De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Svendborg

Svendborg

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Svendborg fik formentlig status af købstad i perioden 1202-1241, idet 1287-privilegiet stadfæstede privilegier givet tidligere af kong Valdemar. Det første kendte privilegium er dateret 1253 og anses ofte som byens grundlæggelsestidspunkt. Der har dog allerede i 1100-tallet været bebyggelse på egnen, idet byen i sidsten halvdel af 1100-tallet fik en kirke og senere i samme århundrede en borg.[Note 1] Svendborg blev to gange i løbet af 1200-tallet hærget af fremmede tropper, men omkring år 1300 var købstaden igen kommet på fode, og i år 1302 afholdtes Danehof i byen. I 1300-tallet var Svendborg ligesom resten af Fyn i perioder pantsat.

Beliggenheden tæt ved det fynske øhav med øer som Tåsinge og Thurø var medvirkende til at give Svendborg en del handel, da farende skippere ofte handlede med landboerne ved sundet. Svendborgs privilegier stadfæstedes adskillige gange, men først i løbet af 1400-tallet begyndte de at blive mere specifikke. I 1413 præciseredes, at landkøb og benyttelse af ulovlige havne er forbudt, hvad var et resultat af omfattende ulovlig handel. Dette problem var permanent for de fleste købstæder på denne tid, men har af flere grunde været yderst problematisk i Svendborgs tilfælde. Bønderne og skipperne på Tåsinge og Thurø havde fra gammel tid ret til at udføre egne varer, en rettighed, som i praksis gjorde det meget svært at håndhæve Svendborgs handelsmonopol på disse øer. I 1447 blev der indgået et kompromis mellem Tåsinge og Svendborg, hvad gav bønderne ret til udføre heste, okser og køer til Tyskland, men det påbød dem samtidig, at de skulle sælge deres korn, smør og andet i Svendborg. Selvom samme privilegium befalede, at bønderne kun måtte indføre varer fra Tyskland til eget forbrug, er det klart, at Svendborg ikke kunne sælge visse byvarer til øerne.

Udover 1413-og 1447-bestemmelserne mod forprang og ulovlige havne, blev det i 1444 og hele to gange i 1480 indskærpet, at der ikke måtte handles på landet eller ved de ulovlige havne. I 1480 præciseredes dette specifikt for øerne Thurø, Strynø, Strynø Kalv, Birkholm, Hjortø, Skarø og Drejø. Problemet fortsatte, og i 1517 og 1518 var det igen nødvendigt at præcisere Svendborgs rettigheder i forhold til oplandet. Især fremmede opkøbere var et problem, og det indskærpedes, at ingen måtte købe for fremmedes penge, samt at ingen fremmede måtte købe inden for en afstand af to mil fra købstaden. Dette er ikke at betragte som et egentligt defineret opland, og intet tyder på, at det har formindsket ulovlighederne betydeligt. I 1521 og igen i 1578 præciseredes atter, at øerne omkring Svendborg skulle søge torv i købstaden. Byloven af 1619 forbød samme ulovligheder, men det siger intet om omfanget af ulovlighederne, da det var normalt, at bylove fastsatte regler for handelen.

Svendborg fik dog enkelte nyttige privilegier. Vigtigst er 1409-privilegiet, hvor Svendborg fik samme privilegier som Odense. Et andet vigtigt privilegium fra 1451 gav Svendborg med kun et enkelt forbehold toldfrihed i hele riget. Svendborg fik ikke som de fleste andre købstæder defineret en egentlig milegrænse omkring byen, og 1517-privilegiets to mil kan ikke ligestilles med tomilegrænserne, som de jyske byer fik i denne periode.[Note 2]

I løbet af 1300-tallet og 1400-tallet deltog Svendborg aktivt i handelen på de skånske sildemarkeder, og øernes mange fiskeskippere var en torn i øjet på borgerne, der forgæves forsøgte at stoppe brugen af de ulovlige havne i blandt andet Lundeborg, Skårupør og Tåsinge. Da silden forsvandt omkring 1535, var det en alvorlig bet for Svendborg og øerne. I 1444 klagede borgerne over fogeder, adelige, købmænd og bønder, som overtrådte privilegierne, og meget tyder på, at problemet var stort – en naturlig konsekvens af øboernes og de adeliges gamle rettigheder og det faktum, at byen lå fordelagtigt med handel til nordtyske byer såsom Lübeck.

Fra 1400-tallet og frem er der gentagne eksempler på ulovlig handel, og hvor det i 1470 var en købmand fra Kiel, der opkøbte og solgte i Sallinge Herred, så var det i 1480 blevet et så stort problem, at øboerne og bønderne i landsbyen Ørkil holdt sig helt væk fra Svendborg. Tyskernes indflydelse på øboerne forsøgte man fra officielt hold at mindske, men af 1517-privilegiet fremgår det, at man om nødvendigt måtte transportere på fremmede skibe.

Krige påvirkede naturligvis også Svendborg, og krigen mod Lübeck i 1501 ramte især Svendborg hårdt på grund af byens handelsrelationer til den nye fjende. I 1523 havde Svendborg omkring 500 soldater indkvarteret, hvad var meget set med samtidens øjne. I 1530'erne var landsbyen Ørkil blevet en konkurrent til byen, men dette endte med Ørkils totale ødelæggelse. Dette gik dog også ud over Svendborg, der hærgedes i 1536. Efter krigen stod adelen stærkere, og det kom til flere interessekonflikter mellem adelen og borgerne, der hver især forsvarede og forsøgte at udbygge sine rettigheder i forhold til modparten. I 1543 lod Susanne Bølle eksempelvis nogle ærøboere udskibe et fartøj havre fra hendes gård Nakkebølle. Borgerne konfiskerede skibet, mens Susanne Bølle hævdede sin ret til samme 'fra arilds tid'.

I 1537 var Svendborg den andenstørste købstad på Fyn målt ud fra skatteevne. Odense var i særklasse største bidragyder, men Svendborg blev i 1500-tallets midte fyns førende søfartsby. En præsteindberetning af 1568 omtaler dog Svendborg som værende fattig og delvis øde. Ulovligheder fortsatte med samme effekt som tidligere, og i 1589 fik Svendborg præciseret forbuddet mod ulovlige havne i sine privilegier, direkte møntet på ladepladserne ved Ulfmose (Uglemose), Skovsbo og Skierringå (Skerningeå). I 1590 blev endvidere beslaglagt en ærøskude med brænde ved herregården Hvidkildes grund.

I 1560 konstateredes, at pebersvende drev købmandskab på Tåsinge og øerne omkring, og da et sydfynsk kompagni planlagdes i 1623, blev det i et åbent brev præciseret, at der skulle skrides ind over for handel med salt og andre varer på Tåsinge, Strynø og Drejø.[Note 3] Rådstuen gav i 1594 desuden en ungkarl ved navn Carsten Beyr fra Flensborg dom for at have drevet landkøb i Skårup Sogn.

Kilder fra perioden 1607 til 1660 vidner om, at Slesvigborgere ofte krænkede Svendborgs rettigheder, og sagerne er mange. I 1609 og 1616 blev der opkøbt skind ulovligt af købmænd fra Svendborg, Rudkøbing og Lübeck. I 1619 handlede en hummelfører humle fra landsbyerne, og i 1620'erne fik en slagter domme for landkøb. I 1627 blev en købmand taget for smugleri, og et par år senere blev en købmand fra Lübeck dømt for landprang, fordi han havde købt mjød af præsten i Østerskerning. Der er ingen tvivl om, at tyskere opkøbte ulovligt i stor stil, men på den anden side må det nævnes, at privilegierne blev håndhævet strengere i forhold til fremmede. I 1629 blev yderligere tre dømt for landprang, og en Svendborgborger blev taget for ulovlig indskibning.

Ærøskippere var berygtede for at deltage i ulovlighederne, og i 1620 fik en af dem eksempelvis opbragt sit skib ved Sct. Jørgensgård. I 1630'erne blev varer konfiskeret fra handlende fra Kappel, Sønderborg, Eidersted samt Slesvig. I 1641 blev en slagter dømt, i 1652 to karle fra Flensborg og i 1656 blev Mads Hansen fra Hesselager Birk dømt for landprang. Sammenfattende kan man sige, at tyske opkøbere var et stort problem, men at problemet var mere generelt. Domme for landprang og smugleri er af mange blevet betragtet mere som en erhvervsrisiko end en lovovertrædelse.

Svenskekrigene i 1600-tallet tog hårdt på Svendborg, og hvor byen i år 1600 stadig var den andenstørste købstad på Fyn, var byen i 1672 overhalet af både Nyborg og Assens. Et kvalificeret skøn angiver indbyggertallet til 1.400-1.500 i 1570, mens indbyggertallet i 1672 kun var beskedne 1.009. Især den sidste krig 1657-60 var dyr i form af indkvarteringer. Krige betød, at privilegier blev sværere at håndhæve, og i 1659 måtte tolderen i Svendborg eksempelvis opgive at opkræve told, da hollandske officerer i byen var ligeglade. Skibsflåden, som havde stor betydning for Svendborg, var tillige blevet ødelagt under krigen, og i det hele taget var handelen ringe.

Enevælden ændrede ikke afgørende på Svendborgs handelsliv. Ulovlig handel og smugleri var stadig meget udbredt, og mønstret var som tidligere. I 1673 blev nogle slagtere taget for at smugle kvier ind i byen, og året efter blev en af byens rådmænd sigtet for at smugle salt ind. Forprang skete ofte ved stranden og ved færgebroen til Tåsinge. I 1696 var det blevet så galt, at borgere fik forbud mod at rejse til Tåsinge på torvedage for at opkøbe korn. Rådstueprotokollen omtaler i 1666 en københavnsk skipper, der havde opkøbt smør og æg og gemt det i et hus i Hesselager, og nogle år senere en Svendborgskipper, der smuglede smør og most ved Øksenbjerg. Ulovlighederne i 1600-tallet og 1700-tallet stod ærøboere ofte for, og kilderne vidner eksempelvis om en amtskriver fra Ærø, som opkøbte ved Rødkilde. Privilegiet af 1634 forbyder ind- og udskibning fra ulovlige havne på Fyn, og omtaler specifikt kysten fra Svendborg til Middelfart, det vil sige den fynske sydkyst, som værende mest problematisk.

I starten af 1700-tallet kom sømændene ofte fra Tåsinge, Thurø og fra strandhusene på fyns sydkyst. Svendborg måtte opgive at tvinge øskipperne til at søge borgerskab, men med tiden lykkedes det købstaden at skabe ordnede vilkår på dette punkt. På et tidspunkt var der hele 18 skibsejere i Troense, og selvom Svendborg havde et godt opland på Fyn, så var det ikke lykkedes at skabe ordnede forhold på øerne. Indberetningen af 1735 gentager byens problemer, men nævner også, at byen havde 17 købmænd, så helt galt kan det ikke have været trods lavkonjunktur og flere betydelige problemer med privilegiehåndhævelsen. I 1747 berettedes om godsejernes landprang og ulovligt opkøb af borgere og prangere på landet. I 1756 blev det forbudt for borgerne at opkøbe på landet, men allerede måneden efter skærpelsen drev en af de største købmænd i byen forprang som tidligere.[Note 4]

Svendborg har med sikkerhed haft mindst en ugentlig torvedag siden grundlæggelsen. Torvedag omtales dog kun i 1517-privilegierne, hvor det præciseres, at det var lørdag. Det er svært at vurdere, hvor besøgt disse torvedage har været, men det forlyder i slutningen af 1600-tallet, at handelen ikke var væsentlig større på denne end på andre dage. Trods borgernes mange klager må man dog formode, at Svendborg trods alt har haft en del indførsel fra et ikke ubetydeligt opland, dog ikke af øboerne syd for byen og heller ikke snævert koncentreret omkring den lovfæstede torvedag. I århundreder blev der i perioder solgt mere på gaden end på torvet, og i midten af 1600-tallet var den eneste måde, købmændene kunne få korn på, at opkøbe det selv på landet. På et rådstuemøde i 1795 blev det aftalt, at der var torvedag hver dag. Dette har dog ikke betydet noget større i praksis, da lørdagen ikke blev taget så højtideligt, som privilegiet krævede.

Det er meget lidt, man ved om årsmarkeder i middelalderen, men Svendborg har formentlig haft mindst ét marked, som blev afholdt årligt på samme dag. I slutningen af 1600-tallet var der et marked den 17. juli, som trak bønder til fra de nærmeste sogne i Gudme og Sallinge Herreder samt beboere i mere fjerntliggende sogne som Øksendrup, Gislev, Ryslinge og Ringe i den nordligste del af Gudme Herred. Derudover var der også indførsel fra Espe, Herringe og Vantinge i Sallinge Herred og så langt væk som i Orte i Båg Herred.[Note 5] Udover 17. juli-markedet, som var et krammarked, havde Svendborg på denne tid også et marked i september. I 1688 fik Svendborg desuden tilladelse til at afholde et kvægmarked i oktober. Et hestemarked, som tidligere blev afholdt hver uge i Fasten, blev i 1819 ændret til kun hver anden uge i Fasten. Krammarkederne trak folk til fra et stort opland og havde mange besøgende, mens kvæg- og hestemarkederne var noget mindre.[Note 6]

Ulovlig handel berørte ikke kun byens købmænd, men i høj grad også byens store håndværkerstand. I 1695 klagede hatte- og handskemagerne over, at købmænd opkøbte blandt andet uld og skind, hvad faget havde eneret på. Nogle år tidligere var det skrædderne, der klagede over såkaldte fuskere, dvs. ufaglærte håndværkere, der boede og arbejdede på landet. I 1735 berettes om klager fra byens bagere over to bagere fra Bregninge og Kværndrup, og samme fag klagede igen i 1742 over to af byens borgere, der bagte brød til videresalg. I 1742 klagede snedkerne over bønhasere på landet og over det forhold, at herregårdene havde ulovlige håndværkere. I 1789 berettes om, at Svendborg havde en ringe håndværkerstand med feldberederne som eneste undtagelse. Problemet var som tidligere forprang og bønhasere på landet, sidstnævnte ofte udført af soldater. Omkring år 1800 forlyder det, at bagere solgte via omløbere, hvad tyder på, at det ikke lykkedes at få ordnede forhold i dette fag.

Fra omkring 1750 fik de danske byer det bedre, og konjunkturerne var da også en fordel for Svendborg. Hvor Svendborg i 1672 kun var fjerdestørste købstad på Fyn, var den i 1769 nummer to i rækken, og denne position bevaredes århundredet ud. I 1792 havde Svendborg den næsthøjeste skattebetaling på Fyn, hvad dog kun var lidt over det halve af, hvad Odense betalte. Forpranget stoppede ikke i 1700-tallet, men handelen blev mere organiseret, og der var en klar tendens til, at ulovlighederne mindskes og fik relativt mindre betydning for købstaden. Købmændene blev mere velstående, ofte på adelens bekostning, og overtog med tiden herregårdenes korneksport.[Note 7] I slutningen af 1700-tallet er der flere eksempler på omrejsende kræmmere fra Tyskland og fra den jødiske menighed, der overtrådte lovgivningen enten i form af indsmugling eller i form af landprang. Problemet var der således stadigvæk, og borgerne forsøgte da også som tidligere at minimere problemet.

Svendborg fik stor fordel af den florissante periode på grund af købstadens gode havn og flåde, og først i 1814 med afståelsen af Norge kom der en lille pause i fremgangen. Svendborg kom dog velhavende ud af 1700-tallet, og i 1840 var byen blevet Danmarks 10. største købstad. Væksten tog til igen omkring 1850, og der var langt fra købstaden, der blev beskrevet som halvdød i 1747, til den fremgangsrige købstad hundrede år senere.

Svendborg havn blev i løbet af 1820'erne for lille til byens søfart, der nu mere end tidligere også i praksis omfattede småøerne omkring Svendborg. Troenseskippere måtte i disse år ofte udskibe fra Troense eller fra Vindeby færgebro, da købstadens havn ikke var gearet til den store vækst.

Det er meget få eksempler på forprang i 1800-tallets første halvdel, men når en plakat af 1815 tillod bønderne at få opkøbt korn i eget hus, er der noget, der tyder på, at Svendborg stadigvæk ikke fuldt ud formåede at trække oplandets bønder til købstaden. At øboerne stadig ikke var at betragte som et sikkert opland for Svendborg, kan udledes af det faktum, at da brændingsudstyr i 1843 skulle afleveres, var 67 ud af 100 indleverede fra Tåsinge og 24 fra Thurø.[Note 8] Da en gårdfæster på Tåsinge året forinden havde søgt om tilladelse til at drive uindskrænket handel i Bjerreby, blev det da også afvist af Svendborg. Tåsinge var et rigt opland og ikke et område, borgerne uden videre ville opgive. Varer blev ofte smuglet ind på øen, og i 1845 forlød det, at toldkontrolløren var lidt for god ven med de lokale bønder. Smugleri var heller ikke ukendt i byen, og omkring 1850 var garver Ravn kendt for at hjælpe folk til at omgå konsumptionen. [Note 9]

Trods de mange problemer havde Svendborg i 1859 taget noget opland fra Fåborg og måske også fra Rudkøbing, hvilket betød, at Svendborg nu havde en større kornudførsel end tidligere. Eksporten gik hovedsageligt til England, men der gik også en del til Norge.

Svendborg blev med sin gode beliggenhed i et forholdsvis rigt opland tidligt en væsentlig købstad på Fyn til dels på grund af sin forbindelse til især lübeckerne. Byen nåede sit højdepunkt i 1520'erne, men i perioden fra 1535, da sildefiskeriet forsvandt og flyttede fokus væk fra de nordtyske stæder, mistede Svendborg sin tidligere storhed. Først da konjunkturerne fra omkring 1750 blev bedre, kom der atter vækst til byen. En vækst, som også var relativt stor, idet skibsfarten voksede, og Svendborg havn stadig var en af de bedste i landet.

I 1800-tallet fortsatte væksten, og næringsloven af 1857 har ikke ændret afgørende på udviklingen. På daværende tidspunkt var Svendborg blevet en velfungerende købstad, hvis størrelse i sig selv gjorde det muligt at tiltrække besøgende fra et stadigt større opland.

Noter

[Note 1] Andrén 1985:181. Bro-Jørgensen 1959:9/16ff.
[Note 2] Johannes Olsen skriver: ”I det 15. århundrede opnaaede Svendborg eneret paa handelen i 2 miles omkreds; her dannedes altsaa et læbælte, der først er ophævet for faa aar siden”. Dette er ikke bekræftet fra anden side. Olsen 1919:42/327.
[Note 3] Åbent brev af 25. februar 1623 blev i øvrigt også stilet til Thurø. Bro-Jørgensen 1959:107.
[Note 4] Bro-Jørgensen 1959:227.
[Note 5] Bro-Jørgensen 1959:206. Der listes på samme sider, hvilke områder Svendborg fik indførsel fra skib. Det drejer sig eksempelvis om Hesselager, Skårup, Tved, Sørup Sogn, Stenstrup og Gudbjerg Sogn. Derudover fra Øverste Ørkilsmølle, Oure Sogn, Gundestrup Mølle samt Kirkeby, Ollerup og Egense.
[Note 6] Bro-Jørgensen 1959:243. Der omtales også et lammemarked, som dog var uautoriseret
[Note 7] Broby-Jørgensen:1959:232.
[Note 8] Marcussen 1959. Bind II:758.
[Note 9] Marcussen 1959. Bind II:697.

Privilegier og bestemmelser

1202–1241 Svendborg fik med sikkerhed status af købstad under kong Valdemar i perioden 1202-1241, men formentligt allerede før 25. juni 1229, da borgen Svendborg omtales i gavebrev.[Note 1]
1253 25. februar Kong Christoffer 1. stadfæster gældende privilegier og præciserer visse rettigheder vedrørende græsgang.
1280 Kong Erik Glipping stadfæster gældende privilegier.[Note 2]
1287 29. september Hertug Valdemar 2. af Jylland bekræfter gældende privilegier.[Note 3]
1305 28. december Kong Erik 6. Menved stadfæster gældende privilegier.[Note 4]
1388 30. juni Dronning Margrethe udsteder privilegium om told.[Note 5]
1409 8. november Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier og giver samtidig Svendborg samme privilegier som borgerne i Odense.
1413 27. september Kong Erik 7. af Pommern præciserer, at landkøb og benyttelse af ulovlige havne er forbudt. Samtidig fastsættes regler for fremmedes handel i Svendborg.[Note 6]
1444 28. juni Kong Christoffer 3. af Bayern forbyder ulovlige havne omkring Svendborg og præciserer, at gejstlige, som bor i Svendborg, skal svare skatter.
1447 Kong Christoffer 3. af Bayern mægler forlig mellem biskop Ulrik af Århus og indbyggere på Tåsinge over for borgerne i Svendborg. Biskoppen får tilladelse til at sejle til Tyskland for sin egen gårds behov, og bønderne får tilladelse til at udføre heste, okser og køer til Tyskland, men skal sælge korn, smør, honning og andet i Svendborg. Det præciseres, at bønderne kun må indføre varer fra Tyskland til eget forbrug.
1451 29. marts-3. april Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og giver samtidig Svendborg toldfrihed overalt i riget, undtagen i fiskerlejerne om høsten.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 7] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 8]
1477 26. februar Kong Christian 1. præciserer regler vedrørende handel.
1480 12. oktober Kong Christian 1. stadfæster forbuddet mod landkøb og ulovlige havne på Thorøø, Stryn, Strynbo kalluff, Byrckholm, Hiortheøø, Skareøø, Dregeø og Toszingh.
1480 22. februar Kong Hans forbyder indbyggerne i Taasing, Ørkil, Thorø, Stryn, Strynkalff, Byrcholm, Hiorthø, Skarø og Dreyø at bruge ulovlige havne og gøre landkøb.
1483 5. november Kong Hans stadfæster gældende privilegier.
1504 24. juni Kong Hans præciserer, at alle i Svendborg skal svare byskat.
1517 22. januar Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier og præciserer, at der skal besejles med egne skibe hvis muligt, at der ikke må købes for fremmedes penge, at lørdag er torvedag og at ingen fremmede må købe inden for to mil af Svendborg.[Note 9]
1518 Kong Christian 2. gentager forbudet mod ulovlige havne.[Note 10]
1521 29. april Kong Christian 2. præciserer, at indbyggerne på Toszingh, Thorø, Stryn, Strynkalff, Dregeøø, Berckholm og andre øer omkring Svendborg skal søge torv i købstaden.
1526 Kong Frederik 1. stadfæster gældende privilegier.[Note 11]
1530 Kong Frederik 1. stadfæster gældende privilegier og befaler udrustning af et skib i forening med Assens.[Note 12]
1537 1. november Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 13]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1562 4. juli Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 14]
1562 4. juni Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1578 Kong Frederik 2. forbyder forprang på Thorø og andre øer.[Note 15]
1589 25. marts Kong Christian 4. forbyder udskibning og indskibning fra ulovlige havne omkring Svendborg ved Ulfmose, Skoufsboe og Skieringaae.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1598 16. april Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 16]
1598 19. april Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1619 10. april Svendborg får bylov, som blandt andet præciserer, at borgere ikke må købe for fremmedes penge, samt at ingen må omløbe i landsbyerne og drive forprang.[Note 17]
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1627 9. december Åbent brev om, at borgerne i købstæderne på Fyn skal antage varer af bønderne efter den af kongen satte takst.
1634 21. marts Kong Christian 4. forbyder indskibning og udskibning fra ulovlige havne på Fyn, særligt mellem købstæderne Svendborg og Middelfart.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 18]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Andrén 1985:181.
[Note 2] Olsen 1919:30.
[Note 3] Herunder privilegier givet Svendborg under kong Valdemar.
[Note 4] Olsen 1919:30.
[Note 5] Olsen 1919:33.
[Note 6] Johannes Olsen omtaler flere gange et privilegium udstedt af samme konge i 1409. Eksempelvis Olsen 1919:10. Dette kan dog ikke bekræftes fra anden side.
[Note 7] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 8] Degn 1991:655.
[Note 9] Det er ikke at betragte som et egentligt handelsopland, da tomilegrænsen kun er tilsigtet fremmede handlende. Johannes Olsen antyder upræcist i samme værk på side 327, at det var en typisk milegrænse.
[Note 10] Olsen 1919:42.
[Note 11] Isager (udg.) 1984:50. Begtrup 1830 angiver 1530 for samme stadfæstelse.
[Note 12] Olsen 1919:42.
[Note 13] Broby-Jørgensen 1959. Bind 1:86.
[Note 14] Olsen 1919:177.
[Note 15] Begtrup 1830.
[Note 16] Olsen 1919:183.
[Note 17] Broby-Jørgensen 1959.Bind 1:108f.
[Note 18] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Forsøg til en Beskrivelse af Svendborg Kjøbstad

Begtrup, Joachim, Odense, 1823

Svendborg Købstads historie. Første del. Første halvbind

Bro-Jørgensen, J.O., Svendborg, 1959

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv. Købstæderne i Fyns Stift. I. del Odense. II. del Svendborg

Hougaard, O. og Wedderkop Hedegaard, A., Odense, 1918

Resens Atlas. Fyn

Isager, Jacob, Odense, 1984

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Svendborg Købstads historie. Anden del. Første halvbind

Marcussen, Ove, Svendborg, 1959

Svendborg bys historie

Olsen. Gunner, Svendborg, 1919

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.