Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Navnet Nibe optræder første gang i kilderne i 1377, men der var næppe tale om en egentlig by før 1450.[Note 1] Den spæde oprindelse er med sikkerhed sket med udgangspunkt i et fiskerleje, og området omkring Nibe var da også kendt for sin store sildebestand. Indtil omkring 1370 var sildemarkedet i Skanør klart det største, men i 1400-tallet blev Limfjordssilden af stor regional betydning, og Nibesilden blev nærmest et varemærke. Nibe voksede hurtigt og var formentligt allerede i slutningen af 1400-tallet en by med købstadskarakter. Byen blev blandt andet kendt for det store marked hvert år i pinsedagene. Nibes vækst var dog truet, idet afstanden til Ålborg var kort, og den store købstad med stor stædighed fastholdt og udbyggede sine rettigheder ikke bare i forhold til det nærmeste opland, men i forhold til hele Limfjordsregionen.

I perioden fra 1449 til 1727, hvor Nibe får officiel status af købstad, optræder Nibe flere gange i privilegierne for Ålborg, men enkelte gange dog også som privilegeret by. Ålborg fik adskillige vigtige privilegier, som direkte påvirkede Nibe, der på mange måder var en torn i øjet på Ålborgs borgerskab. Nibe ernærede sig hovedsageligt af fiskeri, og da sildefangsten varierede meget fra år til år, har Nibes betydning varieret over tid. Ålborg fik allerede i 1462 defineret sit opland som værende hele fire mil, hvad i århundrederne fremover skulle vise sig at få stor betydning.

Nibe havde specielt i højsæsonen mange tilsejlende besøgende til sine salterier og fik hermed et forholdsvis stort handelsliv og adskillige beværtninger med krohold. I slutningen af 1400-tallet flyttedes Nibes velbesøgte pinsemarked til Ålborg, og samtidig blev det præciseret, at købmænd kun måtte opholde sig i Nibe i fisketiden. Omkring år 1500 var Nibe blevet større end flere købstæder, men alligevel fik Ålborg og Løgstør i 1516 eneret på saltning af sild i hele Limfjorden til Nibes store fortrydelse. To år senere indførtes dog en lempelse, men generelt havde Ålborg held til at kue Nibe rent lovmæssigt. I den praktiske virkelighed overtrådte indbyggerne i Nibe dog ofte Ålborgs privilegier, hvilket kun forstærkedes af Nibes størrelse og senere rettigheder. I 1545 var Nibe velbesøgt, og da der ofte var uroligheder i byen, tildeltes byen birkeret, som normalt var forbeholdt store godser og købstæder. En egentlig købstad var byen dog ikke, og i 1570 præciseredes eksempelvis, at ingen udlændinge måtte drive handel og fiskeri ved Nibe uden kongelig tilladelse.

I slutningen af 1500-tallet var fiskeriet aftaget, og Nibe var hårdt ramt, idet der i hele birket var meget få landmænd, og byens trivsel var afhængig af silden. Privilegierne vidner om, at Flensborgopkøbere har opkøbt sild i Nibe, samt at Nibe har haft for mange håndværkere. Omkring 1635 vendte udviklingen, og der var igen fremgang i Nibe, en vækst, som blev iagttaget på højeste plan. Så trods det faktum, at byen ikke var købstad, fik Nibe konsumptionsforpligtigelse i 1673. Dette var sammen med birkeretten tydelige tegn på, at Nibe ikke mere blot var et fiskerleje, hvad Ålborg dog til stadighed insisterede på. Forholdet mellem Nibe og Ålborg udviklede sig i disse år nærmest til had af flere grunde, heriblandt at konsumptionsretten var forpagtet til borgere i Ålborg. Nibe klagede ofte over Ålborgs dominans, men klagerne skulle desværre for dem gå igennem amtmanden i Ålborg.

I 1673 blev flere indbyggere i Nibe sigtet for at have drevet småkræmmeri, handel med øl, brændevin og tobaksvarer samt naturligvis krohold. Ålborg krævede firemilegrænsen overholdt, hvad Nibe nægtede med det gode argument, at byen med konsumptionen var blevet en by, der med kongens ord drev anden næring end landbrug. Kulminationen på konflikten var ubetinget, da Ålborg i 1676 blev pålagt at hverve 70 mænd til krigen i Skåne. Da Nibe lå under distriktet, besluttede ålborgenserne at hente alle 70 mænd i Nibe, hvilket dog ikke lykkedes.[Note 2] Kong Christian 5. indså problemets omfang og besluttede, at for fremtiden skulle Nibe høre under Viborgs administration.

I slutningen af 1600-tallet fordobledes Nibes indbyggertal, og med de ordnede forhold til Ålborg var vejen banet for vækst. Først skulle byen dog tåle, at Ålborg i 1682 udnævntes til stabelstad for hele Nordjylland, men værre for Nibe var, at al handel på fiskerlejerne i Ålborgs privilegerede opland blev forbudt i 1693. I 1699 fik alle rigets indbyggere dog ret til at sejle til Nibe samt ret til selv at udføre deres fisk til det øvrige Danmark og Norge. I samme brev blev der desuden givet tilladelse til at afholde et tredages marked med fæ hvert år fra den 19. september. Ålborg havde dog ikke i sinde at opgive kontrollen med Nibe, og i de første år af 1720'erne måtte kongen præcisere, at borgerskabet i Ålborg, og især købmand Gleerup, skulle respektere Nibes rettigheder. Nibe betalte i denne tid konsumption som 3-4 købstæder, og situationen var uholdbar. Lovgivningen har generelt været pragmatisk med god plads til fortolkninger, hvilket ofte førte til klager fra begge sider og nye kongebreve med præciseringer.

Den 19. september 1727 fik Nibe endelig status af købstad, og selvom Ålborg havde en defineret firemilsgrænse, fik Nibe nu monopol på handel og håndværk i deres by og det nærmeste opland (dette må man da formode, idet der ikke blev givet faste regler for oplandets størrelse). Det er vigtigt at nævne, at selvom Nibe blev købstad, så havde Ålborg store privilegier, der systematisk gjorde indgreb i den borgerlige næring for samtlige købstæder ved Limfjorden. Flere købstæder fik dog med tiden undtagelser, men først fra 1841, da alle købstæder fik toldret, kan man tale om lige handelsvilkår. Det nyvundne privilegium blev omgående brugt af Nibe til at få Ålborg-købmanden Gleerup fjernet fra byen, men selvom det blev forsøgt, lykkedes det ikke for Nibe at få fjernet en anden ålborgensers saltebod i Lundbæk.

Nibes handelsopland blev som nævnt ikke defineret i privilegierne, og indtil 1769 strakte oplandet sig kun en halv mil i retning af Ålborg. I 1769 besluttede byfogeden Lybecker, at der skulle være ordnede forhold og lavede en bindende aftale med Ålborg. Grænsen blev trukket nogenlunde midt imellem byerne. Duedalen mellem Frejlev og Restrup skulle være skellet, og Nibe fik således Restrup brohus og byerne Sønderholm, Tostrup, Nyrup, Nørholm og Klitgård under sig. Mod Løgstør aftales i samme forbindelse, at Nibes opland omfattede Sebber og Ajstrup Sogne samt Farstrup og Stavn.[Note 3] Grænsen mod øst gik ifølge anden kilde omtrent halvvejen til Hobro og mod syd langt ned mod Viborg. Det tilføjes endvidere, at bønder fra skovegnen ved Rold hyppigt besøgte Nibe, samt at der var livlig forbindelse med en del af Hanherred, Gøl og Øland.

Næppe var Nibe blevet købstad, før sildefiskeriet igen var på retur, og først i 1800-tallet kom byen ind i en længere vækstperiode. Denne glansperiode var modsat tidligere vækstperioder ikke på Ålborgs hænder, og byen fik et mere velstående borgerskab. Søfarten var på niveau med almindelige købstæder, og handel skete typisk med Norge, København og naturligvis Ålborg. I 1828 forsvandt silden pludselig, og det påvirkede Nibe i stor stil, selvom byen nu mere end i 1700-tallet også var baseret på handel med opland.

Den første industri kom til Nibe i 1840'erne, og selv uden fiskeriet og den medfølgende handel formåede Nibe med hensyn til størrelse at følge med væksten i købstæderne overalt i kongeriget. Nibe blev først forbundet med jernbanenettet i 1899, men jernbaneforbindelsen og bedre vejforhold i 1800-tallets midte var blot med til at fratage byen opland i forhold til Løgstør, Ålborg, Hobro og Viborg.

Faste torvedage nævnes ikke i privilegierne, og det er tvivlsomt, om der i Nibe med den store fokus på fiskeriet overhovedet har været basis for faste torvedage. Udover pinsemarkedet, som i slutningen af 1400-tallet flyttedes til Ålborg, og det selvdannede marked otte dage før pinsen, som blev gjort ulovligt i 1594, har fra 1699 kun været afholdt et marked med fæ hvert år fra den 19. til den 22. september. I starten af 1800-tallet var der kommet to nye markeder til, hvilket forøgedes med to nye til afholdelse i maj og september samt to mere i 1840 og 1868.[Note 4] Indbyggerne på Nibeegnen besøgte desuden ofte markederne i Ravnsø mellem Århus og Silkeborg, samt Lerup marked i det østlige Hanherred.

Nibe blev aldrig en større købstad, dels fordi byen sent fik sine privilegier, dels på grund af modsætningen mellem Ålborgs mange privilegier og Nibes handelsmæssige vækst. Da Nibe blev købstad, var sildens betydning mindre, og da silden helt forsvandt fra 1828, forvandledes Nibe gradvist til en typisk dansk købstad, der ernærede sig af handelen med oplandet og fra sidst i perioden også af industri.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur