Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Fredericia har i forhold til de øvrige danske købstæder en unik oprindelse, og byen er i højere grad end andre købstæder kunstigt skabt, idet byens placering ikke umiddelbart er gunstig for et handelscentrum. I løbet af 1640'erne var der tanker fremme om at lave en fæstning ved Bersodde, hvor overgangen til Fyn er forholdsvis smal. Det blev en realitet og den 15. december 1650 fik den nye by og fæstning ved Bersodde officiel status af købstad. Fæstningen var byens primus motor, og kong Frederik 3. havde store tanker med byen, der året efter fik navnet Frederiksodde. Allerede den 22. april 1664 fik købstaden dog sit nuværende navn, Fredericia.

Byen blev fra starten begunstiget med yderst fordelagtige privilegier, der vidner om, at kong Frederik 3. måske har overvejet købstadens fremtid som hovedstad og residensby. Fredericia lå på en odde, der oprindeligt var dækket af tæt skov, og de første borgere i byen blev bønderne fra de omkringliggende landsbyer Ullerup, Hannerup og Hyby, der fik deres fremtidige bopæl dikteret fra øverste sted. Købstaden havde trods privilegierne store problemer med at tiltrække velhavende købmænd til byen, og dele af Fredericia fungerede i praksis som en bondeby. Privilegierne udvidedes i 1656, hvor byen fik status af hovedoplagsplads, en forløber for stabelstadsretten, som byen modtog i 1661.

Fredericias fysiske udformning med parallelle rækker af gader blev officielt vedtaget i 1665. I 1674 og 1682 fik byen udvidet sine privilegier, og udover 30 års frihed for konsumption fik Fredericia den efter danske forhold unikke asylret. Det betød trosfrihed i byen, og forfulgte menigheder i udlandet valgte ofte at samle sig i Fredericia. Vigtigst er i den henseende jøderne, der efter en træg start blev en velhavende aktør i byens næringsliv. Udover ikke-kristne trosretninger valgte også kriminelle fra ud- og indland at søge asyl i byen, hvilket gav byen et dårligt ry blandt andre købstæder. Tre retningslinjer skulle normalt følges for at kunne skabe en velfungerende købstad: En detaljeret byplan, en god økonomi og voksende befolkning. Byplanen blev som nævnt fulgt, befolkningen voksede, men generelt kneb det med den økonomiske udvikling trods de store benådninger, købstaden modtog.

1682-privilegiet gav Fredericia adskillige fordelagtige rettigheder, og det er tydeligt, at kong Christian 5. trods nederlaget til svenskerne og fæstningens tilintetgørelse i 1657-1660 var opsat på at genopbygge byen. Købstadens største problem var fraværet af en egentlig havn, og stabelstadsretten gav byen mere prestige end egentlig økonomisk vækst. Byen var en garnisionsby, og fæstningens mange soldater prægede byen specielt i det første århundrede.

Et egentligt fast opland havde byen ikke, og bønderne fra omegnen fravalgte bevidst købstaden af flere grunde: Soldaterne var kendt for at være hårde ved bønderne, og belejringen af byen havde hærget og nedlagt flere landsbyer i flere miles omkreds af byen. Den første halve mil omkring fæstningen var decideret øde, og det var ikke megen handel, bønderne bidrog med i det første århundrede. I 1661 og 1682 præciseres, at alle kroer inden for en mils afstand fra byen skulle købe deres varer i købstaden. Dette har givet haft en virkning, men gjorde på ingen måde byen til det handelscentrum, den var tiltænkt som.[Note 1]

En voksende handel kræver velbesøgte torvedage og årsmarkeder. Fredericia fik allerede i 1653 tirsdag som fast torvedag, og i 1661-privilegiet præciseres det, at byen skal have to ugentlige torvedage. Torvedagene blev aldrig den store succes, og i 1767 blev der kun afholdt torvedag om torsdagen.[Note 2]. Tidligere i 1700-tallet var onsdag og lørdag faste torvedage, og de skiftende ugedage og vekslende antal vidner om, at torvedagene ikke havde den ønskede virkning.

De årlige markeder blev heller ikke den store succes. Allerede i 1653 fik købstaden tilladelse til at afholde hele tre årlige tredages-markeder, i henholdsvis januar, juli og september.[Note 3] Allerede tre år senere flyttedes markedsdatoerne nogle uger, hvilket er en typisk reaktion på, at markederne har haft for få besøgende.[Note 4] I 1661 præciseredes, at byen har tilladelse til at afholde tre markeder i henholdsvis februar, juni og september, og det er rimeligt at antage, at de tre nuværende markeder blot er flyttet tilbage til de oprindelige datoer.

1682 fik Fredericia tilladelse til at afholde yderligere to markeder: Ét den 28. marts samt ét den første mandag i oktober.[Note 5] I 1767 havde byen dog stadig tilladelse til hele fem markeder,[Note 6] men kun et krammarked den 18. oktober blev afholdt.

Kilderne vidner om, at borgerne ikke i praksis har formået at håndhæve deres handelsrettigheder. I 1664 blev en skipper eksempelvis dømt for at have indført ulovlig brændevin, men generelt har domfældelse hørt til undtagelserne. Fredericias mange soldater drev ofte høkeri og stod for omfattende bønhaseri. Når der kom både til byen, købte militæret ofte på stedet. Soldaterkonerne var også kendt for at omgå privilegierne, og det var ikke unormalt, at de brændte brændevin, bryggede øl og drev lidt høkeri. Asylanterne kom i stigende antal efter 1720, og især jøderne var berygtede for at sælge i landsbyerne og drive kramhandel.[Note 7] Samme minoritet havde privilegium på at måtte handle på udenbys markeder, og deres huse i Fredericia fungerede ofte mere som engroslager og base end som en tidstypisk købmandsgård. De kriminelle elementer, som kom til byen med asylretten, bidrog til ulovlighederne ved at strejfe omkring i landsbyerne og sælge, hvad de end måtte have.

Ulovlige kroer og marketenderier har der været rigeligt af i byen. I 1708 drev enkefrue Johanne Skalmejblæsers eksempelvis en smugkro, som især beværtede byens soldater.[Note 8] Når smugkroer i byen selv brændte deres brændevin, kan det ikke overraske, at omegnens kroer i 1747 i modstrid med privilegiet af 1682 efter sigende normalt ikke købte deres drikkevarer i købstaden. Når bønderne så endeligt søgte til købstaden, var det ikke unormalt, at handlerne foregik rundt omkring i byen og ikke kun på den angivne markedsplads.

Fra 1720 gik det økonomisk nedad for Fredericia, og i 1743 bristede drømmen om storhed definitivt. Frederik 4. udlejede dette år pladsen, hvor et kongeligt slot var tiltænkt, og tiden fremover måtte Fredericia affinde sig med at være en købstad på lige fod med købstæder som Kolding og Vejle. Byens ledelse var i perioder præget af korruption og kom i 1740 under statslig administration. Til gengæld lykkedes i det i slutningen af 1700-tallet et etablere en rækkke manufakturer og tidlige industrivirksomheder.

Fredericia fik ikke entydigt defineret sit opland, og manglen på et decideret torv, en egentlig havn samt en på nogle måder problematisk befolkningssammensætning betød, at borgerne i byen ofte har måttet ernære sig af agerbrug og kvægavl. Byen fik først en havn i 1811, men havneudgifterne var høje og mange valgte alternative ladepladser såsom Snoghøj.[Note 9] Købstaden fik dog større national betydning og blev i 1827 via en dampskibrute forbundet med Kiel og København. Med jernbanenettet i 1860'erne blev Fredericia et trafikalt knudepunkt; en position, byen har bevaret lige siden.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur