Begivenhed | Genforeningen 1920: Begivenheden som sådan |
Anvendelse | Ingen (Ingen) |
Indvielsesdato | 14/03 - 1920 |
Indvielsesceremoniel | Borgmester Andersen foretog afsløringen, og om aftenen afholdtes en fest på Højskolehotellet. Der blev Genforeningen fejret i tale og sang under stor feststemning. Samtlige øens veteraner var indbudt som æresgæster. Kunstmaler Sophus Poulsen, initiativtageren til projektet, deklamerede sin: "Hilsen til Sønderjylland" som allerede 26. november 1918 blev bragt i pressen, og som blev introduktionen til projektet med rejsningen af det genforeningsmonument, der nu var afsløret. Med udeladelse af de to første afsnit, som malende og realistisk skildrede den afsluttede verdenskrig, lød deklamationen: "Hilsen til Sønderjylland. De ligger og lytter i Jorden dernede, lytter til hvert Fodtrin paa den alfare vej, lytter, om paa landsmaal en læbe vil bede. Sønderjyske Piger, I forglemme dem ej! Og skulde vi vel have saa glemsomt et sind? Søster, hvad er det, du siger? De døde har vi tegnet os i hjerterne ind, de bor hos de sønderjyske piger. Naar de store fugle er ude paa rov, saa gemmer smaafuglene sig sig helst bort i skoven; men det hænder stundom, at rovfuglens skarpe øjne alligevel ser dem, og dens hvasse klo saarer dem. Danmark, ogsaa i din skov slog de graadige fugle ned og slog dybe saar, smertefulde Vunder! Slesvig - Sønderjylland. Saa ofte sang vi: "Dyrekøbt den blev ved eder!" Tusindfold mere maa vi nu føle, hvor dyrekøbt det danske Sønderjylland er os - for det er vel ikke bare en smuk drøm, en luftspejling, et bedrag, som forgøgler Ørkenvandreren, der efter 54 aars vandring ser det vidunderlige ske, ser sine længslers maal opfyldt? 5000 danske Sønderjyders blod maatte flyde for at faa det lille retfærdighedsfrø til at spire, millioners blod for at faa det til at blomstre. Uden sang, uden jubel drog de fra hjemmet - drevet af en usvigelig pligtfølelse. Tungt var offeret, usigelig tung var dødens høst. Langt fra hjem og arne, i fremmed sold tømte de den bitre kalk, men: "De ligger og lytter i jorden dernede, lytter, om paa landsmaal en læbe vil bede. Sønderjyske piger, I forglemme dem ej!" Og lytter nu, I dernede, som blegnede i døden, ser nu, I brustne øjne, hører nu, I øren og tal, du tunge, som døden forstummede. Og frygt saa ikke, I, som ligger derude langs den store verdens alfarvej, frygt ikke! Med blodige runer har I ristet jer saga i Danmarks Mindebog, med blodige runer har I ristet mindet om de døde ind i vore hjerter! Sov trygt dernede i den fremmede jord, sov kun roligt, gak ind til den store fred, dødens fred, thi det er fuldbragt! Og frygter ikke, I, som endnu gaar langs de alfare veje, frygter ikke! I tusindstemmigt kor vil vi hilse jer hjem til Danmark, vor Moderjord. Hil dig Sønderjylland, smertensbarn. Hil dig! Læg dig ind til vort bryst og fornem vort bankende hjerte, fornem vor dybe, stille glæde. Vi bruser ikke i Sejersjubel - ikke vi - men i har sejret, ikke ved sværdet, men i taalmod, ved standhaftighed og i kærlighed - frygter ikke! Og du, Danmark, vor moder, vær beredt til din ophøjede stund - iklæd dig dit festlige Skrud - syng dine gladeste sange og tænk dine smukkeste tanker! Lad Dannebrog vaje fra hus og gaard, fra borg og fattigste hytte, endt er fornedrelsens tunge aar - ej mere "de trænger at lytte" - - Og nu dig, min barndoms ø, du frugtbare plet af Danmarks have, du sidste rest af Slesvigs jord - er du beredt til den store dag? Kendte du dig tryg, da din søster Als, da dit moderland Slesvig laa hyllet i røgen fra de mægtige kanoners torden? Kendte du dig tryg, da de "stolte Fugle" laa derude paa "Søndre Hav" og hvæssede sine kløer? Kendte du dig tryg? Saa ofte har vi staaet og skuet over mod det nære Als - det nære og dog saa fjerne Sønderjylland! Mere end en af os har vel følt den dybe vemod, der er i adskillelsen - ingen af os har glemt dem, og vi vil ikke glemme dem, vi vil vinke dem hjem til os, tværs over hav, vi vil rejse dem et minde i vore hjerter, vi vil bygge dem en bauta paa den alfare vej, og vi vil riste runer, minderuner, i den haarde granit. Vi vil bringe dem en uforglemmelig Tak, Tak for viljen, Tak for Daaden, tak for mandsmodet, og først og sidst en tak for Kærligheden. Den er det dog, som sejrede til sidst, og ikke sværdet. Paa en åben plads i byens hjerte ved den alfare vej - vil vi bygge vor bauta. En frodig Lind - det sønderjyske træ - Frihedens træ - skal vaar og vinter, sommer og høst vidne for en taknemmelig slægt - skal vidne om en stor tid, en jern- og blodtid, og om den dag, da der atter frit kunde tales, tænkes og tros i Landet "sønden Aa og hinsides hav". Det skal vidne om den levende følelse, den lille Ø's befolkning havde af dens ret til først af alle at hædre det genvundne land - til at mindes de levende og døde. "Og skulde vi vel have saa glemsomt et sind? Søster, hvad er det, du siger?" Nej, lad først og fremmest os, som bor og bygger paa Slesvigs jord, ikke have saa glemsomt et sind. Lad os for en gangs skyld samles i én stor taknemmelighed, i en stor Glæde. Det sker saa sjældent i Danmark! Ørne og krager, glente og grib har for en stund foldet vingerne sammen og glatter på de forpjuskede fjer. Smaafuglene i den danske lund begynder at pippe, og om lidt saa toner sangen maaske gennem den danske skov. Det er den ny tid, det er vaarbrudet. Og vend dig en dag mod Sønderjylland og lyt! Og du vil fornemme sang i luften, toner omkring dig - det er 55 aars lange tavshed, som nu er brudt - det er friheden. Saa sender vi da hilsen og haandslag til vore brødre i "Slesvigs omstridte land". Sønderjylland - smertensbarnet - hil dig!" |
Skaber | Formentlig Jacob Jørgensen (Kunstner) |
Formentlig Sophus Paulsen (Kunstner) |
Placering | Åben plads: Torvet. |
Er den oprindelige placering | |
Er den nuværende placering |
Indskrift | Den nordlige sten: I AARET 1919 I FREDENS AAR VED INDGANGEN TIL EN NY TID PLANTED BYENS BORGERE DETTE TRÆ |
Den sydlige sten: TIL MINDE OM VORES BRØDRE SØNDEN AA EFTER 55 AARS ADSKILLELSE ATTER GENFORENEDES MED DANMARK |
Den tredje sten: 1864 1919 |
Den fjerde sten: 1864 1919 |
Monumenttype | Et træ (En lind. Lindetræet er symboltræ for Ærø.) |
Konstruktion (Fire sten med bænke imellem opstillet omkring træet.) | |
Materiale | Træ (En Lind) |
Uspecificeret Sten (Sten der holder bænke) | |
Træ (Bænke) | |
Ornamentik | Anden ornamentik: Symbolske figurer. |
Johannes Vejlager: Genforeningsmindesmærkernes historie, 1939, s. 213-217 |
Torun Gjelstrup: Skulpturer og mindesmærker på Ærø, 1999, s. 4-5 |
Tove Kjærboe: Ærø over alt, 1974, s. 51 |
Tove Kjærboe: Ærø i en nøddeskal, 1951, s. 14 |
Ærø Museum |