Den Digitale Byport » By og opland » Rudkøbing
Rudkøbing
Oplandskort
 Opland |
 Region |
 | Købstadssogne. |
 | Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen). |
 | Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens. |
 | Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel. |
 | Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel. |
 | Sogne med skiftende eller omstridt status. |
 | Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling. |
Historisk oversigt
Rudkøbing er opstået ved den nemmeste overgang fra Langeland over Tåsinge til Fyn. Det første kendte privilegium er fra 1287, men i privilegiet refereres der til kong Abels tid (1250-52), og Rudkøbing eller Langelandskøbing (Lavindskøbing) blev således med sikkerhed købstad omkring 1250.[Note 1]
Selvom Rudkøbing opstod ved vandet og således var en strandkøbing, fungerede den i praksis som en oplandsby, der var dybt afhængig af handelen med oplandets produkter. Rudkøbing var en af landets mindste købstæder, og da skibsfarten ikke var stor, ernærede borgerne sig først og fremmest af det naturlige opland, Langeland. Bønderne på øen stred imod og søgte ikke købstaden, selvom loven befalede dem det.
Øens beliggenhed og dens langstrakte form har givet gjort det svært for den lille købstad at håndhæve sine privilegier i den henseende. I 1410 præciseredes første gang i privilegierne, at hele øen var at betragte som Rudkøbings lovformelige opland, men allerede i 1200-tallet og 1300-tallet blev det nødvendigt at præcisere, at fremmede ikke måtte købe og sælge på øen. Oplandsrettighederne blev gentaget adskillige gange i 1400-tallet, og i starten af 1500-tallet kan man tale om, at der var en decideret næringsstrid i gang. Bønderne mente, de havde ret til at udskibe og handle uden om Rudkøbing med udgangspunkt i traditionen, hvad Rudkøbing afviste med privilegierne i hånden.
I privilegiet af 1528 omtaltes specifikt pebersvende og fremmede som overtrædere af privilegierne, men problemet var klart mere omfattende end som så. De fremmede kom fra store tyske byer som Flensborg, Kiel og Lübeck, men også ærøboere var blandt de værste. På Langeland blev Rudkøbing i stort omfang ignoreret af både grevskabets bønder, de store jordejere, proprietærerne, forpagterne og præsterne. Problemet var Tysklands nærhed og de mange ladesteder, hvor der handledes livligt. Vigtigst var ladepladserne ved Lohals og Ristinge, men også ladepladserne Sandhagen, Magleby, Illebølle, Bagenkop og Spodsbjerg var problematiske.[Note 2] I 1623 blev det præciseret, at indbyggerne på Langeland, Tåsinge, Strynø, Drejø, Thurø og tilliggende øer skulle respektere købstædernes rettigheder. Problemet var således ikke koncentreret omkring Langeland, og en købstad som Svendborg har også haft sine problemer med de mange øer i det sydfynske øhav.
Rudkøbing har så vidt vides ikke haft årsmarkeder, men i 1655 fik bønderne på Langeland tilladelse til at afholde to årlige markeder i Vibolte uden for Rudkøbing. Hvorvidt disse har været velbesøgte, er uvist.
Egentlige torvedage fik Rudkøbing først i 1584, hvor øens bønder pålagdes at søge torv i købstaden hver tirsdag. I 1689 blev torvedagen ændret til onsdag. Torvedagene gav dog ikke megen indførsel, og det var meget små varemængder, som kom til byen. Rudkøbings beliggenhed og øens langstrakte form gjorde det svært for øens købstad at kontrollere handelen.
Rudkøbing stod stort set stille i perioden 1556-1659, og besættelsestiden i 1659 påvirkede købstaden til helt ind i 1700-tallet. Så sent som i 1626 havde Rudkøbing intet rådhus. Problemerne med forprang og ulovlige havne fortsatte, og i 1618 fik bønderne ligefrem lov til at sælge arbejdsheste direkte til Tyskland. Som en konsekvens af øens mange ladepladser gik Rudkøbings havn i forfald, og dette problem varede ved frem til havneforbedringerne i 1822. Fremmede skippere udførte i starten af 1700-tallet efter sigende flere varer end Rudkøbing. I 1729 omtaltes Lohals og Ristinge som ladepladser, hvor handelsrettighederne blev overtrådt, og 1681-privilegiet har som tidligere skærpelser ikke haft held til at ændre normal praksis.
Forholdet mellem land og by var klart i landets favør, og i 1672 blev hele 12 kromænd i Søndre og Nørre Herred stævnet, fordi de ikke købte øl og brændevin i købstaden. I 1682 var det gået så vidt, at borgerne blev tilbudt at købe varer af øens mange kromænd. I 1726 brændte en kromand selv sit brændevin, og på øen blev der optalt hele 18 personer, der fremstillede brændevin uden borgerskab. Vin, krydderier og klædevarer blev afsat helt uden om Rudkøbing, og Langeland havde konstant adskillige bissekræmmere og omløbere, der handlede, som det passede dem.
Håndværkerne var også hårdt presset. Krigene drev flere håndværkere ud på landet, og i 1733 blev der optalt hele 28 bønhasere. Blandt snedkersvendene var det blevet normal praksis, at man rejste på landet, når man var udlært. Rudkøbing havde naturligvis også interne problemer. En købmand solgte bøger, som var forbeholdt bogbinderen, en feldbereder beklagede sig over, at fremmede opkøbte huder og mere i samme stil.[Note 3] Dette var dog normalt for især de mindre købstæder, men der er ingen tvivl om, at Rudkøbing var hårdere presset end de fleste andre købstæder. Det var i 1600-1700-tallet næsten accepteret at omgå privilegierne, og en kendt vinsmugler blev senere borgmester i Rudkøbing. Hvor det i 1690 var sognepræsten og sognefogeden i Magleby, der smuglede, og i 1732 tolderen i Rudkøbing, der begik prang, så blev det dog med tiden mindre accepteret. Smugleriet fortsatte dog langt ind i 1800-tallet, men ulovlighederne var bedre skjult end tidligere, selvom købmand Isach Schlessinger kørte omkring på landet med hele læs af alle slags varer.[Note 4]
Befolkningsmæssigt var Rudkøbing i fremgang fra 1662 til 1769 trods problemerne. Store Nordiske Krig med slutpunkt i 1720 havde ellers taget hårdt på Rudkøbing, og indberetningen af 1735 vidner om en købstad i dyb armod. Når befolkningstallet således var stigende, skal det ses i lyset af, at udgangspunktet var lavt. I 1730'erne var problemet blandt andet ærøboernes handel og smugleri på øen. Skippere fra blandt andet Marstal var berygtede, og deres ulovligheder strakte sig også til Langeland. Borgerne ernærede sig lidt af bymarkerne og lidt af den handel, der trods alt blev samlet i købstaden.
Op mod 1800-tallet var der handelsmæssig fremgang at spore. Ulovlig brændevinsbrænding forsvandt med tiden, handelen blev mere organiseret, og de langelandske bønder havde gode tider i starten af 1800-tallet. Landbruget producerede mere og mere, og samtidig steg priserne for landbrugsprodukterne. Havnen fik aldrig en afgørende betydning, og skibsfarten blev med tiden overtaget af ærøboerne. Forprang og smugleri forsvandt ikke, og helt frem til 1862 med næringslovens ikraftræden og 1906, hvor læbælterne officielt blev afskaffet, blev der konstateret ulovligheder.
Egentligt industri fik øen ikke før 1800-tallet, hvis man ser bort fra skibsbygningen, mølledriften og brændevinsbrændingen. Fra omkring 1800 fik Rudkøbing likørfabrikation, produktion af stråhatte og drogeindsamling, men først i 1840'erne kom jernstøberierne, teglværkerne og kalkovnene til øen. Næringsloven af 1857 blev ikke et afgørende brud for Rudkøbing, der aldrig havde haft kontrol over sit handelsmæssige opland. Loven blev dog tolket bogstaveligt, og i 1867 afviste Rudkøbing at give en kroejer i Tullebølle lov til at drive høkerhandel, da der ikke var mere end en mil til kroen.
Privilegier og bestemmelser
| 1287 | Hertug Hans forbyder fremmede at købe og sælge på Langeland.[Note 1] |
| 1296 2.-5. februar | Hertug Erik Eriksen af Sønderjylland stadfæster gældende privilegier, som byen har haft helt tilbage til Abels tid, og gentager, at fremmede ikke må handle på Langeland. |
| 1355 19. marts | Hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland stadfæster gældende privilegier og gentager, at fremmede ikke må handle på Langeland. |
| 1410 | Dronning Margrethe forbyder forprang, landkøb og brug af ulovlige havne. Bønderne påbydes at søge torv og marked i Rudkøbing.[Note 2] |
| 1447 10. marts | Kong Christoffer 3. af Bayern tillader Rudkiøbing at holde torvedag hver mandag og påbyder Langelands indbyggere at søge torv i byen. Forprang og udførsel fra ulovlige havne forbydes. |
| 1448-81 | Kong Christian 1.gentager påbudet om, at Langelands indbyggere ikke må benytte ulovlige havne og skal søge torv på torvedagen. |
| 1475 30. september | Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 3] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 4] |
| 1481-1496 | Kong Hans stadfæster gældende privilegier. |
| 1492 15. august | Kong Hans gentager tidligere forbud mod landkøb og forprang og påbyder indbyggerne på Langeland at søge torv i Rudkøbing. |
| 1500 17. maj | Kong Hans gentager denne dag[Note 5] tidligere forbud mod landkøb og forprang og påbyder indbyggerne på Langeland at søge torv i Rudkøbing. |
| 1510 15. november | Dronning Kirstine gentager[Note 6] tidligere forbud mod landkøb og forprang og påbyder indbyggerne på Langeland at søge torv i Rudkøbing. |
| 1522 12. maj | Kong Christian 2. påbyder Langelands indbyggere, at de skal sælge alt, hvad de har at sælge i Rudkøbing, og ikke må udføre det andensteds. |
| 1528 | Kong Frederik præciserer,[Note 7] at de gældende privilegier skal overholdes. Det nævnes eksempelvis, at pebersvende og andre fremmede handler i landsbyerne.[Note 8] |
| 1538 | Christian 3. stadfæster denne dag[Note 9] gældende privilegier.[Note 10] |
| 1558 13. december | Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd. |
| 1562 11. november | Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 11] |
| 1575 21. juni | Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne. |
| 1584 9. juni | Frederik 2. påbyder, at der skal holdes akseltorv i Rudkøbing hver tirsdag, og påbyder indbyggerne på Langeland at handle i købstaden.[Note 12] |
| 1589 21. marts | Rigsrådet klager over, at der stadig hemmeligt udskibes ufortoldede varer om natten til Ærø og giver byen ret til at straffe de skyldige.[Note 13] |
| 1590 20. august | Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med. |
| 1597 5. august | Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier. |
| 1608 25. maj | Kong Christian 4. præciserer forhold vedrørende indløsning af borgerskab.[Note 14] |
| 1610 15. september | Kong Christian 4. bekendtgør, at privilegierne ikke har været overholdt og uddyber, hvilke sogne der ikke handler meget med Rudkøbing. Tidligere forbud gentages.[Note 15] |
| 1618 17. maj | Kong Christian 4. præciserer, hvorledes privilegierne for fremtiden skal forstås, foranlediget af længerevarende strid mellem Langelands bønder og borgerskabet i Rudkøbing. Bønderne får lov til at sælge arbejdsheste til Tyskland, men forbuddet imod forprang og andre ulovligheder gentages. |
| 1623 19. november | Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet. |
| 1623 25. februar | Kong Christian 4. indskærper, at indbyggerne på Lavind, Thorsinge, Stryn, Dragø, Thor og tilligggende øer skal respektere købstædernes privilegier og kun hjemtage varer til egen husholdning.[Note 16] |
| 1623 25. juli | Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt. |
| 1642 23. maj | Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes. |
| 1648 30. november | Frederik 3. stadfæster gældende privilegier. |
| 1655 12. august | Bønderne på Langeland får tilladelse til at afholde to årlige markeder uden for Rudkøbing, i Vibolte. |
| 1670 22. december | Kong Christian 5. stadfæster gældende privilegier.[Note 17] |
| 1671 22. november | Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen. |
| 1680 9. oktober | Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op. |
| 1681 15. marts | Rentekammeret præciserer, at ladepladserne Lohals og Ristinge ikke må overtræde privilegierne med hensyn til indskibning og udskibning.[Note 18] |
| 1681 16. april | Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. |
| 1683 15. april | Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27). |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682. |
| 1689 12. november | Kong Christian 5. gør onsdag til fast torvedag.[Note 19] |
| 1689 4. juni | Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet. |
| 1692 13. december | Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring. |
| 1704 3. marts | Borgerskabet klager over, at bønderne og beboerne på Ærø driver handel uden om byen.[Note 20] |
| 1733 4. juni | Rentekammeret forbyder bønderne at have åbne både og indskærper, at søfolk og skippere i Lohals og Ristinge skal søge borgerskab i byen. Derudover har borgerne ret til at kontrollere, at reglerne bliver overholdt på øerne og i udskibsningshavnene.[Note 21] |
| 1734 30. april | Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 22] |
| 1741 25. august | Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene. |
| 1746 9. december | Reces tillader indbyggerne på Langeland at sælge til andre købstæder og hjemtage vare til egen husholdning.[Note 23] |
| 1765 7. juni | Reces af 9. december 1746 gentages.[Note 24] |
| 1775 13. februar | Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil. |
| 1794 22. oktober | Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet. |
| 1797 1. februar | Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge. |
| 1817 23. april | Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder. |
| 1818 12. maj | Reces af 9. december 1746 gentages.[Note 25] |
| 1825 17. november | Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet. |
| 1839 27. november | Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer. |
| 1845 14. maj | Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer. |
| 1845 23. april | Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter. |
| 1847 24. marts | Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet. |
| 1851 7. februar | Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering. |
| 1851 9. december | Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder. |
| 1852 14. april | Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet. |
| 1854 15. april | Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer. |
| 1856 8. marts | Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857. |
| 1857 29. december | Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. |
| 1862 20. november | I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”. |
| 1863 10. april | Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses. |
Noter
| [Note 1] | Erik Kroman har ikke dateret med eksakt dato. |
| [Note 2] | 1410-privilegiet findes i nævnte værk gengivet i ekstrakt, hvor der fejlagtigt er noteret kong Christoffer i stedet for dronning Margrete. Rasmussen 1849:54. |
| [Note 3] | Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff. |
| [Note 4] | Degn 1991:655. |
| [Note 5] | Dateringen er et kvalificeret bud, da den oprindelige 1492-datering ikke kan passe, da kongen var andetsteds den dag. Kroman 1955. Bind 3:611. |
| [Note 6] | Eller 1520 16. november. Kroman 1955. Bind 3:611. |
| [Note 7] | Lørdagen efter Jubilate søndag. |
| [Note 8] | Rasmussen 1849:57. |
| [Note 9] | Vor frue dag visuationis |
| [Note 10] | Rasmussen 1849:58. |
| [Note 11] | Rasmussen daterer Frederik 2.s stadfæstelse til 11. november 1565, hvilket formentlig er en slåfejl. |
| [Note 12] | Rasmussen daterer Frederik 2.s stadfæstelse til 29. juni, igen må det skyldes en slåfejl. |
| [Note 13] | Rasmussen 1849:60ff. |
| [Note 14] | Rasmussen 1849:64ff. |
| [Note 15] | Rasmussen 1849:44. |
| [Note 16] | Rasmussen 1849:65ff. |
| [Note 17] | Rasmussen 1849:51. |
| [Note 18] | Rasmussen 1849:67. |
| [Note 19] | Rasmussen 1849:66. |
| [Note 20] | Rasmussen 1849:52. |
| [Note 21] | Rasmussen 1849:68ff. |
| [Note 22] | Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang. |
| [Note 23] | Rasmussen 1849:71ff. |
| [Note 24] | Rasmussen 1849:71ff. |
| [Note 25] | Rasmussen 1849:71ff. |