De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Nakskov

Nakskov

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nakskov har fra gammel tid formentlig været et fiskerleje, der i løbet af 1200-tallets første halvdel blev et betydeligt regionalt handelscentrum. Det første kendte privilegium er dateret 1266, men byen har med sikkerhed fået privilegierne under kong Christoffer 1. i perioden 1252-59. Nakskov var på denne tid en halvø, og da byen kun udgjorde et mindre areal, var det fra starten et væsentligt stridspunkt.[Note 1] Adelen stod stærkt på Lolland-Falster, og privilegierne vidner om, at adelen ikke uden videre accepterede, at byen skulle have jord. Helt frem til 1600-tallet brød uenigheden ud med jævne mellemrum.

Trods stridighederne voksede Nakskov sig stærk og var i 1420 blevet en betydelig handelsby. Kilderne vidner om en by, som var blandt Danmarks 12 førende i midten af 1400-tallet. Byen var i vækst trods flere brande og belejringer af svenskere og lübeckere, og fra midten af 1500-tallet og 100 år frem var byen ifølge skatteevnen Danmarks syvende rigeste købstad.[Note 2] Nakskov var med andre ord lige så stor, som de øvrige købstæder på Lolland-Falster tilsammen. Anlæggelsen af Engelborg på Slotø ved indsejlingen til byen i 1510-1511 samt et senere skibsværft på øen var klart med til at bringe omsætning til byen. Fæstningen ophævedes dog officielt i 1688.

Nakskov blev begunstiget med flere vigtige privilegier af forskellige konger. I 1274 fik byen samme vilkår som Næstved, og ligeså vigtigt var et privilegium givet af kong Christian 3. i midten af 1500-tallet, der gav byen samme ret til at handle overalt i riget som Ribe. I 1567 fik købstaden desuden sammen med Rødby eneret på hele Lolland-Falster på at udskibe øksne.

Nakskovs beliggenhed som et sydligt centrum i god landbrugsjord tæt på Tyskland var både en fordel og en ulempe. Den stærke jordadel og de forholdsvis ideelle muligheder for ulovlig handel med Tyskland udgjorde klart en trussel for byens vækst. I 1307 præciseredes første gang, at ingen måtte benytte byens borgere som stråmænd, og i 1445 præciseredes, at bønderne ikke måtte overtræde byens privilegier ved udskibning til Tyskland. Bønderne anerkendte på ingen måde byens rettigheder og havde gode muligheder for at omgå reglerne, hvilket ofte foregik sammen med de lokale godser. I 1449 gentoges forbudet med ulovlige havne, og handelen henvistes til Nakskov havn.

Fremmede købmænd måtte ifølge privilegierne kun sælge i store partier, men heller ikke det blev overholdt. I 1455 præciseres dette forhold to gange, først vedrørende en landtange med handelsplads ved Nakskov, den såkaldte Albue, og senere samme år mere generelt. Nakskov var dog ikke den eneste købstad i regionen med sådanne problemer. Købstæderne på Lolland, Falster og Møn generelt var udsat for intens konkurrence fra bøndernes handelsaktiviteter, som havde dybe historiske rødder i handelen på Nordtyskland og Skånemarkederne. I fællesprivilegiet af 1516 blev det bestemt, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ikke måtte sejle til Tyskland med egne skibe og egne varer, men derimod gerne til indenrigske købstæder. I 1526 gav Frederik 1. igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange frem til, da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1586 svingede pendulet den anden vej, og al handel i udhavne blev forbudt bortset fra Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred, Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred, Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred, Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred, Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred og Gedser Havn i Falsters Sønder Herred.[Note 3]

I midten af 1600-tallet blev der udstedt forbud mod handelen i Blands og Egholm, hvilket på denne tid med dårlige kontrolmuligheder i praksis var den mest effektive måde at isolere problemerne på. Fremmede skippere tog del i ulovlighederne. I 1652 blev en Åbenråskipper dømt for at have handlet ulovligt i Korsnakke havn. Det er et generelt træk, at byerne så igennem fingre med egne lovovertrædere, men var usædvanlig hårde over for udenbys og udenlandske overtrædere.

Det givtige stabelstadsprivilegium, som byen blev begunstiget med i 1667, afskaffedes allerede i 1682, men viser godt, at Nakskov ikke blev betragtet som en tilfældig købstad på Lolland. Det er vigtigt at nævne, at netop disse mange privilegier var med til at gøre Nakskov væsentlig rigere end konkurrerende købstæder, der ikke fik samme fordele. En købstad som Maribo mistede således fordums storhed.

Byen fik i 1539 tilladelse til at afholde to årlige markeder. I 1646 nedlagdes markederne i Saltvig og Halsted og erstattedes af et nyt i købstaden til afholdelse hvert år den 5. oktober. Tre år senere begunstiges byen med et årligt sommermarked på St. Ibsdag varende hele tre dage. Markederne fik generelt ikke den store betydning på Lolland, men for købstaden Nakskov var markederne af næsten symbolsk betydning. Der blev klaget over manglende krammarkeder i 1760, og det er uvist, om markederne indført i 1600-tallet har været afholdt konsekvent de mellemliggende år. I 1819 fik byen tilladelse til at afholde to årlige hestemarkeder i henholdsvis april og november. At de, som de tidligere markeder, ikke blev en succes, er givet, når et privilegium af 1845 gav byen tilladelse til at afholde tre årlige markeder med heste, kvæg, svin og fjerkræ.

Det er uvist, hvordan torvehandelen har fungeret i Nakskov, men byen har formentligt haft en eller to faste torvedage, som var langt mindre betydelige, end byens økonomiske position i øvrigt indbød til.

Under perioden med konsumtion fra midten af 1600-tallet var smugleri alment accepteret, og da en borger i 1698 anklagede en anden borger, blev han selv forhadt i byen.[Note 4] Når byens slagtere købte lam og kød uden for portene, blev de ganske vist dømt, men ikke ifølge den hårde lovgivning som de burde. Selv byens næringsdrivende holdt sig ikke for gode, og i 1698 konstateredes, at 5-6 af byens købmænd i samlet flok opkøbte korn uden for portene. Samme købmænd sendte desuden ofte opkøbere ud i landsbyerne.

Krigen 1709-1720 kostede byen dyrt, idet det blev farligt at handle via søvejen, hvilket var med til at fattiggøre byens tidligere så velstående købmænd. Ærøskippere var kendt for systematisk at overtræde købstædernes privilegier på Lolland-Falster, og det lykkedes dem efter krigen at overtage det meste af byens handel. Gælden til storkøbmændene i Lübeck var stor og var en medvirkende årsag. Ærøboerne havde ret til at sælge håndværk overalt,og det blev misbrugt i stor stil. Så sent som i 1796 stod flækken Marstal på Ærø for hele 70% af udførslen fra Nakskov tolddistrikt.[Note 5]

I løbet af 1700-tallet var tilliden til byernes handelsmonopol ved at være opbrugt, og ofte blev borgernes klager ignoreret af kongemagten, der godt kunne se, hvor det bar hen. I 1775 klagede en sognepræst, der boede to mil fra Nakskov, over, at han skulle købe kister i Nakskov, når en nærliggende snedker gjorde det bedre og også billigere, end det kostede i transport på den dårlige vej til købstaden.

Håndværkerne var i Nakskov som i andre byer meget nidkære og udøvede ofte selvtægt imod fuskere på landet. I 1700-tallet klagede skrædderne eksempelvis hyppigt. I 1700-tallet vidner kilderne om privilegier, der blev omgået af alle fra kroforpagtere, præster, forvaltere og proprietærer og herremænd. Der er sågar eksempler på, at købmænd blev forpagtere på landet og førte virksomheden videre ulovligt. I 1735 omtales jødernes omstrejferi, landhåndværkere og Flensborgskibe specifikt som værende til skade for borgerne. Med tiden mindskedes Lübecks betydning for byen, og Hamborg overtog rollen som Nakskovs vigtigste samhandelspartner. I 1760 var det stadig nemt at finde vige, hvor herremænd handlede med langt flere varer end på torvet i Nakskov.

Trods de mange klager over landprang, ulovlig handel, bønhaseri og lignende er det vigtigt at understrege, at købstaden fastholdt sin position som Lollands vigtigste handelsby, og der var fremgang at spore fra slutningen af 1700-tallet. Byens havn blev med tiden for primitiv, og i 1821 gik arbejdet i gang med en ny. I 1852 fik byen en fast ugentlig dampskibrute til København og Kiel, og byen konsoliderede sin regionale position. Fremgangen var fremskyndet af kornhandelen, og i den henseende kan man sige, at det afgørende vendepunkt til positive tider kom, da England nedsatte sin eksportold i 1828. Fiskeriet blev relativt ubetydelig fra omkring år 1800.

Noter

[Note 1] Se Haugner 1944:18 for et kort over halvøen.
[Note 2] Haugner 1944:107.
[Note 3] Bitsch Christensen 2005: 107f.
[Note 4] Haugner 1944:117.
[Note 5] Haugner 1944:349ff.

Privilegier og bestemmelser

1252-59 Kong Christoffer 1. giver Nakskov status af købstad. [Note 1]
1266 25. april Kong Erik 5. Klipping stadfæster Nakskovs borgere ret til at græsse deres kvæg på nogle nærmere angivne jorde.[Note 2]
1274 16.-21. august Kong Erik 5. Glipping giver borgerne i Nakskov samme love og privilegier, som Næstved og andre sjællandske købstæder har.
1288 14. juni Kong Erik 6. Menved fritager byens borgere for skyld i drabet på Niels Larsen og hans svende.[Note 3]
1293 21. juli Kong Erik 6. Menved stadfæster gældende privilegier.
1300 4. januar Kong Erik 6. Menved tillader, at bymændene i Nakskov kan lade folk fra landet arrestere ved personlig gæld.
1307 1. april Kong Erik 6. Menved præciserer, at ingen fremmede må påtage sig værgemål for bymændene, samt at ingen, der ikke deltager i byens ydelser, må drive handel til skade for byen.
1320 27. juli Kong Christoffer 2. stadfæster gældende priviliegier.
1386 29. september Kong Oluf stadfæstser gældende privilegier.
1414 29. juli Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier.
1439-48 Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier.
1442 Kong Christoffer 3. af Bayern forbyder bønderne på Lolland at handle andre steder end i købstæderne og forbyder dem at benytte ulovlige havne samt at sejle ud for at drive købmandskab.
1445 25. april Kong Christoffer 3. af Bayern indskærper forbudet mod sejlads fra ulovlige havne, forprang samt bøndernes sejlads til udlandet efter varer.[Note 4]
1448-81 Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1449 11. november Kong Christian 1. forbyder handel på ulovlige havne og henviser handelen til Nakskov havn.
1451 8. maj Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og gentager specifikt tidligere rettigheder i forhold til græsgang.
1454 Kong Christian 1. forbyder forprang og høkeri på landet samt bøndernes sejlads uden for bestemte tider.
1455 Kong Christian 1. forbyder fremmede købmænd at sælge detail på Albuen under høstfiskemarkederne.[Note 5]
1455 30. marts Kong Christian 1. forbyder udenlandske købmænd at sælge deres varer alenvis og skæppevis, idet denne handel er forbeholdt købstædernes borgere.
1461 Dronning Dorothea påbyder blandt andet, at alle, der køber af borgere på gaden i Nakskov, skal skatte deraf som andre borgere, dog undtaget folk, som har fået denne frihed af kongen eller dronningen.
1475 Dronning Dorothea stadfæster 1307-privilegiet.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 6] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 7]
1479 1. maj Kong Christian 1. forbyder alle at gøre indgreb i Nakskovborgernes ret til Sigerege Mark og Madeskov.
1481-1513 Kong Hans giver Nakskov en stadsret.[Note 8]
1513 18. august Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.
1514 1. juli Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes at, borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1516 12. marts Udfærdigelse for Nakskov af kong Christian 2.s forordning om bønders sejlads, bisserkræmmere, landkøbere, øksenhandel og landhåndværkere.[Note 9]
1516 23. marts (omk.) Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab.
1521 10. februar Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 10]
1526 Kong Frederik 1. giver bønderne tilladelse til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Adelen har lov til at købe alle slags varer til eget forbrug.[Note 11]
1539 Kong Christian 3. giver Nakskov tilladelse til at afholde to markeder årligt.[Note 12]
1556 Kong Christian 3. skærper forbudet mod ulovlig handel og giver Nakskov ret til at konfiskere ulovligt forhandlede varer.[Note 13]
1556-67 Kong Christian 3. giver Nakskov ret til at handle frit overalt i riget på samme vilkår som Ribe.[Note 14]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 25. august Gældende privilegier stadfæstes.[Note 15]
1567 Kong Frederik 2. forbyder udskibning af øksne på Lolland-Falster fra andre havne end Nakskov og Rødby.[Note 16]
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1578 Kong Frederik 2. gentager forbudet mod ulovlig handel med Tyskland og indskrænker bøndernes ret til at sejle dertil med korn til værende fra 11. november til 2. februar samt fra 1. maj til 15. august.[Note 17]
1585 Kong Frederik 2. forbyder al handel i småhavne og præciserer, at der for fremtiden kun måtte handles i Blands, Egholm og Tårs i Nørre Herred samt Albuen i Sønder Herred. Sidstnævnte er tilføjet senere.[Note 18]
1586 28. januar Åbent brev hvorved kongen beviliger, at Hoe Havn herefter må besejles og besøges af danskere og udlændinge og er en fri og lovlig havn. Der skal betales told, zise af alle varer, der ind- og udskibes i havnen. Denne bevilling sker på anledning af en klage fra nogle bønder i Sønder herred på Lolland, som har klaget over at den tidligere har været en fri havn, men nu er blevet forbudt i henhold til Kongens forordning om havnen på Lolland og Falster fra 22. august 1585.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1634 31. maj Mellem bønderne og købstadsborgerne på Lolland og Falster er der opstået uenighed om forståelsen af de kongelige forordninger og breve i forbindelse med borgernes køb af varer, bøndernes sejlads og anden ud- og opskibning på Lolland og Falster. Parterne er nået frem til følgende konsensus: Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen, og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland). Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året, må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland).
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1646 Kong Christian 4. forbyder al handel i Blands og Egholm havn.
1646 13. maj Kong Christian 5. nedlægger markederne i Saltvig og Halsted og beslutter, at der for fremtiden skal afholdes et marked hvert år den 5. oktober i Nakskov som erstatning.
1647 7. august Missive til Jobst Frederik von Papenheim i Nakskov, hvori det fremgår, at borgerskabet i Nakskov med henvisning til nogle gamle privilegier, hvorved byen har været forskånet for almindelige markeder, har besværet sig over en kongelig anordning, der har henlagt et årligt marked til Nakskov i stedet for de to markeder i Halsted og Saltvig. Borgerne har begæret kongen igen at afskaffe dette marked, og von Papenheim skal snarest erklære, om det ikke kan henlægges til nogen af de andre små købstæder på Lolland.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1649 Kong Frederik 3. tillader Nakskov at holde et årligt sommermarked på St. Ibsdag varende tre dage.[Note 19]
1650 3. maj Byloven af 30. november 1635 ændres. Strafferammerne præciseres eksempelvis i forhold til kornkøb med fremmede penge, kornkøb uden for halsjærnet, ulovlig ind- og udskibning uden for den nye bom eller gennem palisaderne og fremmedes købmandsvarer, som på stranden indkommer.[Note 20]
1667 Kong Frederik 3. giver Nakskov stabelstadspriviliegium.[Note 21]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1682 Kong Christian 5. afskaffer stabelretten, som byen fik tildelt i 1667.[Note 22]
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 23]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1819 Kong Frederik 6. giver Nakskov tilladelse til at afholde to årlige hestemarkeder i henholdsvis april og november.[Note 24]
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 Kong Christian 8. giver Nakskov tilladelse til at afholde tre årlige markeder med heste, kvæg, svin og fjerkræ.[Note 25]
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Ifølge 1266-privilegiet var privilegiet givet af den tidligere konge. Andrén 1985:167.
[Note 2] Er det første kendte privilegium, og netop græsningsretten og udstrækningen af byjordene er et væsentligt stridspunkt mellem jordadelen og byen i de kommende århundreder.
[Note 3] Niels Larsen var formentligt identisk med adelsmanden Niels Lauritzen på Lundegård, som med magt forsøgte at tage den jord tilbage, som han mente uretfærdigt var givet til Nakskov by. Haugner 1944:13ff.
[Note 4] Se evt. Haugner 1944:281ff.
[Note 5] Albuen er en landtange med handelsplads ved Nakskov. Haugner 1944:282.
[Note 6] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 7] Degn 1991:655.
[Note 8] Haugner konkluderer således, idet byens vedtægter i 1650 henviser til en stadsret, som var gået ud af brug. Haugner 1944:89ff.
[Note 9] Nakskov har en tilføjelse, hvor det præciseres, at borgerne til gengæld for, at bønderne ikke må sejle direkte til Tyskland, skal befordre kongens mænd til Tyskland uden betaling.
[Note 10] Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne.
[Note 11] Haugner 1944:282ff.
[Note 12] Haugner 1944:283 henviser til Danske Kancelliregistranter 1541 den 30. maj og 1539 den 30. juli.
[Note 13] Haugner 1944:283.
[Note 14] Haugner 1944:284.
[Note 15] Af enten kong Christian 3. eller kong Frederik 2.
[Note 16] Haugner1944:284.
[Note 17] Haugner1944:284.
[Note 18] Haugner1944:284.
[Note 19] Haugner 1944:286.
[Note 20] Haugner 1944:91-100. Byloven fik et tillæg igen 16. april 1656. Byloven kan dog kun i sin helhed betragtes som et supplement til stadsretten. Halsjærnet er opstillet ved indkørslerne til torvet. Ibid.:238.
[Note 21] Haugner1944:290.
[Note 22] Haugner 1944:290.
[Note 23] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 24] Disse markeder blev aldrig til noget af betydning og har formentligt været afskaffet inden 1845-privilegiet, der giver byen tilladelse til at afholde tre markeder. Haugner 1945:293.
[Note 25] Haugner 1945:293.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800 (Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad:47-136)

Christensen, Søren Bitsch, Århus, 2005

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Nakskov købstads historie. Første bind

Haugner, C.C., Nakskov, 1944

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Laalands og Falsters historie

Rhode, P., København, 1859

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.