Monument for Genforeningen 1920

Søg efter monumenter:

Billeder

Genforeningsmonumentet i Nysted.
Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Nysted

Hvad mindes

Begivenhed Genforeningen 1920: Begivenheden som sådan

Tilblivelse

Indvielsesdato 15/06 - 1921
Indvielsesceremoniel Byen var rigt flagsmykket, og under festen var gaden spærret for al færdsel. Musikken spillede de allieredes nationalsange. Derefter sang forsamlingen: "I Danmark er jeg født", hvorefter dyrlæge Christensen holdt en stemningsbevæget og hjertelig tale om sønderjydernes kamp, håb og lidelser ud fra Ingemanns vers: "Giv tid, og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue", som indeholder ordene:

"Giv Tid. Og Livets Træ bliver grønt, mon Frosten det end Kue, giv Tid, og hvad du drømte skønt, du skal i Sandhed skue".

Ifølge Lolland-Falsters Folketidendes referat dagen efter sagde han endvidere:

"Disse Ord passer godt paa den Festlighed , vi i Dag fejrer; thi det har stået indskrevet i hver eneste Sønderjydsk Mands og Kvindes Hjerte, det var et af de Sædekorn, Forældrene nedlagde i deres Børn, det var det, der hjalp dem uskadt gennem alle Pinsler og Byrder, og det var det, der holdt dem oppe i deres nationale Kamp. Vi, der har fulgt Kampen, maa beundre disse Mennesker, og vi har saa uendelig meget at lære af dem og sige dem Tak for. Kampen har sat sit Præg på dem; det er støtte, sejge og trofaste Mennesker, der trods alle Byrder dog har holdt Hovedet højt og Ryggen rank. Da Sorgen efter 1864 mildnedes noget heroppe, glemte en stor Del af det danske Folk deres Søstre og Brødre dernede, men de glemte aldrig os. Og da Verdenskrigen kom, gik de ganske roligt og stille med som Mennesker, der kendte deres Pligt, men trods alvoren laa der et forunderligt Smil om deres Læber, et Smil, der gjaldt Danmark; thi de vidste jo, at hvis Tyskland ikke vandt Krigen, var der stor Mulighed for, at deres 56-årige Kamp nu var ved at sejre. Og saa skete Underet: "En røvet Datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.

Det er derfor ikke underligt, at vi danske Mænd og Kvinder i dyb Ærbødighed for dem og i dyb Taknemmelighed til de allierede Magter rejser en Mindesten, der kan fortælle og minde Slægterne om disse brave, stoute Mænd og Kvinders hjemkomst til Moderlandet. Denne Stens Formaal bliver da det - til evige Tider at vidne om: "end er der en Gud foroven, som raader Danmarks Sag". Lad os ønske at dette Vidnesbyrd maa trænge dybt ind i det danske Folk og at det maa trænge ind til hver eneste af de 30,000 danske Mænd og Kvinder syd for vor nuværende Grænse, for hvem Døren syntes at blive stænget saa underligt brat.

Gid Slægterne, der kommer, maa faa lov at sætte et Aarstal til på Stenen, et Aarstal, der skal betegne, at nu er de kommen Hjem alle sammen. Med det Ønske vil vi lade Dækket falde, og paa og paa Komiteens vegne overgiver jeg hermed Mindestenen til Kommunens Eje og beder Borgmesteren paa dennes vegne at modtage den og frede om den til sene Tider."

Derefter lagde en af de danske damer fra den engelske skole i byen en buket dannebrogsfarvede roser ved monumentet.

Derpå blev der sunget "Jeg elsker de grønne lunde"

Så talte borgmester Larsen. Han takkede bidragyderne og modtog derefter stenen på byens vegne og lovede at passe på den. Derpå gik han videre til en kort oversigt over kampen mellem danske og tyske i Sønderjylland. Sønderjyderne havde protesteret kraftigt mod det tyske herredømme, og de indrettede hele deres liv på at få forholdene ændret. Det opnåede de i 1920. Borgmester Larsen håbede, at det var den rigtige løsning, der var fundet, for det var svært at dømme om, hvad der var rigtigt i sådan en sag, fordi den var så følelsesbetonet, som den var.

Han sagde endvidere, at veteranerne fra 1864, som havde sat livet på spil for det, som de mente var rigtigt, så anderledes på det end den senere befolkning, som anså spørgsmålet for at være af historisk karakter. Og man forstod veteranernes følelser, når man tænkte på, hvad de oplevede under krigen. De havde lidt meget for Danmarks gamle ret til Sønderjylland. Det var ikke begejstring for selve krigen, der drev den jævne danske mand til at forlade sit hjem og arbejde for at gribe sværdet. Det var for at kæmpe for den nedarvede jord. Men de tabte kampen, og med nederlaget kom skammen. Borgmesteren sagde derefter, at nu var oprejsningen kommet, og det selvom Danmark ikke var med i krigen, der skaffede den til veje. Men danskerne havde ydet deres del - i 1864. Da gjorde landets veteraner den største indsats og tog lidelserne for det, og det høstede Danmark nu frugterne for.

Derfor mentr borgmesteren, at man nu først og fremmest skulle mindes og takke veteranerne; dem der faldt i 1864, dem der siden var "gået til Ryes Brigade" (dvs. var døde), samt dem, der stadig levede, og som fik den glæde at opleve oprejsningens dag. De første ville man mindes i stilhed, og de sidste ville man råbe et hurra for. Derpå råbte borgmesteren: "Veteranerne leve!"

Endeligt blev der sunget "Der er et yndigt land", og ceremonien sluttede med salmen "Kongernes Konge".
Skaber Lose, Nykøbing lavede udsmykning og indskrift (Billedhugger)
  Dyrlæge Christensen lavede tegning og forslag til det indhuggede (Privatperson)

Placering

Placering Åben plads: Rådhustorvet med rådhuset som baggrund og med front ud mod byens hovedgade.
  Er den oprindelige placering
  Almindelig park: Rådhustorvet med rådhuset som baggrund og med front ud mod byens hovedgade.
  Trafikknudepunkt: Havnegade.
  Er den nuværende placering

Indskrift

Indskrift SØNDERJYLLAND 1864 - 1920 DANSKE I VAR OG DANSKE I BLEV
  Forfatter: Dyrlæge Christensen eller måske Billedhugger Lose
  Kildetype: Vers
  REJST AF BY OG LAND DEN 15. JUNI 1921
  Forfatter: Dyrlæge Christensen eller måske Billedhugger Lose

Udseende

Monumenttype Natursten (Fundet af dyrlæge Christensen i Frejlev Skov.)
  Konstruktion (Mindestenen er indhegnet med en svær jernkæde ophængt på tilhugne granitsten og står mellem to lindetræer, hvis kroner er klippet i bue over stenen.)
  Konstruktion (Fundet af dyrlæge Christensen i Frejlev Skov.)
Materiale Uspecificeret Sten
Ornamentik Anden ornamentik: Den danske kongekrone, belagt med guld, er indhugget over indskriften.

Kilder

Johannes Vejlager: Genforeningsmindesmærkernes historie, 1939, s. 175-176
J. C. Trap: Danmark: Bind 4: Præstø Amt, Bornholm Amt, Maribo Amt, 1955, s. 681
: Stenen står fint på havnen, , s. 15
Lokalhistorisk Arkiv i Nysted