De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Thisted

Thisted

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Thisted har formentlig sin oprindelse i et fiskerleje, som omtales første gang i kilderne i 1374. Da var byen ligesom Hovsør lidt nord for byen blot en losse- og ladeplads. I 1300-tallet og 1400-tallet har Thisted blot været en mindre landsby, og Vestervig var med sit kloster og sine velbesøgte markeder væsentligt større.

Thisted blev i 1454 til et birk under Børglumbisperne, og den gryende uenighed med kongemagten, der i 1536 førte til reformationen, skulle vise sig at få stor betydning for Thisteds udvikling. Omkring år 1500 fik Thisted status af købstad, men det første egentlige privilegium, der kendes, er fra 1524. Her stadfæstedes gældende privilegier, og Thisted blev begunstigey med samme rettigheder som Viborg. Da Viborg allerede i 1505 fik defineret sit opland som værende fire mil, må det siges at være et betydeligt opland, Thisted fik handelsmonopol på.

Thisteds grundlæggelse som købstad dateres normalt som værende 10. august 1524. Der har i disse år været stor uoverensstemmelse mellem Thisted og Hovsør, for i 1528 stadfæstedes gældende privilegier med den præcisering, at der ikke måtte bygges en ny købstad ved Hovsør til forprang for borgerne i Thisted. I denne tid gik der rygter på egnen om Thisteds nedlæggelse til fordel for Hovsør, og i 1532 fik Hovsør sit første og så vidt vides eneste privilegie. Hovsør er beliggende kun 1,5 mil fra Thisted og tilgodesås med fem års told- og skattefrihed, der så vidt vides var gældende i ti år.[Note 1] Hovsør var ejet af kongen, og konflikten med Thisted var i realiteten en kamp mellem kongemagten og de mægtige bisper i Børglum. Thisteds borgerstand og de skudehandlende på egnen bidrog dog også til interessekonflikten. Efter reformationen i 1536 afholdtes et vidnesting, hvor bønderne og ridderne sammen konkluderede, at Thisted havde en bedre beliggenhed end Hovsør; en henstilling, som kongen valgte at rette sig efter. I 1547 defineredes Thisteds opland igen, og da Hovsør ikke her eller andre steder siden omtales som købstad med privilegier, har byen med sikkerhed mistet sin særstatus. Det må siges, at Hovsør på intet tidspunkt var en typisk dansk købstad, men nok nærmere var en bondeby, som kongen valgte at give frihed for told og skat for at genere de gejstlige.

Thisteds handelsopland i 1524 var fire mil, men i 1547 pålagdes bønderne fra de omkringliggende herreder at søge torve i købstaden hver lørdag. De omkringliggende herreder må være Hundborg, Hillerslev og Vester Hanherred, og området var således noget mindre end den nævnte firemilegrænse. Denne grænse var dog stadigvæk gældende, og præciseringens formål var klart at presse i det mindste de tre nævnte herreder til at søge torv i købstaden.

Torvedagen ændredes i 1770 til onsdag.[Note 2] Thisted havde dog generelt svært ved at få indførsel til byen, og med tiden blev torvedagen kun afholdt i eftersårstiden, hvor torvedagen mere fik karakter af egentlige markedsdage.[Note 3] Nogle mil syd for byen lå Vestervig kloster, der fra ældre tider har haft flere markeder årligt. I 1547 flyttedes markederne, som hidtil var afholdt ved klostret på Skt. Hans dag, Midsommer og Skt. Olafs dag, til Thisted, hvilket dog blev omgjort i 1573. Omkring år 1800 har Thisted haft hele fire markeder.[Note 4]

Trods et veldefineret opland er det tydeligt, at Thisted, som i 1500-tallet mere var landsby end købstad, ikke har haft store muligheder for at håndhæve sine privilegier. I 1572 klagede borgerne over, at bønderne selv drev sejlads på egne skibe, og i forbindelse hermed også drev landkøb. Der klagedes over antallet af håndværksfolk i landsbyerne og manglende indførsel til torvet af brændsel. I slutningen af samme århundrede sigtedes nogle bønder fra Vestervig Kloster, fordi de havde skibe og skuder, en sag, kongen dog afviste, idet klostret havde ret til at sejle korn til Ålborg og andre steder. Konflikten med Ålborgkøbmændene var et gennemgående træk, og selvom der i 1581 blev indgået overenskomst mellem byerne, fortsatte Ålborg med at handle inden for firemilgrænsen, som Thisted mente, byen stadig havde.[Note 5] I 1619 var der stadig konflikt mellem Ålborg og Thisted, og kongen præciserede utvetydigt, at Ålborg har ret til at handle i hele Limfjorden, også selvom det er inden for fire mil af Thisted.[Note 6]

I 1631, 1636 og 1639 klagede borgerne over, at nordmænd købte korn til levering i Vildsund. Uenigheden om, hvorvidt bønderne måtte udskibe direkte til Norge uden om Thisted, blev først afgjort ved dom af 21. juli 1651, hvor det tillodes bønderne i 'dårlige egne' at købe tømmer og betale med landbrugsprodukter i henhold til recessen af 1558.

Thisted blev under syvårskrigen i 1563 til 1570 hårdt ramt af krigens byrder, hvad gentog sig under svenskekrigene i 1600-tallet. I 1672 var en del borgere flyttet på landet som en konsekvens af krigen, og den borgerlige næring var i høj grad truet af skude- og strandhandel fra Vesterhavskysten især fra Klitmøller, Hansted og Vigsø. I 1666 præciseredes, at ’strandmændene’ i Hansted og Klitmøller havde ret til at sælge korn i Norge og lovlige varer iøvrigt. I 1680 mistede Hansted dog retten, mens Blokhus og Tornby Strand fik samme vilkår som Klitmøller. Samtidig præciseredes foruden Hansted, at Stenbjerg, Tvorup, Vigsø og Torup Strand ikke havde tilladelsen.[Note 7] Denne lov varede dog ikke længe, idet kong Christian 5. kun en måned senere pålagde skudeejere og landkøbmænd at flytte ind til købstæder eller helt at stoppe med at drive sejlads og handel. I 1682 mistede flere mindre købstæder retten til at handle med udlandet, heriblandt Thisted.[Note 8] Året efter blev det dog lovfæstet, at alle, der boede mellem Klitmøller, Blokhus og Tornby Strand havde tilladelse til at sejle med korn og mel til Norge og hjemføre tømmer, kalk og sten.[Note 9] Det er tydeligt, at Thisted havde svært ved at håndhæve sine privilegier, et forhold, som forstærkedes af det faktum, at lovgivningen i forhold til skudehandlerne i Thy var yderst kompleks med hyppige ændringer.[Note 10]

Håndhævelsen af privilegierne skulle vise sig at blive lige så problematisk i 1700-tallet. I 1695 klagede borgmesteren over strandhandelen, hvad kongen dog afviste, så længe varerne blev fortoldet. De strandhandlende var en torn i øjet på borgerne, og selvom flere købmænd i Thisted havde pakhuse i Klitmøller, så var situationen klart hæmmende for Thisteds udvikling som handelscentrum. I en indberetning fra 1735 gentages klagerne, og det nævnes specifikt, at handelen i Klitmøller og Vigsø var et problem. Selv præster handlede ulovligt, og landprang var mere hyppig nu end tidligere.

Thisted havde efter sigende ingen deciderede købmænd, men kun nogle kræmmere, der alle købte deres varer i Ålborg. Det ekstra distributionsled var fordyrende, og Ålborg må siges at været blevet begunstiget på bekostning af de øvrige købstæder på Limfjordsegnen (se u/Ålborg). Havnen var på dette tidspunkt meget dårlig, men da der næsten ingen sejlads var mere efter lovgivningen i 1680'erne, blev der intet gjort for at forbedre forholdet. Som vinterhavne blev Hovsør, Vildsund, Nykøbing Mors eller Kvols anvendt.[Note 11]

Handelen blev fra omkring år 1800 bedre. Skudehandelen var aftaget, og indbyggertallet fordobledes i løbet af kun 50 år.[Note 12] Vigtig var brændevinsbrændingen og handelen med oplandets bønder, for selvom Thisted på alle måder var i fremgang, var fjernhandelen efter Englandskrigen i 1814 ikke væsentlig for Limfjordens mindre købstæder.

Hvor Thisted i århundreder var plaget af uheldige omstændigheder, blev den som andre købstæder ved Limfjorden positivt overrasket i 1775, da en storm gjorde sejlads via Løgstør væsentlig nemmere og ikke mindst billigere. I 1825 gennembrød havet ligeledes Agger Tange, og fra omkring midten af 1830'erne havde Thisted vandveje til både øst og vest. Skibsfarten var i vækst, og en ny havn stod klar i 1841, hvor Thisted også fik eget toldsted. Det fik de øvrige købstæder i Limfjorden også, og Ålborgs dominans var nu på retur.[Note 13] I løbet af 1840'erne og 1850'erne forbandt flere dampskibruter Thisted med Ålborg og de øvrige købstæder i Limfjorden, og fiskeriet spillede igen en større rolle. I 1861 åbnedes Frederik 7’s Kanal ved Løgstør, og problemet med lavvande ved Løgstør grunde var nu definitivt løst.

Næringslovens af 1857 var af mindre betydning for Thisted, idet byen intet håndværkerlav havde og i praksis heller ikke havde et opland, den kunne miste, idet firemilegrænsen, som blev defineret i 1524, på intet tidspunkt reelt kunne håndhæves.

Noter

[Note 1] Hald 1924:18ff.
[Note 2] Hald 1924:106. Brunsgaard 1970:58 vurderer, at Thisted fik sin anden faste torvedag.
[Note 3] Hald 1924:106.
[Note 4] Hald 1924:105. Uddybes ikke yderligere.
[Note 5] Samme vurderer Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:80.
[Note 6] Måske foranlediget af Thisteds sigtelse mod en Ålborgborger, der havde drevet købmandskab i Hannæs Birk. Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:81.
[Note 7] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:85.
[Note 8] Året forinden havde Thistedfolk konfiskeret et par Ålborgskibe som var indefrosset med korn ved Doverkil. Petersen 1993:47ff.
[Note 9] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:86.
[Note 10] Privilegierne, som omtales i denne tekst, er ikke en komplet fortegnelse, men hovedsageligt det monografierne om Thisted har valgt at medtage.
[Note 11] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:153.
[Note 12] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:26.
[Note 13] Indtil 1830'erne var Ålborg vigtigste station for Thisted. Sørensen 1994:116.

Privilegier og bestemmelser

1524 10. august Kong Frederik 1. stadfæster gældende privilegier, og Thisted begunstiges blandt andet med samme rettigheder som Viborg.[Note 1]. (Dette privilegium er det tidligst kendte og betragtes som købstadens grundlæggelse, selvom denne må være sket allerede under kong Hans i perioden 1485-1507).
1528 13. juli Kong Frederik 1. stadfæster gældende privilegier og og præciserer, at der ikke må bygges en ny købstad ved Hovsør til forfang for Thisted.[Note 2]
1532 Kong Frederik 1. giver borgerne i Hovsør skatte- og toldfrihed i fem år.[Note 3]
1545 Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier, dog med forbehold for retten til at ændre på et senere tidspunkt.[Note 4]
1547 26. maj Kong Christian 3. flytter markeder, som hidtil er afholdt ved Vestervig Kloster Skt. Hans dag, midsommer og Skt. Olafs dag, til købstaden.[Note 5]
1547 6. december Kong Christian 3. giver Thisted tilladelse til at afholde torvedag hver lørdag og pålægger bønder fra de omkringliggende herreder at søge torv der.[Note 6]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1573 2. oktober Kong Frederik 2. flytter Vestervig-markederne tilbage til Vestervig Kloster.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1598 15. juni Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1619 19. september Kong Christian 4. præciserer, at Ålborg har ret til at handle i hele Limfjorden, herunder Fæggesund, også selvom det er inden for fire mils afstand fra Thisted.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1666 24. september Kong Frederik 3. giver de såkaldte 'strandmænd' i Hansted og Klitmøller tilladelse til at handle i Norge med korn og andre lovlige varer.[Note 7]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 4. september Kong Christian 5. stadfæster særrettigheden, som 'strandmændene' i Hansted og Klitmøller fik i privilegiet af 24. september 1666.[Note 8]
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1680 9. oktober Kong Christian 5. pålægger skudeejere og landkøbmænd at flytte ind til købstæderne eller holde op med sejlads og handel.[Note 9]
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1682 Kong Christian 5. forbyder mindre købstæder at handle med udlandet, herunder Thisted.[Note 10]
1683 12. februar Kong Christian 5. beslutter i toldrulle, at alle, der bor mellem Klitmøller, Blokhuset og Tornby Strand, tillades at sejle til Norge med korn og mel og indføre tømmer, kalk og sten.[Note 11]
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 12]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1770 14. august Kong Christian 7. giver Thisted tilladelse til at afholde torvedag hver onsdag.[Note 13]
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1841 10. august Kong Christian 8. fjerner afgiften til bygningen af Ålborg havn og giver samtlige købstæder i Limfjorden herunder Thisted eget toldsted.[Note 14]
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 15] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 16]
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1862 20. november Kong Hans har formentlig givet Thisted status af købstad i denne periode, da Thisted-indbyggere i 1484 ikke omtales som borgere eller købstadsmænd, hvad de gør i 1507. Hald skønner, at det er sket omkring år 1500 med basis i den daværende biskop.[Note 17]
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Viborg fik den 28. november 1505 eksempelvis eneret til handel inden for fire mil fra købstaden.
[Note 2] Hald 1924:17.
[Note 3] Hald 1924:18ff. Der er kun 1,5 mil mellem købstæderne, og Thisted fik kun fire år tidligere bekræftet sine privilegier, som omfattede en firemilegrænse for handelsoplandet på linje med Viborg.
[Note 4] Hald 1924:22.
[Note 5] Hald 1924:23ff.
[Note 6] Hald 1924:24.
[Note 7] Hald 1924:45.
[Note 8] Hald 1924:45. Undtaget fra forbudet mod ulovlige havne var dog Klitmøller, Blokhus og Tornby Strand, men Stenbjerg, Tvorup, Hansted, Vigsø og Torup Strand i Hanherred således var omfattet af forbudet. Historisk Samfund for Thy og Mols 1974:85.
[Note 9] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:85.
[Note 10] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:86.
[Note 11] Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:86.
[Note 12] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 13] Hald 1924:106.
[Note 14] Hald 1924:93. For nøjagtig ordlyd, se Historisk Samfund for Thy og Mors 1974:155ff.
[Note 15] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 16] Degn 1991:655.
[Note 17] Hald 1924:14.

Litteratur

Thisted gennem tiderne

Brunsgaard, C., Thisted, 1970

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Af Thisted Købstads Historie

Hald, P.L., Thisted, 1924

Bidrag til Thisted købstads historie 1524-1974

Historisk Samfund for Thy og Mors, Thisted, 1974

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Aalborg og Limfjordslandet

Petersen, Viggo, Ålborg, 1993

Søfart, handel og bondeøkonomi. Thisted 1814-50

Sekkelund, K., Thisted, 1993

Thisted købstads historie

Sørensen, Svend, Thisted, 1994

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.