De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Kolding

Kolding

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Kolding har sin oprindelse i et lille fiskerleje i det 11. eller 12. århundrede.[Note 1] Byens beliggenhed på vejen mellem Ribe og markedet i Skanør bidrog til vækst i starten af 1200-tallet, og i de efterfølgende århundreder fik beliggenheden også stor betydning for byens udvikling på godt og ondt.

Det er uvist, hvornår Kolding blev købstad, men der fandt en urbanisering sted i 1200-tallet, blandt andet med bygningen af Koldinghus, og byen var sandsynligvis blevet købstad under kong Erik 5. Glipping 1259-1286. Slottet og byens beliggenhed i øvrigt var fordelagtig for handel og søfart, men købstaden blev ikke som konkurrerende købstader tilgodeset i nær samme udstrækning af de skiftende konger. I 1600-tallet gik der ligefrem rygter om, at Fredericia skulle overtage Koldings regionale position, hvad dog ikke blev tilfældet. Koldings regionale betydning var dog stor, og i 1452 præciseres det, at købstaden havde eneret på al handel i Kolding Len, et område, som fuldt ud placerede Kolding på linje med de allervigtigste handelsbyer.

Årsmarkederne spiller en fremtrædende rolle i Koldings historie, og St. Francisci, St. Olufs, St. Dinonysius og Mikkels-markederne har haft en stor betydning regionalt fra 1400-tallet og frem. Førstnævnte formentlig noget tidligere[Note 2] Dagen før Mikkels-markedet afholdtes hvert år desuden et folkemarked, hvor unge kom fra hele Jylland for at søge fæste.

Til markederne generelt var det normalt, at der også kom handlende fra Fyn, Als og Ærø. Mikkels-markedet blev indtil 1491 afholdt den 29. september og herefter den 4. oktober på St. Franciscus dag.[Note 3] I 1515 fik alle indbyggere i Nørrejylland tilladelse til at besøge Francisci-markedet, og Kolding-markederne har haft en solid tiltrækningskraft. I 1641 fik Kolding tilladelse til at afholde endnu et marked, mandagen efter fastelavn, som en yderligere understregning af, markederne har været godt besøgte. Godt 10 år senere flyttedes Vorbasse marked til købstaden med afholdelse hver pinse. Flere af markederne eksisterede helt op til 1900-tallet, men betydningen faldt gradvist gennem århundrederne.

Kolding formåede bedre end de fleste andre købstæder at håndhæve sine privilegier indtil efter 1600. Det var nødvendigt i privilegierne at præcisere byens rettigheder flere gange. Først i 1452, hvor det store opland blev defineret, og dernæst i 1575, der specifikt var rettet mod udenlandske købmænds opkøb i Kolding-egnen. I 1520'erne var det lybækkerne, men flere andre tyske købmænd har givet gjort det samme.

Byens borgere tog imidlertid selv aktivt del i den ulovlige handel, og i 1522 vedtog borgerne interne regler for at undgå forprang.[Note 4] Byens købmænd samledes i et lav i 1586, og lavets bestemmelser var blandt andet rettet imod forprang og indgreb i den borgerlige næring generelt.[Note 5] I 1524 var der eksempler på, at provster handlede ulovligt, og gejstlige var ikke altid på lige god fod med købmændene.[Note 6] Ulovlig handel blev konstateret i forstaden Låsby i 1575, men det var ikke unormalt, at opkøberne antastede bøndervognene længere fra byen.

Først i 1653 fik Kolding tilladelse til at afholde torvedag hver tirsdag, men byen har givet haft en eller flere uofficielle torvedage på et tidligere tidspunkt. Købstaden har i forhold til andre købstæder haft forholdsvis nemt ved at få omegnens bønder til at søge torv i byen. Dette skyldes, at der længe kun var få konkurrerende byer i regionen. Men det skulle ændre sig.

Med Fredericias grundlæggelse og svenskekrigene i 1600-tallet mistede Kolding økonomisk terræn, og først omkring 1820 gik det igen økonomisk fremad. Grundlæggelsen af Brødremenighedsbyen Christiansfeld i 1773 med dertilhørende håndværkerstand gav dog visse problemer, og efter sigende skulle Kolding-borgerne have købt deres finere varer i denne flække, som lå kun to mil syd for byen, og som ved dannelsen blev begunstiget med købstadslignende privilegier.[Note 7]

Landprangere, bissekræmmere og omstrejfende jøder tog dog også aktiv del i ulovlighederne. Sidstnævnte gruppe var med sikkerhed et problem, som var opstået som et resultat af Fredericias koncentration af jøder med særskilte privilegier. Rytternes marketenderier med eget salg af blandt andet slagtervarer nævnes også samt kroernes ulovlige brænderier.[Note 8]

I 1600-tallet var det lykkedes helt af få fjernet brændevinsbrænderier i købstaden samt i den nærmeste omegn med undtagelse af egnen vest for byen, der bestod af flere isolerede småbyer. Smugling var dog det største problem, og byen anmodede i 1731 kongen om at få indført et forbud mod krohold og brænderi i to mils radius fra byen. Andre syndere i denne tid var bønder fra Haderslev Amt, der solgte vin, brændevin, salt mv. på egnen

Kilderne vidner om, at den ulovlige handel og smugleriet tiltog i styrke helt frem til ophævelsen af konsumtionsafgiften i 1851. Købstaden havde modsat Fredericia og Haderslev ikke fritagelse herfor, og da byen lå på grænsen mellem Slesvig og Nørrejylland, var det umuligt at undgå smugleri af blandt andet vin, brændevin og øl fra syd til nord. Smugleri blev med tiden til en organiseret og velordnet profession, som blev styret af byens absolutte top i samarbejde i tolderne. I 1818 blev flere toldere dømt for korruption som et resultat af en sjælden kommissionsundersøgelse nedsat af Frederik 6. En af de største smuglere var den jødiske storkøbmand Frederichsen, der efter sigende havde hele 60 mænd ansat til den ulovlige handel og kunne levere på bestilling i hele Jylland. Transporten til trosfæller i Randers foregik næsten rutinemæssigt.[Note 9] I 1819 havde Kolding sammen med Ribe og Foldingbro stadig eneret på at måtte udføre stude, men listen over studehandlere fra egnen, der overtrådte privilegierne, er omfattende og viser, at loven ikke uden videre kunne håndhæves.[Note 10]

1700-tallet havde givet byen lidt mere søhandel, men først i slutningen af århundredet kan man sige, at byen igen var i fremgang. Byens havn var dog tilgroet, og det var klart hæmmende for en købstad som Kolding, at den måtte pramme ved Strandhusene, indtil byen fik en tidssvarende havn i 1843. Samme år kom der – som eksempel – dog en del tilførsel fra oplandet og handelsbyen Christiansfeld.

I 1846 ophævede England sin korntold og i 1851 ophævedes konsumtionsafgiften i Danmark, hvad klart bidrog til den fremtidige vækst. I 1840'erne var handelen på fode igen, og en af byens købmænd trak ligefrem bønder til fra Vejle og Haderslev. Kolding voksede, men i 1857 var der et godt stykke vej til at nå tidligere tiders storhed.

Noter

[Note 1] Andrén 1985:160ff. Fyhn:1848 daterer byens oprindelse til det 10. eller 11. århundrede.
[Note 2] Fyhn 1848:197. Klostret St. Francisci grundlagdes i 1288. Andrén 1985:161. I 1447 fik byen tilladelse til at afholde St. Olufs marked hvert år den 29. juni, og i 1454 tilsvarende med St. Dionysius markedet den 9. oktober. Begge markeder har formentligt ifølge traditionerne været afholdt tidligere, og tilladelserne er måske blot en lovliggørelse heraf.
[Note 3] Dette var et kvæg-marked ifølge Eliassen 1910:244.
[Note 4] Eliassen 1910:246.
[Note 5] Eliassen 1910:369.
[Note 6] Eliassen 1910:245.
[Note 7] Høy 1923:56.
[Note 8] Man får indtryk af, at næsten alle soldater deltog i ulovlig handel, hvis de kunne komme af sted med det; i 1696 købte en regimentskriver eksempelvis høstsild uden om købstaden. Eliassen 1910:246.
[Note 9] Eliassen 1910:428.
[Note 10] Studehandlerne kom fra Hjerndrup, Vejen, Skodborg, Foldingbro, Høkkelbjerg, Drederupgård og Kolding købstad. Eliassen 1910:408.

Privilegier og bestemmelser

1259-1286 Kong Erik 5. Glipping har formentlig givet Kolding status af købstad.[Note 1] [Note 2]
1321 28. januar Kong Christoffer stadfæster gældende privilegier.
1327 22. juni Kong Valdemar 3. stadfæster gældende privilegier og præciserer blandt andet, at borgerne har toldfrihed undtagen på Skanørmarkedet.
1442 21. december Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og gentager, at borgerne i byen har toldfrihed på Skanørmarkedet og i andre fiskerlejer om høsten.
1447 15. februar Kong Christoffer 3. af Bayern giver Kolding tilladelse til at afholde et marked hvert år på St. Olufs dag den 29. juni og giver alle besøgende samme privilegier, som andre købstæder har med hensyn til deres årsmarked.
1452 29. november Kong Christoffer 1. stadfæster gældende privilegier, og præciserer forhold vedrørende købmandskab, retslige forhold mv. Borgerne i Kolding får eneret på handel i Kolding Len, og byen får fri havn ind til Dragnæs Odde. Derudover forbydes det borgerne at gøre forprang.
1454 18. december Kong Christian 1. giver Kolding tilladelse til at afholde et marked hvert år fra Dionysius' dag den 9. oktober til 3. dag derefter med samme friheder og rettigheder som et marked i Ribe eller andre danske købstæder.
1459 31. marts Kong Christian 1. tillader borgerne i Kolding at fiske i Kolding Fjord efter deres behov.
1475 26. august Kong Christian 1. forbyder udenlandske købmænd at drive handel med bønderne i Koldings opland og forbyder al forprang. Derudover gives borgerne i Kolding samme privilegier, som borgerne i Viborg har.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 3] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 4]
1478 21. maj Kong Christian 1. forbyder fremmede at være værger i Kolding.[Note 5]
1483 17. april Kong Hans stadfæster gældende privilegier, dog undtaget privileget af 29. november 1452 paragraf 4 omhandlende gældssager.
1491 1. november Kong Hans flytter det marked, som tidligere blev afholdt på St. Mikkels dag den 29. september, til St. Franciscus dag den 4. oktober og varende til tre dage derefter.
1492 13. januar Kong Hans tillader, at borgerne i Kolding må handle med borger, gæster og bønder i købstæderne i Danmark og uhindret føre det, de køber, hvorhen de vil i landet.
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.[Note 6]
1521 Kong Christian 2. præciserer, at øksne kun må sælges på købstædernes torve samt på markederne i Ribe og Kolding.[Note 7]
1558 Kong Christian 3. giver adelen monopol på udførsel af øksne.[Note 8]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1560 26. juli Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1580 Kong Frederik 2. giver indbyggerne i Kolding skattefrihed i 10 år.[Note 9]
1580 18. juni Kong Frederik 2. præciserer visse forhold vedrørende bebyggelse.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1590 28. september Åbent brev til selvejerbøderne i Koldinghus Len om, at de kun må sælge deres brænde i Kolding By.
1596 27. november Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1641 12. juni Kong Christian 4. tillader borgerne i Kolding at afholde et marked mere hvert år mandagen efter fastelavn og ugen ud.[Note 10]
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1653 23. juli Kong Frederik 3. tillader borgerne i Kolding at afholde torvedag hver tirsdag.[Note 11]
1653 23. juli Kong Frederik 3. flytter Vorbasse Marked til Kolding.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 12]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Eliassen (red.) 1968.
[Note 2] Byen nævnes i et gavebrev til fattige allerede i 1236 og var formentlig på daværende tidspunkt en købstad ifølge Eliassen 1910:9. Fyhn vurderer, at 1452-privilegiet vidner om, at byen var købstad allerede under kong Valdemar 2. Sejr 1202-1241, hvad dog ikke uddybes. Kong Valdemars jordebog fra 1231 sætter Kolding til en forholdsvis høj skattebetaling, hvilket vidner om, at en vis urbanisering har fundet sted. Andrén 1985:161
[Note 3] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 4] Degn 1991:655.
[Note 5] Hermed forstås, at fremmede ikke må tage logi hos private, men skal søge mod et herberg. En lovgivning, der skal forhindre ulovlig handel.
[Note 6] Se evt. Fyhn 1848:3.
[Note 7] Fyhn 1848:200.
[Note 8] Fyhn 1848:201. Privilegiet gentages under Frederik 2.
[Note 9] Fyhn 1848:4.
[Note 10] De eksisterende heste- og krammarked var blevet en stor succes.
[Note 11] Der har ikke været officielle torvedage tidligere.
[Note 12] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Kolding fra Middelalder til Nutid. En historisk Beskrivelse

Eliassen, P., Kolding, 1910

Koldinghus 700 år. Jubilæumsmagasin

Eliassen, P. (red.), Kolding, 1968

Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660. I: Atlasbind

Fradsen, Karl-Erik (red.), Vojens, 1984

Efterretninger om Kjøbstaden Kolding. Bind I-II

Fyhn, Jens Jørgen, København, 1848

Christiansfeld 1773-1923

Høy, Frederik Christian, Christiansfeld, 1923

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Fra Koldingegnen. Bind 1-4

Schmidt, August F., Brabrand, 1956-65

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.