23. oktober. I 1755 fik Viborg desuden tilladelse til et hestemarked i begyndelsen af marts, hvad i 1791 afløstes af et marked på tirsdagen i fasten og et på samme dag fire uger tidligere. I 1793 fik købstaden desuden et kvægmarked. Årsmarkederne har haft en stor betydning for Viborg, og Snapstinget betegnefrs i 1807 som Danmarks største.[Note 6]

I forbindelsen med de mange markeder, som ofte varede længere tid end lovfæstet, blev det flere gange nødvendigt at præcisere gældende lov og ret. I 1461 og 1505 generelt mod forprang, men i 1520, 1524, 1636 og 1656 specifikt rettet mod ulovlighederne ved markederne, der kostede borgerne dyrt. I 1524 gik klagen på, at bønder, gejstlige med flere opkøbte okser, honning, brænde, trækul og korn til ølbrygning. Viborgs styrke var dog ikke storhandel, og adelen prægede egnens handel, hvilket ikke altid var til fordel for borgernes næring i købstaden. Hjarbæk lå over en mil fra Viborg, og på denne tid har Ålborgkøbmændene formentlig forsøgt at udnytte deres privilegier til handel uden om Viborg, lige som de gjorde i Holstebros havn ved Struer. Købstæderne forsøgte at håndhæve deres privilegier, og i 1580 klagede Nykøbing Falster til Viborg over, at en viborgenser havde fået gæld fra en morsing betalt i korn.[Note 7] I 1608 klagede snedkerne over, at smedene lod snedkersvende lave kister og skrin, og i 1647 klagedes over, at udenbys skræddere syede i både gejstlige og verdslige huse.

Både købmændene og håndværkerne var nidkære, og da antallet af landkræmmere og farende bissekræmmere steg i 1700-tallet, klagede de konsekvent over dette brud på den borgerlige næring. I 1735 lavede de sammen en liste over landprangere omkring købstaden, og heraf fremgik det, at herrederne omkring byen havde omfattende ulovlig handel. Værst var Lysgård-Hids Herred syd for byen med hele 31 personer, herunder præst Ermandingers søn i Kragelund. Derudover nævnes prangeri i Nørre Snede, kræmmere i Gjellerup, Snejbjerg og Sunds Sogn, en Bendix Wolf i Haderup samt adskillige krejlere på Limfjorden. Det oplyses ikke, hvor ulovlighederne er blevet begået, men Gjellerup og Snejbjerg er beliggende ved det senere Herning og således uden for det i 1505 definerede handelsopland.[Note 8] Nogle år senere, i 1747, klagedes der igen. Denne gang over omvandrende kræmmere fra Holsten, Sachsen, Böhmen og Italien samt nogle godsejere, fogeder, møllere, gårdmænd, husmænd, bønderkarle og tjenestepiger, der drev handel på landet. Kromændenes handel var værst, idet deres handel kunne forsyne jævne bønder helt uafhængigt af købstaden.[Note 9]

Fra omkring 1625 steg landbrugspriserne ikke i en længere periode, og for Viborg, der med sine store bymarker og sit store opland i høj grad var afhængig af landbruget, var dette af stor betydning. 1600-tallets krige og Store Nordiske Krig i 1709-20 var bekostelige for Viborg, der i denne tid var garnisonsby. En decideret tilbagegang oplevede købstaden dog ikke før den store brand i 1726, og beretningerne fra 1735 skal givet ses i det lys. I 1672 var Viborg Jyllands tredjestørste by, men godt 100 år efter i 1769 kun sjettestørste. Viborgs nedgang var betydelig, men afgørende var, at andre købstæder voksede langt mere i denne tid. Randers, Fredericia og Horsens, som overhalede Viborg, var alle købstæder med adgang til vandvejene.

Viborg var som handelsby i høj grad afhængig af ind- og udførsel til og fra det østlige Danmark, og eneste vandvej var via Løgstør mod Ålborg. Indsejlingen blev i løbet af 1700-tallet besværlig, idet kun fladbundede kåger kunne besejle Ålborg, og selvom der i 1775 kom åbning til større skibe, så blev problemet først definitivt løst med bygningen af Frederik 7’s Kanal i 1861. Agger Tange åbning i 1825, som gav vandvej til Vesterhavet, var med til at fratage Ålborgs dominans, og i det var i 1830'erne hovedsageligt skippere fra egnen, der sejlede fra Hjarbæk. Søhandelen voksede, og der blev bygget en bedre vej til Hjarbæk, der i 1841 fik eget toldsted og i 1851 ny landingsbro.

Viborgs handelsopland blev i løbet af 1800-tallets første halvdel betydeligt mindre. Landsbyen Herning og den noget ældre bebyggelse i Silkeborg oplevede i 1840'erne stor vækst, og allerede i 1700-tallet havde bønder nordvest for Viborg ofte valgt at søge mod Skive frem for Viborg.

Ursin gav i 1849 en detaljeret gennemgang af Viborgs handelsopland.[Note 10] Bønderne, der søgte til Viborg, kom hovedsageligt inden for en radius af 2,5 mil fra byen, dog søgte også enkelte sogne lidt længere sydfra til Viborg og enkelte sogne inden for 2,5 mils afstand mod nordvest valgte at søge til Skive. Viborgs firemileopland fra 1505, der i teorien omfattede købstaden Skive, skal med andre ord ikke tages for bogstaveligt, og afgørende for bønderne har været transporttiden til købstaden samt priserne på torvet mere end lovfæstede handelsprivilegier.

Viborg blev forbundet med jernbanenettet i 1863, men den regionale dominans var dog fortid, ikke mindst på grund af de kommende købstæder Herning og Silkeborg 4-6 mil syd for byen.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur