De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Horsens

Horsens

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Horsens er en af de ældre jyske købstæder og er formentligt vokset frem i ly af kongsgården, som med sikkerhed lå i byen omkring 1150. Bebyggelsen ved Horsens har været ideel, idet fjorden har en velbeskyttet åhavn med et stort og rigt opland. I midten af 1100-tallet var Horsens tillige møntsted, og i 1231 var Horsens blevet en af de større jyske byer.[Note 1]

Det første kendte privilegium er dateret 29. november 1442, men Horsens har med sikkerhed været købstad siden 1317, idet det af privilegierne for Ebeltoft fremgår, at byen modtog kopi af Horsens-privilegierne, der igen var kopi af den slesvigske stadsret. Det er uvist, hvornår Horsens blev købstad, men en datering omkring år 1150-1200 virker sandsynligt, selvom en tidligere datering bestemt ikke kan udelukkes.[Note 2]

I 1261 grundlagde gråbrødrene et kloster i byen, og flere fulgte efter. I 1300-tallets begyndelse anlagdes Bygholm Slot, men den første storhedstid må siges at være allerede i perioden 1157 til 1241, hvor Horsens havde en størrelse, som den først fik igen omkring år 1500.[Note 3] 1300-tallet var præget af misvækst, pestepidemier og krige, hvad dog afløses af fremgang i 1400-tallet, hvor studeeksporten definitivt havde afløst den tidligere Skanørhandel.

Privilegierne af 1317 og 1442 er meget generelle og forbyder blot ulovlige havne, giver toldfrihed og præciserer retslige forhold i byen i øvrigt. Der har i Horsens været problemer med bønder, der boede i byen uden at svare borgerskab, og privilegiet af 1452 indskærper blot det ulovlige i dette forhold. I 1422 fik Horsens som andre købstæder principielt eneret på bondehandel, og det var hermed ulovligt at gøre forprang på landet. Privilegiet af 1475 forbød håndværkere at drive købmandskab eller brygge øl til videresalg, og som i 1452 indskærpedes, at ingen, der ikke har borgerskab, måtte drive købmandskab eller sælge øl.

I 1503 fik Horsens defineret et opland på to mil, men allerede i 1515 har det været nødvendigt at forbyde omløbende kræmmere og prangere at opkøbe kvæg. Fra omkring 1500 og frem var der opsving i handelen, og trods særlige rettigheder, som fulgte med Grevens Fejde i 1536, nåede Horsens et foreløbigt højdepunkt omkring år 1600. De høje landbrugspriser gav gode vilkår for en by som Horsens med store bymarker, et rigt opland og en forholdsvis dyb og sejlbar havn. Hvordan handelsrettighederne i praksis blev håndhævet i 1500- og 1600-tallet, er ikke muligt at fastslå entydigt. Der har, som privilegierne antyder, været omstrejfende kræmmere til skade for byen, men samtidig vidner kilderne om en stabil borgerstand, der senere i perioden har haft rigeligt med indførsel til byen fra oplandet.

Perioden fra 1625 og frem til de første årtier af 1800-tallet var overvejende dårlig for Horsens, og i perioden 1660-1697 blev købstaden ligefrem bekrevet som forarmet og stillestående.[Note 4] Svenskekrigene og Store Nordiske Krig tog hårdt på byen, der i 1724 blev garnisionsby med deraf følgende indkvarteringsforpligtigelser. Havnen var på dette tidspunkt tilsandet, og vinterhavnen lå nu i Stensballesund.

Kilderne fra 1700-tallet vidner om en købstad, der har haft konstante problemer med håndhævelsen af sine privilegierede rettigheder. I 1705 anlagde borgerne eksempelvis sag mod Henrik Samsing, der opkøbte brænde og trækul af bønderne omkring Horsens. I 1724 var der problemer med bissekræmmere, jøder og andre, der flakkede om på landet og udhøkrede varer. Året efter blev præsten Oluf Bang i Nim ved visitation taget med et større varelager af huder blandt andet opkøbt af Peder Kræmmer i Nøttrup. Tobaksspinderne i byen klagede i denne tid også over, at reformerte kolonister solgte tobak til bønder.[Note 5] En indberetning om byens tilstand fra 1735 bekræfter tendensen, idet den nævner specifikt bissekræmmere fra Haderslev, "hommelførere" og lærredskræmmere og i øvrigt konstaterer, at en del skippere og håndværksfolk drev købmandskab. Det noteres endvidere, at bønder bosiddende 2-3 mil fra byen drev handel så langt væk som Holland.[Note 6] Forbedringer af havnen i samme periode gjorde dog, at Horsens trods de mange klager var inde i en vækstperiode i 1730'erne.

Problemer med bønhaseri kendes første gang fra skrædderlaugets protokol fra 1702, hvor skræddersvenden Anders Jensen måtte tilstå sin forbrydelse af denne art. I 1747 påstod snedkerne, at der var hele 50 fuskere i landdistrikterne omkring Horsens. Skrædderne klagede over, at godserne holdt skræddersvende, og feldberederne klagede over, at bissekræmmer opkøbte huder og skind. Der var naturligvis også uenighed internt mellem håndværkene, og det var eksempelvis ikke lovligt, at en snedker malede ligkister.[Note 7]

I slutningen af 1700-tallet var smugleri et stort problem, og Horsens betegnedes som et af de største smuglercentre i Danmark.[Note 8] Varerne blev ofte indført fra havne i Sydvestjylland, og specifikt nævnes, at silkestoffer var meget anvendt syd for Randers, uden at købstæderne havde stor handel med denne vare. 'Grossisterne' i silke og uldvarer var ofte præster og proprietærer på landet, men de omløbende kræmmere og især jøderne har også medvirket.[Note 9]

De privilegerede rettigheder til apotekeren blev også overtrådt, og i 1708 klagedes over, at købmænd og urtekræmmere solgte apotekervarer.[Note 10] En emsig byfoged forsøgte i 1760 at stoppe hus- og bolsmænds salg af brændevin på godserne og håndhæve privilegierne i øvrigt, men intet tyder på, at det har hjulpet. I 1784 var eksempelvis toldkontrolløren i Horsens én blandt mange, der drev ulovlig handel.

I 1795 havde Horsens bemærkelsesværdig stor indførsel til torvet, og det er tydeligt, at Horsens ernærede sig af bondehandel og var baseret på den nærmeste omegn.[Note 11]

Privilegierne omtaler ikke torvedage og kun markedsdage i forbindelse med to Ry-markeder, som købstaden fik og mistede i 1570'erne. Horsens har dog som de fleste andre købstæder haft en fast torvedag måske så tidligt som 1200-tallet. I 1760 og 1774 var der torvedag hver torsdag, men om det har været torsdag hele perioden, er dog uvist.[Note 12] Af markedsdage havde Horsens i 1774 St. Hans og St. Michels markeder, som var velbesøgte.

Handelen i slutningen af 1700-tallet var dog stagneret, og der var først fremgang fra 1814, hovedsageligt på grund af befolkningstilvæksten. I perioden fra 1828 til 1870 gik handelen med korn frem, hvad i særlig grad kom Horsens til gavn, da byen jo var en udpræget bondehandelsby. Det lykkedes ikke at stoppe smugleriet i perioden, og landhåndværkerne fortsatte ulovlighederne helt frem til den endelige lovliggørelse i 1857.

I 1868 kom Horsens på jernbanenettet, og det var i denne periode, at købstaden udviklede sig til en moderne industriby.

Noter

[Note 1] Bay 1953:9ff.
[Note 2] Jørgensen 1942:9 daterer Horsens første privilegium til omkring 1020. Øvrigt litteratur om Horsens hælder dog mere til en senere datering. Se eksempelvis Andrén 1985:159, der ikke finder noget konkret bevis på, at Horsens skulle være købstad før 1231, og kun finder indicier fra 1138 og frem.
[Note 3] Bay 1982:11.
[Note 4] Bay 1982:77.
[Note 5] Eksemplerne er fra Bay 1982:113ff.
[Note 6] Bay 1953 refererer bønderne til at være bosiddende 3-4 mil fra byen, mens han i sit 1982-værk skriver 2-3 mil. I 1735-indberetningen står der 2-3 mil.
[Note 7] 1735-indberetningen og 1747-eksemplerne er refereret fra Bay:1982:130ff og 140ff.
[Note 8] Jensen 1944:97 og Bay 1982:211.
[Note 9] Gejstlige nævnes også blandt lovovertrædere i starten af 1700-tallet, hvor de angiveligt overtrådte vinhandlerens privilegium.
[Note 10] Bay 1982:111.
[Note 11] Hougaard 1919:35 skriver, at landboerne fra det nære opland stormede købmandsbutikkerne på markeds- og torvedag, og selvom det givet er en overdrivelse, har Horsens ikke haft samme problemer som eksempelvis Vejle i syd.
[Note 12] Bay 1982:167 og 212.

Privilegier og bestemmelser

1317 25. august (omk.) Borgerne i Horsens overlader borgerne i Ebeltoft et eksemplar af deres stadsret.[Note 1]
1442 29. november Kong Christoffer 3. af Bayern præciserer købstadens rettigheder. Horsens får toldfrihed i hele landet, undtagen på Skanørmarkedet og andre fiskerlejer ved høsttid. Køb og salg ved ulovlige havne forbydes, og ulovlige køb gøres strafbart.[Note 2]
1452 17. november Kong Christian 1. præciserer blandt andet, at bønder og almue, som bor i købstaden, skal betale byrde som borgere.[Note 3]
1475 30. september Kong Christian 1. forbyder håndværkerne i Horsens at drive købmandskab eller brygge øl til salg eller udsælge øl samt anden håndterering i øvrigt. Det præciseres endvidere, at ingen, der ikke har borgerskab i Horsens, må drive købmandskab eller sælge øl.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 4] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 5]
1485 19. april Kong Hans stadfæster gældende privilegier og tilføjer enkelte rettigheder.[Note 6]
1503 24. februar Kong Hans præciserer, at ingen fremmede købmænd, hvor de end har hjemme, må handle med bønderne i to mils omkreds af købstaden.[Note 7]
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sancti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.[Note 8]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1578 18. december Kong Frederik 2. flytter markederne, som hidtil afholdtes i Ry på St. Søvrens dag og hellig kors dag, til Horsens med afholdelse samme dage.
1579 24. december Kong Frederik 2. flytter markederne på St. Søvrens dag og hellig kors dag tilbage til Ry med afholdelse samme dage.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1595 17. oktober Forbud mod landprang udenfor Horsens og påbud om, at der på byens torv skal bruges byens brændte og mærkede mål og skæppe.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1650 12. januar Åbent brev om, at torvedagen, som holdes om fredagen, i stedet skal holdes om torsdagen, når den falder sammen med bededagen.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Kong Christian 5. bekræfter, at Horsens har eneret på handel og håndværk.[Note 9]
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 10]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Fremgår af privilegierne for Ebeltoft, og Horsens må således have haft egen stadsret. Stadsretten er en kopi af den slesvigske, som dateres til omkring 1200. En oversættelse af enkelte artikler ud af de i alt 92 findes i Bay 1953:68ff.
[Note 2] En oversættelse findes i Bay 1953:69ff. samt Jørgensen 1942:26.
[Note 3] En oversættelse findes i Bay 1953:70ff.
[Note 4] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 5] Degn 1991:655.
[Note 6] En oversættelse findes i Bay 1953:71.
[Note 7] En oversættelse findes i Bay 1953:71.
[Note 8] Se evt. Jørgensen 1942:29.
[Note 9] Bay 1982:78.
[Note 10] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Horsens gennem tiderne

Bay, Sv. Aage, Horsens, 1953

Bidrag til Horsens historie

Bay, Svend Aage, Horsens, 1979

Horsens historie indtil 1837

Bay, Svend Aage, Horsens, 1982

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Horsens Kjøbstads Beskrivelse og Historie

Fabricius, O., Odense, 1879

Herfra til andre steder. Veje omkring Horsens

Hansen, Svend Nørregaard, Horsens, 1984

Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv. Vejle og Horsens

Hougaard, O. og Hedegaard, A. Wedderkop(red.), København, 1919

Blade af Horsens købstads historie. Byen og dens patricierfamilier i det 16., 17. Og 18. Aarhundrede

Jensen, J. K., Horsens, 1944

Egnene omkring Horsens fjord

Jørgensen, C.T., Horsens, 1946 (1937)

Blade af Horsens Historie

Jørgensen, Carl Th., Horsens, 1942

Fra grubehus til grillbar

Knudsen, Bodil Møller og Schiørring, Ole, Horsens, 1992

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Rektor Jens Hansen's Efterretning om Horsens 1755

Lassen, Thomas W., Horsens, 1978 (1755)

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.