De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Viborg

Viborg

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Viborg er en af Danmarks ældre byer, og helt tilbage fra førkristen tid har egnen været flittigt besøgt fra nær og fjern. Beliggenheden midt i landet langs hovedvandskellet gjorde oplandet stort, og markederne, som opstod i forbindelse med hedenske helligdomme, var givetvis med til at skabe en bydannelse.[Note 1] Den første kirke fik Viborg i anden halvdel af 900-tallet, og allerede omkring årtusindskiftet har der været handel med udlandet. I løbet af 1000-tallet voksede byen og fik en betydelig position i samtiden, og af betydning har givet været, at Viborg blev bispesæde i 1065. I 1100-tallet fortsatte væksten, og omkring 1150 blev byen befæstet. I 1150 begunstigede kong Svend 3. Grathe Viborg med et privilegium på toldfrihed, og i 1200-tallet grundlagdes hele fire klostre i byen. Indtil 1350 var Viborg utvivlsomt en af Danmarks betydeligste middelalderbyer, en position, som mindskedes handelsmæssigt fra omkring 1350 og frem. Det må nævnes, at Viborg i retsligt henseende havde en betydelig position i kraft af landstinget, samt at købstaden i kirkelig henseende indtil reformation var en af de mest fremtrædende danske byer.[Note 2] Viborgs økonomiske betydning i senmiddelalderen var hæmmet af både kirkefejde og pest, og fraværet af en egen havn begyndte på denne tid at sætte en naturlig bremse for den økonomiske vækst.

Det første kendte privilegium er stadsretten af 11. april 1440, som i 38 punkter med Slesvigs stadsret som forbillede opsummerede købstadens rettigheder. Allerede i 1070 har Viborg dog været købstad, og i 1150 fik byen som nævnt frihed for vectigalia, hvad kan tolkes som værende told. I 1442 fik Viborg toldfrihed overalt i landet, undtagen i Skanør, hvad der på denne tid har været en vigtig ret. Århundredet før reformationen er dog præget af store uoverensstemmelserne mellem købstaden og de mange gejstlige, hvis særrettigheder mindskedes i perioden frem til reformationen.[Note 3] Generelt vidner privilegierne dog om store problemer med landprang hovedsageligt i forbindelse med Viborgs mange årsmarkeder.

Viborg fik i 1505 defineret sit opland som værende hele fire mil fra købstaden, og samtidig præciseredes, at forprang var ulovligt. Et privilegeret handelsopland på fire mil var ikke normalt, og udover Århus, som fik samme ret ni dage forinden, var det kun Ålborg, som havde den. Ålborg fik i tilgift i 1449 nærmest monopol på handel i Limfjorden, men Nykøbing Mors, Lemvig og Hjarbæk, som var Viborgs udhavn, forblev dog lovlige havne. I 1600-tallet og 1700-tallet var Hamborg Viborgs vigtigste udenlandske handelsforbindelse.[Note 4]

Viborg fik defineret lørdag som torvedag i 1461, men ugentlig torvehandel har fundet sted fra 1200-tallet.

Købstadens regionale position med beliggenhed inde i landet og som adminstrationsby med landsting og kirkelige institutioner var ideelt grundlag for årsmarkeder, og allerede inden år 1400 afholdtes der et St. Kjeldsmarked i juli, som i løbet af 1400-tallet fortrængtes af St. Mauritii markedet, som afholdtes den 22.-24. september.[Note 5] Det må nævnes, at der i forbindelse med de hedenske helligedomme har været afholdt markeder, og at det såkaldte Moustens Messe var en forløber for St. Mauritii marked. På et senere tidspunkt benævnes det Toftemarkedet, da markedet blev afholdt på en toft uden for byportene. I starten af 1500-tallet opstod Snapstinget, et krammarked, som fulgte med Snapstingets terminer, og indtil omkring 1790 var det købstadens vigtigste marked. Omkring 1790 fik Toftemarkedet stor succes, selvom de besøgende hovedsageligt kom fra Nørrejylland og kun få fra slesvigske byer. Tidligere var både St. Mauritii og Snapstinget velbesøgt fra udlandet, og det var ikke unormalt, at handlende kom helt fra Italien og Böhmen. Derudover fik Viborg med tiden adskillige nye markeder. I 1737 tillodes et marked på Mortensdag 6. november varende tre dage, hvad tilsyneladende trods indskærpelser afholdtes omkring 23. oktober. I 1755 fik Viborg desuden tilladelse til et hestemarked i begyndelsen af marts, hvad i 1791 afløstes af et marked på tirsdagen i fasten og et på samme dag fire uger tidligere. I 1793 fik købstaden desuden et kvægmarked. Årsmarkederne har haft en stor betydning for Viborg, og Snapstinget betegnefrs i 1807 som Danmarks største.[Note 6]

I forbindelsen med de mange markeder, som ofte varede længere tid end lovfæstet, blev det flere gange nødvendigt at præcisere gældende lov og ret. I 1461 og 1505 generelt mod forprang, men i 1520, 1524, 1636 og 1656 specifikt rettet mod ulovlighederne ved markederne, der kostede borgerne dyrt. I 1524 gik klagen på, at bønder, gejstlige med flere opkøbte okser, honning, brænde, trækul og korn til ølbrygning. Viborgs styrke var dog ikke storhandel, og adelen prægede egnens handel, hvilket ikke altid var til fordel for borgernes næring i købstaden. Hjarbæk lå over en mil fra Viborg, og på denne tid har Ålborgkøbmændene formentlig forsøgt at udnytte deres privilegier til handel uden om Viborg, lige som de gjorde i Holstebros havn ved Struer. Købstæderne forsøgte at håndhæve deres privilegier, og i 1580 klagede Nykøbing Falster til Viborg over, at en viborgenser havde fået gæld fra en morsing betalt i korn.[Note 7] I 1608 klagede snedkerne over, at smedene lod snedkersvende lave kister og skrin, og i 1647 klagedes over, at udenbys skræddere syede i både gejstlige og verdslige huse.

Både købmændene og håndværkerne var nidkære, og da antallet af landkræmmere og farende bissekræmmere steg i 1700-tallet, klagede de konsekvent over dette brud på den borgerlige næring. I 1735 lavede de sammen en liste over landprangere omkring købstaden, og heraf fremgik det, at herrederne omkring byen havde omfattende ulovlig handel. Værst var Lysgård-Hids Herred syd for byen med hele 31 personer, herunder præst Ermandingers søn i Kragelund. Derudover nævnes prangeri i Nørre Snede, kræmmere i Gjellerup, Snejbjerg og Sunds Sogn, en Bendix Wolf i Haderup samt adskillige krejlere på Limfjorden. Det oplyses ikke, hvor ulovlighederne er blevet begået, men Gjellerup og Snejbjerg er beliggende ved det senere Herning og således uden for det i 1505 definerede handelsopland.[Note 8] Nogle år senere, i 1747, klagedes der igen. Denne gang over omvandrende kræmmere fra Holsten, Sachsen, Böhmen og Italien samt nogle godsejere, fogeder, møllere, gårdmænd, husmænd, bønderkarle og tjenestepiger, der drev handel på landet. Kromændenes handel var værst, idet deres handel kunne forsyne jævne bønder helt uafhængigt af købstaden.[Note 9]

Fra omkring 1625 steg landbrugspriserne ikke i en længere periode, og for Viborg, der med sine store bymarker og sit store opland i høj grad var afhængig af landbruget, var dette af stor betydning. 1600-tallets krige og Store Nordiske Krig i 1709-20 var bekostelige for Viborg, der i denne tid var garnisonsby. En decideret tilbagegang oplevede købstaden dog ikke før den store brand i 1726, og beretningerne fra 1735 skal givet ses i det lys. I 1672 var Viborg Jyllands tredjestørste by, men godt 100 år efter i 1769 kun sjettestørste. Viborgs nedgang var betydelig, men afgørende var, at andre købstæder voksede langt mere i denne tid. Randers, Fredericia og Horsens, som overhalede Viborg, var alle købstæder med adgang til vandvejene.

Viborg var som handelsby i høj grad afhængig af ind- og udførsel til og fra det østlige Danmark, og eneste vandvej var via Løgstør mod Ålborg. Indsejlingen blev i løbet af 1700-tallet besværlig, idet kun fladbundede kåger kunne besejle Ålborg, og selvom der i 1775 kom åbning til større skibe, så blev problemet først definitivt løst med bygningen af Frederik 7’s Kanal i 1861. Agger Tange åbning i 1825, som gav vandvej til Vesterhavet, var med til at fratage Ålborgs dominans, og i det var i 1830'erne hovedsageligt skippere fra egnen, der sejlede fra Hjarbæk. Søhandelen voksede, og der blev bygget en bedre vej til Hjarbæk, der i 1841 fik eget toldsted og i 1851 ny landingsbro.

Viborgs handelsopland blev i løbet af 1800-tallets første halvdel betydeligt mindre. Landsbyen Herning og den noget ældre bebyggelse i Silkeborg oplevede i 1840'erne stor vækst, og allerede i 1700-tallet havde bønder nordvest for Viborg ofte valgt at søge mod Skive frem for Viborg.

Ursin gav i 1849 en detaljeret gennemgang af Viborgs handelsopland.[Note 10] Bønderne, der søgte til Viborg, kom hovedsageligt inden for en radius af 2,5 mil fra byen, dog søgte også enkelte sogne lidt længere sydfra til Viborg og enkelte sogne inden for 2,5 mils afstand mod nordvest valgte at søge til Skive. Viborgs firemileopland fra 1505, der i teorien omfattede købstaden Skive, skal med andre ord ikke tages for bogstaveligt, og afgørende for bønderne har været transporttiden til købstaden samt priserne på torvet mere end lovfæstede handelsprivilegier.

Viborg blev forbundet med jernbanenettet i 1863, men den regionale dominans var dog fortid, ikke mindst på grund af de kommende købstæder Herning og Silkeborg 4-6 mil syd for byen.

Noter

[Note 1] Kristensen 1987:38 og 111. Iversen m.fl. i Ringgard Lauridsen og Munkøe (red.) 1998. Bind 1:22.
[Note 2] Fællesprivilegiet af 1515 giver eksempelvis Ribe og Kolding forrang frem for alle andre købstæder i Nørrejylland.
[Note 3] Privilegiet af 9. juli 1444 er medtaget i fortegnelsen som et eksempel på lovgivning, der skulle undgå dyre særrettigheder for kirkens folk.
[Note 4] von Spreckelsen (red.) 1940:70.
[Note 5] Iversen m.fl. i Ringgard Lauridsen og Munkøe (red.) 1998. Bind 1:144.
[Note 6] Snapstinget havde siden 1636 varet 14 dage, men ændredes i 1836 til kun at vare tre dage. Ursin 1849:263. For nærmere informationer om årsmarkederne henvises til optegnelserne samt Ursin 1849:262ff. Ringgard Lauridsen og Munkøe (red.) 1998. Bind 1: 144ff. Bind 2:84ff. von Spreckelsen (red.)1940:543-554.
[Note 7] von Spreckelsen (red.) 1940:73.
[Note 8] von Spreckelsen (red.) 1940:555.
[Note 9] Ringgaard Lauridsen og Munkøe (red.) 1998-99. Bind 2:89.
[Note 10] Ordret skriver Ursin: "Til oplandet, eller det landdistrict, der søger afsætning for sine varer og gjør sit indkjøb i Viborg, kan omtrent henregnes: Nørlyngherred med undtagelse af Lindum sogn, Ørum, Viskum, Veirum, Tjele, Vinge, Vintel, Rind, Vindum, Bjerring og Mammen sogn, Lysgaard herred med undtagelse af Grønbek og Hinge sogn, Bording, Ørslevkloster, Ørum, Gammelstrup, Daugbjerg, Mønsted, Smollerup, Taarup, Quols, Borrids, Laastrup, Stalts, Uldbjerg og Lynderup sogn. De nævnte sogne (…) en cirkel, beskreven fra Viborg, som centrum, med en radius af halvtredie miil, begrændser omtrent oplandet med undtagelse af, at et par sogne mod nord-nordvest ikke høre dertil, medens et par sogne mod syd ligge udenfor, skjøndt de høre dertil. Ursin 1849:42.

Privilegier og bestemmelser

1150 Kong Svend 3. Grathe giver Viborg frihed for 'vectigalia', hvad kan tolkes som udgifter i almindelighed eller told.[Note 1]
1440 11. april Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster første stadsret i 38 punkter, herunder retningslinjer for handel.[Note 2]
1442 11. juni Kong Christoffer 3. af Bayern giver Viborg toldfrihed overalt i Danmark undtagen på markedet i Skanør.
1444 9. juli Kong Christoffer 3. af Bayern forbyder alle gejstlige og verdslige at købe ejendomme i Viborg, medmindre de vil deltage i byens tyngde som andre borgere.
1461 15. marts Kong Christian 1. tillader borgmesteren i Viborg at indstævne alle, der handler eller driver forprang omkring Viborg, for landstinget og giver borgerne ret til at holde torv i Viborg hver lørdag efter gammel sædvane.
1469 21. august Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 3] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 4]
1488 14. november Kong Hans giver præciserer blandt andet, at Viborg har ret til at fiske i hele Limfjorden.
1491 13. marts Borgmesteren, råd og biskoppen i Viborg samt landsdommeren i Nørrejylland forbyder indførsel af dansk øl til Viborg.
1492 21. januar Kong Hans præciserer, at det er ulovligt at indføre dansk øl til Viborg for at sælge det i byen, hverken på marked eller uden for marked.
1505 28. november Kong Hans præciserer, at ingen, som bor i Viborg, må købe og sælge på torvet, medmindre han deltager i byens tyngde som andre borgere. Det præciseres endvidere, at ingen fremmede må købe og sælge i 4 mils omkreds om byen, samt at det, der føres til byen, ikke må sælges, før det kommer inden for byens porte.[Note 5]
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet, at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.
1515 5. november Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.
1520 24. august Dronning Christine forbyder udenbys og indenbys handlende at opføre kramboder uden for Viborgs porte på St. Mauricius' markedsdag den 22. september, og ingen fremmede må købe eller sælge med hinanden før dagen før klokken 9 formiddag (St. Matthei dag den 21. september).
1524 25. marts Kong Frederik 1. forbyder bønder og gejstlige at brygge til salg eller opstalde flere studer, end de kan føde med egen avl. Derudover forbydes forprang med honning.[Note 6]
1540 21. oktober Kong Christian 3. stadfæster[Note 7] gældende privilegier, dog med forbehold for ret til senere ændringer.[Note 8]
1546 11. februar Kong Christian 3. giver borgerne i Viborg ret til at handle frit i alle Danmarks købstæder.[Note 9]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1561 26. juni Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1584 20. maj Kong Frederik 2. fastsætter placering af Viborgs nye torv og præciserer, at ingen må købe eller sælge, før varerne er kommet hertil.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1597 28.april Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1626 8. oktober Missive til Knud Gyldenstjerne samt borgmestre og råd i Viborg. På de fire årlige markeder på stedet Dalle i Halds Len sker der megen ’Guds fortørnelse’ og slagsmål. Derfor skal Gyldenstjerne finde ud af, på hvilke tider af året disse markeder kan afholdes i Viborg i stedet.
1636 19. februar Kong Christian 4. præciserer, at fremmede ikke må købe eller sælge i længere tid end de 14 dage, som er fastsat til Snapstingmarkederne og markedet på Mauritii dag.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 10]
1654 29. december Kong Frederik 3. beslutter, at der igen må holdes markeder i byen, hvilket var forbudt under pesten.[Note 11]
1656 21. november Kong Frederik 3. stadfæster privilegiet af 19. februar 1636 om fremmede kræmmere, som besøger Snapstinget og Mauritii markederne.
1656 22. november Kong Frederik 3. beslutter, at Viborg for fremtiden skal afholde et hestemarked på dagen før Mauritii dag.[Note 12]
1658 22. november Kong Frederik 3. præciserer, at da markedet ikke havde et fastsat starttidspunkt, skal det begynde otte dage før Mauritii dag og være slut denne dag.[Note 13]
1670 19. oktober Kong Christian 5. stadfæster gældende privilegier.[Note 14]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1702 Kong Frederik 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 15]
1732 Kong Christian 6. stadfæster gældende privilegier.[Note 16]
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 17]
1737 1. februar Kong Christian 6. tillader afholdelse af et kvægmarked på Mortensdag tre dage efter 6. november.[Note 18]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1755 12. september Kong Frederik 5. giver Viborg tilladelse til at afholde et tredages hestemarked i begyndelsen af marts.[Note 19]
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1791 Kong Christian 7. nedlægger hestemarkedet, som siden 1755 er afholdt i begyndelsen af marts, og tillader to markeder til afholdelse på fireugersdagen for tirsdagen i fasten og på tirsdagen i fasten.[Note 20]
1792 Kong Christian 7. flytter Mortensdagsmarkedet til en dag i begyndelsen af december.[Note 21]
1793 Kong Christian 7. giver Viborg tilladelse til at afholde et kvægmarked.[Note 22]
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1836 2. februar Kong Frederik 6. giver tilladelse til, at Snapstinget i Viborg for fremtiden kun skal vare tre dage mod tidligere 12. Desuden flyttes kvægmarkedet, som blev indført i 1793, til 8. maj.[Note 23]
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Ursin 1849:59. Krog 1977 (1779):45.
[Note 2] Anvendt oversættelse fra latin i Resen 1934:49-51.
[Note 3] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 4] Degn 1991:655.
[Note 5] Krog 1977 (1779):47 daterer privilegiet til 1506.
[Note 6] Ursin 1849:87.
[Note 7] Nøjagtig datering fra Resen 1934:55
[Note 8] Ursin 1849:68.
[Note 9] Resen 1934:55.
[Note 10] Resen 1934:57.
[Note 11] Pesten raserede Danmark i 1648-49.
[Note 12] Resen 1934:57.
[Note 13] Ursin 1849:264.
[Note 14] Krog 1976 (1779):50.
[Note 15] Krog 1976 (1779):50.
[Note 16] Krog 1976 (1779):50.
[Note 17] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 18] Blev afholdt i slutningen af oktober (23. oktober nævnes). Ursin 1849:264.
[Note 19] Ursin 1849:263.
[Note 20] Ursin 1849:263.
[Note 21] Markedet var siden oprettelsen i 1792 afholdt tidligere end lovfæstet. Allerede i 1794 blev markedet igen afholdt omkring den 23. oktober. Ursin 1849:264.
[Note 22] Fra 1836 til afholdelse den 8. maj. Ursin 1849:263.
[Note 23] Ursin 1849:263.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Middelalderstudier. Bidrag 1 til viborgegnens typografi og historie

Historisk Samfund for Viborg Amt og Viborg Stiftsmuseum, Viborg, 1970

Middelalderbyen Viborg

Kristensen, Hans Krongaard, Viby J, 1987

Samlede efterretninger om Viborg 1779

Krog, Andreas Christian, København, 1977(1779)

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Viborgs historie 1-3

Lauridsen, Henning Ringgaard og Munkøe, Lars (red.), Viborg, 1997-98

Atlas Danicus. VI, B: Viborg Stiftedømme

Resen, Peder Hansen, København, 1934

Viborg købstads historie. Bind 1-4

Spreckelsen, Otto von (red.), København, 1940-41

Stiftstaden Viborg. En typographisk historisk og statistisk beskrivelse med tilhørende grundtegninger

Ursin, M.R., Viborg, 1849

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.