Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Det første kendte privilegium for Nykøbing Mors er fra 1459, men allerede i 1299 omtales Nykøbing som købstad i kilderne, og datoen anses da også for købstadens grundlæggelse.[Note 1] Den første kirke er fra 1100-tallet, og i løbet af 1200-tallet voksede bebyggelsen omkring kirken, hvor fiskere og sømænd bosatte sig.

Byen er beliggende ved en sikker fjordbugt, og Mors er kendt for sin frugtbare jord, der gav et stort overskud af korn, hvilket øens eneste købstad kunne drage fordel af. I 1370 grundlagdes Jjhanitterklostret Dueholm lidt syd for byen,[Note 2] og selvom der i flere århundreder var uoverensstemmelser med klostret, så gav det trods alt omsætning til byens handlende. Reformationen løste problemet med johanitterne, men Dueholm var både i 1594 og 1640 i strid med købstaden om eksempelvis retten til at udsætte bundgarn.

Privilegiet af 1459 gav Nykøbing frihed til at købe, salte og drive fiskeri i Limfjorden, men udlændinge måtte kun søge til Ålborg eller andre ’behagelige havne’. I 1516 fik Ålborg og Løgstør monopol på saltning af sild, og det præciseredes specifikt, at Nibe, Sebbersund, Gøl og Klitgård ikke måtte bruges som saltepladser. Nykøbing nævnes ikke, men i praksis blev en del af rettighederne fra 1459 hermed frataget byen. I 1553 fik Nykøbing dog tilladelsen tilbage.

Et af de vigtigste privilegier, en købstad kunne få, var et defineret opland, og i 1460 fik borgerne i Nykøbing eneret på al handel på Mors. Oplandet var således af en fornuftig størrelse, klart afgrænset og forholdsvis tæt befolket på god landbrugsjord. Alle muligheder var med andre ord i orden, for at købstaden kunne vokse i størrelse og økonomisk betydning.

I 1560 nedbrændte stort set hele købstaden, og de næste par århundreder var der alvorlige brande i årene 1603, 1628, 1690 og 1715.[Note 3] Det største problem for Nykøbing var dog uomtvisteligt Ålborgs tilladelse til handel på hele Limfjorden, som de fik i 1655. Svenskekrigene var dog også hæmmende, ikke bare på grund af krigenes gængse byrder såsom plyndringer, indkvarteringer og øgede skatter, men også i form af en tendens til udflytning fra by til land.[Note 4]

Hvordan oplandsrettighederne er blevet håndhævet, er uvist, men i 1571 var det nødvendig at gentage forbudet mod forprang på Mors og at præcisere, at al handel skulle foregå i købstaden. Bønderne fik dog ret til at købe tømmer og bygningsdele til huse af skippere fra Halland og Norge.[Note 5] Denne undtagelse blev formentlig misbrugt af bønderne, for i 1698 gentoges forbudet med den tilføjelse, at hverken udlændinge eller indlændinge måtte losse eller lade købmandsvarer fra andre steder end i Nykøbing.

Omkring år 1700 havde Nykøbing sit absolutte lavpunkt, og byens havn, der tidligere var god, var nu blevet dårligere, hvilket dog blev udbedret i 1739 og igen i 1788. Når handelen var dårlig, blev borgerne naturligvis mere emsige med deres rettigheder, og sidst i 1600-tallet klagedes hyppigt over selv den mindste overtrædelse. Landhandel, ofte med varer sejlet til ulovlige havne af nordmænd, førte ofte til retslige afgørelser. Tidligste eksempel er en dom fra Viborg Landsting, hvor rådmand Laurids Christensen fra Viborg blev dømt for at have opkøbt korn på Mors. Det nævnes, at landprangere ofte indsneg sig på landet i små fartøjer og byttede deres købmandsvarer til korn, hvilket betød, at der ofte slet ingen korn kom til torvs i købstaden.

I 1698 vurderede stiftamtmanden, at Nykøbing Mors var den fattigste købstad i Jylland, og der blev klaget over, at en del småkøbmænd fra Ålborg drev forprang på Mors. Den allerede nævnte gentagelse af forbudet fra samme år har formentlig hjulpet, for i 1722 klagedee bønderne fra Nørre Herred til kongen over, at borgerne forbød dem at forhandle deres korn og bortføre det til andre steder samt at holde både og små fartøjer, som var nødvendige for dem, når de skulle hente træfang. De klagede samtidig over høje priser i købstaden, hvad tyder på, at fartøjerne nok ikke kun har skullet bruges til træfang, men ligeså meget til købmandsvarer.

Indberetningen af 1735 vidner om, at købstaden da igen var i vækst trods branden samme år, og både byens havn og handel med Norge fremhævedes. Det pointeredes, at borgerne i købstaden håndhævede rettighederne strengt, og at det ikke mere var tilladt småfartøjer fra Ålborg og Norge at tillægge på landet. Bønderne skulle endvidere være de fattigste og de eneste inden for 12 til 16 mils afstand fra Ålborg, som ikke nød godt af de billige varer fra Ålborgs mange skippere. Brænding af brændevin og brygning af øl havde købstaden dog ikke fået bugt med, og det var formentligt ikke bedre end i 1704, hvor det blev nævnt, at adskillige bønder og andre i omegnen af Nykøbing producerede til videresalg og gjorde forprang for at få råvarerne, især korn og humle.

Nykøbing har modsat andre middelalderlige købstæder formentligt ikke haft ugentlige torvedag og årlige markeder før langt op i perioden. Kildesituationen gør det dog umuligt at konkludere dette med sikkerhed. Først i 1738, hvor der blev tilladt et årligt marked på Vejerslev Hede godt 1,5 mil sydvest for byen, fik Mors et egentlig årsmarked. Tidligere havde Nykøbing dog et årligt marked den 26. september, hvis oprindelsestidspunkt er uvist. Morsingerne har formentligt ofte søgt til Vestervig Marked, idet privilegium af 1573 specifikt omtaler Lemvig og Nykøbing Mors som ofrene for en tidligere flytning af markedet til Thisted. Vejerslev Marked har formentligt taget omsætning fra købstaden, og i 1782 forsøgte denne at få markedet afskaffet, hvad dog også skete, men først i 1806. I 1782 fik købstaden tillige et krammarked til afholdelse lidt uden for byen samt yderligere to markeder med slagtekvæg og gæs.[Note 6] Et årsmarked kunne være en god forretning for en købstad, men også en stor byrde. Alt afhang af sammensætningen af den lokale handel og markedsgæsterne. En lille købstad som Nykøbing havde intet håndværkslav, og der var generelt mange landhåndværkere på Mors. At Mors er en ø, har naturligvis betydet, at årsmarkederne var mere lokale end regionale.

Torvedagen blev i 1698 fastsat til torsdag, men forsvandt på et senere tidspunkt. Danske Atlas fra 1769 skriver, at Nykøbing ingen torvedag har, men at lørdag var den almindeligste.

Trods begyndende opgang fra omkring 1730, var det først fra omkring 1805, at købstaden oplevede ubrudt vækst. Ålborgs dominans forsvandt langsomt, og især gennembruddet af kanalen ved Løgstør i 1775 gav nye handelsmuligheder som afløsning for sildefiskeriet, der midt i 1700-tallet næsten var forsvundet.[Note 7] Der kom nu væsentlig mere sejlads til Norge og København, og det blev rentabelt at forbedre havnen, så man slap for den fordyrende pramning.

I 1825 gennembrød havet Agger Tange, og fra 1835 havde Nykøbing også en vandvej til Nordsøen. Det var nu tydeligvis uholdbart at have toldsted i Ålborg, og i 1841 fik købstaden toldretten, som den mistede i 1655, tilbage. Hvor købmændene i byen stort set kun var høkere for Ålborgs købmænd i 1799, var dette skiftet 50 år senere, da befolkningstallet steg som aldrig tidligere. Privilegierne krænkedes på dette tidspunkt åbenlyst i smug, og da en skipper i 1839 landsatte en ladning trælast ved Skarregaard på nordkysten, og amtmanden fandt ud af det, anbefalede han blot en ophævelse af privilegiet af 19. marts 1698, hvad skete 5. juni samme år.[Note 8] På samme måde blev det i 1831 indskærpet, af bissekræmmeri var ulovligt; i 1840 blev der ligefrem dannet et selskab mod samme, men kun 10 år var borgernes fokus flyttet væk fra rettigheder og over mod frihandel.[Note 9]

I 1843 fik Nykøbing tilladelse til at afholde et hestemarked hvert år i fastelavnsugen, og det står klart, at Nykøbing ikke mistede handelsopland ved lempelser i lovgivningen, men tværtom befæstede sit handelsherredømme. I 1853 kom den første industri til byen i form af et jernstøberi, og fra 1873 var der dampfærge i rutefart til Glyngøre, hvilket ti år senere afløstes af en jernbanefærge.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur