Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Kalundborg opstod som borgby kort før 1170. Der har dog muligvis været ældre bebyggelse på den banke, der udgjorde en del af næsset mellem havet og Munkesøen. Hvorvidt der tidligere har været en befæstet borg, hvor det nuværende slot ligger, er uvist, men Kalundborg var en befæstet by med hærfunktioner. Beliggenheden var strategisk god, idet havnen var særdeles god, og byen var overfartssted til Samsø og, via Århus, til Jylland.

Det første kendte privilegium er fra 1443, men Kalundborg var med sikkerhed blevet købstad lang tid forinden. Korsør fik da også allerede i 1425 samme privilegier som Kalundborg og Roskilde, som således nødvendigvis må have haft privilegier på daværende tidspunkt. Højst sandsynligt er Kalundborg blevet købstad i slutningen af 1100-tallet, og købstaden har formentligt haft et for denne tid forholdsvis stort indbyggertal.[Note 1] I midten af 1300-tallet var kong Valdemar Atterdag en hyppig gæst i købstaden, som blev en af flere mødebyer, og det gav stor prestige, at samme konge i 1362 valgte at afholde danehof på slottet.

Kalundborg havde i kraft af sin havn og gode beliggenhed fremragende betingelser for søfart, og der var således god basis for handel med især Lübeck, Wismar og Rostock. Købstaden blev tidligt udførselshavn for hele det nordvestlige Sjælland, på samme måde som købstaden blev centrum for franciskanermunkenes hestehandel. Kalundborg blev tidligt en markant by og havde stor administrativ betydning i 1400-tallet, hvor fiskeriet også spillede en større rolle. Under kong Erik af Pommern i 1400-tallets start blev der ligefrem talt om at gøre byen til hovedstad.[Note 2]

I tidsrummet fra 1200-tallet til år 1500 mistede Kalundborg en del af sin storhed, men først omkring 1660 kan man definitivt sætte et skel. Indbyggertallet faldt drastisk fra 1.750 anslåede indbyggere i 1500-tallet til kun 1.058 indbyggere ved optællingen i 1672. Herefter var der kun en svag stigning frem til år 1800.

Borgene mistede i senmiddelalderen deres store betydning, hvilket satte sig dybe spor i købstæder som Kalundborg og Fåborg. Selvom Kalundborgs nationale betydning blev mindre, kan man dog langtfra sige, at købstaden blev ubetydelig regionalt. Tværtom var der flere forhold, som taler for, at der stadig var basis for en velfungerende købstad. Det var især de gode havneforhold, som var klart bedre end Slagelses, hvilken by måtte klare sig med udhavn, og Holbæk, som havde en dårlig havn, der ofte var tilfrosset. Desuden var det nordvestlige Sjælland meget velegnet til kornavl, og det potentielle opland var således stort.

Kalundborgs privilegier blev først fra 1495 konkret rettet mod handelsrettighederne. Her præciseres det, at handelsoplandet var på to mil. I 1557 konstateredes problemer med indførsel af korn fra oplandet, hvilket dog ikke stemmer overens med en beretning fra 1542, som giver indtryk af en ikke helt ringe bondehandel fra Kalundborg Len.[Note 3] Kalundborg-egnen havde flere gode naturhavne, og i 1568 blev det i privilegierne præciseret, at Sejrø-bønderne måtte besøge Korshavn i Skippinge Herred. Havnsø korshavn var overfartssted til småøer såsom Sejrø og Nekselø. I 1574 blev det nødvendigt at præcisere, at Skibsholm var at regne for en ulovlig havn, hvilket kan synes lidt bemærkelsesværdigt, idet ladepladsen normalt blev brugt af Slagelse og lå tættere på både Slagelse og Korsør. Samme år blev Sejrø-bøndernes tilladelse af 1568 omgjort, idet de tydeligvis havde drevet forprang til skade for købstaden.

Det var alment kendt, at fiskere opkøbte af hinanden i rum sø og tillige ofte handlede i ulovlige bondehavne. Samsø-skippere var berygtet for dette i denne tid. Der kom talrige klager, og det er tydeligt, at lovgivningen ikke blev overholdt.[Note 4]

I midten af 1500-tallet opstod en bebyggelse øst for slottet uden for bymuren, og dette blev begyndelsen på en længerevarende strid mellem Kalundborg (Højbyen) og området uden for porten, som blev kaldt Kordel (Nederbyen). Kordel blev betragtet som en bondeby og måtte ikke drive købmandskab, hvad bønderne ikke tog så højtideligt, og flere handlende fra Kordel blev pålagt at søge borgerskab i købstaden. En del flyttede også den anden vej, og i 1606 blev det præciseret, at handel i Kordel (forstaden) var at betragte som forprang. I starten af 1600-tallet blev problemerne endnu større, og borgerskabet klagede i 1624 over, at Kordel tog næsten al byens næring, idet folk dér opkøbte varerne, før de kom til købstaden.

Kordel-bønderne mente på dette tidspunkt, at der var tradition for at tillade handel i forstaden, men først i 1640'erne endte det med retsag. Under forløbet oplystes det, at bønderne i Kordel betalte godt 75% af købstadens skatter, hvad dog ikke kan overraske, idet der i 1645 kun boede 345 inden for porten og hele 1.141 uden for. Rettertinget nedsatte en kommission, som i 1649 bekendtgjorde, at Kordel var at betragte som en del af købstaden. Da Kalundborg Slot blev nedrevet i 1660, mistede Kalundborg ikke bare prestige, men også en stor del af den håndværksomsætning, slottet gav købstaden. De magre år blev indledt, og byen måtte ernære sig af færgefart, vognmandskørsel samt produktion af malt, som fik stor betydning. Få år efter slottets nedrivning blev Kordel centrum for købstadens handel.[Note 5]

Problemet med opkøb uden for porten, som ifølge borgerne var ulovligt indtil 1649, var stort, og i privilegium af 1633 præciseredes det, at såfremt bønderne i Ods og Skippinge Herreder søgte torv i Kalundborg, måtte de ikke sælge deres varer i forstaden. I samme privilegium blev det også bekendtgjort, at onsdag var torvedag. Nogle få dage forinden var markedsforholdene også blevet lovfæstet. Det præciseres, at der for fremtiden kun måtte være to årlige markeder i Kalundborg. Et på sognedagen efter St. Hans, og et på St. Søvrens dag den 23. oktober eller næste sognedag, såfremt dagen var helligdag.

Det er således rimeligt at formode, at Kalundborg har haft mindst tre årlige tibagevendende markeder før 1633, men de kendte privilegier omtaler dem ikke.[Note 6]

Udover forprang var der også problemer med bønhaseri. I 1604 stævnede skomagerlavet eksempelvis en skomager, som dog forsvarede sig med, at han arbejdede på slottet. De forskellige fag vogtede også nidkært over deres rettigheder, og i starten af 1600-tallet blev en ølhandler stævnet for værtshushold. Stævningen var ikke en konsekvens af konstaterede ulovligheder, men baseret på antallet af stole og borde i ølhandlerens hjem. En undersøgelse af byregnskabet i 1640-1641 fortæller, at der blev givet to store bøder til bønder, som havde drevet handel i byen ud over det tilladte torvesalg. Den ene havde handlet med en skipper fra Halland på skibbroen. Et andet problematisk ladested var i denne tid Fuldebæk Bro.[Note 7] Der kendes ikke håndværkerlav i det midderalderlige Kalundborg, men i 1700-tallet var der med sikkerhed mindst fem.

Kalundborgs naturlige opland var allerede i senmiddelalderen af en vis størrelse, og i 1495 fik købstaden tillige et lovfæstet opland på hele to mil. Privilegiet af 1633 indikerer ligeledes, at der har været søgning til købstaden fra både Ods og Skippinge Herreder. Skippinge Herred lå til dels inden for to mils afstand fra købstaden, hvorimod Ods Herred lå mindst 2,5-3 mil fra Kalundborg. Noget tyder således på, at Kalundborg var en velfungerende købstad med et opland, som var klart større end de fleste andre danske købstæders.

En undersøgelse af Kalundborg-købmanden Christoffer Brasks tilgodehavende viser, at han især handlede med Ars og Skippinge samt det nordlige af Løve og Tuse Herreder. Sydpå dog helt til Mullerup og Drøsselbjerg og østpå helt til Reerslev og Hjermbæk. Brask havde således en større kundekreds, som lå inden for en radius på tre mil fra Kalundborg, og derudover også lidt uden for denne grænse.[Note 8]

Udførselen af kornet fra dette opland gik primært til Sydnorge og sekundært til Flensborg og Århus. De fleste skippere kom fra Sejrø og Samsø, som de traditionelt havde gjort, og idet Kalundborg tidligere - mere end andre købstæder - undgik hanseaternes dominans, forblev handelsflåden overvejende på danske hænder gennem flere århundreder. I 1700-tallet fulgte Kalundborg med konjunkturerne, og selvom det ikke lykkedes at genvinde den position, som købstaden havde i de gode år i tiden frem til ca. 1630, stabiliserede Kalundborg sig som en velfungerende købstad, som trods alt var større end de mindste købstæder på Sjælland. Selvom en beretning af 1721 omtaler forprang og landprang begået af udenbys handlende, og der i 1736 klagedes over manglende nærhandel, så står det klart, at Kalundborg klarede sig godt i konkurrencen med nabobyerne Slagelse og Holbæk, hvis naturlige opland delvist blev erobret af Kalundborg.

Overtrædelser af privilegierne fortsatte i 1700-tallet, og borgerne forsøgte stadig at undgå ulovlig konkurrence.[Note 9] Smugleriet var dog umuligt at stoppe, og borgerne var ikke helt uskyldige. Et problem, som især generede Holbæk-borgerne, var Kalundborg-brændevinens store udbredelse.

Kalundborg var i stor fremgang fra omkring 1830 til 1848, hovedsageligt fordi det gik fremragende for landbruget, og dette gjorde købstaden til udskibningshavn for et større opland. I denne periode var også en stor del af Holbæks opland inkluderet, helt frem til Vallekilde Sogn godt 2,5 mil mod øst. Mod Slagelse og Sorø lå grænsen ved Tersløse Sogn godt fire mil sydøst for Kalundborg samt helt frem til et område tæt på Slagelses bygrænse. Udviklingen gav dog ikke helt i samme grad som tidligere økonomisk vækst, blandt andet fordi en Slagelse-købmand allerede i 1830'erne etablerede et kornmagasin på Mullerup Strand, og flere udenbys købmænd gjorde det samme til stor skade for Kalundborg-købmændene. Allerede i 1850 var købstadens opland normaliseret igen, og grænsen lå mod Holbæk nu ved Faurbo Mølle (Føllenslev Sogn), gennem Reerslev Sogn mod Sorø og mod Slagelse og Mullerup ved Aagerup Mølle i Svallerup Sogn. Det vil sige nogenlunde svarende til det lovfæstede tomileopland mod Holbæk i øst, men stadig godt tre mil i retning mod Sorø, mens oplandet syd for købstaden nu kun var godt 1,5 mil. mod Slagelse. Mullerup Strand, som især blev anvendt af Slagelse, hæmmede således Kalundborgs udvikling.[Note 10]

Kalundborg havde i 1800-tallets første halvdel dog også fremgang i færgefarten, og Samsø-bønder fandt det naturligt at handle i Kalundborg. I 1842 grundlagdes jernbaneruten direkte fra København til Århus via Korsør, hvad betød, at der nu ikke mere var basis for en rute til Samsø fra Kalundborg, hvilket igen var med til at gøre Slagelse stærkere på Kalundborgs bekostning.

De fleste danske købstæder forsøgte i 1800-tallet stadig at håndhæve sine privilegier, selvom tidens udvikling klart gik i retning af liberalisering af handelen. Kalundborg var ingen undtagelse, og handelsforeningen oprettet i 1850 havde netop som formål at bekæmpe ulovlig høkerhandel på landet, bissekræmmeres omløben samt skippernes ulovlige handel ved udskibningsstederne Mullerup Strand og Havnsø Mølle. Der var tanker fremme om at oprette købmandshandel ved Havnsø, men det blev ved tanken. Hvorvidt de har haft held med at stoppe den ulovlige handel, er yderst tvivlsomt, idet næringsloven af 1857 ophævede privilegierne og erstattede dem med lempeligere regler. Smugleriet var, som i andre købstæder, mere reglen end undtagelse frem til 1850, og eksemplerne er mange. En vildtleverandør var kendt for aldrig at betale accise, idet han formåede at skjule vildtet på kroppen. En bonde fra Illerup lidt nord for byen var ligeledes kendt for indsmugling af æg.[Note 11]

Næringsloven fik langtfra de ubehagelige konsekvenser, som borgerskabet frygtede, og i slutningen af 1800-tallet blev Kalundborg en spirende industriby. I 1874 kom jernbanen til byen med forbindelse til Roskilde, hvad gav basis for en genskabelse af færgefarten til Samsø.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur