Helsingør

Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Helsingør, eller nærmere betegnet Ørekrog, som området dengang hed, fik sine købstadsprivilegier før 1231. Byen var i den ældre tid kun et større fiskerleje, og først fra 2. juni 1426, da byen af kong Erik 7. af Pommern blev begunstiget med samme privilegier som København, gik det handelsmæssigt fremad. Denne dato regnes i øvrigt normalt for grundlæggelsen af købstaden. Tiden efter 1422-"købstadsloven", der indskrænkede hansestædernes rettigheder i de danske købstæder, gav Helsingør stor økonomisk fremgang, og i perioden fra slutningen af 1500-tallet til begyndelsen af 1600-tallet voksede Helsingør og fik en anselig størrelse. Fremgangen sluttede brat med Karl Gustav-krigene 1657-1660.

Helsingør var en købstad, der havde usædvanligt svært ved at håndhæve sine privilegier, og det var nødvendigt at præcisere byens lovfæstede rettigheder adskillige gange gennem tiderne. Problemet var permanent og blev forstærket af det faktum, at byen lå meget afsides for det naturlige opland, idet den var gemt bag et vildnis af skov og hede med søer og moser. Det naturlige opland var i praksis havet, og fiskeriet var en meget væsentlig årsag til, at det lykkedes Helsingør at blive en væsentlig købstad. Sundtolden, indført 1427 eller 1429, som trak hundredvis af skibe ind til Helsingør hvert år, var naturligvis også en stor del af forklaringen. Af samme grund gav kongemagten byen store privilegier til at foretage opkøb i andre dele af riget til byens forsyning. Handelen med de umiddelbart omkringliggende landsbyern var nemlig ofte betydningsløs.

Kilderne vidner om en by, der stædigt og ofte med kongernes hjælp har forsøgt at håndhæve privilegierne. I perioder har det stået slemt til, og først i 1691 fik byen sit første akseltorv, hvad dog kun gav meget lidt tilførsel til byen.[Note 1] Bønderne har ikke været tilbøjelige til at søge torv i Helsingør og har i høj grad drevet landprang. Skipperne har ligeledes indskibet til ulovlige kysthavne og solgt direkte fra skuden eller fra stranden. I 1489 indskærpes det første gang, at kræmmere skal overholde privilegierne, og i 1516 blev der lovgivet mod ulovlige havne og præciseret, at ingen måtte indskibe mellem Humlebæk og Hornbæk. Allerede i 1536 var den dog gal igen, og denne gang var det bønderne, der drev handel og købmandsskab fra fiskerlejerne Gilleleje og Villingbæk.

Oplandet præciseres i 1547 til også at omfatte Clausterud (Blovsterød) Sogn foruden sognene fra vest ud til Hundested og mod syd til Lynge og Karlebo Sogne.[Note 2] Anlæggelsen af Frederiksværk i 1756 betød, at bønderne i Frederiksborg og Kronborg Amt nu også valgte at søge til denne by til skade for Helsingør.[Note 3] I 1785 klagedes over forprang samt skudehandel, og i 1783 kendetegnedes byen ved sin såkaldte næringsløshed. Neutralitetsudnyttelsen gav dog en handelsmæssig opblomstring i 1780'erne.

Kongerne har generelt forsøgt at tilgodese Helsingør, og byen har modtaget flere betydelige handelsfordele med udvidelser af privilegierne. Vigtigst er som tidligere nævnt 1426-privilegiet, der gav byen samme vilkår som København, men nedlæggelsen af Ludserød marked i 1549 og især udvidelserne i handelsretten i perioden 1566-1631, der kom til at strække sig så vidt som til Helsingborg, Isefjorden, Sundby færgested og Limfjorden, har spillet en stor rolle for byens udvikling. I årene 1620-1641 havde byen endog ret til at handle i det dengang byløse Augderdistrikt i Vestnorge.[Note 4] Privilegierne blev stadfæstet sidste gang af kong Christian 5. i 1670, og byens nationale betydning faldt ned til et absolut lavpunkt, da byen i 1857 foruden at miste sine handelsprivilegier med næringsloven af samme år også mistede Sundtolden. Ulovlig handel var et problem til det sidste, og så sent som i 1830'erne handlede svenske skomagere ulovligt i byen.[Note 5]

Noter

[Note 1]	Arnhotz 1866:30. I 1794 fik byen desuden eget fisketorv.
[Note 2]	Pedersen 1929. Bind 2:219. Byens opland var således væsentlig større end normalt for købstæderne, og det kan ikke helt udelukkes, at landbrugsprodukter skal defineres smalt.
[Note 3]	Arnholtz opsummerer borgernes klagepunkter i slutningen af 1700-tallet som - udover anlæggelsen af Frederiksværk - blandt andet var handelen med købmandsvarer hos møllere, kromænd, håndværkere og andre, som blev drevet uden tilladelse på landet. Der nævnes særlige privilegier givet til jøder, håndværksfolk og fremmede samt brændevinsforpagtning. Derudover nævnes det, at skippere solgte i ulovlige partier, og at myndighederne generelt så igennem fingre med kniplingskræmmere. Der klagedes desuden over inden- og udenlandske jøder og andre omstrejfende. Arnholtz 1866. Del fire:15ff.
[Note 4]	I 1682 var Helsingør en af de få danske byer, som fik lov til at handle direkte med udlandet.
[Note 5]	Pedersen 1929. Bind 2:442.

Privilegier og bestemmelser

1231	Her har Ørekrog været købstad.[Note 1]
1422 25. februar	Kong Erik 7. af Pommern dikterer borgerne i København bestemmelser vedrørende købstæderne som reaktion på de klager, kongen er blevet præsenteret for. Det præciseres, at håndværkerne og embedsmænd skal ernære sig af deres fag og handel overlades til borgerne. Landkøb forbydes, og al handel skal foregå i købstæderne og på markeder og torve. Gæsters ret til at købe på torvedage begrænses til efter klokken ti.[Note 2] Det antages, at forordningen kun omfattede Sjælland.[Note 3].
1426 2. juni	Kong Erik 7. af Pommern giver Ørekrog status af købstad med samme privilegier, som København fik 28. oktober 1422. Landkøb og og forprang generelt er hermed ulovligt.[Note 4]
1441 13. marts	Kong Christoffer af Bayern stadfæster gældende privilegier og præciserer visse handelsrettigheder.
1456 3. juli	Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og præciserer visse forhold.
1472 25. februar	Kong Christian 1. forbyder bønderne på Sjælland at drive købmandskab og håndværk samt at opkøbe kvæg og andet. Der præciseres endvidere, at bønderne ikke må slagte og føre flået kød til byen, men skal sælge levende kvæg.
1475 30. september	Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 5] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 6]
1489 7.-13. januar	Kong Hans stadfæster gældende privilegier og indskærper, at kræmmere på landet ikke må overtræde privilegierne.
1500-1599	Helsingør stadsret stadfæstes. (Var blot tidligere privilegier, der samles i ny tekst).
1500-1599	Kong Hans' forordning for København 7. januar 1485 overføres til Helsingør.
1514 1. juli	Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1516 23. marts (omk.)	Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og vare. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markederne er ulovlige at besøge. Derudover indskærpesm at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab.
1516 7. marts	Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier og præciserer blandt andet, at ingen må indskibe mellem Humlebæk og Hornbæk.
1521 10. februar	Kong Christian 2. forbyder handel på landet, og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegie. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 7]
1536	Helsingør og Søborg anklager bønderne for at drive handel og købmandskab på Gilleleje og Villingbæk fiskelejer.[Note 8]
1540 16. juni	Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 9]
1541 5. maj	Kong Christian 3. giver borgerne i Helsingør og Helsingør rettigheder til at købe og sælge i de respektive byer.[Note 10]
1547	Kong Christian 3. præciserer, at beboerne i Clausterud (Blovsterød) Sogn skal søge torv i Helsingør. Oplandet skulle på daværende tidspunkt være defineret som strækkende sig fra vest ud til Hundested og mod syd til Karlebo Sogne.[Note 11]
1547 11. december	Brev om, at indbyggerne i Helsingør skal holde torvedag hver lørdag.
1549	Kong Christian 3. flytter markedet, som tidligere blev afholdt i Ludserød ved Mikkelsdags tid, til Helsingør.[Note 12]
1554	Kong Christian 3. befaler, at varer toldfrit kan føres til og fra markederne.[Note 13]
1558 13. december	Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559	Det præciseres, at fiskerne skal sælge deres fisk på torvet.[Note 14]
1559 12. august	Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august	Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1561 10. maj	Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1566 25. august	Tilladelse til borgerne i Helsingør til at købe i købstæderne i Skåne (Ligelydende med brev af 10. oktober 1565)
1566 28. august	Kong Frederik 2. giver borgerne i Helsingør tilladelse til at købe i Isefjorden og fra Sundby færge til eget forbrug ('korn og andet').
1575 21. juni	Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1575 28. april	Åbent brev om afskaffelse af alle markeder på landet på Sjælland, der ikke er minimum tyve år gamle. De ældre bøndermarkeder skal henlægges til nærmeste købstad på samme dag og samme tid. Gribes nogen herefter i at holde eller søge et landsbymarked, vil deres varer blive konfiskeret af kronen.
1589	Kong Christian 4. præciserer, at det er ulovligt at sælge tørfisk på gaden.[Note 15]
1590 20. august	Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1598	Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 16]
1616 4. december	Kong Christian 4. præciserer, at større handel med fremmede købmænd og skippere skal ske i Helsingør og ikke på skuder og skibsfart.
1620	Kong Christian 4. giver borgerne i Helsingør ret til at drive handel på Mandal og Nedenæs Len.
1623 19. november	Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli	Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1628	Kong Christian 4. præcisererer, at skudehandel er ulovligt i Helsingør.[Note 17]
1631	Kong Christian 4. giver i lighed med 1566-privilegiet borgerne i Helsingør tilladelse til at handle i Limfjorden.[Note 18]
1642 23. maj	Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november	Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1670 14. december	Kong Christian 5. stadfæster gældende privilegier og præciserer enkelte forhold.[Note 19]
1671 22. november	Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober	Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april	Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april	Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689	Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni	Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december	Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april	Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 20]
1741 25. august	Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar	Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober	Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar	Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april	Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november	Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november	Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj	Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april	Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts	Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar	Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december	Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april	Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april	Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts	Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december	Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november	I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april	Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1]	Da Ørekrog nævnes i Valdemar Sejrs jordebog fra denne dato som værende købstad på linje med Slangerup og Søborg. Mikkelsen 1976:7. Ørekrog var området omkring slottet Krogen, forløberen for det nuværende Kronborg.
[Note 2]	Kroman 1955. Bind 3:74f.
[Note 3]	Degn 1991:665
[Note 4]	Denne dato betragtedes normalt som den dag, købstaden Helsingør blev grundlagt.
[Note 5]	Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 6]	Degn 1991:655.
[Note 7]	Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne.
[Note 8]	Pedersen 1929. Bind 2:214.
[Note 9]	Resens Atlas (Helsingør) 1928:23.
[Note 10]	Resens Atlas (Helsingør) 1928:24. Samme år havde Helsingør i øvrigt intet torv, hvad tyder på, at landbeboerne generelt ikke søgte torv.
[Note 11]	Pedersen 1929. Bind 2::219. I 1547 var der efter sigende ikke et ugentligt marked som i andre købstæder. Ibid.:222. For nærmere forhold vedrørende markeder se ibid.:222-224.
[Note 12]	Resens Atlas (Helsingør) 1928:24. Markedet blev i øvrig ophævet af Frederik 2. 1. april 1577.
[Note 13]	Resens Atlas (Helsingør) 1928:24.
[Note 14]	Pedersen 1929. Bind 2:218. Må være besluttet af kong Frederik 2. eller kong Christian 3.
[Note 15]	Pedersen1929. Bind 2:218.
[Note 16]	Resens Atlas (Helsingør) 1928:25.
[Note 17]	Pedersen 1929. Bind 2:219.
[Note 18]	Pedersen 1929. Bind 2:219.
[Note 19]	Boesen 1976 (1757):297-299.
[Note 20]	Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Bidrag til Helsingørs Historie

Arnholtz, M. C., Helsingør, 1866

Helsingørs Beskrivelse

Boesen, Ludvig, København, 1976 (1757)

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Helsingør omkring Midten af forrige Aarhundrede

Galschiøt, M., København, 1921

Helsingør Stadsbog 1554-1555, 1559-1560 og 1561-1565

Hjorth, Karen, København, 1981

Erik af Pommerns Helsingør

Hvass, Lone, København, 1996

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Helsingør Stadsbog 1549-1556

Kroman, Erik, København, 1971

Bidrag til Helsingørs Historie

Lassen, V., Helsingør, 1876

Helsingør. Sundtoldstad og borgerby

Mikkelsen, Birger, Helsingør, 1976

Helsingør i Sundtoldstiden 1442-1857. Bind I

Pedersen, Laurits (red.), Helsingør, 1926

Helsingør i Sundtoldstiden 1442-1857. Bind II

Pedersen, Laurits (red.), Helsingør, 1929

Atlas Danicus IIS. Helsingør

Resen, Peder Hansen, København, 1928

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.

Dansk Center for Byhistorie c/o Den Gamle By - Viborgvej 2 - 8000 Århus C - mail@byhistorie.dk