De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Skagen

Skagen

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Skagen var i den tidlige middelalder navnet på landtangen, der udgjorde Jyllands nordlige spids. Der har formentlig været bebyggelse på egnen før 1200-tallet, men formentligt først i 1300-tallet har der været et større fiskerleje, hvor det nuværende Skagen i dag er placeret.[Note 1]

Skagen fik status af købstad 22. januar 1413, og købstadens første to århundreder gav stor fremgang. Købstaden lå ideelt for fiskeri, som langt op i moderne tid forblev det vigtigste erhverv. Der var dog også agerdyrkning og kvægavl i Skagen, og der blev tidligt solgt saltet fisk til tyske havne og til Varberg i Sverige. Fiskerne byttede endvidere ofte deres fangst til varer i andre havnebyer. Skagens vækst gav et behov for træ og brændsel, og da området i forvejen var ufrugtbart på grund af den sandede jord, var træfældningen med til at forstærke sandflugten, der fra 1500 og frem var et stort problem og omkring 1600 blev direkte katastrofal for Danmarks nordligste købstad.

Hvorledes Skagen har håndhævet sine privilegier, er svært at sige, men i 1551 klagedes over forprang på et fiskerleje kaldet Torneleje (Thorneleye).[Note 2] Senere i samme århundreder søgte de ulovligt handlende længere sydpå, og i 1580 gik klagen specifikt mod forprang i Ålbæk. Næringsforholdene var dog blevet gode i 1500-tallet, hvad naturligvis kan henføres til fiskeriets succes. Skagens vækst varede til 1500-tallets slutning, hvor Skagen var større end både Hjørring og Sæby. Byens privilegier vidner ikke om særligt store problemer med håndhævelsen af privilegierne, og udover enkelte præciseringer i forhold til fremmedes handel i byen var det først i 1652, at der omtaltes prang, i dette tilfælde i forbindelse med vandmøller, som lå 1,5 mil fra købstaden. Stadsretten af 1507 er meget generel, og kun ulovlig handel på vandene uden for byen er specifikt for Skagen.

1600-tallet blev det definitive vendepunkt for Skagen, og ikke før 1900-tallet kom byen ovenpå igen. I 1590'erne hærgede stærke storme byen, og sandflugten fjernede næsten Skagen fra landkortet. Dette sammenholdt med fiskeriets aftagende betydning var katastrofalt for byen, og kun de mange strandinger på egnen gav byen økonomisk gevinst. Handelen spillede en mindre rolle i forhold til andre købstæder, og handelen med oplandet var minimal, hvilket betød, at selv byens bedsteborgere opkøbte direkte hos bønderne stik imod privilegierne.

Øl- og brændevinshandel foregik ofte ufortoldet, og det blev ikke bedre, da Ålborg i 1682 blev stabelstad for hele Nordjylland, hvad i høj grad gik ud over Skagen, som havde en del handel med Sverige og Tyskland. Konsumptionspligten gjorde det endnu sværere at få indførsel til byen, og da Skagen modsat de fleste andre købstæder hverken havde torve- eller markedsdage, blev det nødvendigt at lempe lovgivningen allerede året efter.[Note 3]

I slutningen af 1600-tallet var der svag fremgang i landbruget, men det er kendetegnende, at bymarkerne ikke frembragte noget korn af betydning i århundredet, og at handelen ofte foregik ulovligt.

I 1700-tallet fortsatte Skagens mange problemer, og selvom det i 1719 ifølge en beretning gik fint med at håndhæve privilegierne, så var det formentligt mere udtryk for, at byen havde accepteret sin daværende økonomiske situation. En indberetning om byens tilstand fra 1735 vidner om, at Skagen ikke havde en eneste købmænd, og at borgerne i øvrigt kun handlede med hinanden internt i byen. I midten af århundredet var det samme bedømmelse, der blev givet af byen, og byens opland inden for 4-5 mil beskrives som det ringeste i hele Danmark. Sandflugten havde da også kostet dyrt, og Skt. Laurentii kirke blev ligefrem tilsandet i en grad, så den måtte opgives.

Der var ofte kornmangel, idet oplandet som regel valgte at sælge til andre byers opkøbere direkte på gårdene eller til skudehandlerne på Vestkysten. Skagen havde stadig en nogenlunde sikker havn, men som handelsmæssig centrum så det sort ud. Senere beskrivelse fra 1769 og 1787 gengiver problemerne, og det er givet, at Skagen i praksis har fungeret som et større fiskerleje med privilegier, som hverken har givet basis for afholdelse af torvedage eller årlige markeder. Sandflugten stoppede i 1792, hvad betød, at udviklingen vendte til det bedre. Der var hele syv mil til de nærmeste købstæder, så Skagen havde et stort naturligt opland, selvom de første 2-3 mil var umulige at dyrke.[Note 4] Der var dog kun fem mil til Fladstrand, der i 1818 blev købstad under navnet Frederikshavn, og der skulle gå nogle årtier, før de næringsdrivende i Skagen på nogen måde var konkurrencedygtige i forhold til den købstaden syd for byen.

I slutningen af 1700-tallet var der befolkningsfremgang, og økonomien ændredes klart til det bedre. Skibsfarten var i vækst, og Englandskrigen var en ubetinget fordel for Skagen, der med sin nordlige placering og gode havn fik øget omsætning ikke bare i form af øget handel, men også i form af grundstedte skibe. Allerede i 1806 taltes der om at få tilladelse til at afholde et årligt marked, og det blev gentaget i 1831 med en konkret ansøgning om et marked i september, hvad dog blev afvist.

Afsætningen af fangsterne foregik hyppigt på de nordjyske markeder og på markeder i nærliggende havnebyer. Skagen var forholdsvis isoleret, og transporttiden var en større udgift for byen, der først i 1854 fik anlagt en egentlig vej ud af byen. Tidligere var transport hovedsageligt foregået via vandvejene og ellers langs stranden og en primitiv sandvej, der i vintertiden var ufremkommelig. I 1890 kom Skagen med på jernbanenettet med en forbindelse til Frederikshavn, og perioden fra 1870 til 1920 var i det hele taget præget af stor vækst. Dette var dog ikke unikt for Skagen, men vigtigt i den forstand, at Skagen fik del i væksten trods århundreders stilstand.

Handelsoplandet for Skagen blev ikke defineret i privilegierne, og det fremgår af kilderne, at borgerne ikke har forsøgt at håndhæve nogen grænse, men blot klaget, når problemet med det nærmeste opland var blevet for stort. Fra 1600-tallet og frem har borgerne Skagen erkendt byens situation og har ikke med vold og magt kæmpet imod det faktum, at der kun var basis for et større fiskerleje på den ufrugtbare landtange. Næringslovens indførelse i 1857 har ikke haft nævneværdig betydning for Skagen, der i hverken i teori eller praksis havde et opland, den kunne miste.

Noter

[Note 1] Den arabiske geograf Idrisi omtaler i 1138-54 Skagen som byen med havn, hvad gør en tidligere datering sandsynlig. Andrén 1985:175.
[Note 2] Klitgaard 1928:27.
[Note 3] Klitgaard 1928:140 er ikke særlig konkret, så disse bestemmelser er ikke medtaget i fortegnelsen over privilegierne.
[Note 4] Klitgaard 1928:211.

Privilegier og bestemmelser

1413 22. januar Kong Erik 7. af Pommern giver Skagen status af købstad.
1442 15. juni Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier.
1451 Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 1] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 2]
1488-1513 Kong Hans stadfæster de privilegier, som er givet Skagen af hans fader.
1507 10. november Kong Hans giver borgerne i Skagen en stadsret. Der præciseres flere regler vedrørende handel, herunder forbud mod forprang generelt og specifikt mod ulovlig handel på havet ud for Skagen.[Note 3]
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.
1519 26. august Kong Christian 2. giver borgerne i Skagen birkeret, gældende så langt som Skagen Sogn rækker.
1522 Kong Christian 2. præciserer, at købmænd, som bor i Skagen om sommeren efter Sankt Hans eller om vinteren efter kyndelmisse skal svare byskat og anden tyngde.
1545 Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 4]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1560 Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 5]
1564 29. juni Kong Frederik 2. pålægger besøgende på fiskerlejet i Skagen at betale told.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1598 19. februar Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1612 31. august Kong Christian 4. forbyder borgerne i Skagen, særligt skudeejere og skippere, at udføre fremmede personer, indenlandske eller udenlandske, som medfører købmandsgods eller varer, med mindre de kunne bevise, at de var borgere og betalte skat og tyngde.[Note 6]
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1652 21. september Kong Frederik 3. giver Skagen lempeligere toldsatser, da der i forbindelse med vandmøller 1,5 mil fra købstaden foregår stor tilførsel til lands og vands af både øl og brød.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1671 22. november Kong Frederik 3. pålægger Skagen at svare konsumption.[Note 7]
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1682 28. januar Kong Frederik 3. gør Ålborg til stabelstad for Nordjylland.[Note 8]
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1684 6. januar Kong Frederik 3. giver Skagen ret til at drive handel med udlandet resten af året.[Note 9]
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 10]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 2] Degn 1991:655.
[Note 3] De i alt 60 punkter er gengivet i moderniseret form i Klitgaard 1928:17-23.
[Note 4] Klitgaard 1928:23.
[Note 5] Klitgaard 1928:23.
[Note 6] Klitgaard 1928:51f.
[Note 7] Klitgaard 1928:139.
[Note 8] Klitgaard 1928:142.
[Note 9] Klitgaard 1928:143.
[Note 10] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Skagen i fortid og nutid

Carit Andersen, Poul, Herning, 1980

Natur og mennesker på Skagens odde

Christensen, Erling S., Sindal, 1987

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Skagens Bys Historie indtil ca. 1870

Klitgaard, Carl, Skagen, 1928

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Beskrivelse over Skagen købstad og sogn - 1787

Olaus, Olavius, København, 1975 (1787)

Skagen – Den nye tid i oplevelser og indtryk

Schwartz, Alba, Herning, 1913

Skagen – Den svundne tid i sagn og billeder

Schwartz, Alba, Herning, 1912

Blade af Skagens historie

Thagaard, Chr., Skagen, 1967

Det svundne Skagen fortæller. Om fiskerne og fiskeriets strandingernes by saa længe den har været til

Tønnesen, Jens, Skagen, 1945

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.