Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Skive er formentligt anlagt i 1100-tallet, og er blevet en egentlig by omkring midten af 1200-tallet.[Note 1] Skive var et knudepunkt, som lå ved et bekvemt vadested og færgested i frugtbar natur. Der voksede en handelsplads frem på bakken tæt ved åens udløb i Limfjorden, hvor en borg var placeret.[Note 2]

Det første kendte privilegium, som henviser til tidligere privilegier, er dateret 15. august 1326. Det har været vanskeligt at få egnens storbønder til at respektere byens handelsprivilegier. Skive var et samlingspunkt for Sallingboerne i nord og Fjendsboerne i syd og var på mange måder en typisk mindre købstad, hvor borgerne nødvendigvis måtte drive landbrug ved siden at deres borgerlige erhverv. I starten af 1500-tallet stod egnens bønder på Skipper Clements side, hvad forarmede bønderne og i sidste ende borgerne, der blev mere agerbrugsorienteret end tidligere.De forholdsvis små arealer af bymarker, som købstaden ejede, kom dog til at udgøre en begrænsning for byens landbrug.

Skive ligger i bunden af Limfjorden, og det var langt op i perioden muligt at sejle helt ind til byen. I 1600-tallets slutning dog kun til Krabbesholm Strand en kilometer nord for byen.[Note 3] Decideret eksport var der meget lidt af fra Skive, og udover lidt udførsel til Norge samt lidt handel med Lübeck var det især København og i særdeleshed Ålborg, som handelen gik til. Ålborg fik i 1655 privilegium på at måtte handle i hele Limfjorden og fik samtidig eneret på visse varer til stor skade for de de øvrige købstæder i Limfjorden, herunder Skive (se u/Ålborg).

I 1687-88 klagede købmænd i Skive over, at i Vest- og Nordsalling var der flere småhavne og anlægssteder, hvor skipperne handlede direkte fra skuderne med de lokale bønder. Et af de værste steder var Lysen havn ved indsejlingen til Harre Vig, og det nærliggende Hummelgaard var på grund af den ulovlige havn ligefrem blevet et samlingssted for omløbende kræmmere og handelsfolk.[Note 4] Det vides ikke, om klagen gav bonus med et forbud mod småhavne i Salling, men i 1720 klagede Sallingbønderne over mangel på træ, hvad efter sigende skulle have varet i hele 22 år.[Note 5]

Ålborgkøbmænd overtrådte ofte de øvrige Limfjords-købstæders privilegier i denne tid, og kysten langs Salling og Fjends var bestemt ingen undtagelse.[Note 6]. Store nordiske krig bragte fattigdom i starten af 1700-tallet, og i 1735 var handelen stadig aftagende. I 1735 berettedes om, at mindre fartøjer stadig lagde til ved udhavnene i Nord- og Vestsalling, samt at købmændene i Skive selv købte varer i Lysen Havn. På dette tidspunkt var havnen tilsandet, og tættere end Krabbesholm Strand kom man ikke med skib. Som vinterhavn måtte Nykøbing Mors, Ålborg eller andre havne benyttes.

I midten af 1700-tallet fik Skive en ny og mere aggressiv borgmester, som straks efter sin tiltræden forviste Ålborg-handlende fra byens julemarked, hvad Ålborg dog efterfølgende fik ret til af kongen. I 1530 havde kong Frederik 1. stadfæstet Skives ret til al handel og håndværk i en radius af to mil fra købstaden, men hermed var store dele af det nord-vestlige Salling principielt uden for Skives opland. Den nye borgmester skrev til kongen i 1758-59 og bad om at få udvidet tomilegrænsen til at gælde hele Salling og argumenterede for, at det ville give ordnede forhold på nogle halvøer og odder, hvor beboerne havde udhavne og anlægsbroer til skade for borgerne i Skive. Kongen accepterede dette med privilegiet af 30. maj 1759, og Skives handelsopland blev i teorien fordoblet.[Note 7]

Selve overholdelsen af rettighederne i forhold til oplandet var dog svær at kontrollere, og kampen mod forprang var permanent i hele 1700-tallet og langt ind i 1800-tallet. Salling havde flere store selvejerbønder, som drev omfattende forretninger, og generelt faldt der sjældent dom. Specifikt kan nævnes Niels Kusk i Ramsinggård, Esper Sørensen i Krejbjerg, ’Ville’ i Haldborg og ’manden’ i Hummelgaard.[Note 8] Selvejerbønderne var kendt som driftige folk, der hovedsageligt solgte heste og stude og ikke var bange for at overtræde loven, såfremt der var økonomi i det. I Limfjordsegnene havde de ofte jagter og kåge, som lå i egne havne og anløbssteder, hvorfra de drev handel med omegnens bønder. Enkelte af disse selvejere blev med tiden købmænd i Skive.

I 1817 brændte de fleste bønder stadig selv deres brændevin, hvad var muligt, hvis blot man bestak en af byens to toldkontrollører. En beretning fra Skive Landsogn og Resen i 1842 vidner om, at ulovlige brændevinsbrænderier stadig var et problem, men at der trods alt ingen hemmelige kroer var i sognene, hvad der så givetvis har været i andre sogne. Skive har på mange måder været en typisk købstad, og selvom de mange havne i oplandet var problematiske især efter 1655-privilegiet til Ålborg, så har også andre købstæder haft svære betingelser.

Fra midten af 1700-tallet gik det fremad økonomisk, og brande i blandt andet 1748-49 var med til at give håndværkerne fremgang. Et egentligt lavsvæsen blev der dog ikke basis for i Skive. Skibsfarten voksede med årene i betydning, åen blev renset og skibe kunne i slutningen af 1700-tallet sejle helt ind til Bleghaven. Købstaden fik hele ti nye skippere som borgere, de fleste fra Løgstør, der fik dårligere besejlingsforhold i denne tid. Hvor fiskeri traditionelt havde spillet en stor rolle for Skive, var det i 1700-tallet næsten aftaget.[Note 9]

Skive havde helt tilbage til oldtiden haft flere markeder, som stadig blev afholdt på faste dage hvert år. Et forårsmarked omkring 1. maj, et høstmarked samt et pinsemarked, som også var en slags folkefest.[Note 10] I 1687 fik Skive desuden tilladelse til at afholde et julemarked hvert år i januar med heste, korn og trævarer. Markederne var velbesøgte, og omkring 1750 berettedes om handlende helt fra Holsten. I forbindelse med markederne klagedes over, at kræmmerne besøgte adelen rundt omkring i oplandet efter markederne og ofte solgte til bønder, møllere og kromænd på disse ture. Et andet klagepunkt var årsmarkedet i Balling, der trods tidligere ulovliggørelse stadig blev afholdt. I 1800 lykkedes det endelig at få markedet flyttet til Skive efter årtiers kamp.[Note 11]

En købstad som Skive har naturligvis også haft basis for at afholde en ugentlig torvedag. I privilegierne af 1530 præciseredes, at fredag var fast torvedag, men hvorvidt der har været torvedag tidligere, eller om ugedagen og antallet er ændret på et senere tidspunkt, vides ikke.

I 1825 gennembrød havet Agger Tange, og Skives havn voksede i betydning og fik eget toldsted i 1841. I 1863 åbnedes Frederik 7’s Kanal ved Løgstør, og i 1869 åbnedes en mere tidssvarende havn ved Krabbesholm. 1800-tallet gav stor vækst i Skives handel, og købstadens lidt isolerede placering i forhold til de største købstæder samt det faktum, at byen ingen storkøbmænd havde, var medvirkende årsag til, at krigene ikke ramte Skive så hårdt, som eksempelvis i de sønderjyske købstæder. I 1864 fik Skive med jernbanen forbindelse til Viborg, året efter til Struer og endelig i 1884 til Glyngøre, hvor færgen forbandt Skive med Nykøbing Mors.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur