Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Ribe er formentlig Danmarks ældste by og var en handelsplads allerede i 700-årene. I 826 kom den kristne missionær Ansgar til byen og i 948 oprettedes bispesæde i byen. Ribes beliggenhed lå perfekt midt i vestdanmark, og byen var i praksis Danmarks adgang til nordsøen. Den første bebyggelse var nord for Ribe Å, men i 1100-1200-tallet voksede byen også syd for åen. I denne periode lagdes grundlaget for byens storhedstid, der varede fra omkring år 1200 og helt frem til 1530'erne. Ribe var i denne periode Danmarks største skatteyder, havde talrige kirkelige institutioner og hovedparten af heste- og okseeksporten gik gennem byen. Både Dominikanerne og Franciskanerne fik i begyndelsen af 1200-tallet et kloster i byen.

Det er uvist, hvornår Ribe fik status af købstad, men under kong Valdemar 2. Sejrs regeringstid (1202-41) fik borgerne i byen tilladelse til at handle frit overalt i riget uden torveafgifter. Dette privilegie var unikt for danske købstæder, og Ribe var på dette tidspunkt en betydelig handelsby, som indgik på lige fod med store centraleuropæiske handelsbyer. Der er flere grunde til, at Ribe blev så stor, men Lübecks stigende betydning har klart været en del af forklaringen. Ribe fik flere store begunstigelser, og koncentrationen af handelen i Ribe havde en selvforstærkende effekt.[Note 1]

Efter Reformationen i 1536 blev Ribes betydning mindre. Beliggenheden under krigene var dyr for byens handelsliv, men afgørende var det faktum, at de større skibstyper nu gjorde det nemmere at sejle ind i Østersøen nord om Jylland. Tidligere var varer fra centraleuropa indskibet i Ribe, men nu var det København og østdanmark der tog den økonomiske tete.

Fra 1660 og frem havde kongerne fokus på hovedstaden, hvad i høj grad gik ud over Ribe, som dog formåede at bevare sin position som okseeksportør. I perioden 1660 og frem til cirka 1850 var Ribe i forfald, og korneksporten fra byen forsvandt helt. I 1661 blev Fredericia stabelstad, og selvom Ribe fik ret til ind- og udskibning, er det tydeligt, at Ribe nu ikke som tidligere var centrum i Danmark. Fra midten af 1600-tallet og frem blev byens handelsområde mindre, og både skibsfarten og købstadens betydning på de landlige markeder i riget blev en saga blot.

Adskillige oversvømmelser i perioden 1682 til 1720 var med til at fastholde Ribe som en mindre købstad, hvis borgere måtte ernære sig af avlsbrug i stedet for handel. Ribe havde fra gammel tid udstrakte byjorde, og marsklandet var kendt for sin frodighed, men Ribe Å blev tilsandet, og oplandet i syd mistedes. Selvom Ribe blev begunstiget med gode privilegier, var der reelt set ikke mere basis for et nationalt handelscentrum på Vestkysten.

Ribes borgere førte en hård kamp mod oplandets bønder for at sikre byens handelsrettigheder, men flere forhold gjorde det næsten umuligt at bekæmpe den ulovlige handel. Kilderne vidner nærmest om anarki i slutningen 1600-tallet, hvor bønder fra det Haderslevhusiske gods havde mere handel i Ribes omegne, end Ribe selv havde. Bønderne nord for byen opkøbte ligeledes heste overalt i Jylland og udsmuglede dem til hertugdømmerne uden om Ribe. Og ind i kongeriget kom varer den anden vej; varer, som Ribe havde eneret på.

I 1689 forbydes Ribe Ladested ved Hvidding Nak, da der herfra blev solgt ulovligt til bønderne. På dette tidspunkt var der stadig en del handel med især hollænderne, men skibene var hollandsk ejede og udskibede fra øerne ud for Riber dyb. Fremmede opkøbere tog sig generelt heller ikke af privilegierne, og i 1685 blev kvæg på vej mod Ribe eksempelvis solgt allerede i Tømmerby.[Note 2] I 1693 klagede Ribe over den ulovlige handel, og bønderne fra sognene Vilstrup, Darum og Hunderum opkøbte efter sigende kvæg på de jyske markeder til eksport uden om Ribe.

Vilstrup må have været et af de værste steder, for i 1731 havde en bonde i byen ligefrem større heste- og kvæghandel end købmændene i Ribe. Samme landsby havde nogle år tidligere tanker fremme om at overtage Ribes købstadsprivilegier, hvad dog kun blev ved tanken.[Note 3] I slutningen af 1600-tallet var også hestehandelen gået i stampe, og kun øksenhandelen bragte lidt kapital til byen. I 1696 giver kongen tilladelse til, at en bonde ved navn Gersdorph må afholde to heste og kvægmarkeder årligt i Vejlev by ved gården Kjærgaard. Ribe klager, og tilladelsen inddrages året efter, men det er tydeligt, at købstaden er presset fra alle sider og må kæmpe for ikke at forsvinde helt i det regionale handelsnet.

Fyrstelige undersåtter fra Garmsbøl og omegn ankrede op med deres saltskuder ved Søndernæs Ovre, Hvidding Nakke og Vester Vedsted og fik i stedet korn fra herrederne i omegnen såsom Frøs og Karlslunde. Nord for Ribe var det ikke bedre, og beboerne på Rømø, Mandø og Sønderho sejlede eksempelvis op i Darum Å ved Tjæreborg strand og opkøbte korn i miles omkreds. Fanøfiskere solgte deres fisk i Hamborg eller i Holsten, og varerne, de havde med retur, blev solgt på strandsiden. Både bønderne i Sønderho og på Mandø afskibede ofte fra stranden, og generelt kan man sige, at Ribes lovfæstede rettigheder gav mere prestige end omsætning. Fremmede solgte desuden ofte deres last i Ribes omegne, og humleførere fra Lüneborg sås ofte i omegnen, hvor de solgte ulovligt på samme måde som bissekræmmerne og jøderne, der gik fra landsby til landsby.

Håndværkerne havde samme problemer som byens købmænd, og da de i 1735 klagede over bønhaseri og foreslog forbud mod høkeri inden for to mils afstand fra byen samt afskaffelse af al bissekræmmeri, blev det pure afvist. Tiden var ikke inde til, at Ribe skulle tilgodeses yderligere. I 1570 blev Kongeåen fastsat som toldgrænse til hertugdømmerne, og Ribe og Kolding blev officielle toldsteder. Godt 100 år efter, i 1668, besluttedes det, at heste og kvæg skulle fortoldes ved landgrænsen i Foldingbro og Gredstedbro. I 1668 fik ølandene, som omfattede Fanø, Mandø og Sønderhovedet, tillige egen toldinspektør, uden at det ændrede lokal praksis.[Note 4]

Havneforholdene i Ribe, som i storhedstiden var ideelle, blev i 1400-tallet hæmmende og i de efterfølgende århundreder et decideret problem. De største skibe havde fra gammel tid måttet ankre op uden for Åmundingen, men fra 1400-tallet og frem blev det normalt at ankre op ved Skjøgum eller ved Børløs og Teglholmen. I 1770'erne var åen tilsandet helt til Skjøgum, og i 1798 vurderes det fra højeste sted, at der ingen grund er til at investere i Ribes havn, idet Fanø og Mandø havde sikret sig positionen som førende havne. Fanø havde mange fordele frem for Ribe. Vigtigt var blandt andet den noget sikrere vinterhavn.[Note 5]

I perioden efter 1735 kom der lidt gang i håndværksfagene, og især kniplings- og lærredsprodukter blev en betydelig vare for Ribe. Konkurrencen sydfra var dog stor, og slesvigske rebslagere udkonkurrerede nemt Ribes rebslagere. Problemerne var mange for Ribe. Søfarten var næsten forsvundet i perioden 1730-50, oplandet var minimalt og slevom lovene mod landprang i et vist omfang kunne håndhæves, gjaldt dettte på ingen måde for hertugdømmerne. Bønderne i Ribes omegn var ofte bissekræmmere, og bønderne fra de Rantzauske og Schackenborgske godser havde med tiden ligefrem åbne boder.

Det var alment kendt, at øboernes skibe sejlede ind ved Døde Mænds Bjerge og udlossede i mindre både, sejlede op ad Kongeåen og solgte varerne i landsbyerne. Lignende trafik blev konstateret i Hoe Bugt, ved Marsebæk, Selborg, Sædding og Faurfelt. Formuende bønder, som drev handel med kvæg og heste, sås både i Vilstrup, som tidligere nævnt, samt i Hillerup. En liste over handlende bønder omfattede Spandet Kro i Roager, Brøns, Skærbæk, Sønder Farup, Nygaardsholm. Og den regionale handel gik således i høj grad uden om købstaden Ribe, som var truet på sin eksistens. I 1774 blev der optalt hele 32 steder med krohold inden for en radius på to mil fra byen, og kun få købte i Ribe. Nygaardsholm nord for Ribe og Jelsted drev eksempelvis begge kro med detailhandel, men var svære at gøre noget ved, idet de påberåbte sig særlige friheder, fordi de lå under det Rantzauske gods.[Note 6] Ribes håndhævelse af sine privilegier blev forsøgt, men når 20-40 bønder med ladt gevær i 1730'erne drev kvæg forbi toldstedet i Ribe, var det klogest for tolderen at lade som ingenting.

Ribes opland, som i 1200-tallet var stort, blev med tiden reelt set minimalt. I privilegierne af 1491 præciseres, at indbyggerne i Hvidding, Frøs, Karlslunde og Gram herreder skal søge torv i Ribe, men hertugdømmerne har i det meste af perioden fra 1660 og frem frataget Ribe sit sydlige opland og tillige gjort det umuligt at håndhæve handelsprivilegierne til stor ulempe for Ribe som handelsby.

Ribe var i middelalderen en vigtig by, og Ribermarkedet, også kaldet Vor Frue, blev beviseligt afholdt så tidligt som i 1429.[Note 7] I 1505 var der desuden et forårsmarked, som dog forsvandt med tiden. St. Hansmarkedet blev med sikkerhed afholdt så tidligt som 1519. I slutningen af 1600-tallet afholdt Ribe stadig St. Hansmarkedet i juni og Ribermarkedet med start den 8. september. Markederne var i slutningen af 1600-tallet i svag fremgang, og i nogle år spillede Flensborgerne en stor rolle. I 1693 fik Ribe et Voldborgmarked med trævarer, der dog ikke blev en succes. I 1730 afholdtes Ribermarkedet stadig, men nu over to dage, hvor privilegierne af 1494 giver tilladelse til et femdagesmarked, dog må der ikke handles på Vor Frue dag.

I 1740 får Ribe tilladelse til at afholde heste- og kvægmarkeder den 29. marts, 28. juli og 7. oktober, hver varende tre dage. Samtidig skal St. Hansmarkedet nu afholdes over to dage. I 1780'erne blev der efter sigende afholdt et årligt tilbagevende ulovligt marked ved St. Hans tid tre mil nord for Ribe ved Skadst Herred, men da Ripenserne klagede, endte det blot med, at markedet blev lovliggjort.[Note 8] Samtidig flyttedes Ribermarkedet til 15. september, og købstaden fik et nyt marked til afholdelse 8 dage efter mortensaften. I slutningen af 1700-tallet blev markederne i Ribe vel besøgte, og ved kongelig resolution af 1792 fik Ribe tilladelse til at afholde endnu tre kvægmarkeder på henholdsvis den 29. april, 31. juli og 27. oktober.

Ribes fik stadfæstet sin ret til handel uden told overalt i riget adskillige gange, eksempelvis så sent som i 1492. Denne rettighed blev dog svær at håndhæve med tiden, efterhånden som Ribes betydning dalede. I 1522 får Ribe tilladelse til at handle med bønderne i Ålborg Len, Vendsyssel og Ribe Stift, men Varde-borgernes rettigheder måtte ikke krænkes. Ribe-borgere udnyttede ofte deres særret til at overtræde andres købstæders rettigheder, og en Ribe-købmand fik for eksempel en dom for prang i Lemvig i 1731.[Note 9] Ribes forhold til hertugdømmerne var ligeledes problematisk, og selvom der i 1576 efter årtier med handelskrige blev indgået forlig, så forsøgte begge parter stadig at tilgodese egne interesse.

Ribe har som gennemgået haft store problemer med at håndhæve sine rettigheder i forhold til oplandet. Selvom privilegierne ikke specifikt nævner faste torvedage, så er det dog sikkert, at byen helt tilbage i 1400-tallet må have haft mindst én fast torvedag, hvad privilegiet af 1491 dog også mere end antyder. I 1730 var der fast torvedag om tirsdagen, hvad i 1770 var ændret til lørdag. Kilderne til torvedagene er sparsomme, men som udgangspunkt har torvedagene fulgt byens handelsmæssige stilling iøvigt. Perioden frem til Reformationen var god, tiden mellem Reformationen og Enevældens indførelse en overgangsperiode indtil den store tilbagegang i perioden 1660 til 1850.

Krigen i 1864 betød, at Ribe fik en endnu mere perifær beliggenhed, og indtil grænserevisionen i 1920 lå købstaden kun fem kilometer nord og vest for grænsen til Tyskland. I 1868 grundlagdes Esbjerg med det formål at blive eksporthavn til England og fik som en konsekvens deraf tidligt forbindelse med jernbanenettet. Ribes dominans selv regionalt var nu også fortid.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur