De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Nykøbing F.

Nykøbing F.

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Det er uvist, hvornår Nykøbing på Falster fik sine købstadsprivilegier. Den første kendte stadfæstelse er fra 1451, men et brev af 26. juli 1488 vidner om, at privilegierne er opstået under kong Erik 6. Menved i perioden 1486 til 1320. Dette underbygges af andre kilder, der betragter byen som købstad i år 1315 og 1317.[Note 1] Nykøbing var fra starten en lille by med et begrænset opland, der i høj grad levede af fiskeriet. Kun mod nord var der udstrakte opdyrkede områder, hvor bønderne fandt det naturligt at handle med købstaden.[Note 2] Byens beliggenhed grunder i overfarten til Lolland, og byen ligger således der, hvor strædet er smallest.

Det har gennem århundrederne flere gange været nødvendigt at indskærpe og præcisere købstadens handelsrettigheder. Første gang allerede i 1451, da fogeder og embedsmænd fik forbud mod at udøve forprang fra byskovene. Nykøbing Falster havde en god, men også farlig beliggenhed i forhold til Lübeck, og dette forhold fik afgørende betydning for byens udvikling såvelsom for de øvrige købstæder i regionen. Købstæderne på Lolland, Falster og Møn var udsat for intens konkurrence fra bøndernes handelsaktiviteter, som havde dybe historiske rødder i handelen på Nordtyskland og Skånemarkederne. I fællesprivilegiet af 1516 blev det bestemt, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ikke måtte sejle til Tyskland med egne skibe og egne varer, men derimod gerne til indenrigske købstæder. I 1526 gav Frederik 1. igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange frem til, da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1586 svingede pendulet den anden vej, og al handel i udhavne blev forbudt bortset fra Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred, Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred, Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred, Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred, Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred og Gedser Havn i Falsters Sønder Herred.[Note 3]

Ulovlig handel var således et stort problem for Nykøbing Falster,og kilderne vidner om, at byen fra slutningen af 1500-tallet helt op til næringslovens indførelse i 1857 har haft svært ved at håndhæve sine privilegier. I 1594 præciseredes, at adelen kun måtte købe øl til eget forbrug, hvad givet var en hentydning til, at adelen havde købt tysk øl til videresalg uden om købstæderne. Året efter klagedes der over ulovlig handel ved Gedser havn. Allerede i 1597 var der problemer igen, og borgmestre og byråd klagede over, at to navngivne personer fra Samsø og København gjorde land- og forkøb i området. Bøndernes selvstændige handel med Tyskland omtales igen som et problem i 1633. At det var svært for byen at stoppe ulovlig handel, skyldes givet, at lovgivningen skelnede mellem varegrupperne og gjorde det nemt for bønderne at købe og sælge ulovligt. I 1630 blev det for eksempel lovligt for bønderne selv at udføre gamle heste.[Note 4] I 1634 var det nødvendigt at præcisere byens eneret med hensyn til salg af øl og vin. Nykøbing oplevede dog generelt en velstående tid i starten af 1600-tallet, idet enkedronningens tilstedeværelse i byen bragte stor omsætning med sig.

Hoffet rejste fra byen i 1668, og de næste to hundrede år var ingen stor periode i byens historie, selvom militæret bragte nogen handel med sig i 1600-tallets slutning. Slottet blev som det øvrige krongods i byen solgt og slutteligt nedrevet. Kilderne giver flere eksempel på ulovlig handel i starten og midten af 1800-tallet, men det har ikke været i samme organiserede omfang som i tidligere tider.[Note 5]

Næringsloven af 1857 ramte ikke byen særligt hårdt, og det faktum, at byen fik bro til Lolland i 1866, bevirkede, at handelsoplandet med ét blev potentielt godt 50 procent større. Det anslås, at 10.000 ud af Falsters 18.000 indbyggere sidst i perioden skulle søge til Nykøbing, men virkeligheden har været en helt anden.

Noter

[Note 1] Nørregård 1977. Bind 1:54 ff. Andre kilder tager jordebogens beretning fra 1250'erne om en Købing på Falster som et udtryk for eksistensen af Nykøbing. Nørregård finder det langt mere sandsynligt, at nævnte købing var Stubbekøbing. Centralibiblioteket (udg.) 1940:9 og Nørregård 1977. Bind 1:54ff.
[Note 2] Nørregård 1977. Bind 1:21.
[Note 3] Bitsch Christensen 2005: 107f.
[Note 4] Nørregård 1977. Bind 1:271, som henviser til Kancelliets Brevbøger 22. november 1630.
[Note 5] Nogle eksempler: I 1830'erne var en bisskræmmerfamilie ved navn Lublin aktiv, og i 1841 solgtes snedkerarbejde fra landet, det såkaldte bønhaseri. En møller fra Ejegod Mølle ved navn Jappe holdt udsalg, og en købmand drev landprang via lærlinge og hjælpere. Nørregård 1977. Bind 2:116.

Privilegier og bestemmelser

1286-1320 Kong Erik 6. Menved giver Nykøbing F. status af købstad.[Note 1]
1451 Kong Christian 1. stadfæster 1451[Note 2] gældende privilegier, herunder fritagelse af told i hele riget med undtagelse i Skanør.
1451 21. januar Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og præciserer, at byens skov vitterligt er byens, samt at fogeder og embedsmænd ikke må drive forprang på stedet.
1454 Kong Christian 1. forbyder forprang og høkeri på landet samt bøndernes sejlads uden for bestemte tider.
1455 30. marts Kong Christian 1. forbyder udenlandske købmænd at sælge deres varer alenvis og skæppevis, idet denne handel er forbeholdt købstædernes borgere.
1468 30. november Kong Christian 1. stadfæster dele af tidligere privilegier.[Note 3]
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 4] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 5]
1483 27. september Kong Hans stadfæster gældende privilegier, herunder retten til at nyde sin byskov.
1513 29. august Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 6]
1514 1. juli Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1516 19. marts Kong Christian 2. præciserer adskillige forhold vedrørende handel. Bønderne på Sjælland, Lolland-Falster og Møn forbydes at sejle direkte til Tyskland uden om købstæderne, men det noteres, at købmændene i købstæderne skal betale rimelige priser for deres varer. Det indskærpes endvidere, at borgerne må og skal håndhæve privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere, samt at ingen kirkelige og adelige skal købe øksne med fremmede penge, og at embedsmænd kun må købe til eget behov.[Note 7]
1516 23. marts (omk.) Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab.
1521 10. februar Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 8]
1521 10. februar Borgmestre og Råd i København sender Nykøbing Falster en kopi af stadsretten, der blandt andet præciserer, at handel på landet er forbudt.[Note 9]
1521 26. marts Borgmestre og Råd i København sender Nykøbing Falster en kopi af fællesprivilegierne for Sjælland, Lolland-Falster og Møn.
1523 14. august Kong Frederik 1. giver bønderne tilladelse til at sejle til og fra Tyskland, som de måtte tidligere.[Note 10]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1560 30. april Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1578 7. november Kong Frederik 2. forbyder bønder på Lolland-Falster at gøre indgreb i den borgerlige næring.[Note 11]
1585 22. august Kong Frederik 2. indskærper, at på Falster må der kun ind- og udskibes fra Nykøbing, Stubbekøbing og havnene i Guldborg, Gåbense og Gedser.[Note 12]
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1608 25. maj Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1630 22. novemebr Kong Christian 4. stadfæster et privilegium, som giver bønderne ret til selv at udføre gamle heste.[Note 13]
1634 31. maj Kong Christian 4. forbyder bønderne at købe vin og øl andre steder end i købstæderne.[Note 14]
1634 31. maj Mellem bønderne og købstadsborgerne på Lolland og Falster er der opstået uenighed om forståelsen af de kongelige forordninger og breve i forbindelse med borgernes køb af varer, bøndernes sejlads og anden ud- og opskibning på Lolland og Falster. Parterne er nået frem til følgende konsensus: Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen, og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland). Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året, må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland).
1635 4. juli Prins Christian forbyder udførsel af levnedsmidler fra Falster. Det præciseres, at der skal være torvedage hver onsdag og lørdag, samt at hemmelig udskibning fra landsbyerne og forprang ikke må finde sted.[Note 15]
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 16]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Brev til købstaden Borre af 26. juli 1488 vidner om, at privilegierne er givet under Kong Erik 6. Menved. Andre kilder omtaler Nykøbing F. som eksisterende købstad i 1315 og 1317. Nørregård 1977. Bind 1:54 ff. Lind 1953:6 nævner mærkeligt nok, at byen i 1939 fejrede sit 400 års købstadjubilæum.
[Note 2] Fem-tallet er usikkert ifølge Kroman. Nørregård omtaler priviligium af 18. maj 1461 - kan være lig med dette privilegium.
[Note 3] Nørregård 1977. Bind 1:55. Henviser til Kroman 1955. Bind 3:208.
[Note 4] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 5] Degn 1991:655.
[Note 6] Nørregård daterer privilegiet til 24. august 1513, men henviser til Kroman, som daterer til 29. august 1513. Nørregård 1977. Bind 1:113.
[Note 7] Nørregård 1977. Bind 1:113 benævner fejlagtigt privilegiet af 23. marts 1516, men henviser til Kroman, som daterer det til 19. marts 1519.
[Note 8] Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne.
[Note 9] Nørregård 1977. Bind 1:114, som henviser til Kroman 1955: Bind 3:462-469.
[Note 10] Nørregård 1977. Bind 1:114., som henviser til Kong Frederik 1.s danske Registranter, ved Kr. Erslev & W. Mollerup 1879:17.
[Note 11] Nørregård 1977. Bind 1:199., som henviser til Sechers Forordninger I, 1887-88:29.
[Note 12] Nørregård 1977. Bind 1:199., som henviser til Sechers Forordninger II, 1887-88:401-406.
[Note 13] Nørregård 1977. Bind 1:271, som henviser til Kancelliets Brevbøger 22. november 1630.
[Note 14] Nørregård 1977. Bind 1:271., som henviser til Smål. Reg. 31. maj 1634.
[Note 15] Nørregård 1977. Bind 1:271ff, som henviser til Prins Christians breve 4. juli 1635.
[Note 16] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Nykøbing F. En historisk oversigt

Centralbiblioteket i Nykøbing Falster, Nykøbing F., 1940

Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800 (Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad:47-136)

Christensen, Søren Bitsch, Århus, 2005

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Nykøbing F

Lind, Mogens, Nykøbing F, 1953

Nykøbing på Falster gennem tiderne. Anden del – Demokratiets vækst

Nørregård, Georg, Nykøbing F., 1982

Nykøbing på Falster gennem tiderne. Førstel del - Dronningernes by

Nørregård, Georg, Nykøbing F., 1977

Det gamle Nykøbing F

Paamejer, Wilhelm, Nykøbing F., 1969

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.