Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nyborg var ifølge privilegium af 1292 købstad under kong Valdemar, hvilket vil sige i perioden 1202-1241. Navnet fik købstaden efter den nye borg grundlagt omkring år 1170, og da et kongebrev udstedtes her allerede i 1193, er det langtfra usandsynligt, at Nyborg fik sine privilegier allerede i slutningen af 1100-tallet.[Note 1] Den nye borg og købstad ved det store bælt lå centralt i Danmark, hvad var afgørende for, at denne købstad i 1200-tallet blev hjemsted for de tilbagevendende Danehof. Dette gav stor handel og prestige til Nyborg, som var i decideret vækst i midten af 1200-tallet og i 1271 fik egen stadsret.

I 1299 fik Nyborg det første af flere vigtige privilegier, og købstaden havde mere end andre købstæder kongemagtens opmærksomhed. Indbyggerne i Vindinge Herred blev pålagt at holde ting i Nyborg, hvilket har fundet sted i forbindelse med torvedagen, som blev fastsat til onsdag. Dette privilegium gentages flere gange helt frem til 1400-tallet. I 1410 fik Nyborg endvidere samme privilegier som borgerne i Odense, den ældste og største købstad på Fyn.

Danehoffet blev afholdt i Nyborg helt frem til 1413, og selvom betydningen heraf var mindre væsentlig fra 1320 og frem, var grunden lagt til, at Nyborg også fremover blev betragtet som mere end blot en mellemstor købstad. Privilegiet af 1446 forbød forprang i både Gudme og Vindinge Herred og, hvad vigtigere er, pålagde indbyggerne i disse to herreder at søge torv i Nyborg. Samtidigt blev alle ulovlige havne mellem Svendborg, Slipshavn (Nyborgs havn) og Kerteminde forbudt. 1446-privilegiet, som også gav Nyborg tilladelse til afholdelse af et årsmarked i byen, er af stor vigtighed først og fremmest på grund af oplandsdefinitionen, der gav Nyborg et opland af en størrelse, som sjældent blev defineret til andre end de største jyske købstæder. Året efter blev smede, skomagere, skræddere og andre håndværkere i Vindinge Herred påbudt at flytte til købstæderne, og selvom adelens gårde var undtaget, er det tydeligt, at Nyborgs funktion som handels- og håndværkscentrum ikke blot var tomme ord, hvad det var for flere mindre købstæder. Da kongen og følget ofte rejste via Nyborg, som dermed var pålagt store forpligtigelser i den henseende, fik købstaden i 1449 hele 40 års skattefrihed.

I 1500-tallet blev Nyborg fortsat begunstiget. I 1560 fik byen retten til at opkræve sundtold, hvilket syv år senere udvidedes i en sådan grad, at Nyborg herefter kom ind i en storhedstid.[Note 2] I 1546 fik Nyborg desuden præciseret i sine privilegier, og at adelige, præster og landbeboere ikke måtte drive handel, at det var forbudt for fremmede købmænd at rejse omkring på landet, ligesom der indførtes hårdere straffe for brug af ulovlige havne. Alle håndværkere på nær grovsmede blev desuden pålagt at søge købstaden. Præciseringerne var typiske, og intet tyder på, at problemerne med ulovlig handel har været udpræget for Nyborg, tværtimod.

I 1520'erne var Nyborg tæt på at blive hovedstad, og Grevens Fejde i 1530'erne cementerede yderligere Nyborgs position. Borgen blev udbygget flere gange, og man kan sige, at Nyborg i slutningen af 1500-tallet havde en militær styrke som aldrig tidligere. Strømtolden gav byen betydelige indtægter, og Nyborg blev med tiden en velstående by. Havnen blev i denne tid betragtet som den næstbedste i Danmark, og det var i høj grad handel, borgerskabet ernærede sig af. Kong Frederik 2. gæstede tit byen og skænkede under sin regeringstid byen et torv samt en grund til rådhuset. Nyborg var i tiden omkring år 1600 mere rig end stor rent befolkningsmæssigt. En kombination af beliggenheden, den gode havn og foretagsomme handelsmænd gjorde, at kongerne så en fremtid i Nyborg, der i denne periode var mere velfungerende end de fleste andre købstæder.

De første årtier i 1600-tallet var også gunstige for Nyborg, der i 1624 blev en vigtig station på postruten København-Hamborg. Storebælts betydning steg, og Nyborg blev en gennemfartsby med de fordele, det gav byens handelsliv. I år 1600 blev Hindsholm ved Kerteminde pålagt at søge mølle i Nyborg, og i 1632 blev Nyborg sammen med Kerteminde og Helsingør som de eneste købstæder fritaget for den forhøjede Øresundstold. To år senere, i 1634, fik Nyborg ret til at afholde et årligt fæ- og hestemarked den 16. oktober og i 1646 desuden ret til et hestemarked hver onsdag før fastelavn til Philippi Jacobi dag. I 1643 præciseredes endvidere, at heste fra Fyn, Lolland og Falster kun måtte udskibes fra Assens, Fåborg, Gedser, Rødby og Nyborg. Købstaden havde således en lovfæstet position i det fynske købstadshierarki, som gjorde den meget svær at ignorere.

I 1650'erne blev Nyborg ramt af pestepidemi, og besættelsen 1658-1659 blev afløst af en befrielse, der ikke var stort bedre. Denne krigsafslutning kunne således have varslet nye og dårlige tider for Nyborg, hvad dog ikke skete, i hvert fald på papiret. I 1661 blev Nyborg sammen med Korsør, København, Nakskov og Fredericia begunstiget med stabelstadsprivilegiet. Disse købstæder var således de eneste, som måtte udskibe til eksport, hvad i teorien betød en koncentration af handel og kapital til stor fordel for Nyborgs borgere. Privilegiet blev ikke håndhævet slavisk, og det gjorde det ikke bedre, at en lettere korrupt embedsmand ved navn Rausch blev sat til at administrere det. Han blev senere dømt.

Trods gode privilegier lykkedes det ikke Nyborg at genvinde sin dominans på egnen, hvad i stor udstrækning er begrundet i følgerne af krigene sidst i 1650'erne. Efter krigen var store dele af omegnens gårde afbrændt, marker uopdyrket og skovene generelt forhuggede. I 1674 var nedturen i gang, og stabelstadsprivilegiet blev ikke så givtigt, som det var tiltænkt. I 1682 udvidedes den eksklusive klub af stabelstæder, og da stabelstadsideen gradvist ignoreredes af andre købstæder, blev loven ophævet i 1698. Privilegiet havde dog længe inden været sat ud af kraft.[Note 3]

Jorden omkring Nyborg var dårligt egnet til korndyrkning, og det gjorde det ikke bedre, at der var misvækst i årene 1674, 1681 og 1699. At Nyborg ikke som tidligere indtog en altdominerende stilling på egnen er tydeligt, og i 1674 klagede byen sammen med Odense, Assens og Middelfart over fåborgensere, der opkøbte ved deres byporte. Odense var dog inde i en gunstig udvikling, som står i kontrast til de øvrige fynske købstæders udvikling, med Fåborg som en mulig undtagelse.

I 1700-tallet fortsatte den dårlige udvikling, og med udbrud af kvægpest i perioden 1745 til 1751 var der grobund for pessimisme. I 1759 blev fæstningen nedlagt, og befolkningen var modsat 150 år tidligere relativt fattige. I slutningen af 1700-tallet blev Nyborg ramt af flere brande, værst var den i 1797, som angiveligt berørte halvdelen af byens ejendomme. Ved folketællingen i 1801 var Nyborg da også blevet overhalet af Svendborg, selvom der relativt set ikke var de store udsving i de fynske købstæders interne hierarki.

I 1800-tallet vendte udviklingen i kraft af de bedre konjunkturer, og genopbygningen efter brandene gav så stor aktivitet, at der taltes om ’det lille København’. Dette var dog en stor overdrivelse, for selvom Nyborg i perioden 1800 til 1860 fordoblede sit indbyggertal, så var udviklingen noget større for både Svendborg og Odense. Pengekrisen i 1814 ramte Nyborg hårdt, og købstaden var ikke specielt præget af industrialiseringen med de fordele, den bragte med sig. I 1828 lagde det første dampskib til kaj i Nyborg, og bedre tider fra omkring 1835 var medvirkende til at danne basis for en spirende industri omkring 1850 og en stor stigning i søfarten. Perioden fra 1850 til 1870 blev en storhedstid for Nyborgs søfart, og strømtoldens definitive ophør i 1857 har ikke haft en mærkbar effekt.

I 1800-tallet var der store markeder fem gange om året. Tre forårsmarkeder den anden, fjerde og sjette uge i fasten med heste og i juli et sommermarked med kram. I oktober måned afholdtes desuden St. Galli-markedet, samme marked, som fra 1634 blev afholdt med fæ og heste, men som i 1800-tallet også omfattede kram, korn og fedevarer. Dette marked blev tidligere afholdt i Vindinge, og et andet Vindingemarked blev i 1700-tallet også flyttet til Nyborg med afholdelse på St. Matthaei dag den 21. september. De tre forårsmarkeder er givet de samme, som tillades i 1646-privilegiet, mens juli-markedet må være af nyere dato. Vor Frue markedet, som Nyborg fik tilladelse til at afholde i 1446, afholdtes ikke mere, men blev tidligere afholdt på Maria Bebudelsesdag den 25. marts.[Note 4] Nyborg havde således adskillige årlige markeder, hvad byens regionale position så afgjort også berettigede den til.

Egentlige torvedage omtales allerede i privilegiet af 1299, hvor den sættes til onsdag. I 1800-tallet var der efter sigende livlig handel hver onsdag og især lørdag. Hvorvidt Nyborg på dette tidspunkt havde to ugentlige torvedage, er uvist, men meget tyder på det.[Note 5]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur