Oplandskort

Opland

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nexø er beliggende på kysten i det sydøstlige Bornholm. Da øen fik central placering i de internationale handelsveje under opsvinget ca. 1050-1270, opstod der med tiden et fiskerleje, hvor Nexø i dag ligger. Sildens tilstedeværelse i Østersøen bragte rigdom til øen, og Nexøs rigdom har gennem tiderne stået og faldet med fiskeriets vilkår. Landbruget var dog det største erhverv på øen, og fremmede opkøbere kom til øen ligesåvel som bissekræmmere, der falbød deres varer i fangsttiden fra den 24. august til den 9. oktober.

Det er uvist, hvornår Nexø blev købstad, men i 1346 fik byen birkeret og var i praksis blevet købstad. Tidligere kilder kendes ikke, men det kan bestemt ikke udelukkes, at Nexø fik købstadsret tidligere end 1346.[Note 1] Kapellet ved byen er fra 1300-tallet, og der må have været stor handel inden da. I 1499 pålagdes bønderne på Bornholm at søge torv i Rønne, Åkirkeby og Nexø på deres respektive torvedage, men om det er lykkedes Nexø at virke som handelscentrum for det østlige Bormholm, er højst usikkert. 1500-tallet var en periode med systematisk prangeri, og østkystens mange fiskerlejer var velbesøgte af tyske handelsmænd, som Nexø ikke kunne udkonkurrere.[Note 2]

Privilegierne for Nexø og generelt for Bornholm vidner om, at handelsrettighederne har været stort set umulige at håndhæve i 1500-tallet, og specielt i lübeckertiden fra 1525 til 1576 har købstæderne ikke haft en chance for at udnytte deres rettigheder. I 1555 ble det forbudt udlændinge at gøre landkøb i købstæderne ved kysten, men allerede i 1563 var det nødvendigt at gentage loven. Købmænd fra de nordtyske hansastæder ignorerede i stort omfang dansk købstadslovgivning og opkøbte, hvor de ville helt uden hensyn til købstæderne. I 1577 indskærpedes, at ingen udlændinge måtte opstille kramboder uden for de tilladte perioder, hvilket igen var et forsøg på at undgå systematiske overtrædelser af købstædernes handelsrettigheder. Borgerstanden var presset, og privilegierne af 1592 og 1593, der forbød naturaliehandel mellem bønderne og den lokale præst, skal givet ses i det lys. Bornholm indtog dog en særstilling i det danske rige efter 1600-tallets dansk-svenske krige, og øens perifære placering og de realpolitiske vilkår betød, at øens indbyggere havde held til at undgå eller formindske skattekrav, som gjaldt det øvrige rige. I 1786 fik bornholmerne eksempelvis omgjort loven fra året før, der forbød udførsel af heste og svin samt forbød bønderne at brænde brændevin.

Nexøs havn var dårlig, og byen måtte i længere perioder ernære sig mere af sine store bymarker end af fiskeri. Nexø var som de andre bornholmske købstæder på dette tidspunkt ikke deciderede handelsbyer, og store dele af byens opland var da også kun øde strandmarker og ubefolkede skovarealer. Fiskelejerne Snogebæk og Aarsdale havde permanent bebyggelse, men i denne tid var bøndergårdene næsten helt selvforsynende, og det har været normalt, at fiskerne handlede med de lokale bønder.

I 1645 hærgedes byen af svenskerne, og søfarten var på grund af havneforholdene så ringe, at der i 1688 kun var ét skib, som besejlede Lübeck og København. Med tiden kom der dog lidt gang i søfarten, og enkelte skibe sejlede i rutefart fra København til St. Petersborg, Riga og Danzig. I forbindelse med skibsfarten foregik der omfattende ulovlig handel, et problem, som kun forstærkedes af særrettigheder til en tysk koloni og deres gilde, som ligefrem havde fri handel i Nexø mod en årlig betaling. Nexø havde tidligere haft frihed i Kolberg, hvad dog blev frataget allerede i 1524.[Note 3] I både 1500-tallet og 1600-tallet er der adskillige eksempler på landprang, der klart har virket hæmmende for Nexøs udvikling. I 1556 stjal nogle borgere i Nexø eksempelvis et skib fra en bonde for at stoppe hans ulovlige handel. I løbet af 1600-tallet blev det trods alt bedre, men selvom Nexø var Bornholms andenstørste købstad, var det kun Rønne, der med tiden kunne betegnes som økonomisk velfungerende.

I 1738 kæmpede de fleste af byerne på øen, heriblandt Nexø, stadig med de fremmede købmænd, og handel og håndværk var generelt indskrænket til et absolut minimum. Nexøs problemer var større end de fleste andre købstæder på øen, idet det tog adskillige årtier at komme over branden og plyndringerne i 1510 samt bombardementet og plyndringerne i 1645. Pesten i 1654 fratog desuden byen hele 413 indbyggere, hvad på dette tidspunkt har halveret indbyggertallet.

Først fra omkring 1750 var der fremgang at spore, da konjunkturerne ændrede sig, og der kom industri til byen i form af et stenbrud. I 1753 var der kun 989 indbyggere i Neksø, i år 1800 var tallet vokset til 1.300. Neksø var således stadig andenstørste købstad på Bornholm, men dog noget mindre end Rønne. At købstæderne på øen ikke nød stor respekt, kan ses ved det forhold, at Bodilsker under en halv mil fra Neksø havde hele 779 indbyggere. Forskellen mellem bondeby, fiskerleje og købstad var således ikke stor. Helt frem til 1800-tallet klagede Neksø over kræmmere fra Lübeck, og brændevinsbrænderiet var på samme tid helt uden for kontrol.

Hvor stort et handelsopland, Nexø havde, blev ikke defineret i privilegierne, men indtil Svaneke fik privilegier, må det formelle opland have været et større område nordvest for byen langs øens østkyst. De mange fiskerlejer på østkysten har dog i praksis ikke søgt torv i Nexø, og borgerne i byen har givet ikke betragtet området nord for Svaneke som deres lovmæssige opland. Da Svaneke blev købstad, må den have taget store dele af Nexøs nordlige og nordvestlige opland. Men størrelsesforholdet på dette tidspunkt taget i betragtning er det rimeligt at anslå Nexøs handelsopland som værende afgrænset lidt nord for fiskerlejet Aarsdale. Mod vest har Nexø og Åkirkeby formentligt delt området mellem sig med grænsen lidt syd for Åkirkeby, som mærkede problemerne ved at være en indlandsby uden havn. I sydlig retning har oplandsgrænsen været i nærheden af Pedersker, men trods alt ikke omfattende Boderne.

Kilderne er sparsomme og modsigende med hensyn til købstadens torvedage. Med stadsretten af 1346 blev torvedagen angivet som lørdag, hvilket i midten af 1400-tallet blev ændret til onsdag.[Note 4] I 1499 pålagdes bønderne blot at søge torv på rette dage. I 1623 ændredes torvedagen igen til onsdag, men allerede i 1671 blev torvedagen henlagt til lørdag.[Note 5] I hvilket omfang, torvedagene har været besøgt, er uvist, men selvom Nexø var en af de større købstæder på Bornholm, er der intet, der tyder på, at byen har formået at skabe stor aktivitet på torvedagene. Oplandet var ikke særligt tæt befolket, bønderne var i høj grad selvforsynende, og fiskerlejerne havde gode muligheder for at skaffe købmandsprodukter på anden vis. Nexø har så vidt vides ikke haft årlige markeder.

(Fællesprivilegier for Bornholm eksisterer formelt set ikke, men det præciseres klart i flere af privilegierne, at de gælder hele Bornholm og ikke kun eksempelvis Rønne. Ifølge Kroman er Bornholm omfattet af fællesprivilegierne for det østlige Danmark, hvad foruden Bornholm vil sige Skåne, Halland og Bleking. Dette har muligvis været aktuelt i perioder, men med Bornholms særegne placering in mente og skiftende ejerforhold i øvrigt har vi valgt ikke at lade disse privilegier indgå i fortegnelserne. For slavisk gennemgang af fællesprivilegierne henvises til Erik Kroman: Danmarks gamle Købstadslovgivning 1961. Bind IV, s. 333-371.)

Privilegier og bestemmelser

Litteratur