Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Kerteminde fik status af købstad i 1413, men der har været permanent bebyggelse allerede i 1200-tallet, hvor der opstod et fisker- og handelssamfund på egnen.[Note 1] Kerteminde var den sidste fynske købstad, som fik privilegier, og kort afstand til Odense og Nyborg minimerede byens mulige opland. Det gjorde det naturligvis heller ikke bedre, at Kerteminde næsten er bygget i havet med vand på flere sider, hvad betød minimalt naturligt opland samt en meget lille bymark.

I det første privilegium fik Kerteminde samme rettigheder som borgerne i Svendborg og Fåborg, og samtidig forbydes ulovlige havne mellem Knudshoved og Fynshoved. Slipshavn og naturhavnene Pughavn og Korshavn var således ulovlige, og de eneste lovlige havne, som var egnet til handel, var derfor Odenses Ellemosehavn, Kerteminde havn og Nyborgs slipshavn.

Et senere privilegium af 1441 gav Kerteminde tilladelse til at holde torvedag om torsdagen, og beboerne på halvøen Hindsholm og i de omkringliggende sogne Drigstrup, Revninge og Flødstrup befales at søge torv på denne dag. Dette opland var ikke særligt stort, og selvom jorden på egnen var god, så var det fra starten tydeligt, at Kerteminde mere end andre købstæder måtte ernære sig af fiskeri og søfart. Hindsholm var i praksis det sikreste opland; oplandet mod syd var stærkt begrænset, hvad til dels skyldtes, at Odense-købmænd traditionelt havde handlet på Kerteminde-egnen.

I privilegium af 1473 fik Kerteminde samme privilegier som Odense og Svendborg, og byen blev fritaget for told både i Assens og Middelfart samt i resten af riget med undtagelse af skånemarkederne. Odense fik endvidere i sine 1477-privilegier præciseret, at al handel mellem Ellemose og Mesinge Sund (også kaldet Gabet) var forbudt. Ulovliggørelse af Odense Fjord var ubetinget til Kertemindes fordel, som på den måde blev et bedre alternativ end Odenses ikke særligt gode havn i Ellemose.

I 1503 blev al opkøb af fremmede købmænd forbudt i en afstand af en mil fra Kerteminde, hvad dog i praksis ikke har ændret det store. Oplandsgrænserne af 1441 var jo stadigvæk gældende, og det nye privilegie virker mere som en skærpelse rettet mod fremmede købmænds opkøb på egnen. I samme privilegium gaves borgerne i Odense og Kerteminde ret til at handle i begge købstæder, som de ifølge privilegiet også gjorde tidligere - en tydelig indikation på, at Kerteminde på mange måder var en filial af Odense, og selvom ordlyden minder om en gensidig aftale, står det klart, at Kerteminde-købmænd ikke kunne konkurrere med Odense-købmændene, der var blandt de rigeste i hele Danmark.

I løbet af 1500-tallet blev Odenses havneforhold dårligere, og Kerteminde fik en stor rolle som udførselshavn for Odense. Kertemindes havn var tillige færgebro til Sjælland, hvilket dog ikke spillede en større rolle. Udenrigshandel foregik ofte med Lübeck, og 1500-tallets vækst i søfarten kom Kerteminde til gode, men byen var dog stadig blandt de mindste købstæder på Fyn. For kongerne var Kerteminde først og fremmest vigtig på grund af beskatningspotentialet, og da Kerteminde i 1560 skrev til kongen for at få mindsket omkostningerne til soldaternes indkvartering, blev det afvist i en for en tiden usædvanlig hård tone.

Odense forsøgte i 1560'erne at lave skibsbro ved Munkebo, hvad dog blev opgivet og slutteligt endte med, at Odense-købmændene satsede endnu mere på havnen i Kerteminde. Omkring 1580 var Kerteminde klart Odenses indførselshavn, og alternativerne Munkebo og Ellemose omtales ikke i kilderne. Det anslås, at godt en tredjedel af landbrugsoverskuddet på Fyn i denne tid blev udskibet fra Kerteminde, husdyr dog først og fremmest via Assens.[Note 2]

Selvom Kerteminde havde et forholdsvis lille defineret opland, havde byen som andre byer problemer med at håndhæve sine rettigheder. En Odense-købmand udførte i perioden 1590-1594 heste og okser fra Kerteminde uden at svare told. Samme købmand havde nogle år forinden fået dobbelt borgerskab og blev kendt i Kerteminde for ikke at tage privilegier for højtideligt. Eksempelvis solgte han klæder i landsbyerne på Hindsholm om søndagen fra kirkerne. Kertemindes handelsmæssige opland svarede i praksis meget godt til det lovmæssige. I slutningen af 1500-tallet var oplandet stadig Hindsholm, sognene Drigstrup, Munkebo, Kølstrup, Rynkeby, Revninge og Flødstrup. En undersøgelse af fordringer læst på tinget i 1602 bekræfter dette, og det primære opland var Hindsholm og sognene mellem fjorde og derudover sognene Kølstrup og Revninge. Sekundært var der dog også en række forbindelser til Marslev, Birkende, Rønninge og Ullerslev Sogne, hvilket vil sige sognene i grænselandet mellem Nyborg, Odense og Kerteminde.[Note 3]

Bønhaseri omtales første gang omkring år 1600, hvor en skomager ved navn Lauritz Jensen fik bøde for at have drevet skomageri mod lavets vilje. Om bønhaseri var et større problem, kan der dog kun gisnes om.

Perioden 1600 til 1650 var trods krigene en god tid for landbrugslandet Danmark, og korneksporten steg. Eksporten foregik dog ikke som tidligere på egne skibe, men hovedsageligt med hollændere. Den sidste svenskekrig var katastrofal for Kerteminde, og kamphandlingerne hærgede helt op til 2/3 af byens ejendomme. Kerteminde sad stadig trygt på udførsel fra Odense, hvad dog mere skyldtes, at Nyborg var et endnu dårligere alternativ. Bytingets læste fordringer i 1650-1651 svarede godt til milegrænsen, men oplandet gik dog lidt mere syd og sydvest. Der var dog ingen handelsforbindelser syd for Odense og kun lidt syd for Nyborg til godserne Tangegård og Hellerup.

Som helhed var Kerteminde en lille købstad, og meget sigende var Odensefjordens vestside næsten ukendt land for Kertemindes handelsliv. Et nærmere studie af købmand Poul Christensens stævninger i 1650 viser, at hans kunder først og fremmest boede inden for en afstand af en mil fra købstaden, men at han også havde en del kunder helt op til to mil herfra i sydlig retning. Odense-købmændene var dog langt større, og et studie af Peder Knudsen Gaas’s udeståender i 1645 viser, at han havde kunder helt op til Hindsholm og væsentlig handel inden for Kertemindes definerede opland.[Note 4]

Kertemindes maltproduktion var vidt kendt, og øl spillede en stor rolle for byen. Næringsmidler udgjorde da også hovedparten af eksporten. Ulovlig handel var ikke ukendt i 1600-tallet, og i 1630 blev Christen Christensen fra Kikkenborg dømt for at have opkøbt korn og handlet malt i store mængder. En skrædder fra Kølstrup ved navn Jens Tygesen drev skrædderi i landsbyen og udskibede selv korn fra Kerteminde. Tinglæsningerne af bondegæld på Kerteminde byting i 1650 bekræfter tidligere nævnte oplandsbeskrivelser. Oplandet var først og fremmest Hindsholm, Bjerre Herred og en række sogne fra de omliggende herreder Flødstrup, Ullerslev og Rønninge.

Kerteminde var kun en middelmådig købstad på Fyn i kraft af sin funktion som Odenses havn, og befolkningstallet forblev trods vækst i slutningen af 1500-tallet kun på 800 til 1.000 indbyggere efter pestepidemien i 1603. Perioden 1600 til 1660 endte med krise for Kerteminde på grund af forhold uden for købstadens indflydelse: Hollænderne overtog fjerntransporten, Odense-købmændene mistede terræn internationalt, og fiskeriet var i ubrudt nedgang. Værst var dog besættelsen og den hårde befrielse i 1658-1659, der selv i forhold til andre hærgede byer på Fyn var enestående voldsom.

Hvor Kerteminde tidligere blev betragtet som en betydende søfartsby, var købstaden nu en meget lokalt afgrænset købstad. Da de fynske veje blev opmålt i perioden 1691-1697, blev Kerteminde som den eneste købstad på Fyn ikke opmålt. Befolkningstallet var i 1660 omkring 1.000, men faldt herefter, så den i 1672 nu var næstmindste købstad med kun 642 indbyggere. I 1769 var Kerteminde stadig næstmindst, og mange var flyttet fra købstaden.

Nyborg blev i 1662 stabelstad, og selvom Odense fortsatte med at ud- og indskibe fra Kerteminde, blev der ikke længere investeret i købmandsgårde og lagerbygninger. I 1672 kunne der dog igen handles lovligt med udlandet med udgangspunkt i Kerteminde. Skånske Krig kostede dyrt, og det har også haft negative konsekvenser, at Odense i 1681 fik markeret sejlrende. Indtil omkring 1700 formåede Kerteminde at bibeholde sin position som Odenses vigtigste havn, men herefter gik det tilbage, og fra omkring 1710 var Kerteminde ubetydelig for Odense, hvis man ser bort fra, at mange søfolk stadig kom fra Kerteminde-egnen.

Kerteminde har som andre købstæder haft mindst en ugentlig torvedag, hvor oplandets bønder kunne indføre deres overskudsproduktion og købe de typiske byprodukter. I 1441 tillades afholdelse af en torvedag om torsdagen, hvor det tidligere omtalte definerede opland var pålagt at søge torv. Der har givetvis været besøgende fra byer såsom Bregnør, Drigstrup, Kærby, Viby og flere af landsbyerne på egnen.[Note 5] Trods et lille opland er der meget, der tyder på, at det er lykkedes Kerteminde at have et forholdsvis velbesøgt torv på trods af nærheden til både Odense og Nyborg.

Udover den ugentlige torvedag havde Kerteminde som de fleste købstæder også årlige markeder. Allerede i midten af 1200-tallet har der været et fiskemarked på egnen, et marked, som stadig fungerede i en eller anden form sidst i 1500-tallet. I slutningen af 1500-tallet var der et velbesøgt Skt. Laurentius marked, som blev afholdt den 1. august. I 1639 blev det dog afskaffet og erstattet af to årlige markeder til afholdelse den 26. juni og på Sankt Sørens dag den 23. oktober. Hvorvidt disse har været velbesøgte, er uvist, men højst sandsynligt har de fulgt konjunkturerne og byens økonomiske udvikling i øvrigt. Hermed sagt, at Kerteminde ikke har været en attraktiv by at handle i fra 1720'erne og frem.

Perioden fra 1720 til 1790 var en tid med nedgang for Kerteminde. Adskillige unge flyttede til Odense, og i 1769 tilhørte næsten en fjerdedel af indbyggerne byens garnision. En indberetning om byens tilstand fra 1735 melder om, at landet handlede direkte med søfarende, og man må formode, at Kerteminde havde mistet sin tiltrækningskraft. I perioden 1740 til 1777 var Kerteminde desuden plaget af flere epidemier, hvad dog ikke var usædvanligt for tiden.

Fra 1790 til 1807 var købstaden i fremgang, og den havde i 1850 overhalet Middelfart i indbyggertal. Købstæder såsom Fåborg, Assens og Svendborg havde dog en langt bedre udvikling. Fiskeriet gik fint i 1800-tallets første halvdel, og i 1839 berettes om en by i fremgang.

Handelsmæssige uoverensstemmelser omtales kun sporadisk og tyder ikke på omfattende overtrædelser af privilegierne. Borgerne forsøgte dog naturligvis at håndhæve sine rettigheder, og i 1829 fik to bødkere forbud mod at flytte til Viby og Mesinge.[Note 6]

Kerteminde blev sent købstad og opstod blandt andet som et direkte resultat af Odenses behov for en god havn. Udviklingen gik fint indtil 1600-tallet, hvor udviklingen vendte, hvad til dels kan forklares med det faktum, at Odense gradvist stoppede med at bruge Kerteminde som havn. Fra 1720'erne fandt Kerteminde sit naturlige leje, og selvom købstaden i 1800-tallet fulgte de bedre konjunkturer, så var Kerteminde ved næringslovens indførelse i 1857 blandt de allermindste købstæder på Fyn, kun større end Bogense, og nogenlunde på niveau med Middelfart.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur