Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Assens fik formentligt sine købstadsprivilegier under kong Valdemar 2. sejr i perioden 1202 til 1241.[Note 1] Bebyggelsen var opstået i forbindelse med færgestedet, som udgjorde overgangen til Sønderjylland og Slesvig. Assens er i kong Valdemars Jordebog af 1231 sammen med Odense fastsat til 150 mark, som var væsentligt mere end alle andre fynske købstæder. Det er således rimeligt at antage, at Assens på denne tid var en væsentlig købstad, hvilket indicier fra 1300-tallet også antyder. I 1400-tallet forblev Assens med sin beliggenhed på vejen mod Sønderjylland og dermed Slesvig en vigtig udskibningshavn.

Færgestedet bragte omsætning til købstaden. Købstaden blev dog herefter på andre punkter mere uanselig og voksede hverken i indbyggertal eller handelsmæssig position ud over det jævne, selv ikke sammenlignet med de øvrige fynske købstæder. Hvor Assens i 1500-tallet nogenlunde formåede at bevare sin status, var 1600-tallet og det meste af 1700-tallet en lang nedgangsperiode.1800-tallet gav fremgang, men konkurrerende købstæder voksede ligeledes, og Assens forblev en af de mindre købstæder med en betydning, som overvejende var lokalt baseret.

I tidlig middelalder var byen befæstet, men i 1600-tallet var der kun volde omkring byen.

Assens var ikke en typisk købstad og ernærede sig kun delvist af sin handel med oplandets bønder. Så sent som i år 1700 købte bønderne kun enkelte produkter som salt, jern, humle, tobak og brændevin i købstaden.[Note 2] I 1670 præciseredes i privilegierne, at onsdag var fast torvedag, men når det samtidig blev tilføjet, at bønderne havde ret til at handle på ikke-helligdage, kan man ikke kalde det decideret torvetvang, som dette normalt opfattedes i sådanne torvedagspræciseringer. Allerede i 1524 understregedes i lovgivningen, at det var ulovligt for udlændinge eller bønder at gøre landkøb omkring Assens.

Assens har som de fleste købstæder formentligt haft et tomileopland, men endegyldig dokumentation for dette kendes ikke.[[Rosted noterer, at Assens i 1443-privilegiet fik defineret et tomileopland, men henviser ikke til kilde. På samme side oplyses, at Odense har et defineret firemileopland, hvilket heller ikke kan påvises, så længe kilden ikke kendes. Rosted1924:4].]

Der er adskillige eksempler på, at Assens gennem århundreder ikke har kunnet håndhæve sine handelsrettigheder. I 1593 drev en præstefrue stor handel med forbudte varer, i 1617 købte en håndværker til videresalg og i 1618 ansatte byen ligefrem fire kontrollanter, der skulle stoppe ulovlighederne. I 1630 solgte flere borgere på landet, og nogle år senere stævnedes blandt andet en feldbereder, en rebslager og en skomager for forprang. I 1635 klagedes over, at borgere og deres tjenere løb omkring i landsbyerne og handlede. Opkøb på landet var normalt, og allerede i 1546 konstateredes, at adskillige sønderjydere opkøbte korn omkring Assens og udskibede fra ulovlige havne.[Note 3] Der var ikke langt fra Sønderjylland til Assens, og i 1623 blev Michael Ibsen fra Haderslev tiltalt for forprang og ulovlige køb på Assens-egnen. Lybækkerne var gennem tiderne godt repræsenteret i byen, og i 1664 blev hele tre af dem taget for at have solgt lærred og salt ulovligt og for at have opkøbt hør og smør hos bønderne.

Om Haderslev-borgere ofte overtrådte handelsprivilegierne, er uvist, men i 1696 var det en John Ranchel fra Haderslev, der havde købt rug af Niels fra Kerte.[Note 4] Borgernes klager var i 1735 dog ikke kun rettet mod Haderslev, men også mod borgere fra Åbenrå og Flensborg. Der blev opkøbt korn på egnen, og der blev indført varer, som blev solgt fra kysten uden om tolden. Ulovlige havne i Hagenskov Len og Nyborg Len omtales specifikt i privilegiet af 1622, der forbyder disse havne omkring Assens. Bøndernes klager var typiske for mindre købstæder og var rettet mod købmændenes manglende vareudbud. I 1689 klagedes eksempelvis over, at det ikke var til at købe salt i Assens.[Note 5] Den ulovlige handel fortsatte langt op i 1700-tallet, og så sent som i 1766 afviste Assens-borgerne at købe silke som påbudt, da de såkaldte snighandlere på egnen kunne sælge det billigere. I 1700-tallet omtales også ulovlig handel ved Saltofte og Torøhuse i forbindelse med fiskeriet.[Note 6]

Bønhaseri var heller ikke ukendt for Assens-egnen. I starten af 1500-tallet klagede skrædderne eksempelvis over en skrædder i Saltofte. I 1720 flyttede en skrædder på landet, og de mange krige, som ramte Assens forholdsvis hårdt, har givet gjort det formålstjenligt for den enkelte håndværker at søge skattely i landsbyerne. I 1628 købte en slagter bevidst stjålet kvæg fra soldater, og det er helt sikkert, at besættelserne har betydet alvorlige tilsidesættelser af lovfæstede rettigheder, og dette har i sidste ende været medvirkende årsag til, at Assens mistede fordums styrke i slutningen af middelalderen.

1600-tallets svenskerkrige ramte Fyn hårdt, og specielt Karl Gustavkrigene fra 1657-60, som kom kun få år efter pesten, satte sig længerevarende spor i byens udvikling. Befolkningstallet stagnerede i perioden 1672 til 1769, og Assens var nu blandt de mindste byer på øen. Da svenskerne forlod Assens, efterlod de sig en udplyndret by, som havde problemer med at fungere normalt. Færgerne fik konkurrence fra illegal færgefart af lokale fiskere, og det gjorde ikke situationen bedre, at kongen i 1662 gav sig selv og hoffet fri overfart ved Assens. Købstaden var lille, og indkvarteringsforpligtigelserne ramte hårdt.

Den illegale færgefart var stadig et faktum i 1736, og det lovmæssige færgeri var langt mindre end i århundrederne forinden.[Note 7] Den lokale færgemand Hans Werner måtte i denne periode supplere sin indtægt ved sideløbende at drive et gæstgiveri. Trods færgefartens mindre betydning gav den dog stadig omsætning i gæstgiverierne, som opstod i forbindelse med havnen, og Assens var stadig den vigtigste færgeby i Odense Amt og således vigtigere end både Strib, Bogense og Middelfart.

Hvor Assens i 1500-tallet med afbræk på grund af Grevens Fejde var en vigtig købstad med stor aktivitet på skibsbroen, blev købstaden således i senere århundreder mere ubetydelig. Avlsbrugene blev vigtigere i 1700-tallet på samme måde, som skibsfarten voksede. Bemærkelsesværdigt er det, at Assens trods fremgang i denne periode stadig var en af de mindste søfartsbyer på Fyn.

Torvedagen, der i 1670 defineredes som værende onsdag, blev aldrig en succes, og modsat andre købstæder blev det ikke væsentlig bedre op imod 1800-tallet. Så sent som 1790 var det normalt, at når en bonde kom til byen, blev hans varer opkøbt lige inden for porten. Dette kan naturligvis henføres til byens lave befolkningstal, der ikke i praksis har gjort det muligt at skabe et velfungerende handelscentrum i det vestfynske. Assens har med sikkerhed haft et årligt Bertelsmesse marked, som indtil 1719 blev afholdt på Bartholomæi dag, og fra 1719 blev afholdt den 7. oktober på Amalie dag. I 1719 fik Assens desuden tilladelse til at afholde et heste- og kvægmarked den 25. oktober. Der var derudover også et Pedersmesse marked, som i 1693 blev afholdt den 22. februar, men som dog var minimal af størrelse.[Note 8]

I 1800-tallet blev handlen mere organiseret, og håndhævelsen af privilegierne noget nemmere. Problemer var der dog stadigvæk, og specifikt omtales i 1852 ulovlige udskænkningssteder med brænderi i Byllerup, Balslev og Mosegård samt ulovligt kroholderi i Kerte, Tanderup og Ebberup i Kærum Sogn. Dette var dog typisk for denne tid og kan ikke henføres til specielle forhold for Assens.

I 1856 fik Assens tilladelse til at afholde torvedag med levende kreaturer den første onsdag i hver måned. Kort før næringslovens vedtagelse var det dog stadig sjældent, at bønderne førte fjerkreaturer, smør, æg og lignende til torvs, og de varer, der blev indført, blev normalt solgt direkte til en af byens købmænd.[Note 9]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur