De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Hjørring

Hjørring

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Hjørring var en vigtig by i den ældre middelalder. Byen var både hjemsted for det regionale sysselting og bispesæde. Det er uvist, hvornår byen blev købstad, men det har dog næppe været før 1100-1200-tallet.[Note 1] Det første kendte privilegium er fra 1243, men allerede i midten af 1100-tallet blev der slået mønter i byen og måske var det i disse år, at Hjørring blev købstad.[Note 2] Det første kendte privilegium fra 1243 giver Hjørring samme rettigheder som borgerne i Viborg, hvilket understreger, at byen i middelalderen var en slags hovedstad for Vendsyssel. I 1521 blev sysseltinget nedlagt, og i 1536 gennemførtes Reformationen. Disse begivenheder blev et vendepunkt for Hjørring, som ikke siden genvandt sin middelalderlige status.

I 1505 blev det gentaget, at Hjørring havde samme oplandsret som Viborg, og oplandet præciseredes specifikt til to mil. Godt en måned senere fik Viborg defineret et opland på hele fire mil, men måske var tiden ikke inde til at begunstige en købstad i Vendsyssel med så store rettigheder. I samme privilegium blev forprang og forkøb forbudt, og forhold vedrørende fremmedes handel i byen blev præciseret.

I midten af 1500-tallet var ikke bare Hjørring, men også Sæby og Skagen på vej mod dårligere tider, og omkring år 1600 var byerne meget jævnbyrdige. I 1600-tallet fik Hjørring fremgang, men det er tydeligt, at købstaden ikke mere var en by, som blev begunstiget. Der var eksempelvis tanker om at gøre Hals til købstad og befolke den med Sæby- og Hjørringborgere. Sæbys havn var tilsandet, Hjørring havde ingen, og adgang til vandvejene blev mere og mere en forudsætning for vækst. Stadfæstelsene af 1604 og 1648 blev endvidere givet med ret til forbehold for senere ændringer. I 1672 fik Hjørring konsumptionspligt, og da købstaden generelt var vanskelig at komme til for oplandets bønder, var det medvirkende årsag til, at de solgte mere og mere til handelsmænd på kystpladserne.

Hjørring ind- og udskibede ofte direkte til udlandet via stranden ved Skallerup, Tornby og Kjul og på skuder, der ofte var lejet i Norge. Til tider var der dog også direkte handel med tyske byer. Skudehandlerne overtrådte i stor stil Hjørrings privilegier, og handelen ved Tversted, Fureby, Skallerup, Tornby, Kjul, Blokhus og Løkken var stort set umulig at stoppe. Løkken opstod i disse år som en landsby og handelsplads og var i de næste 200 år en decideret konkurrent til Hjørring. Problemet var så stort, at flere borgere bevidst valgte at opgive deres borgerskab og handle ulovligt i kystbyerne.

I perioden fra 1670 til 1690 er der adskillige eksempler på ulovlig handel, men gevinsten var stor og risikoen for lille til, at det kunne stoppes. Bønder fra Vrensted, Rakkeby og Høgsted var blandt de skyldige sammen med præstesønner fra Vrejlev og Skallerup og flere Hjørring-borgere. De dømte havde opkøbt smør, drevet ulovlig købmandshandel, solgt ulovligt ved sandskuderne i forbindelse med markederne i Risør og Kragerø, glemt at fortolde og drevet skudehandel blandt andet fra Krage strand.[Note 3]

Perioden fra slutningen af 1600-tallet til år 1800 var hård for Hjørring. Selvom byens administration forsøgte at indskærpe gældende lovgivning, eksempelvis med en plakat i 1680, som pålagde kysthandlerne at flytte til købstaden.[Note 4]

For at føje spot til skade nedbrændte store dele af byen i både 1693 og 1702. Sidstnævnte brand gav dog ti års frihed for konsumption, og, hvad formentligt var vigtigere, en utvetydig fastlæggelse af Hjørrings rettigheder i forhold til kystbyerne. Købstadens opland blev igen defineret som værende to mil, og kongen pålagde dem, der drev købmandskab i kystbyer som Fureby, Løkken og andre steder i Hjørring Tolddistrikt, at søge borgerskab i byen.

Loven har givetvis haft en vis effekt, for i årene herefter konstateredes meget nybyggeri i Hjørring, og byens håndværkere organiserede sig i et fælles lav for at stoppe egnens mange fuskere og bønhasere.[Note 5] Byens købmænd gik med 1702-bestemmelsen specifikt efter de handlende i Fureby og Løkken, som jo var direkte omtalt i privilegiet. Løkken tog dog kampen op, da de mente kystbyen lå mere end to mil fra Hjørring, hvad de også fik ret i ifølge en opmåling foretaget i 1719.

1700-tallet var en hård tid for Hjørring, og århundredets mange indberetninger fra øvrighedspersoner vidner om en by, som hovedsageligt ernærede sig af avlsbrug og agerbrug. I 1763 berettedes om, at bønderne selv tog sig af brygning og brænding, og at landprangeri foregik i stor stil fra sandskuderne i Kjul, Lønstrup, Blokhus og Løkken. En større brand i 1761 kan kun have påvirket i en negativ retning.

I 1561 blev det præciseret i privilegierne, at markedet, som tidligere blev afholdt på en alhede to mil fra købstaden, den 24. august blev sammenlagt med Himmelfartsmarkedet og for fremtiden afholdt ottendedagen efter Bartholomæi dag. Et andet marked, som tidligere blev afholdt den 8. September, flyttedes til den 20. oktober.[Note 6] Hjørring havde dog i århundreder afholdt et marked på kong Knuds dag den 10. juli, den såkaldte Knudsmessen. Dette marked forsvandt dog i løbet af 1700-tallet, og i 1769 afholdtes markedet ikke mere. I 1602 præciseredes, at kun fire navngivne markeder var tilladt i Vendsyssel, og de resterende blev flyttet til Hjørring og Sæby. Det er uvist, om det har haft praktisk betydning for Hjørring, men Sæby fik i mindst et tilfælde et marked flyttet til byen. Der har så vidt vides ikke været afholdt faste torvedag i Hjørring.

Med de dårlige tider i 1700-tallet var der ikke mere basis for så mange årsmarkeder, og i 1768 blev der kun afholdt et marked den 4. juni, som i 1792 var flyttet til den 10. juli. Markedet, som tidligere blev afholdt den 20. oktober, var flyttet til den 28. oktober, og i 1700-tallets midte var der sket store ændringer, visse markeder har ikke altid været afholdt, og datoer er ændret i håbet om at forbedre søgningen. Markederne overholdt endvidere ikke altid de fastlagte start- og sluttidspunkter. I forbindelse med byens lovlige markeder opstod flere ulovlige markeder på egnen, som de besøgende gæstede på vejen hjem. I 1751 omtales et marked ved Vrejlev Mølle, og et lignende marked blev ifølge kilderne afholdt i nærheden af Nygaard i Serritslev Sogn. Selvdannede markeder havde Hjørring også, og både i 1730 og 1768 blev der angiveligt afholdt et marked den 3. september uden borgernes officielle accept.[Note 7]

Englandskonflikten i starten af 1800-tallet var en ubetinget fordel for Hjørring, idet den betød en afslutning på den tidligere så omfattende handel i vestkystbyerne. I 1826 blev der underskrevet handelstraktat med England, og Hjørring fik et opsving, som betød, at Hjørringborgerne fik pakhuse i flere af vestkystens landsbyer. Skudehandelen var på retur, og kun Løkken formåede at være en konkurrent til købstaden i en tid, da handelen blev mere og mere koncentreret og organiseret.

Det havde naturligvis også stor betydning, at vejnettet i 1840'erne blev forbedret. Først med vej til Løkken i 1844-1846 og senere med vej til Nørresundby, Frederikshavn og Sæby i 1845-1849. Hjørring blev på den måde et knudepunkt i Vendsyssel. Indtil omkring 1850 var landbruget det vigtigste erhverv, men herefter afløses det af den spirende industri og en omfattende handel med England, Norge og Tyskland. Det lykkedes i denne periode en smørkræmmer at blive formuende med eget pakhus i Løkken, men trods ulovligheder og en del ulovlige byttehandler mellem skudehandlerne og borgerne var tendensen klart, at Hjørring var det regionale midtpunkt.[Note 8] Der var tanker fremme om bygningen af egen havn ved Lilleheden, hvad dog blev ved ideen.

1800-tallets vækst betød, at der blev basis for flere årlige markeder, og der afholdtes nu hestemarkeder i februar, marts og juli, og kvægmarkeder både om foråret og efteråret foruden flere krammarkeder.[Note 9] Næringslovens indførelse fik ikke den store betydning for Hjørring, idet byen var inde i en god udvikling og i praksis ikke havde et opland, den kunne miste. Løkkens rolle var ved at være udspillet, og en bedre infrastruktur var med til at gøre mindre ladepladser unødvendige for fjernhandel.

Hjørrings regionale position blev væsentlig forstærket, da jernbanen i 1871 nåede til købstaden, og Hjørring med ét blev et knudepunkt for hele Vendsyssel. Oplandet voksede med tiden, og handelskoncetrationen havde klart en selvforstærkende effekt.

Noter

[Note 1] Klitgaard 1925:2.
[Note 2] Andrén 1985:158.
[Note 3] Eksemplerne er fra Klitgaard 1925:83.
[Note 4] Det må noteres, at Blokhus og Tornby fik en særstatus, idet de godt måtte udføre korn og indføre tømmer. Som i Thisted blev disse rettigheder konsekvent misbrugt både med hensyn til nærliggende strande og varesortiment og naturligvis til generel handel fra skuderne.
[Note 5] Klitgaard 1925:113 og 119.
[Note 6] Dette marked må have været et kvægmarked, da det i 1702 blev til et hestemarked og i 1787 ifølge privilegium var både et kvæg- og hestemarked.
[Note 7] Klitgaard 1925:158f.
[Note 8] Overmars:1993:21.
[Note 9] For yderligere oplysninger. Se Klitgaard:1925:189.

Privilegier og bestemmelser

1243 31. marts Kong Erik 4. Plovpenning giver indbyggerne i Hjørring ret til at bruge de samme bylove, som borgerne i Viborg har.
1459 28. februar Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 1] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 2]
1484 19. april Kong Hans stadfæster gældende privilegier.
1505 30. oktober Kong Hans giver borgerne samme rettigheder som borgerne i Viborg. Adskillige regler vedrørende forprang og forkøb især i forbindelse med fremmedes handlen præciseres. Handelsoplandet defineres til værende to mil.[Note 3]
1514 23. september Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet, at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1561 19. juni Kong Frederik 3. flytter markedet, som hidtil er alholdt på en alhede to små mil fra Hjørring hvert år den 24. august, til købstaden, hvor det fremover afholdes sammen med himmelfartsmarkedet, der flyttes til 8. dagen efter Bartholomæi dag. Det marked, som tidligere blev afholdt den 8. september, flyttes til den 20. oktober.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1584 16. juni Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier, dog med forbehold af ret til senere ændringer.
1590 1. august Kong Christian 4. tillader at byens borgere må handle i Ålborg by og omegn, samt at borgerne i Ålborg må handle i Hjørring og 'deromkring'. Hjørring får desuden tilladelse til at afholde torvedag hver lørdag.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1602 12. maj Kong Christian 4. flytter alle markeder i Vendsyssel med undtagelse af markederne i Tis (Tise), Hundslund, Tolne og Lierup (Lerup) til købstæderne Sæby og Hjørring med afholdelse samme dag som tidligere.
1604 22. marts Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier, dog med forbehold for ret til senere ændringer.
1608 30. maj Kong Christian 4. pålægger fremmede, som har ejendom i Hjørring, at svare tyngde.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november. Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier, dog med forbehold for ret til senere ændringer.
1651 19. juni Åbent brev om, at det landemarked, som hidtil er blevet holdt på en alhede to små mil fra Hjørring på Bartholomæidag[Note 4], hvor der begås stor uskikkelighed, efter begæring af borgmestre og råd i Hjørring må flyttes, så markederne der holdes die ascensionis[Note 5] og nativitatis Mariæ[Note 6], derved hindres. Herefter skal Alhedemarkedet og markedet die ascensionis holdes samme dag, nemlig 8. dagen efter st. Bartholomæi. Nativitatis-markedet holdes herefter den 20. oktober.
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1702 12. december Kong Frederik 4. fritager blandt andet Hjørring for konsumption og landskyld i ti år.[Note 7]
1702 16. december Kong Frederik 4. pålægger alle, der bor inden for to mil af Hjørring, og som driver købmandskab eller sejler på Norge eller andre steder, særligt dem, der bor i landsbyerne ved vesterkanten såsom Fureby, Løkken og andetsteds i Hjørring Tolddistrikt, at flytte til Hjørring og tage borgerskab.Derudover gøres kvægmarkedet, som holdes den 20. oktober, til et hestemarked.[Note 8]
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 9]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1787 26. oktober Kong Christian 7. ophæver krammarkedet, der er opstået i forbindelse med heste- og kvægmarkedet den 20. oktober. Hjørring får endvidere tilladelse til at afholde et kvæg-, produkt- og krammarked i oktober måned.[Note 10]
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 2] Degn 1991:655.
[Note 3] Viborg får godt en måned senere defineret et opland på hele fire mil, og derfor kan det ikke betragtes som en stor gevinst for Hjørring, at oplandet defineres til værende to mil.
[Note 4] Dvs. 24. august
[Note 5] Dvs. Himmelfartsdag
[Note 6] Dvs. 8. September
[Note 7] Klitgaard 1925:117.
[Note 8] Klitgaard 1925:118.
[Note 9] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 10] Klitgaard 1925:158.

Litteratur

Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark

Andrén, Anders, Malmö, Sverige., 1985

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Et jubilæumsår

Friis, Palle, Hjørring, 1994

Hjørring 1243 – 1943 31. Marts

Horn, P., Hjørring, 1943

Den usynlige middelalder

Jørgensen, Jørgen (red.), Hjørring, 1999

Hjørring Bys Historie indtil det 19. Aarh. Midte

Klitgaard, Carl, Hjørring, 1925

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Da Hjørring blev by

Overmark, Karl Kr., Hjørring, 1993

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.