De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Næstved

Næstved

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Næstveds oprindelse grunder i, at der opstod en by ved overfartsstedet over Susåen i det sydlige Sjælland, hvilket var et bekvemt punkt på rejsen mellem Sjælland og hansastæderne med Lübeck i spidsen.

I 1135 grundlagdes et benediktinerkloster, og i 1140 fik klostret torverettigheder. Det er uvist, om Næstved med torverettighederne fik fulde købstadsprivilegier, men en kong Valdemar har med sikkerhed givet Næstved status af købstad i perioden 1193-1307. Købstaden stod i et afhængighedsforhold til klostret helt frem til reformationen i 1536 og nød i den henseende flere privilegier. Benedikterklostret var ikke eneste kloster i byen, og allerede i 1240 havde franciskanerne bygget byens gråbrødrekloster. I 1277 var sortebrødrene også etableret i Næstved.[Note 1] De gejstlige institutioner samt den fordelagtige beliggenhed med eneret på fiskeri i fjorden gav Næstved gode betingelser for handelsmæssig udvikling, og i 1536 var byen Danmarks 9. største købstad efter skattebetaling. Det naturlige opland var stort, og Næstved fungerede i middelalderen som en udpræget handels- og håndværksby, der i høj grad ernærede sig af handelen med egnens bønder.

Næstved var fra starten delt i de to bydele Lille Næstved og Næstved, og da førstnævnte ikke havde købstadsrettigheder, blev den ofte hjemsted for ulovlig handel. I 1519 præciseredes specifikt, at der hverken måtte drives købmandsskab eller håndværk i Lille Næstved, og forholdet til naboerne var i det hele taget anstrengt. Et andet konfliktpunkt var, at Næstved havde ansvaret for vedligeholdelsen af broen over Susåen, men da byen ikke selv havde større interesse i broen, lod den det i højere grad gå ud over bønderne og de konkurrerende købstæder.

Fiskeretten var givtig for Næstved, og i 1447 fik byen eneret på brugen af Bisserup, Hallsminde og Dybsminde havne i Karrebæksmindefjorden. Perioden fra 1400 til midten af 1500-tallet var en god tid for Næstved, og selvom handelen ofte foregik via hansekøbmænd, smittede det af på byen, hvor adskillige gilder etablerede sig.

Med reformationen og klostrenes ophævelse i 1536 mistede Næstved en vigtig indtægtskilde, og en periode med nedgang og problemer med håndhævelsen af privilegierne blev indledt. Lille Næstved fortsatte med at handle i det små og blandt andet drive ølsalg, og det blev nu normalt, at rige bønder, præster, præstesønner m.fl. opkøbte korn i landsbyerne. Dette kunne naturligvis mærkes i købstaden, og omkring 1550 klagedes over selvdannede markeder i landsbyerne, som efter sigende fandt sted næsten hver uge.[Note 2] Problemet fortsatte 1500-tallet ud, og trods flere præciseringer og gentagelser af rettigheder, som eksempelvis i 1589 og 1590, fortsatte den ulovlige handel.

Den ulovlige handel var formentligt ikke værre i Næstved end andre købstæder i Danmark, men da Næstved indtil reformationen var en velfungerende handelsby, har borgerne følt det som et afgørende brud. I 1589 var det ulovlig handel uden for portene, der blev fokuseret på, og året efter var det landkøb og ulovlige havne. I 1604 gentoges klagen mod Lille Næstved, og Skovklostret, der i 1560 havde fået navnet Herlufsholm, blev kritiseret for at have overtrådt byens særrettigheder.[Note 3]

I 1618 blev der indgået et kompromis, der gjorde, at Herluftsholms bønder fik lov til at købe af skibsfolk til eget forbrug. Sådanne regler var som skabt til at blive misbrugt og er et godt eksempel på, at Næstveds borgerskab ikke mere havde kontrol over egnens handel. I 1623 gik klagerne på bissekræmmere, udenlandske kræmmere og købmænd, der solgte i Næstved, og flere handlende fra Lübeck blev sigtet.

Svenskekrigene tog hårdt på Næstved, og nedturen efter reformationen var først afsluttet sidst i 1700-tallet, hvor befolkningstallet steg, og handelen blev mere organiseret. I 1700-tallet var problemet med ulovlig handel i Lille Næstved stadig ikke løst, og 20 beboere i byen sigtedes i 1729 for handel med gryn, øl og andre varer. Næstveds handelsmæssige position gav som i andre købstæder interne stridigheder, og under krigene beskyldte borgerskabet ofte hinanden for landkøb.

Besejlingsforholdene havde aldrig været perfekte for Næstved, men med tiden blev Susåen så dårlig, at der kun kunne besejles til købstaden med mindre pramme. Der blev i 1600-tallet gjort flere tiltag for at kontrollere handelen i Karrebæksminde, men den kunne ikke styres, og i 1613 klagedes eksempelvis over ind- og udskibning ved Dybsø og Hørleshavn, det senere Bisserup. I 1623 ansatte borgerskabet Jacob Kræmmer til at stoppe forpranget og flere lybske købmænd og købmænd fra nabobyerne såsom Morten Christensen fra Nakskov og en fra Køge.[Note 4] Kilderne vidner om flere sager i disse år, og i 1631 fik Anders Santtman konfiskeret kvæg, svin og korn, som var blevet opkøbt ulovligt på landet. En Rostockkøbmand blev ligeledes jagtet væk om natten, mens han indladede brænde på sin skude.

Området omkring Karrebæksminde med mange naturhavne gav gode muligheder for ulovligheder, og ofte samarbejdede borgere med udenlandske købmænd om handelen som i 1635, hvor en Næstvedborger opmagasinerede varer for lübeckere, og i 1641, hvor en fremmed købmand boede privat i købstaden, mens han solgte sild i Mindet. Ulovlighederne foregik på mange måder, men typisk foregik det som i 1661, hvor Anne Raffenberg fra Lübeck opkøbte på landet.[Note 5] Derudover var der tidstypiske overtrædelser af privilegierne, som når Claus Friis drev handel både inden for og uden for byen uden at have borgerskab, og når en klejnsmed eller en kro drev købmandskab eller udskænkning. I 1670 omtaltes humleførere, der solgte varer direkte til udenlandske købmænd, men det foregik ofte også den anden vej, ved at tyske skippere forsøgte at smugle varer ind om natten.

Næstveds lavsvæsen, som tidligere var stærkt, blev i 1600-tallet væsentligt svagere, og skomagerlavet førte en langvarig kamp for at stoppe bønhasere, herunder skoflikkere, der ikke blot reparerede sko, men også producerede dem selv. I 1699 var blandt andre Jørgen Nielsen fra Køge og Olle Skomager fra Ramsherred blandt de skyldige, mens det to år senere var Jens fra Roskilde og Christen Skomager fra Ramsherred. Et andet lav, som også ramtes hårdt, var skræddernes.[Note 6]

I 1700-tallet havde Næstved mistet fordums position, og hvor købstaden indtil 1556 var tredjestørste skattebetalende købstad på Sjælland, var den nu også overhalet af både Holbæk og Køge. Selvom Næstved traditionelt regnes for en søkøbstad, så er det værd at notere, at der er godt en mil til købstaden fra Karrebæksfjorden, og med de stadig dårligere besejlingsforhold har det været svært at koncentrere handelen i byen i en periode, hvor havnene fik større og større betydning. En indberetning fra 1747 vidner om, at Næstved nu købte varer fra de konkurrerende købstæder ved indsejlingen til fjorden, og det var tillige nødvendigt for byens købmænd at udskibe fra Korsør eller Vordingborg. Bønderne havde således stadigt færre grunde til at vælge Næstved frem for nabokøbstæderne, og byen voksede da heller ikke fra reformationen til midten af 1700-tallet.

Næstved har med sit forholdsvis store opland naturligvis haft faste torvedage og sin andel af de årlige markeder. I 1600-tallet havde Næstved hele fire årsmarkeder: Sct. Mikkelsmarked i foråret, Sct. Mortensmarked i efteråret, et hestemarked i foråret i forbindelse med torvedagenen og et yderligere, hvorom intet vides.[Note 7] I 1788 præciseredes det, at onsdag og lørdag var faste torvedage, men da klostret allerede i det første kendte privilegium af 1140 fik torverettigheder, har der med sikkerhed været faste torvedage i hele perioden.

Først omkring 1750 stoppede Næstveds nedtur, og først i starten af 1800-tallet var decideret fremgang at spore. I 1730 var der stadig problemer med forprang og Lille Næstved, men problemet var klart aftagende. Ifølge Pontoppidan ernærede Næstved sig i 1767 mest af landhandel og kornudførsel til Tyskland og Norge. Det gik således bedre for byens købmænd, hvilket bestemt ikke skyldtes byens havn, som stadig var hæmmende for byens handelsliv. I 1806 fik Næstved bygget havn og gravet kanal, og i 1814 havde købstaden således hele tre havne med udhavnene Bisserup og Dybsø.[Note 8] Med havnen og kanalen kom skibsfarten i fremgang, og i perioden 1822 til 1854 fordoblede Næstved sin størrelse.[Note 9] Industrien kom siden i fremgang, og selvom Næstved aldrig genvandt den betydning, byen havde haft i middelalderen, så var købstaden i 1857 en forholdsvis velfungerende købstad.

Noter

[Note 1] Nielsen 1925-30. Bind 1:25ff.
[Note 2] Nielsen 1925-30. Bind 4:56.
[Note 3] Herluftsholm havde ret til at have en skrædder, en skomager, en smed og en tømmermand, men måtte ikke sælge sko, klæder og købmandsvarer, og det var konfliktpunktet. Nielsen 1925-30. Bind 4:66.
[Note 4] Smith 1935:93.
[Note 5] Nogle dage senere blev en anden tysker ved navn Heinrich Drechmann taget for samme forteelse. Begge eksempler fra Smith 1935:191.
[Note 6] Flere eksempler i Smith 1935:124 hovedsageligt fra 1630'erne.
[Note 7] Smith 1935:105. Om hestemarkedet skriver Smith i samme værk på side 92, at det blev afholdt fra fasten til pinsen med afholdelse hver lørdag, så måske har lørdag været eneste faste torvedag, før onsdag blev tilføjet i 1788. Dette kan dog ikke bekræftes af andre kilder, og Dahl 1981:30 skriver ligefrem, at der blev afholdt torvedage både onsdag og lørdag i 1500-tallet. Da hverken Smith eller Nielsen i deres mere kildestyrede monografier bekræfter dette, skal Dahls oplysning tages med forbehold.
[Note 8] Nielsen 1925-30. Bind 4:156.
[Note 9] Smith 1935:238.

Privilegier og bestemmelser

1140 Kong Erik 3. Lam giver Næstved torverettigheder, men byen er formentligt ikke købstad på tidspunktet. [Note 1]
1157-1375 Kong Valdemar[Note 2] pålægger landboernes håndværkere at handle i Næstved.[Note 3]
1293-1307 Kong Erik 6. Menved giver Næstved status af købstad.[Note 4]
1422 25. februar Kong Erik 7. af Pommern dikterer borgerne i København bestemmelser vedrørende købstæderne som reaktion på de klager, kongen er blevet præsenteret for. Det præciseres, at håndværkerne og embedsmænd skal ernære sig af deres fag og handel overlades til borgerne. Landkøb forbydes, og al handel skal foregå i købstæderne og på markeder og torve. Gæsters ret til at købe på torvedage begrænses til efter klokken ti.[Note 5] Det antages, at forordningen kun omfattede Sjælland.[Note 6].
1426 6. juni Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier og tilføjer, at indbyggerne i Næstved har frihed til at drive handel over hele riget.
1441 2. januar Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og præciserer, at købmandsvarer skal vejes i købstaden.
1447 14. april Kong Christoffer 3. af Bayern giver borgerne i Næstved eneret på at benytte havnene Huerlesze haffn (Bisserup havn), Hallszminde och Dybsminde (havne syd for Karrebæksminde).
1451 3. maj Kong Christian 1. bekræfter gældende privilegier og præciserer, at Næstved har ret til frit fiskeri i fjorden.
1472 25. februar Kong Christian 1. forbyder bønderne på Sjælland at drive købmandskab og håndværk samt at opkøbe kvæg og andet. Det præciseres endvidere, at bønderne ikke må slagte og føre flået kød til byen, men skal sælge levende kvæg.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 7] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 8]
1481 22. januar Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og giver byen samme privilegier, som København har.
1484 Kong Hans stadfæster gældende privilegier.
1488 6. maj Kong Hans præciserer, at Næstved har ret til fiskeri i fjorden og der omkring, og at havnene i fjorden kun må benyttes af borgerne i byen.
1514 1. juli Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1516 23. marts (omk.) Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab.[Note 9]
1518 6. december Kong Christian gentager tilladelelse, som kong Hans har givet håndværkerne i Næstved til at drive sejlads og købmandskab.
1519 4. september Kong Christian 2. forbyder indbyggerne i Lille Næstved at drive købmandskab og håndværk. Denne præcisering skyldes, at Skovklostret ikke har respekteret privilegierne.
1521 10. februar Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. (Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri, og handel i byerne.)[Note 10]
1557 Kong Christian 3. forbyder landkøb med korn.[Note 11]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1575 28. april Åbent brev om afskaffelse af alle markeder på landet på Sjælland, der ikke er minimum tyve år gamle. De ældre bøndermarkeder skal henlægges til nærmeste købstad på samme dag og samme tid. Gribes nogen herefter i at holde eller søge et landsbymarked, vil deres varer blive konfiskeret af kronen.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1596 Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 12]
1598 15. juni Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1604 16. november Kong Christian 4. præciserer, at beboerne i Lille Næstved ikke må handle eller drive købmandskab.[Note 13]
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 14]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1788 4. marts Kong Christian 7. stadfæster gældende privilegier.[Note 15]
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Andersen 1987:14. Smith 1935:13 finder det rimeligt at antage, at Næstved var købstad i 1140 på baggrund af samme brev, som dokumenterer, at byen havde torverettigheder.
[Note 2] Det er uvist, hvilken af dem det var.
[Note 3] Nielsen 1925-30. Bind 1:79 omtaler privilegium af 1274.
[Note 4] Beslægtede rettigheder er dog givet på et tidligere tidspunkt. Nielsen 1925:79ff.
[Note 5] Kroman 1955. Bind 3:74f.
[Note 6] Degn 1991:665
[Note 7] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 8] Degn 1991:655.
[Note 9] Nielsen 1925-30. Bind 1:80ff omtaler privilegium af 1518.
[Note 10] Nielsen 1925-30. Bind 1:84 omtaler privilegium af 27. juni 1534.
[Note 11] Nielsen 1925-30. Bind 4:56.
[Note 12] Resens Atlas (Sydsjælland) 1994:9.
[Note 13] Nielsen 1925-30. Bind 4:66.
[Note 14] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 15] Nielsen 1925-30. Bind 4:66.

Litteratur

Middelalderbyen Næstved

Andersen, Aage, Viby J, 1987

Næstved en beskrivelse af købstaden Næstveds udseende og indbyggeres livsvilkår og dagligdag i 1500-tallet

Dahl, Svend C., Næstved, 1981

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Næstved : byens opståen og tidlige udvikling fra 900-årene til 1200-årene

Hansen, Palle Birk, Næstved, 1984

Næstved By. Danske Byer og deres Mænd

Jensen, Andr. K. (red.), Århus, 1983 (1917)

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Næstved Købstads Historie (firebind i én)

Nielsen, Rasmus, Næstved, 1925

Resens Atlas: Sjælland. Atlas Danicus IA og IIPQR

Resen, P. H., Odense, 1994

Næstved 1135-1935

Smith, Otto, København, 1935

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.