Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nakskov har fra gammel tid formentlig været et fiskerleje, der i løbet af 1200-tallets første halvdel blev et betydeligt regionalt handelscentrum. Det første kendte privilegium er dateret 1266, men byen har med sikkerhed fået privilegierne under kong Christoffer 1. i perioden 1252-59. Nakskov var på denne tid en halvø, og da byen kun udgjorde et mindre areal, var det fra starten et væsentligt stridspunkt.[Note 1] Adelen stod stærkt på Lolland-Falster, og privilegierne vidner om, at adelen ikke uden videre accepterede, at byen skulle have jord. Helt frem til 1600-tallet brød uenigheden ud med jævne mellemrum.

Trods stridighederne voksede Nakskov sig stærk og var i 1420 blevet en betydelig handelsby. Kilderne vidner om en by, som var blandt Danmarks 12 førende i midten af 1400-tallet. Byen var i vækst trods flere brande og belejringer af svenskere og lübeckere, og fra midten af 1500-tallet og 100 år frem var byen ifølge skatteevnen Danmarks syvende rigeste købstad.[Note 2] Nakskov var med andre ord lige så stor, som de øvrige købstæder på Lolland-Falster tilsammen. Anlæggelsen af Engelborg på Slotø ved indsejlingen til byen i 1510-1511 samt et senere skibsværft på øen var klart med til at bringe omsætning til byen. Fæstningen ophævedes dog officielt i 1688.

Nakskov blev begunstiget med flere vigtige privilegier af forskellige konger. I 1274 fik byen samme vilkår som Næstved, og ligeså vigtigt var et privilegium givet af kong Christian 3. i midten af 1500-tallet, der gav byen samme ret til at handle overalt i riget som Ribe. I 1567 fik købstaden desuden sammen med Rødby eneret på hele Lolland-Falster på at udskibe øksne.

Nakskovs beliggenhed som et sydligt centrum i god landbrugsjord tæt på Tyskland var både en fordel og en ulempe. Den stærke jordadel og de forholdsvis ideelle muligheder for ulovlig handel med Tyskland udgjorde klart en trussel for byens vækst. I 1307 præciseredes første gang, at ingen måtte benytte byens borgere som stråmænd, og i 1445 præciseredes, at bønderne ikke måtte overtræde byens privilegier ved udskibning til Tyskland. Bønderne anerkendte på ingen måde byens rettigheder og havde gode muligheder for at omgå reglerne, hvilket ofte foregik sammen med de lokale godser. I 1449 gentoges forbudet med ulovlige havne, og handelen henvistes til Nakskov havn.

Fremmede købmænd måtte ifølge privilegierne kun sælge i store partier, men heller ikke det blev overholdt. I 1455 præciseres dette forhold to gange, først vedrørende en landtange med handelsplads ved Nakskov, den såkaldte Albue, og senere samme år mere generelt. Nakskov var dog ikke den eneste købstad i regionen med sådanne problemer. Købstæderne på Lolland, Falster og Møn generelt var udsat for intens konkurrence fra bøndernes handelsaktiviteter, som havde dybe historiske rødder i handelen på Nordtyskland og Skånemarkederne. I fællesprivilegiet af 1516 blev det bestemt, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ikke måtte sejle til Tyskland med egne skibe og egne varer, men derimod gerne til indenrigske købstæder. I 1526 gav Frederik 1. igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange frem til, da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1586 svingede pendulet den anden vej, og al handel i udhavne blev forbudt bortset fra Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred, Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred, Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred, Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred, Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred og Gedser Havn i Falsters Sønder Herred.[Note 3]

I midten af 1600-tallet blev der udstedt forbud mod handelen i Blands og Egholm, hvilket på denne tid med dårlige kontrolmuligheder i praksis var den mest effektive måde at isolere problemerne på. Fremmede skippere tog del i ulovlighederne. I 1652 blev en Åbenråskipper dømt for at have handlet ulovligt i Korsnakke havn. Det er et generelt træk, at byerne så igennem fingre med egne lovovertrædere, men var usædvanlig hårde over for udenbys og udenlandske overtrædere.

Det givtige stabelstadsprivilegium, som byen blev begunstiget med i 1667, afskaffedes allerede i 1682, men viser godt, at Nakskov ikke blev betragtet som en tilfældig købstad på Lolland. Det er vigtigt at nævne, at netop disse mange privilegier var med til at gøre Nakskov væsentlig rigere end konkurrerende købstæder, der ikke fik samme fordele. En købstad som Maribo mistede således fordums storhed.

Byen fik i 1539 tilladelse til at afholde to årlige markeder. I 1646 nedlagdes markederne i Saltvig og Halsted og erstattedes af et nyt i købstaden til afholdelse hvert år den 5. oktober. Tre år senere begunstiges byen med et årligt sommermarked på St. Ibsdag varende hele tre dage. Markederne fik generelt ikke den store betydning på Lolland, men for købstaden Nakskov var markederne af næsten symbolsk betydning. Der blev klaget over manglende krammarkeder i 1760, og det er uvist, om markederne indført i 1600-tallet har været afholdt konsekvent de mellemliggende år. I 1819 fik byen tilladelse til at afholde to årlige hestemarkeder i henholdsvis april og november. At de, som de tidligere markeder, ikke blev en succes, er givet, når et privilegium af 1845 gav byen tilladelse til at afholde tre årlige markeder med heste, kvæg, svin og fjerkræ.

Det er uvist, hvordan torvehandelen har fungeret i Nakskov, men byen har formentligt haft en eller to faste torvedage, som var langt mindre betydelige, end byens økonomiske position i øvrigt indbød til.

Under perioden med konsumtion fra midten af 1600-tallet var smugleri alment accepteret, og da en borger i 1698 anklagede en anden borger, blev han selv forhadt i byen.[Note 4] Når byens slagtere købte lam og kød uden for portene, blev de ganske vist dømt, men ikke ifølge den hårde lovgivning som de burde. Selv byens næringsdrivende holdt sig ikke for gode, og i 1698 konstateredes, at 5-6 af byens købmænd i samlet flok opkøbte korn uden for portene. Samme købmænd sendte desuden ofte opkøbere ud i landsbyerne.

Krigen 1709-1720 kostede byen dyrt, idet det blev farligt at handle via søvejen, hvilket var med til at fattiggøre byens tidligere så velstående købmænd. Ærøskippere var kendt for systematisk at overtræde købstædernes privilegier på Lolland-Falster, og det lykkedes dem efter krigen at overtage det meste af byens handel. Gælden til storkøbmændene i Lübeck var stor og var en medvirkende årsag. Ærøboerne havde ret til at sælge håndværk overalt,og det blev misbrugt i stor stil. Så sent som i 1796 stod flækken Marstal på Ærø for hele 70% af udførslen fra Nakskov tolddistrikt.[Note 5]

I løbet af 1700-tallet var tilliden til byernes handelsmonopol ved at være opbrugt, og ofte blev borgernes klager ignoreret af kongemagten, der godt kunne se, hvor det bar hen. I 1775 klagede en sognepræst, der boede to mil fra Nakskov, over, at han skulle købe kister i Nakskov, når en nærliggende snedker gjorde det bedre og også billigere, end det kostede i transport på den dårlige vej til købstaden.

Håndværkerne var i Nakskov som i andre byer meget nidkære og udøvede ofte selvtægt imod fuskere på landet. I 1700-tallet klagede skrædderne eksempelvis hyppigt. I 1700-tallet vidner kilderne om privilegier, der blev omgået af alle fra kroforpagtere, præster, forvaltere og proprietærer og herremænd. Der er sågar eksempler på, at købmænd blev forpagtere på landet og førte virksomheden videre ulovligt. I 1735 omtales jødernes omstrejferi, landhåndværkere og Flensborgskibe specifikt som værende til skade for borgerne. Med tiden mindskedes Lübecks betydning for byen, og Hamborg overtog rollen som Nakskovs vigtigste samhandelspartner. I 1760 var det stadig nemt at finde vige, hvor herremænd handlede med langt flere varer end på torvet i Nakskov.

Trods de mange klager over landprang, ulovlig handel, bønhaseri og lignende er det vigtigt at understrege, at købstaden fastholdt sin position som Lollands vigtigste handelsby, og der var fremgang at spore fra slutningen af 1700-tallet. Byens havn blev med tiden for primitiv, og i 1821 gik arbejdet i gang med en ny. I 1852 fik byen en fast ugentlig dampskibrute til København og Kiel, og byen konsoliderede sin regionale position. Fremgangen var fremskyndet af kornhandelen, og i den henseende kan man sige, at det afgørende vendepunkt til positive tider kom, da England nedsatte sin eksportold i 1828. Fiskeriet blev relativt ubetydelig fra omkring år 1800.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur