Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Den 27. december 1416 fik landsbyen Skimminge status af købstad. Landsbyen var ikke betydelig i sig selv, men dronning Margrete 1. havde omkring år 1408 påtænkt at bygge et kloster ved landsbyen, og dette stod klar i år 1415. Kun to år efter privilegiebrevet blev Skimminge omdøbt til Marienbo. Klostret var i de først 100-150 år klart dominerende, og først i 1558-1559 fik købstaden eget bystyre. Klosterophævelsen i 1621 gjorde Maribo til normal købstad på linje med andre lollandske købstæder.

Maribo var et godt stykke oppe i 1500-tallet blot en stor landsby, og indtil 1550 den mindste købstad på Lolland. Handelsprivilegierne blev overtrådt systematisk, og klostrets konfessor klagede eksempelvis i 1488 over handel uden for portene, hvorefter kongen præciserede byens rettigheder i et nyt privilegiebrev. Generelt kan man sige, at også Maribo har haft svært ved at håndhæve sine privilegier, og lovgivningen har ofte været kompromissøgende løsninger på et udtalt problem. I år 1500 tillod kong Hans eksempelvis Maribo at have frit lørdagstorv, fordi fremmede tidligere har drevet forprang på stedet. Den 20. marts 1517 modtog den nærliggende købstad Sakskøbing også retten til at afholde torvedag om lørdagen, og samtidig ændredes Maribos torvedag til onsdag. Dette har ikke sat sig spor i kilderne, men man må forvente, at Sakskøbing har krævet sin nyvundne ret håndhævet over for konkurrenten (fra nedgangstiden omkring 1650 til 1825 har der dog ikke til alle tider været afholdt faste torvedage, og søndag blev en slags uofficiel og ulovlig torvedag for byen).[Note 1]. I 1521 blev bønderne i Stokkemarke, Hundseby, Østofte og Hillested Sogn påbudt at søg torv i Maribo om lørdagen. Fra 1550 var byen i vækst og fik i 1632 eget toldkontor i Bandholm, byens ladeplads lidt nord for byen.

Den velstående periode sluttede brat i midten af 1600-tallet, og kilderne vidner om omfattende smugleri uden om byportene, ulovlig handel ved Bandholm ladeplads samt salg af ulovligt brændt brændevin på smugkroen ved byens mølle.

Købstæderne på Lolland, Falster og Møn var udsat for intens konkurrence fra bøndernes handelsaktiviteter, som havde dybe historiske rødder i handelen på Nordtyskland og Skånemarkederne. I fællesprivilegiet af 1516 blev det bestemt, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ikke måtte sejle til Tyskland med egne skibe og egne varer, men derimod gerne til indenrigske købstæder. I 1526 gav Frederik 1. igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange frem til, da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1586 svingede pendulet den anden vej, og al handel i udhavne blev forbudt bortset fra Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred, Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred, Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred, Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred, Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred og Gedser Havn i Falsters Sønder Herred.[Note 2] Stabelstadsordningerne i 1660'erne og 1680'erne satte en foreløbig stopper for bondenhandelen.

I 1641 defineredes oplandet til at være en mil, hvilket inkluderer det meste af de nævnte sogne samt et areal syd for Nørresøen og strejfer sognene ind til Sakskøbing. Enmilegrænsen var et absolut minimum for en købstad, men kunne dårligt være større hér, idet Sakskøbing jo havde krav på lignende rettigheder, og byen lå kun cirka to mil østpå.

Trods det, at kilderne vidner om ulovlig handel udført af ridefogeder, toldere, landhåndværkere, byfogeder og kirkelige autoriteter, var det største enkeltproblem for byen de store godser omkring den. En retsag i 1734 er symptomatisk og vidner om en stærk adelsklasse, som gjorde, hvad det passede den uafhængigt af byens privilegier.[Note 3] Godserne Christianssæde, Engestofte, Nielstrup, Søholt og ikke mindst Knuthenborg var økonomisk byen overlegne og drev omfattende ulovlig handel med bønderne ved ladepladsen i Bandholm. Sidstnævnte gods havde i starten af 1700-tallet privilegiet på pramdrift ved Bandholm, hvad borgerne mente, at det groft udnyttede.

I 1697 indskærpede byfogeden, at alt, hvad der skulle udskibes fra Bandholm og Oreby, skulle ses efter forinden. Bandholm og Oreby var dog langtfra eneste udhavne, og øerne omkring blev også brugt til den ulovlige handel, som ofte foregik om natten og ikke sjældent af Ærøskippere. Landprang var normalt i alle bondebyer, og på trods af, at privilegiet af 1521 definerede Maribos handelsopland som sognene Stokkemarke, Hundseby, Østofte og Hillested, lukkede de store godser med Knuthenborg i spidsen i praksis indtægtskilderne fra byens nordlige og vestlige egne.

I bondebyerne var det også normalt med bønhaseri, ulovligt håndværk, og de enkelte gange byens håndværkere besøgte landhåndværkerne, endte det ofte med håndgemæng og efterfølgende retsag.[Note 4] Købstadens økonomi påvirkedes klart af godsernes dominans, og nedgangstiden varede helt frem til 1830'erne. Det forstærkede blot problemet, at byens håndværkere og købmænd ikke altid var enige. Håndværkerne tjente godt på årsmarkederne, mens købmændene så det som et decideret brud på privilegierne, da der normalt solgtes en del kramvarer.

Udover byens årsmarkeder var der på egnen flere landmarkeder i perioden, og i 1633 bad Maribo kongen flytte markederne i Halsted, Saltvig, Tågerup og Olstrup til byen.[Note 5] Meget sigende for byens manglende styrke flyttede kongen tre år efter tre af markederne til de konkurrerende købstæder Nysted og Rødby.

I 1710 fik Maribo tilladelse til at afholde et kvægmarked hvert år på Søfrensdag den 23. oktober, men på daværende tidspunkt havde byen i forvejen hele seks årsmarkeder, som alle var meget små og relativt udbetydelige.[Note 6] Det største af de tilbagevende markeder var St. Birgitte markedet den 7. oktober, som var et decideret krammarked. Købmændene i byen klagede i 1739 til kong Christian 6. over de mange krammarkeder, hvorefter han bestemte, at der for fremtiden blot skulle være tre årlige markeder og heraf kun et krammarked.[Note 7] Kun tre år efter omgjordes privilegiet dog, da håndværkerne klagede til samme konge over købmændenes tidligere initiativ.

Byen fik i slutningen af 1700-tallet lidt fremgang, som blev til en regulær opgangsperiode fra omkring 1830. Der kom en tendens imod mere ordnede forhold, og i 1849 aftalte de19 købmænd i byen internt, at de ikke mere ville råbe bønder an for at købe tidligt. I 1845 fik byen egen dampskibsrute til Flensborg fra Bandholm, og Maribo blev mere og mere et regionalt knudepunkt fremskyndet af den gode beliggenhed i forhold til Tyskland.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur