Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Sønderborg er formentligt grundlagt efter Sønderborg Slots opførelse omkring 1170. Hvornår byen blev en egentlig købstad er uvist, men den 15. juli 1256 daterede hertug Valdemar Abelsen et brev i byen, og byen var formentligt en købstad på daværende tidspunkt.[Note 1] Ved borgen dannedes en mindre by, og beliggenheden var især med hensyn til søfart og fiskeri yderst velvalgt. Sønderborg blev da også en af de danske byer, der tidligt handlede på Skanørmarkedet. Købstadens naturlige opland var frodigt og velafgrænset og bestod af Als og det meste af Sundeved.

Det første betydelige privilegium, der kendes, kan dateres til omkring 1474-1481, og det fremgår klart, at Sønderborg er tiltænkt al handel på Als. Fremmede købmænd måtte kun handle med indbyggerne i Sønderborg, og kun borgerne i Sønderborg måtte købe og sælge til bønderne på Als. Det tillodes dog bønderne på Als selv at udføre deres varer til lands eller til vands, såfremt de ikke kunne ælge deres varer i købstaden. Med andre ord fik Sønderborg defineret et stort, frodigt opland, som i princippet alene skulle kunne gøre byen til et regionalt handelscentrum.

Sønderborg og Als førte en omskiftelig tilværelse og var skiftevis under kongerne eller hertugerne, der brugte købstaden og oplandet i deres politiske kamp. Et godt eksempel er privilegiet af 1491 og de efterfølgende gentagelser, der præciserede, at indbyggerne på Als skulle bringe deres varer på torvet i Flensborg. Denne omgørelse af det tidligere privilegium fratog i princippet Sønderborg sit opland, og selvom der i gentagelsen af 1545 blev taget forbehold for Sønderborgs handel og næring, hæmmede det købstadens udvikling. Udviklingen vendte dog, og både i 1589, 1603 og 1611 blev Sønderborg begunstiget handelsmæssigt med forbud mod opkøb på Als af fremmede købmænd. 1603-privilegiet blev gentaget sidste gang omkring 1650.[Note 2]

Hertug Hans den Yngre, som regerede i 1571 til 1622, trak handel til byen og forsøgte at stoppe bondehandelen og flensborgernes forrettigheder på Als. Han gav eksempelvis byen toldfriheder, som kong Christian 4. dog fratog byen igen i 1605.[Note 3] Et problem for Sønderborg, der var mere udtalt her end i andre købstæder, var forskellige privatpersoners monopoler, der klart var hæmmende for byens handelsliv og i tiden efter 1491 klart førte til en nedgang.[Note 4] Byen havde en dyb og sikker havn, som var velegnet til fjernhandel, men langt op i tiden havde landbruget og fiskeriet stor betydning. Sønderborg blev dog brugt som udskibningshavn for en del landbrugsprodukter, som endte i København, Gotland og senere Norge.

Trods gode privilegier i 1500-tallets slutning og tiden fremover, er det tydeligt, at bønderne på Als i praksis gjorde, hvad der passede dem. Konkurrencen fra Åbenrå og måske endda Varnæs var et problem, men flensborgerne kunne Sønderborg ikke gøre meget imod. Byretten præciserede i 1500-tallet flere gange borgernes forret på handel, især i forhold til fremmede købmænd, hvad dog ikke lykkedes at gennemføe.[Note 5] I 1529 udstedtes forbud mod bøndernes landmarkeder, som blev afholdt hver år i Lysabil og Ketting. Generelt var borgerne på vagt over for landhandel og landhåndværkere, men i praksis førte overtrædelser sjældent til dom. Et andet problem for Sønderborg var brugen af ulovlige havne, og specifikt nævnes Hørup og Skovby på halvøens sydkyst. Præsterne havde som de eneste ret til at udføre korn fra andre havne end den i købstaden.

Sønderborgs havn blev dog med tiden hyppigt anvendt som udskibningshavn, og skibe derfra sejlede ofte i langfart i fremmedes tjeneste med udenlandske produkter. Eksempelvis til Danzig og Norge. I 1600-tallet klagede borgerne i købstaden adskillige gange over overtrædelserne, og ofte blev deres bønner hørt, hvad dog ikke ændrede de handelsmæssige vaner i særlig grad. I 1667 forbød kongen eksempelvis skippere på landet at gøre indgreb i borgerlig næring, men det har været umuligt at kontrollere i praksis. Kongen afviser dog året efter at forbyde håndværkere omkring købstaden og afviser i samme stil også, at der omkring byen kun måtte brændes malt og brygges øl til eget behov. Sønderborg var en købstad, men privilegierne var voldsomt beskårede. I 1668 forbød kong Frederik 3., at privatpersoner fik monopoler og privilegier, samt indskærpede, at al indskibning skulle foretages i Sønderborg. Allerede to år efter klagede byen igen. I 1698 stadfæstede kong Christian 5. en politiordning for byen, der gentog de typiske privilegier, som købstæder havde i forhold til handel.

Rettigheder i oplandet blev dog ikke nævt. Tidligere samme år præciseredes, at beboerne i Sønder Herred skulle søge torv i købstaden, og det er tydeligt, at ved indgangen til 1700-tallet har Sønderborgs opland været langt mindre end hele Als som ellers defineret formelt omkring 1480. Samme privilegium gav heller ikke byen fritagelse for skat på skibsfart, hvad byen havde ønsket i årtier.

Ansøgningen i 1698 fortæller om ind- og udskibning over hele Als, særligt i Nørre Herred og det augustenborgske distrikt. Færgen i Hardeshøj gjorde ulovlig handel nem, og desuden blev borgerne i Sønderborg stadig betragtet som udenrigs overalt i kongeriget til stor ulempe for handelen. Sundevedbønder søgte ofte ikke torv i købstaden på grund af den høje færgetakst. I 1700-tallet fulgte flere forbud mod fremmedes opkøb på Als, men intet hjalp i praksis.

En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra både byer og flækker, nærmere bestemt tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne, men bønderne blev ikke tvunget til at handle i bestemte byer. Hertugdømmerne blev herved på nær ganske små områder dækker af tvangsmilegrænser. Specifikt relevant i denne sammenhæng er, at bestemmelserne omfattede Tønder, Haderslev og Sønderborg. [Note 6]

Så sent som i 1732 var adskillige privilegier forpagtet ud, også til stor skade for borgerne. I 1726 anmodede Sønderborg om at få en tomilegrænse på øl og brændevin omkring byen, men svaret fra Kancelliet var blot, at de nuværende privilegier skulle overholdes, hvilket måtte være en opgave for myndighederne i de augustenborgske og reventlowske disktrikter. Det var prøvet tidligere uden held, og intet ændredes i praksis.[Note 7] Sønderborgs brev kan ses som et forsøg på i det mindste at få noget af det tabte opland tilbage.

Sønderborgs borgere truede i 1729 helt unikt med, at de ville flytte på landet, såfremt lovene ikke blev overholdt. En indberetning om byens tilstand fra 1735 er igen historien om megen landhandel og udpræget brug af ulovlige havne i Sebbelev Fjord, Stevning Nor og Stegsvig. Der var efter sigende også opstået nye havne i Nordborg og det augustenborgske distrikter samt i Fynshav i øvrigt. I privilegium af 1740 præciseredes det, at al handel og håndværk på Als og Sundeved skulle være forbeholdt Sønderborg og Nordborg inden for to mils afstand fra byerne. Håndværkerne på landet skulle dog med enkelte undtagelser flytte til Sønderborg, og ligeledes kom der forbud mod handel på landet dog undtaget salg af korn og kvæg. Privilegiet gav således Sønderborg en tomilegrænse, som var typisk for danske købstæder, men forbeholdene var store, og Nordborg fik ligeledes stadfæstede rettigheder. Som så ofte før var dette privilegium mere et forsøg på at tilpasse privilegierne til den praktiske virkelighed.

Sønderborg fik allerede i 1529 de årlige landmarkeder forbudt, og fra dette år må man formode, at købstaden selv har afholdt et eller flere. På et senere tidspunkt var der hele tre krammarkeder i byen, et marked torsdagen og fredagen før Pinse, et marked på Laurentii dag og dagen efter (den 10.-11. august) samt et marked på Michaelis dag og dagen efter (29.-30. september). Derudover var der et hestemarked hver lørdag i de syv fasteuger samt på Trinitatis søndag, der dog i 1772 blev flyttet til onsdage og senere i perioden til tirsdage. I 1789 tillodes der endvidere et kvægmarked den 22.-23. oktober, og i 1834 fik Sønderborg også tilladelse til at afholde markeder for magert kvæg den 27. april og den 9. maj. I 1830'erne var markederne næsten faldet bort, og det er tvivlsomt, om alle markeder på noget tidspunkt i 1700-tallet i praksis har været afholdt som beskrevet.[Note 8]

En decideret torvedag blev først lovfæstet i 1698, men der har ganske givet været ugentlige torvedage i en eller anden form i middelalderen. Fra 1698 blev lørdag fast torvedag, men allerede i 1704 måtte det opgives på grund af manglende indførsel. I 1743 besluttedes det at afholde torvedag både tirsdag og lørdag, men igen måtte det opgives. I 1765 forsøgte byen igen, men blev opgivet allerede året efter. I 1762, 1790 og 1803 blev der gjort lignende forsøg, men opbakningen fra bønderne på Als og i den allernærmeste omegn har været minimal. I 1840 forsøgtes atter med faste torvedage på tirsdage og lørdage, og denne gang lykkedes det, dog med undtagelse af krigsårene 1848-1850. Fra februar 1853 afholdt byen torvedage både tirsdag, torsdag og lørdag.[Note 9]

Til opsummering kan det siges, at i 1770 var Sønderborg i forfald, og håndværkere i Augustenborg havde bedre levebetingelser end de tilsvarende i købstaden. Det kom dog til lidt fremgang i slutningen af 1700-tallet, men perioden 1668 til 1807 kan betragtedes som kampen om handelen på Als, som Sønderborg tabte.[Note 10] I 1800-tallet var Sønderborg en af de mindste sønderjyske købstæder, og kun skibsfarten trak byen frem økonomisk. Tabet af Norge i 1814 gav byen endnu dårligere muligheder som udskibningshavn. I 1800-tallet fortsatte privilegieovertrædelserne som i det foregående århundrede, og en Gråstenhøker havde ligefrem koncession som grosserer og solgte til hele Sundeved og Als. Nye definioner af kramvarer føjede blot spot til skade.

Næringslovens vedtagelse og indførelse kunne ikke uden videre accepteres i Sønderborg, idet stænderforsamlingen i Slesvig havde tysk flertal, hvad hindrede reformer, der gik imod lavsvæsenets talrige begrænsninger i den frie handel og erhverv.[Note 11] I 1856 fik Sønderborg en bro over Alssund, og i 1898 blev byen forbundet med jernbanenettet på Als.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur