Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Det er uvist, hvornår Lemvig fik status af købstad, men byen omtales i kilderne første gang i 1234, og specikt som købstad i 1471. Allerede i 1446 udgik et kongeligt brev, der udnævnte Ålborg, Viborg (Hjarbæk), Nykøbing og Lemvig til de kun fire lovlige havne i Limfjorden, som udenlandske købmænd skulle søge. Det første kendte privilegium er dateret 1545 og giver Lemvig samme privilegier som de øvrige købstæder i Nørrejylland.

Vejen til Thisted gik traditionelt gennem Lemvig og Harboøre, men efter 1550 blev oversvømmelserne mere regelmæssige, og adgangen til Hardsyssel og Thy blev således besværliggjort. Det sydlige Thy må betragtes som Lemvigs naturlige handelsopland, så det har givet ikke haft en gavnlig indvirkning på købstadens handel, at adgangen hertil blev besværliggjort. Lemvig ligger yderligt i landet, hvilket klart havde sine fordele, idet købstaden slap forholdsvis billigt fra periodens mange krige. Men samtidig lå købstaden så isoleret rent handelsmæssigt, at dens udviklingsmuligheder var begrænsede, og borgerne måtte i høj grad ernære sig af byens store areal af byjorde. Ydermere lå byen inden for Ålborgs betydelige handelsopland, der i tilgift fra 1655 blev bestyrket ved, at denne by fik ret til at handle ved Limfjordens kyster.

I 1607 fik Lemvig tilladelse til at afholde torvedag om torsdagen, og samtidig blev de omkringboende bønder pålagt at søge torv i byen. Et mere præcist defineret handelsopland findes dog i privilegiet af 31. december 1621, hvor borgerne inden for to mil pålægges at søge torv i byen. I Pontoppidans Atlas fra 1769 benævnes Lemvigs opland dog som Skodborg og Vandfuld Herreder, ganske godt svarende til tomilegrænsen.[Note 1]

Men det var ikke det samme som, at oplandet var lukket for rivaler. Lemvigkanten var stedse kendetegnet ved, at handlende bønder sad på store dele af heste- og oksehandelen eller solgte direkte til slesvigske opkøbere eller på Holstebros hestemarked. I 1735 berettedes om mange landprangere på egnen, og nogle år senere gentoges dette, og specifikt nævntes omflakkende jøder, Haderslevkræmmere og folk fra Holsten som skyldige.[Note 2] I 1766 tillodes den første kromand at handle med salt, humle, tjære og tobak i Ulfborg Sogn, og senere kom der andre af disse såkaldt ’handelsberettigede på landet.’ Tomilegrænsen ydede stadig ikke beskyttelse mod Ålborgs regionale dominans.[Note 3]

Udover den ugentlige torvedag havde Lemvig også sin del af landets årsmarkeder. I 1769 havde købstaden tilladelse til hele fem markeder til afholdelse den 7. og 13. marts, 22. maj, 24. juli og 9. oktober. De første tre markeder havde dog ikke været afholdt i adskillige år, og de to sidste havde ikke stor tiltrækning. Markederne var ofte en decideret ulempe for byens egne handlende, idet Lemvig jo hverken havde konkurrencedygtige håndværkere eller formuende købmænd, der kunne konkurrere på prisen. Det har givetvis også spillet en rolle, at Holstebro og Viborg havde velbesøgte årsmarkeder, som var langt mere attraktive for de fleste på egnen.[Note 4]

Lemvig har som andre købstæder haft problemer med ulovlig handel, og den præcise definition af handelsoplandet er da også foranlediget af ulovligt købmandskab i netop Skodborg og Vandfuld Herreder. Det oplyses endvidere, at borgere fra andre købstæder drev handel i området, samt at vognmænd og drivere især i fisketiden opkøbte størstedelen af fangsten ved Tørringsted og Harboøre. Fiskeriet spillede en forholdsvis stor rolle for en fjordby som Lemvig, og ind til adgangen til Vesterhavet åbnedes under en storm i 1825, var købstaden i høj grad hæmmet af den lange vej til Ringkøbing, som var byens udskibningshavn til eksport sydpå.

At handelsprivilegierne blev taget seriøst af borgerne, viser følgende episoder fra 1800-tallet:

Etatsråd Evald Tang søgte om tilladelse til at åbne et såkaldt handelsetablissement i Skærumbro i Ulfborg Sogn, men dette blev afvist med den begrundelse, at der allerede var handelspladser i Ulfborg, Stabye samt i Nees Sogn. Førstnævnte sogne lå i Ulfborg Herred, og havde mere end to mil til byen og lå således med sikkerhed uden for Lemvigs privilegerede handelsopland.[Note 5] Nees Sogn er det sydligste sogn i Skodborg Herred, men er lige uden for tomilegrænsen. I 1844 ansøgte en borger ligeledes om tilladelse til at åbne en købmandshandel i Harboøre, og igen blev det afvist, denne gang med begrundelsen, at købmandshandelen i så fald ville ligge ikke engang to mil fra byen.[Note 6] Én ting var dog at forbyde en købmandshandel, noget andet var at stoppe eksempelvis brændevinsbrænderier på landet, der blev forbudt i 1697, men indtil ophævelsen i 1845 blev forbudet i praksis ikke overholdt.

Igennem 1700-tallet gnavede havet sig mere og mere gennem den smalle stribe, der adskilte Lemvig fra Vesterhavet, og i 1825 skete det definitive gennembrud til stor glæde for købstaden, som nu blev Vesterhavsby. Først i 1835 kom det første skib dog igennem, og da kanalen i perioder tilsandedes igen, var der enighed om at bygge en kanal, der først stod færdig i 1861. Allerede i 1837 fik Lemvig sit eget toldsted som en konsekvens af gennembruddet. Et havneanlæg fik Lemvig først i 1857, og til op i 1800-tallet måtte varer prammes til stranden.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur