Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Odense er en af Danmarks ældste byer på grund af sin centrale beliggenhed i det frodige Fyn, der til alle tider har forbundet det østlige og vestlige Danmark. Allerede i vikingetiden forsamledes mennesker hyppigt i området, og der har sandsynligvis været fastboende købmænd på egnen, da Odense blev bispesæde i 988.[Note 1]

Fra 1040'erne blev der slået mønter i byen, og i 1070 bliver byen omtalt som en større købstad på Fyn.[Note 2] Det første kendte købstadsprivilegieum er dog først fra 1335, men er tydeligvis en stadfæstelse af et ældre privilegium. Odenses seneste, veldokumenterede byhistorie finder det rimeligt at formode, at Odense blev købstad under kong Valdemar 2. Sejr, det vil sige i perioden 1202-41, men for at forvirre yderligere afholdt byen 1000 års jubilæum i 1988.[Note 3] I løbet af 1100-1200-tallet blev der bygget flere klostre i byen, og Odense var så afgjort i denne tid et mødested for administrative og kirkelige myndighedspersoner. På dette tidspunkt havde Odense formentligt allerede fået sit første marked (messe) i ly af bispekirken og var således et handelsmæssigt knudepunkt.

Omkring år 1200 var vanddybden blevet så dårlig, at det nu ikke mere var muligt at sejle helt ind til byen, og fra 1288 og frem til 1400-tallet fungerede Ellested Mose som færgested og omladningsplads. Ellested Mose lå godt ½ mil fra byen, men i 1500-tallet var det nødvendigt at omlade alt nord for Åsum og enten pramme eller transportere varerne over land til Odense. Selvom havneforholdene var fordyrende, så lykkedes det Odense at blive en stor købstad i middelalderen. Gildernes betydning var stor. Fra omkring 1450 havde købmændene fået overtaget. Fyn er et frugtbart område, og der var stor studedrift og kvægavl, som i 1300-tallet i vidt omfang blev eksporteret.

Fra starten af 1500-tallet var Odense blevet en markant købstad, og selvom reformationen fik stor betydning for byen, rokkede den ikke umiddelbart Odenses funktion som handelsby og administrativt centrum. Havneforholdene var klart det største problem for byen, og det var nu nødvendigt at sejle fra Stige Strand eller alternativt med udgangspunkt i Kerteminde, hvad ofte var løsningen. I løbet af 1500-tallet voksede Odense, og borgernes handel med oplandet har i den forbindelse haft en stor, hvis ikke afgørende, betydning for udviklingen. Bondehandelen mindskedes fra 1640'erne og frem i takt med krisen i landbruget, men indtil denne periode lå handelsoplandet rimeligvis inden for Odensegård Len.[Note 4]

Odense var klart den største købstad på Fyn og fik mærkeligt nok ikke defineret et handelsopland. Hvor stort et opland, Odense forsøgte at håndhæve en eneret på, er ikke nøjere beskrevet, men der foreligger fra 1500-tallet og frem gentagne eksempler på forprang, ulovlige havne og ulovlig handel i øvrigt.

Odenses lovlige havn strakte sig i 1500-tallet fra Ellemose Å til Midskovs Gab, og i 1598 klagede herredsfogeden i Lunde Herred over, at Morten Skinkel drev systematisk forprang ved en ulovlig havn ved Klintebjerg. Flere adelsmænd på egnen var heller ikke helt uskyldige, og det forlyder, at udenlandske opkøbere opkøbte og solgte, som det passede dem gennem 1590'erne.[Note 5] På åens vestside konstateredes der også stor handel, og de adelige gårde solgte i stor stil fra noget, der lignede købmandsbutikker. I 1596 blev forholdet undersøgt, men intet skete i praksis.[Note 6] Sagen mod Morten Skinkel fortsatte, og havde endnu i 1608 ikke fundet en konklusion. Odenseanerne var heller ikke helt uskyldige, og i 1587 misbrugte en af de store købmænd, Olufsen Bager, konsekvent sin ret til handel i Kerteminde ved at drive forprang i området både med fremmede og Kertemindeborgere.

I 1630'erne påbydes flere herreder at istandsætte vejene ind til Odense med det argument, at de dagligt søgte Odense by. Det er således rimeligt at antage, at de berørte landsbyer Lunde, Skovby, Bjerge, Åsum og naturligvis landsbyerne i Odense Herred søgte torv i Odense.[Note 7] Oplandet bestod således stadig af det nordlige og nordøstlige Fyn, og løb bemærkelsesværdigt ikke så langt sydpå, som man kunne tro Odenses størrelse taget i betragtning. Af skifteprotokollerne fremgår det, at hele 95 % af omsætningen lå inden for 25 kilometer fra købstaden, og at 66 % var inden for 15 kilometer eller to mil. Det naturlige opland var således på dette tidspunkt omkring 3 mil.

Fra 1650 og frem var bondehandelen aftagende, og kun Nyborg, der i 1661 blev stabelstad for Fyn, formåede at bevare handelen trods de dårlige tider. Odenses handelsopland aftog således noget i størrelse, men udgangspunktet var højt, og den store okseproduktion og -eksport i 1610'erne og 1620'erne havde givet velstand til de store købmandsgårde, og velstanden kunne mærkes langt op i 1640'erne. Generelt kan man sige, at Odense i 1600-tallet og 1700-tallet var præget af sin centrale beliggenhed, sin vandrige å, men manglende havn og fæstningsanlæg. Desuden var byen administrativt og kirkeligt centrum.

Privilegierne fortæller kun sporadisk om Odenses økonomiske situation gennem tiderne, men det er muligt at udlede enkelte informationer. I 1461 udgik der forbud mod, at håndværkerne bryggede øl til salg, og modsat præciseredes i 1497, at ikke kun købmænd måtte brygge øl, hvis blot det var til eget forbrug. Disse love vidner om mange grænsetilfælde, der gjorde præciseringer nødvendige. Samme problematik ses i 1546, hvor håndværkerne i landsbyerne blev påbudt at flytte til købstæderne, dog var grovsmede og håndværkere på de adelige godser undtaget.

Særrettigheder og undtagelser var som skabt til at blive misbrugt til skade for købstaden. I 1593 blev det nødvendigt at præcisere, at hverken præster, fogeder, skrivere eller andre måtte gøre forprang i landsbyerne omkring Odense til skade for byen. Adelen var med sine særrettigheder klart værst i denne henseende, men før 1600-tallet var det næsten umuligt at kontrollere og stoppe ulovlig handel, med mindre det skete systematisk som i tilfældet ved Klintebjerg i 1590'erne.

Odense fik, som tidligere skrevet, formentligt et marked allerede inden 1100-tallet, hvad formentligt var foreløberen for Skt. Knuds marked, der i 1540-recessen gøres til eneste lovlige marked på Fyn.[Note 8] Skt. Knuds marked, som blev afholdt den 10. juli, var dog langtfra det eneste, men gennem tiderne det bedst besøgte. I 1600-årene afholdtes der også et marked kaldet 20. dags jul den 12. januar, et efterhøstmarked på Mikkelsdag den 29. september og ifølge Resens Atlas også et marked den 22. februar. Markederne var alle med kram, bortset fra Mikkelsmarkedet. I 1649 fik Odense tilladelse til at afholde et hestemarked hver mandag i fasten, hvad dog først blev afholdt efter krigen fra 1660. Markedet, som hidtil var blevet afholdt den 12. januar, flyttedes i 1671 til Skt. Matthias’ dag, den 24. februar. I 1679 blev der også afholdt et marked med slagtekvæg den 27. oktober, og markederne må siges at være en succes for byens mange håndværkere og købmænd. Skt. Knudsmarkedet trak i 1600-tallet handlende til fra København, Ribe og Flensborg.

Markederne har haft stor betydning for Odense, da området foruden at være frugtbart også var forholdsvis tæt befolket. Markederne foregik på et eller flere af byens tre torve, Fisketorvet, Flakhaven og Albanitorvet. Odense var ikke meget for konkurrence på deres marked, og i både 1568 og 1647 fik de præciseret deres ret i forhold til gæstende købmænd. I 1647 blev det præciseret, at kun byens borgere måtte handle med fremmede på Mikkelsmarkedet, men desværre for Odense blev kræmmerne i Nyborg dog undtaget.[Note 9] Odense har med sit store frugtbare opland haft rig mulighed for at have velfungerende torvedage, og kilderne vidner også om, at onsdag og lørdag, som var faste torvedage, var vel besøgte.

Perioden 1660-1700 var hård for Odense, og det var bestemt ikke med Odenses gode vilje, at Nyborg i 1661 blev stabelstad for hele Fyn. Odenses havneforhold var stadig dårlige, og efter Kertemindes svækkelse i 1660 kunne denne by ikke mere bruges som ind- og udskibningshavn for Odense. Valget af Nyborg som eksporthavn for Fyn var naturligt, og som i tilfældet med Fredericia var det mere tilstedeværelsen af militær og fæstning, som var afgørende end størrelse og opland i øvrigt. Stabelretten blev dog aldrig en større succes, og Odenses dominans på Fyn forblev uanfægtet.

Svenskekrigene i slutningen af 1650'erne betød en udflytning fra Odense, og omfanget af den ulovlige handel var klart tiltagende. Købmænd fra Fåborg opkøbte i 1660'erne og 1670'erne smør i sognene omkring Odense og solgte blandt andet salt. I 1669 blev magistraten pålagt at føre tilsyn med forpranget i forbindelse med torvehandelen, og i ti år blev købmandslaugets oldermand sat på opgaven. Eksemplerne er mange i disse år, og hverken købmændene eller håndværkerne fandt sig i ulovlig handel og bønhaseri.

Købmændene klagede over, at der blev brændt, brygget og bagt ulovligt til videresalg. I 1670 blev enkelte håndværkere i Odense sigtet for at have solgt købmandsvarer. En bager, som solgte købmandsvarer, blev efter en længerevarende strid i 1670'erne tillige tvunget ind i købmandslauget. Godsejerne drev stadig ulovlig handel, og i 1697 og året efter forsøgte stiftamtmanden at stoppe ulovlighederne, hvad dog ikke lykkes.

Håndværkerne klagede ofte over bønhasere, det være sig landhåndværkere, fremmede og soldaterhåndværkere. En murer fra Fåborg blev sigtet for at bygge ulovligt, en bager blev sigtet for at have haft en ulovlig skrædder, en væver blev sigtet for ikke at have borgerskab, og jagten mod bønhasere var livlig i disse år.[Note 10]

Havnen var som nævnt dårlig, og i 1656 besluttede Odenses råd at købe Vigelsø for at få råderet over havnen.[Note 11] Skibbroen i Odense var i 1668 i en elendig forfatning, og Stige Strand blev fra 1682 mere og mere anvendt som udgangspunkt for pramningen eller landtransporten til Odense by.

Fjorden blev naturligvis også anvendt til ulovlig handel, og i 1681 havde skippere fra Lübeck og Stavanger solgt fra Mesinge Gab. I 1682 var fjorden sejlbar til Klintebjerg og nogenlunde til Stige Strand, og mange skippere valgte i denne tid at bosætte sig i Stige, Hauge og Seden. Borgerne forsøgte at tvinge skipperne ind til byen, men skipperne havde det gode argument, at de jo måtte passe på deres skibe. Perioden fra 1672 til 1769 var præget af stilstand, men Odense formåede at fastholde et stort opland. Købmændene købte bøndernes korn fra et stort opland, og Odense sad stabilt på handelen med det nordlige Fyn.

1700-tallet blev en del hel del bedre end slutningen af 1600-tallet, men et stort opsving blev det dog ikke til. Handelen var kun svagt i fremgang, og denne handel hæmmedes som i 1600-tallet af bissekræmmere og landprangere, hvilket i 1747 førte til stor strid. Der var som tidligere også direkte handel med Lübeck og Norge til stor skade for de odenseanske købmænd.

Selvom der var mange landhåndværkere, er det klart, at håndværkerne i byen med tiden blev en stærk gruppe, som var blandt de førende inden for deres felt. I Odense var det specielt skomagerne og handskemagerne, der var blandt de toneangivende, og da disse to fag var stærkt afhængige af skind, fik de privilegium på at måtte opkøbe på landet via kommissionærer.[Note 12] Ikke kun skind blev ofte opkøbt ulovligt, og et område nord for Odense kaldet Sletten var ligefrem berygtet for at være et sted, hvor husflidsprodukter blev opkøbt uden hensyn til købstadens handelsprivilegier. Mange borgere valgte også at opkøbe deres korn ude i landsbyerne, og adskillige fik da også småbøder.

Den første private industri kom til Odense med sukkerraffinaderiet i 1751, som allerede året efter efterfulgtes af et sæbesyderi. I 1774 havde 10 % af alle indbyggere i byen krohold som indtægtskilde, men selvom de fleste kun havde det som bierhverv, har krohold spillet en stor rolle for byen.

I perioden fra 1789 til 1868 oplevede Odense som de fleste andre danske købstæder en sjælden befolkningstilvækst. Fredskrisen fra 1818 til 1828 betød, at der kom et overskud af korn, hvilket i et landbrugsland som Danmark var identisk med en generel krise. Tidligere var korn hovedsageligt blevet eksporteret til Norge, men efter afståelsen af Norge i 1814 var dette marked ikke sikkert mere. I 1806 stod en kanal færdig og det var nu muligt at sejle helt ind til Odense. Købmændene i byen blev økonomisk stærkere i takt med befolkningstilvæksten, og nogle valgte at eksportere med udgangspunkt i Kerteminde, mens andre handlede via pakhus i Klintebjerg.

I 1830 var Odense inde i en fase med stor økonomisk vækst, og i 1860 var Odense som i 1789 stadig Danmarks andenstørste by efter København, dog tæt fulgt af Århus. Odenses store opland var en klar fordel i forhold til andre byer, og fremgangen var da også udpræget i handels- og servicefagene. Havnen og vejene var dog problematiske, men kanalen af 1806 og forbedringer i vejnettet i 1790'erne var klart medvirkende årsag til, at det blev muligt ikke bare at bevare, men også at udbygge oplandet. I 1859 fik Odense dampskibsrute til hovedstaden, og i 1865 blev Odense et vigtigt punkt på jernbaneruten København-Nyborg, som nogle år senere blev forbundet med Jylland.

Næringslovens endelige indførelse i 1862 fik ikke den forventede negative indflydelse på byens mange håndværksfag, og Odense bevarede sin handelsmæssige dominans på Fyn.[Note 13]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur