De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Bogense

Bogense

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Bogense var en forholdsvis betydelig købstad i slutningen af middelalderen, men fra 1575 en af de mindste fynske byer med et ikke særligt velfungerende handelsliv. Bogense blev med sikkerhed købstad i perioden 1259-1286, og privilegiet af 1288 er da også en stadfæstelse af tidligere privilegier.[Note 1] Købstaden er ikke omtalt i kong Valdemars jordebog 1231, men der har formentligt allerede i starten af 1200-tallet været bymæssig bebyggelse på området. Bogenses fremvækst skete i kraft af funktionen som udskibningssted for den nærliggende Herritslevgård, og omkring ladepladsen er opstået et fiskerleje og en handelsplads. Beliggenheden var ikke specielt god i forhold til de øvrige fynske købstæder, og Odenses naturlige opland strakte sig et godt stykke nord og nordvest i retning mod Bogense.

I løbet af 1400-tallet og i starten af 1500-tallet blev Bogense en betydelig købstad, og i 1522-1523 var byen andenstørste accisebetaler på hele Fyn.[Note 2] De første kendte privilegier rummer ikke usædvanlige begunstigelser, og fritagelsen for told ved handel i riget med undtagelse af Skanørmarkedet var typiske, som den senere stadfæstelse i 1445. 1520'erne kan betragtes som Bogenses storhedstid, men flere forhold betød, at byen sidst i 1500-tallet kun var en skygge af sig selv. I 1525 blev Bogense sat i pant af kongen, hvilket ikke var til byens fordel. Det største problem var dog, at byen blev ramt af adskillige brande i 1500-tallets anden halvdel og i 1575 næsten nedbrændte. Året 1575 betragtedes som vendepunktet, og hvor Bogense før branden handlede med fremmede lande, var det efter branden svært for købstaden at håndhæve de mest basale rettigheder. Efter branden får Bogense skattefrihed i fem år, men det har ikke ændret afgørende på situationen, for i perioden 1588 til 1597 var der store problemer med at betale skatter.

Forprang var naturligvis ikke ukendt før branden, og i 1517 besluttede kongen, at ingen skibe måtte anlægge Nørreby dyb i Klinte Sogn eller andre ulovlige havne på egnen. Hvor udbredt den ulovlige handel på denne tid har været på Fyns nordkyst er uvist, men i slutningen af 1500-tallet er der adskillige eksempler på landprang og landhåndværkeres salg i byen.[Note 3] I 1590-privilegiet forbydes al forprang og brug af ulovlige havne samt alle former for handel blandt ikke-borgere. Det var dog en sandhed med modifikationer, idet adelen havde vigtige undtagelser, og der var flere store herregårde i Bogenses nærmeste omegn. Bønhaseri har formentligt været udbredt, men er ikke særligt godt beskrevet. Der skulle efter sigende ikke være slagtere i byen, idet landlige slagtere havde sat sig på faget. Det var generelt for de fynske byer, at de var i krise omkring år 1600, men meget tyder på, at Bogense blev ramt hårdere end andre fynske byer.

I 1650 havde Bogense kun omkring 400 indbyggere, og det var endda før svenskernes hårde indtog på Fyn i 1657. Hvad enten krigen betød brandskat, besættelse eller indkvartering, havde det stor betydning for en købstad som Bogense, der på denne tid var den mindste på Fyn. Under krigene har det været svært at håndhæve privilegierne, og rådet måtte eksempelvis forbyde borgerne at handle med soldaterne. Både de svenske besættelsestropper og befrierne var kendt for at stjæle kvæg og sælge det til højstbydende. I perioden 1672 til 1769 stod Bogense stille, og indbyggertallet forblev så lavt, at det har været svært at fungere som en købstad. Der var befolkningsmæssig vækst i slutningen af 1700-tallet, men da de øvrige købstæder på Fyn havde større vækst, var Bogense stadig mindst på Fyn.

For en købstad som Bogense på 400-500 indbyggere i 1600-og 1700-tallet har det været stort set umuligt at håndhæve sine privilegier. I 1735 omtales ulovligt krohold og brændevinsbrænderi og på trods af, at kontrollanter tog til landsbyerne for at tjekke for ulovligt brænderi, har det formentligt været normalt, at alle landsbyer havde et eller flere ulovlige brænderier. I midten af 1730'erne har der beviseligt været problemer med Hårslev, men der er gode indicier for, at der også var brænderi i Gamby og Padesø.[Note 4] I 1713 beretter byfogeden om, at indkvarteringen havde gjort Bogense til den fattigste købstad på Fyn, og det er formentlig en kombination af det hele, der gjorde, at indberetningen af 1735 kunne berette om en by med ringe handel og næring og kun lidt købmandskab og avling.

Torvedage omtales ikke specifikt i de kendte privilegier, men fra gammel tid har der med sikkerhed været torvedag hver torsdag. Meget tyder dog på, at de ikke har været velbesøgte, og i 1696 blev der angiveligt intet korn indført til Bogense. Kornet blev i stedet indskibet af bønder, prangere, præster og proprietærer sammen med varer såsom brændevin, tobak og øl. Borgerne var pressede, og der har i perioder været tale om et decideret fjendskab mellem land og by. For en kapitalsvag købstad som Bogense har forholdet til det nærmeste opland haft stor betydning for udviklingen, så det har ikke gjort det bedre, at en del af oplandet i 1700-tallet bestod af svært fremkommelige øer, som ikke altid var farbare.[Note 5] Når der så endelig kom varer ind til byen, blev de efter sigende opkøbt, når bønderne var enten lige uden for eller lige inden for byens porte, og på de præmisser har det været svært at skabe velfungerende torvemarkeder.

Fra Bogense var der indtil 1600-tallets slutning færgefart til Jylland, men herefter blot ubetydelig færgefart, som i højere grad var en filial af Middelfarts færgeri. Oprindeligt havde ruten Helleborgmølle som destination, senere Klakring ved Juelsminde, men fra 1700 og frem var færgeriets betydning minimal på samme måde, ligesom fiskeriet nu også kun spillede en sekundær rolle. Havneforholdene i Bogense var med tiden blevet forværret, og i 1735 var der ikke mere handel med Flensborg på grund af ladepladsens dårlige tilstand. Kun mindre skibe kunne sejle ind til byen, og færgerne blev ofte anvendt til korn- og varetransport. Trods beklagelserne fra borgerne er det bemærkelsesværdigt, at Bogense i 1766 havde lige så meget skibsfart som de øvrige tre små købstæder på Fyn. Der er således meget, der tyder på, at ladepladsen har fungeret som udskibningshavn for et forholdsvis stort opland.

De kendte privilegier omtaler ikke årsmarkeder, men Bogense fik i 1697 tilladelse til at afholde et årligt kvægmarked den 21. oktober samt et hestemarked hver torsdag i fasten. Der har dog tidligere været op til flere årlige markeder. Pontoppidan omtaler i 1767 hele tre markeder, som blev afholdt henholdsvis den 17. juni, 5. september og 22. oktober. I 1774-udgaven af samme værk er tilføjet et marked hver torsdag i fasten.[Note 6] I 1800-tallet fik Bogense flere markeder, så der i 1850 var hele seks. Tre markeder i fasten, et sommermarked i juli og to efterårsmarkeder i september og november.[Note 7] Markederne har været vigtige for egnen, men har haft mindre betydning regionalt.

I 1787 beskrives Bogense som en lille, kompakt by, og i 1801 var indbyggertallet kun 761. Størrelsen har gjort afhængigheden af det nære opland stor, men samtidig har det påvirket det hele, at der på egnen var store godser inden for få kilometer fra byen. Vigtigst var Harritslevgård, men Gyldensteen, Sandagergård og flere andre var også ganske betydningsfulde.

Skibsfarten blev betydelig med tiden, men da kysten på begge sider af byen består af fladstrand med gode muligheder for ulovlig ind- og udskibning, har Bogense ikke fået det fulde udbytte af de nordfynske godsers behov for eksporthavn. Udviklingen gik mod liberalisering, men så sent som i 1843 afviste borgerne etableringen af et handelshus i Klintebjerg og igen i 1852 et brændevinsbrænderi i Veflinge.[Note 8]

I 1830'erne var der krise i Bogense, men den blev afløst af bedre tider i 1840'erne og 1850'erne. Næringsloven af 1857 medførte ingen større problemer for borgerskabet, og Bogense havde som andre mindre købstæder ikke et opland, den kunne miste.

Noter

[Note 1] Andrén 1985:151.
[Note 2] Hansen 1982. Bind I:47.
[Note 3] Et kongebrev af 6. juni 1578 omtaler eksempelvis en skomager, som havde solgt i byen. Hansen 1982. Bind I:55
[Note 4] Hansen 1982.Bind I:110.
[Note 5] Der omtales en oversvømmelse i 1715, som afskar land fra by og ødelagde afgrøder. Hansen:1982. Bind I:123.
[Note 6] Flere reskripter fra 1600-1700-tallet giver ifølge Hansen 1984. Bind II:86 Bogense ret til årlige markeder. De er ikke medtaget i privilegiefortegnelsen, da oplysningen hverken er specifik eller dokumenteret på anden måde.
[Note 7] For nærmere omtale af hvilken type markeder og omtale af ændringer i 1819 og 1844 henvises til Hansen 1984. Bind II:86ff samt 99f.
[Note 8] Stiftsamtmanden gav i 1830'erne tilladelse til et pakhus ved Klintebjerg, og herfra blev der i disse år udført en hel del korn. Hansen 1984. Bind II:82.

Privilegier og bestemmelser

1259-1286 Bogense har med sikkerhed fået status af købstad i denne periode.[Note 1]
1288 20. juli Kong Erik 6. Menved stadfæster gældende privilegier.
1327 16. juli Kong Valdemar 3. stadfæster gældende privilegier.
1405 Bogense fritages for told ved handel i Danmark og Sverige med undtagelse af høstmarkedet i Skåne.[Note 2]
1425 19. december Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier.[Note 3]
1442 19. november Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier.
1445 23. februar Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og giver Bogense toldfrihed overalt i riget undtaget Skånemarkedet i høsten.
1449 24. august Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 4] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 5]
1485 31. marts Kong Hans stadfæster gældende privilegier.
1508 Dronning Christine stadfæster gældende privilegier.
1514 27. marts Dronning Christine stadfæster og præciserer rettigheder.[Note 6]
1517 21. marts Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier og forbyder handelen ved Nørreby Dyb og andre ulovlige havne.
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1561 3. april Kong Frederik 2. bekræfter gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1576 Kong Frederik 2. giver Bogense toldfrihed i fem år.[Note 7]
1590 Kong Christian 4. forbyder alle former for handel blandt ikke-borgere og forbyder samtidig al forprang og brug af ulovlige havne.[Note 8]
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1594 Kong Christian 4. præciserer rettigheder i forbindelse med fremmede købmand.
1597 7. juli Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1627 9. december Åbent brev om, at borgerne i købstæderne på Fyn skal antage varer af bønderne efter den af kongen satte takst.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1697 Kong Christian 5. giver Bogense lov til at afholde et årligt kvægmarked den 21. oktober samt et hestemarked hver torsdag i fasten.[Note 9]
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 10]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Jf. 1288-stadfæstelsen. Andrén 1985:151.
[Note 2] Isager: Resens Atlas. Fyn.1984:276.
[Note 3] I særdeleshed privilegier, som Bogense har fået under kong Valdemar. Vigtigt for datering af første privilegium.
[Note 4] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bd. 3:106ff.
[Note 5] Degn 1991:655.
[Note 6] Isager: Resens Atlas. Fyn: 277. Datererer dokumentet til 1504, men indholdet er identisk med stadfæstelsen af 27. marts 1514.
[Note 7] Hansen 1981:54.
[Note 8] Isager: Resens Atlas. Fyn: 278ff.
[Note 9] Hansen 1981:102/128.
[Note 10] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Bogenses Historie 1. Købstadens opståen og udvikling frem til slutningen af 1700-tallet

Hansen, Hans, Bogense, 1982

Resens Atlas. Fyn

Isager, Jacob, Odense, 1984

Bogenses Historie 2. Byens udvikling 1787-1938

Jacobsen, Hans Henrik, Bogense, 1984

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.