Monument for Genforeningen 1920

Søg efter monumenter:

Hvad mindes

Begivenhed Genforeningen 1920: Begivenheden som sådan

Tilblivelse

Indvielsesdato 09/07 - 1920
Indvielsesceremoniel Det var en regnfuld dag. Forretningerne i Nibe var dekoreret med dannebrogsfarvede stoffer, og handelsstandsforeningen havde henstillet til sine medlemmer, at de skulle lukke deres forretninger fra middag på genforeningsdagen. Der var også flag oppe overalt i byen fra morgenstunden.

Nibe skole holdt en højtidelighed for børnene kl. 10.00, hvor skoleinspektøren talte om 1864 og Genforeningen. Der blev holdt en festgudstjeneste i kirken, som var helt fuld. Pastor Christiani talte, og der blev sunget "Slesvig, Slesvig" og "Kongernes Konge".

Om eftermiddagen var der koncert på torvet med mange mennesker til stede. Kl.17.00 gik de omkring 500 forsamlede i procession mod Anlægget med Forsvarsbrødre Selskabets og Sømandsforeningens faner i spidsen.

I Anlægget blev genforeningsblodbøgen plantet af Magnus Bernhardt, som bar Dannabrogsmændenes hæderstegn på brystet. Urmager Schack talte om hensigten med træet, og om at han satte sin lid til, at Folkenes Forbund kunne sikre, at magt blev afløst af ret i verden. Derpå sang forsamlingen "Kongernes Konge", hvorefter resten af festligheden og hovedtalerne blev forlagt til Skal Plantage.

Der bød urmager Schack velkommen, hvorefter dommer Andreasen talte med en hyldest til kong Christian 10. Derefter blev der udråbt et 9-foldigt hurra. Nu talte pastor Kiilerich om det godes sejr over det onde og sagde, at retten ville altid sejre, blot man lagde sin sag i Guds hånd. Han mente endvidere, at havde Danmark fået Flensborg med ved Genforeningen, så havde glæden været fuldkommen.

Derefter blev der sunget en lang række fædrelandssange, hvorpå der var selskabeligt samvær og opsending af balloner mv., så det blev sent, inden deltagerne kom hjem.
Finansiering Byrådet
  Byrådet

Placering

Placering Almindelig park: Byens anlæg.
  Er den oprindelige placering

Indskrift

Udseende

Monumenttype Et træ (En blodbøg.)
Materiale Træ (Et levende træ)
Ornamentik Ingen

Noter

Det er trods en omfattende eftersøgning foretaget af Dansk Center for Byhistorie i samarbejde med Nibe Museum og Lokalhistoriske Arkiv kun lykkedes at finde træet på et luftfoto i nedennævnte bog og kun ved at forstørre den relevante del af billedet med 400%. Det er derimod ikke lykkedes at finde ud af hvornår træet er forsvundet, men det var der altså da billedet fra nedennævnte værk blev taget. Det må formodes at være i årene umiddelbart før udgivelsen i 1961. Et forsigtigt gæt kan være at det har stået indtil det nuværende byggeri har umuliggjort dets fortsatte eksistens. Ved du hvornår det forsvandt eller har du et billede af det, så hører Dansk Center for Byhistorie gerne om det. Træet ses på luftfoto i bogen: Mogens Lebech: Danske Købstæder for to hundrede år siden og i dag. Forudsætninger og tilstande i billeder og tekst, bind 2, (København, 1961), side 149.

Kilder

Johannes Vejlager: Genforeningsmindesmærkernes historie, 1939, s. 297
J. C. Trap: Danmark: Bind 6: Hjørring Amt, Thisted Amt, Ålborg Amt, 1961, s. 928
Johannes Vejlager: Genforeningsmindesmærkerne i Aalborg Amt, , s. 351
Mogens Lebech: Danske Købstæder for to hundrede år siden og i dag. Forudsætninger og tilstande i billeder og tekst, 1961, s. 148-149
Nibe Museum og Lokalhistoriske Arkiv