Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Tønder blev oprindeligt kaldt Lille Tønder og er en udflyttet by fra den nærliggende landsby Møgeltønder. I løbet af 1100-tallets første halvdel blev byen selvstændig. Beliggenheden i bunden af den sejlbare å gjorde Tønder til en vigtig by med stor regional betydning, og selvom byen også var landevejsby, så er Tønders opkomst og vækst et resultat af vandvejens betydning.

Det første kendte købstadsprivilegium fik Tønder med sin stadsret af 1243, der i 104 punkter detaljeret gennemgår forhold, som var væsentlige for byen. Stadsretten er udformet på basis af den lybske stadsret. Det kan ikke udelukkes, at Tønder med stadsretten blev købstad, men det er sandsynligt, at byen havde en eller anden form for købstadsprivilegier på et tidligere tidspunkt.[Note 1] Fem år tidligere havde fransiskanerne fået et kloster i byen. På daværende tidspunkt var det muligt at sejle helt ind til byen ad Vidåen over Rudbøl. Handelen blomstrede frem til 1400-tallet, men åens formudring og lave dybde skulle vise sig at virke hæmmende for byens vækst i de følgende århundreder.

I 1354 fik Tønder sit opland præcist defineret, hvad bestemt ikke var normalt i 1300-tallet. Forholdet mellem de nordslesvigske fyrster og den danske monark var af stor betydning for en by som Tønder, der gang på gang blev offer for plyndringer og indkvarteringsforpligtigelser. Her findes sikkert grunden til, at købstaden fik defineret hele fem herreder: Hviding, Lø, Slogs, Højer og naturligvis Tønder Herred. Alle håndværkere bosiddende i dette store areal skulle desuden inden seks uger flytte til købstaden, dog var det tilladt en repræsentant for hvert håndværk i hvert herred at blive boende. Det store opland var dog yderst teoretisk. Fra 1407 ejede Dronning Margrethe eksempelvis Trøjborg, som omfattede størstedelen af Lø Herred, og privilegierne havde naturligvis ingen gyldighed i den kongerigske enklave.

I 1491 fik Ribe defineret Hviding Herred, som ellers var givet til Tønder, til sit opland, men det fremgår da også af ordlyden, at det blot er en formalisering af praksis.[Note 2] I 1455 fik Ribe endvidere rettigheden til Vadehavet, og magtforholdet mellem Tønder og Ribe i det sydvestlige Danmark var klart i Ribes favør (se mere u/Ribe).

Tønder købstad var under hertugstyre helt frem til 1713, hvad generelt ikke har gjort det nemmere for borgerne at skabe en velfungerende handelsby. Hertugerne fandt det eksempelvis fordelagtigt i perioder at forpagte typiske byerhverv væk til eksempelvis Flensborgborgere, og leverancen til kroerne i amtet gik i længere perioder således helt uden om Tønder. For en købstad med forholdsmæssigt mange beværtninger og gæstgiverier var ulempen stor. Bondehandel var desuden udbredt i herrederne, og det har været svært for ikke at sige umuligt at stoppe ulovlighederne i de fjerntliggende egne. I 1400-tallet blev besejlingsforholdene dårligere, og selvom handelen gik frem, var befolkningstilvæksten af normal styrke, og landbruget spillede da stadig som i andre købstæder en stor betydning.

I 1500-tallet og 1600-tallet gik søhandelen stærkt tilbage, hvad var en naturlig konsekvens af åens utilstrækkelighed. Hvor det frem til 1400-tallet var muligt at sejle helt ind til Tønder, forringedes forholdene nu gradvist. Og Rudbøl, der til tider fungerede som udhavn, blev også med tiden umulig at besejle.[Note 3] Dette gav Højer større betydning som losse- og ladeplads, og byen blev da også i realiteten en handelsby. Prisen for transport fra Hamborg til Højer var efter sigende den samme som for transporten fra Vesterhavet til Tønder.[Note 4]

Købstadens dårlige betingelser var dog ikke slut her. Stranden fra Ballum til Emmerlev var en del af de kongerigske enklaver, og der var således rig mulighed for at undgå besværet med pramning og transport ad landvejen det sidste stykke. Højer udnyttede dette forhold, og det var en længerevarende strid mellem Tønder og Højer, der i 1706 førte til, at håndværkere fik tilladelse til at bo i Højer.

Konkurrencen fra købstæder som Flensborg og Ribe var hård. Ribes betydning formindskedes dog med tiden, men generelt søgte meget få bønder til Tønder, når de var bosiddende syd for Vidåen. Handelsrettighederne blev gentaget flere gange i 1700-tallet, men ordlyden var ikke specifikt rettet som i privilegiet af 1354.[Note 5] Bønderne drev ofte handel på landet, og i 1710 solgte Peder Beyer på Skaastgaard egenhændigt så langt borte som Holland.[Note 6]

En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra både byer og flækker, nærmere bestemt tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne, men bønderne blev ikke tvunget til at handle i bestemte byer. Hertugdømmerne blev herved på nær ganske små områder dækker af tvangsmilegrænser. Specifikt relevant i denne sammenhæng er, at bestemmelserne omfattede Tønder, Haderslev og Sønderborg. [Note 7] Det var stadig et forholdsvis stort opland, hvad i praksis heller ikke har kunnet håndhæves. Det lykkedes dog at fjerne adskillige høkere og håndværkere inden for en halv eller en hel mil fra byen. En kgl. koncessioneret farver i Løgum gjorde dog ifølge kilderne, hvad der passede ham. [Note 8] I samme periode brændte de fleste kroer deres brændevin selv og købte deres øl i Flensborg.

Fra omkring midten af 1700-tallet og hundrede år frem stagnerede købstaden, og i slutningen af 1700-tallet var handel ad vandvejen en sjældenhed. Der voksede dog en stor kniplingeproduktion frem, og et kanalprojekt kom i gang i 1794, men for større skibe var besejling af Vidåen stadig en umulighed. Tønder mistede sin position inden for fjernhandel på grund af de dårligere besejlingsforhold, men formåede alligevel i kraft af sin beliggenhed at skabe handelsmæssig aktivitet. Markederne i Tønder trak adskillige handlende til fra store dele af Nørrejylland og Slesvig, og borgerne så mere positivt på markederne end borgere i andre byer sædvanligvis gjorde, hvad givetvis var en konsekvens af byens manglende handel i øvrigt og beværtningernes store antal.

Markedet på Mikkelsdag var byens ældste og eneste krammarked i 1764. Tønder havde dog også to kvæg- og hestemarkeder, der i 1774 blev afholdt den 4. august og 4. september. I 1774 fik byen tre nye markeder. Et hestemarked fredag og lørdag efter fastelavn samt to kvægmarkeder, som begge blev afholdt over 4-5 fredage i foråret og efteråret. [Note 9] Mikkelsmarkedet varede tre dage, men det var først og fremmest fredagsmarkederne, som tiltrak et købestærkt publikum fra fjerne egne. I 1829 fik Tønder tillige et kram- og uldmarked i pinsen. I 1857 forandrededs markedssituationen igen, og byen fik nu lovliggjort et september-marked med kram og humle varende tre dage. Markederne gav byen god omsætning og bragte varer til byen, som den ellers ville have haft svært ved at få.

Markederne medførte naturligvis også overtrædelser af handelsprivilegierne, og i 1838 klagede borgerne i Tønder over, at Tved på markedsdagene udskænkede i forbindelse med et lille marked i samme by. Ligeledes klagedes i 1847 over krohold og marked i både Tved og Abild.[Note 10] En statholders plakat i 1755 forbød bønderne at købe varer til andet end eget forbrug, hvad tidligere har været praksis.[Note 11]

Tønder fik i 1710 tilladelse til at afholde torvedage tirsdag og lørdag, hvad gentooges af kong Christian 6. i 1740. Købstaden har formentlig afholdt torvedage tidligere, og privilegiebrevene bekræfter blot tidligere sædvaner.

Tønder blev på grund af den manglende havn kun et lokalt handelscentrum, og selvom byen i løbet af 1700-tallet og fremefter fik succes med årsmarkederne og stor kniplingeproduktion, var der i området kun basis for en mindre købstad i ly af først og fremmest Flensborg.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur