Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Hjørring var en vigtig by i den ældre middelalder. Byen var både hjemsted for det regionale sysselting og bispesæde. Det er uvist, hvornår byen blev købstad, men det har dog næppe været før 1100-1200-tallet.[Note 1] Det første kendte privilegium er fra 1243, men allerede i midten af 1100-tallet blev der slået mønter i byen og måske var det i disse år, at Hjørring blev købstad.[Note 2] Det første kendte privilegium fra 1243 giver Hjørring samme rettigheder som borgerne i Viborg, hvilket understreger, at byen i middelalderen var en slags hovedstad for Vendsyssel. I 1521 blev sysseltinget nedlagt, og i 1536 gennemførtes Reformationen. Disse begivenheder blev et vendepunkt for Hjørring, som ikke siden genvandt sin middelalderlige status.

I 1505 blev det gentaget, at Hjørring havde samme oplandsret som Viborg, og oplandet præciseredes specifikt til to mil. Godt en måned senere fik Viborg defineret et opland på hele fire mil, men måske var tiden ikke inde til at begunstige en købstad i Vendsyssel med så store rettigheder. I samme privilegium blev forprang og forkøb forbudt, og forhold vedrørende fremmedes handel i byen blev præciseret.

I midten af 1500-tallet var ikke bare Hjørring, men også Sæby og Skagen på vej mod dårligere tider, og omkring år 1600 var byerne meget jævnbyrdige. I 1600-tallet fik Hjørring fremgang, men det er tydeligt, at købstaden ikke mere var en by, som blev begunstiget. Der var eksempelvis tanker om at gøre Hals til købstad og befolke den med Sæby- og Hjørringborgere. Sæbys havn var tilsandet, Hjørring havde ingen, og adgang til vandvejene blev mere og mere en forudsætning for vækst. Stadfæstelsene af 1604 og 1648 blev endvidere givet med ret til forbehold for senere ændringer. I 1672 fik Hjørring konsumptionspligt, og da købstaden generelt var vanskelig at komme til for oplandets bønder, var det medvirkende årsag til, at de solgte mere og mere til handelsmænd på kystpladserne.

Hjørring ind- og udskibede ofte direkte til udlandet via stranden ved Skallerup, Tornby og Kjul og på skuder, der ofte var lejet i Norge. Til tider var der dog også direkte handel med tyske byer. Skudehandlerne overtrådte i stor stil Hjørrings privilegier, og handelen ved Tversted, Fureby, Skallerup, Tornby, Kjul, Blokhus og Løkken var stort set umulig at stoppe. Løkken opstod i disse år som en landsby og handelsplads og var i de næste 200 år en decideret konkurrent til Hjørring. Problemet var så stort, at flere borgere bevidst valgte at opgive deres borgerskab og handle ulovligt i kystbyerne.

I perioden fra 1670 til 1690 er der adskillige eksempler på ulovlig handel, men gevinsten var stor og risikoen for lille til, at det kunne stoppes. Bønder fra Vrensted, Rakkeby og Høgsted var blandt de skyldige sammen med præstesønner fra Vrejlev og Skallerup og flere Hjørring-borgere. De dømte havde opkøbt smør, drevet ulovlig købmandshandel, solgt ulovligt ved sandskuderne i forbindelse med markederne i Risør og Kragerø, glemt at fortolde og drevet skudehandel blandt andet fra Krage strand.[Note 3]

Perioden fra slutningen af 1600-tallet til år 1800 var hård for Hjørring. Selvom byens administration forsøgte at indskærpe gældende lovgivning, eksempelvis med en plakat i 1680, som pålagde kysthandlerne at flytte til købstaden.[Note 4]

For at føje spot til skade nedbrændte store dele af byen i både 1693 og 1702. Sidstnævnte brand gav dog ti års frihed for konsumption, og, hvad formentligt var vigtigere, en utvetydig fastlæggelse af Hjørrings rettigheder i forhold til kystbyerne. Købstadens opland blev igen defineret som værende to mil, og kongen pålagde dem, der drev købmandskab i kystbyer som Fureby, Løkken og andre steder i Hjørring Tolddistrikt, at søge borgerskab i byen.

Loven har givetvis haft en vis effekt, for i årene herefter konstateredes meget nybyggeri i Hjørring, og byens håndværkere organiserede sig i et fælles lav for at stoppe egnens mange fuskere og bønhasere.[Note 5] Byens købmænd gik med 1702-bestemmelsen specifikt efter de handlende i Fureby og Løkken, som jo var direkte omtalt i privilegiet. Løkken tog dog kampen op, da de mente kystbyen lå mere end to mil fra Hjørring, hvad de også fik ret i ifølge en opmåling foretaget i 1719.

1700-tallet var en hård tid for Hjørring, og århundredets mange indberetninger fra øvrighedspersoner vidner om en by, som hovedsageligt ernærede sig af avlsbrug og agerbrug. I 1763 berettedes om, at bønderne selv tog sig af brygning og brænding, og at landprangeri foregik i stor stil fra sandskuderne i Kjul, Lønstrup, Blokhus og Løkken. En større brand i 1761 kan kun have påvirket i en negativ retning.

I 1561 blev det præciseret i privilegierne, at markedet, som tidligere blev afholdt på en alhede to mil fra købstaden, den 24. august blev sammenlagt med Himmelfartsmarkedet og for fremtiden afholdt ottendedagen efter Bartholomæi dag. Et andet marked, som tidligere blev afholdt den 8. September, flyttedes til den 20. oktober.[Note 6] Hjørring havde dog i århundreder afholdt et marked på kong Knuds dag den 10. juli, den såkaldte Knudsmessen. Dette marked forsvandt dog i løbet af 1700-tallet, og i 1769 afholdtes markedet ikke mere. I 1602 præciseredes, at kun fire navngivne markeder var tilladt i Vendsyssel, og de resterende blev flyttet til Hjørring og Sæby. Det er uvist, om det har haft praktisk betydning for Hjørring, men Sæby fik i mindst et tilfælde et marked flyttet til byen. Der har så vidt vides ikke været afholdt faste torvedag i Hjørring.

Med de dårlige tider i 1700-tallet var der ikke mere basis for så mange årsmarkeder, og i 1768 blev der kun afholdt et marked den 4. juni, som i 1792 var flyttet til den 10. juli. Markedet, som tidligere blev afholdt den 20. oktober, var flyttet til den 28. oktober, og i 1700-tallets midte var der sket store ændringer, visse markeder har ikke altid været afholdt, og datoer er ændret i håbet om at forbedre søgningen. Markederne overholdt endvidere ikke altid de fastlagte start- og sluttidspunkter. I forbindelse med byens lovlige markeder opstod flere ulovlige markeder på egnen, som de besøgende gæstede på vejen hjem. I 1751 omtales et marked ved Vrejlev Mølle, og et lignende marked blev ifølge kilderne afholdt i nærheden af Nygaard i Serritslev Sogn. Selvdannede markeder havde Hjørring også, og både i 1730 og 1768 blev der angiveligt afholdt et marked den 3. september uden borgernes officielle accept.[Note 7]

Englandskonflikten i starten af 1800-tallet var en ubetinget fordel for Hjørring, idet den betød en afslutning på den tidligere så omfattende handel i vestkystbyerne. I 1826 blev der underskrevet handelstraktat med England, og Hjørring fik et opsving, som betød, at Hjørringborgerne fik pakhuse i flere af vestkystens landsbyer. Skudehandelen var på retur, og kun Løkken formåede at være en konkurrent til købstaden i en tid, da handelen blev mere og mere koncentreret og organiseret.

Det havde naturligvis også stor betydning, at vejnettet i 1840'erne blev forbedret. Først med vej til Løkken i 1844-1846 og senere med vej til Nørresundby, Frederikshavn og Sæby i 1845-1849. Hjørring blev på den måde et knudepunkt i Vendsyssel. Indtil omkring 1850 var landbruget det vigtigste erhverv, men herefter afløses det af den spirende industri og en omfattende handel med England, Norge og Tyskland. Det lykkedes i denne periode en smørkræmmer at blive formuende med eget pakhus i Løkken, men trods ulovligheder og en del ulovlige byttehandler mellem skudehandlerne og borgerne var tendensen klart, at Hjørring var det regionale midtpunkt.[Note 8] Der var tanker fremme om bygningen af egen havn ved Lilleheden, hvad dog blev ved ideen.

1800-tallets vækst betød, at der blev basis for flere årlige markeder, og der afholdtes nu hestemarkeder i februar, marts og juli, og kvægmarkeder både om foråret og efteråret foruden flere krammarkeder.[Note 9] Næringslovens indførelse fik ikke den store betydning for Hjørring, idet byen var inde i en god udvikling og i praksis ikke havde et opland, den kunne miste. Løkkens rolle var ved at være udspillet, og en bedre infrastruktur var med til at gøre mindre ladepladser unødvendige for fjernhandel.

Hjørrings regionale position blev væsentlig forstærket, da jernbanen i 1871 nåede til købstaden, og Hjørring med ét blev et knudepunkt for hele Vendsyssel. Oplandet voksede med tiden, og handelskoncetrationen havde klart en selvforstærkende effekt.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur