Monument for Genforeningen 1920

Søg efter monumenter:

Billeder

Genforeningsstenen i Ringsted. Billedet er fra 2005.
Foto: Midtsjællands Lokalhistoriske Arkiv

Hvad mindes

Begivenhed Genforeningen 1920: Begivenheden som sådan

Tilblivelse

Indvielsesdato 15/06 - 1921
Indvielsesceremoniel Våbenbrødreforeningen, Forsvarsbrødreforeningen og Garderforeningen var mødt talstærkt op med faner.

Indvielsen startede i silende regn og indledtes tilfældigvis med sangen "Det haver så nyligen regnet". Derefter klarede vejret op. En grøn talerstol var opstillet ved siden af stenen, som var dækket af restauratør Sylvest Petersens nye 10 alen store Dannebrogsflag. Stenens indskrift var malet på, da man ikke havde nået at få den hugget ind før indvielsen.

Nærmest ved stenen sad festens hædersgæster, som var byens og omegnens gamle krigsveteraner.

Kaptajn Lunn fra den lokale garnison lagde en stor buket rød-hvide blomster. Overdyrlæge Axel Petersen holdt indvielsestalen som formand for lokalafdelingen af Sønderjysk Forening. Han sagde, at det var Valdemarsdag, flagets dag. Mindet skulle omhandle sønderjydernes åndelige kamp, men også det blodoffer de havde ydet med - ifølge ham - 6000 faldne i den verdenskrig (dvs. 1. verdenskrig) som de loyalt havde måttet deltage i som tyske statsborgere. Han nævnte også de dansksindede som pga. folkeafstemningernes resultat var kommet til fortsat at høre under Tyskland. Endvidere takkede han de mange, der havde været med i arbejdet med monumentet og sluttede med ordene: "Værn om Stenen, hæg om den og plej den, og lad omgivelserne være i harmoni med den!" Derefter fjernede han flaget fra stenen.

Borgmester Petersen takkede og udbragte et leve for de danske sønderjyder.

Til sidst sang de forsamlede "Du danske mand af al din magt". Derefter henlagdes festen til lystanlægget. Deltagerne fulgte efter regimentsmusikken hen til området bag Pavillionen.

Der blev der holdt to til lejligheden passende taler af hhv. pastor P. Severinsen, Bringstrup, og oberstløjtnant S.J. Bang, Ringsted, som også havde forfattet indskriften på monumentet. Han sluttede sin tale med et eventyr om den gamle Bavnehøjsten, som nu var blevet Genforeningsmindesmærke:

"…Eventyret begyndte, …, da de gamle Guder regerede i Norden. Da laa paa Dovrefjæld i Norge en gammel, mosgroet Kampesten, hvori der boede en Vætte. Vætten sov den meste Tid. Under Istiden blev Stenen flyttet til Sjælland. Og da Vætten vaagnede paany, befandt han sig i et saa smukt sjællandsk Landskab, at han kom til at græde. Han havde ellers kun grædt en Gang før. Det var den Gang, Balder var blevet dræbt af den blinde Høder og var faren til de dødes, gustne Rige: Hel! Senere blev Stenen Offersten. Men sidste gang Vætten vaagnede, var Stenen ved at blive flyttet til Ringsted for at stå som Genforeningssten. Thi et Barn, der blev ført bort af onde Jætter og holdt i Fangenskab, var efter et Ragnarok, hvor Aserne sejrede, kommen Hjem … Og skylden for, at Stenen gik i Grøften i Kværkeby, var udelukkende Vættens. Han havde af Glæde over at skulle fotograferes sat sig ud paa venstre Side af Stenen. Derved skete Uheldet!

Naa, Stenen kom til Ringsted og blev stillet op. Og da jeg forleden Aften kom forbi, kom jeg i Samtale med den gamle Vætte, der sad ved siden af Stenen som Genforeningens levende Aand.

Den gamle Gubbe bad mig hilse alle og fortælle ved Festen, hvor glad og stolt han var, og hvor meget han holdt af Danmark, hvor hans gamle Sten var landet. Alle onde drømme om hedenske Blodofre er nu borte. Og jeg er glad over, fortsatte Vætten, at Christi Navn er hugget ind i min Sten. Thi jeg forstaar, at jeg ikke forgæves har grædt for Balder. Christ er nu kommen tilbage fra de dødes gustne Rige. Han har brudt dødens Lænker og overvundet Døden for vor skyld. Hvor er det kønt af den hvide Balder. I er lykkelige. Hele det danske Folk har fået Evighedshaabet. Glem det aldrig! … Og nu vil jeg ikke sove mere. Jeg vil hver Morgen, naar folk gaar til Arbejde, puste Arbejdsglæden i dem. Husk I har noget til fælles ud over Uenigheden, og dette fælles skal være Baggrund for alt det Andet. Tænk paa, jeg sidder deroppe ved siden af Stenen, nikker mildt til Jer og siger: Husk paa Genforeningen. Saaledes talte Vætten!"

Oberstløjtnanten sluttede med at sige: "Landsmænd! Tre rungende Hurraer for Genforeningens levende Aand! Den leve, blive frodig og stærk i vort Folk til alle Tider!"

Pastor Severinsen holdt en tale for flaget. Festen sluttede med et leve for fædrelandet.

Indvielsen blev overværet af over tusind mennesker.

To kvindelige fotografer, frøkenerne Bock, Ringsted, havde taget en række billeder af genforeningsstenen under udgravningen samt under transporten, herunder da blokvognen væltede, og af det færdige monument. Ved festen udstillede de deres mange billeder i Pavillionen mod en lille entre. Den gik sammen med 30 % af indtægten ved salget af billederne til efterskolen i Rends.
Finansiering Forsvarsministeriet : 4. artillerideling stillede 20 mand og 20 heste samt en stor blokvogn gratis til disposition til transport af stenen fra Kværkeby til Ringsted. Dette skete på oberstløjtnant J. S. Bangs foranledning. Stenen endte med at blive trukket af 16 heste i 2 rækker. Undervejs væltede vognen ved Kværkeby runding.
  Andre privatpersoner : 4. artillerideling stillede 20 mand og 20 heste samt en stor blokvogn gratis til disposition til transport af stenen fra Kværkeby til Ringsted. Dette skete på oberstløjtnant J. S. Bangs foranledning. Stenen endte med at blive trukket af 16 heste i 2 rækker. Undervejs væltede vognen ved Kværkeby runding.

Placering

Placering Trafikknudepunkt: Den gamle kirkegård ved Skt. Hansgade.
  Er den oprindelige placering
  Er den nuværende placering

Indskrift

Indskrift SOLGRY HAR SIGNET DAGEN FOR DANMARK. KRIST LAD DET KENDES NATMULM ER OMME
  Forfatter: Oberstløjtnant J. S. Bang, Ringsted
  Kilde: Formentlig forfattet til lejligheden
  Kildetype: Vers
  SØNDERJYLLAND 1864 - 1920

Udseende

Monumenttype Natursten (Stenen er fundet på en mark tilhørende Baunegården i Kværkeby, og dens daværende ejer, Aksel Jensen og hustru, skænkede stenen til formålet. Den ankom til Ringsted 14. juni 1921.)
  Konstruktion (Stenen står på en stenbelagt jordforhøjning.)
Materiale Uspecificeret Sten (Stenen har formentlig i forhistorisk tid været anvendt som offersten og har formentlig indgået i Bavnehøj, idet den er fundet på Bavnehøjgaards mark nord for Kværkeby. Stenen var da på 25 tons og blev sprunget for at man kunne benytte en del af den der havde en vægt af 12 tons til monumentet.)
Ornamentik Anden ornamentik: En opgående sol med tre bølgelinier. Måske var det hensigten, ar de skulle lede tankerne hen på digteren Pontoppidans ord "Hil dig, vor Moders Øjesten, i Nytids Morgenrøde!"

Noter

Stenen har formentlig i forhistorisk tid været anvendt som offersten og har formentlig indgået i Bavnehøj, idet den er fundet på Bavnehøjgaards mark nord for Kværkeby ejet af Gårdejer Aksel Jensen og hans hustru. Stenen vejede 25 tons da den blev fundet og blev sprængt for at man kunne benytte en del af den til monumentet. Den del vejede 12 tons efter sprængningen.Stenen ankom til Ringsted 14. Juni 1921.

Kilder

Johannes Vejlager: Genforeningsmindesmærkernes historie, 1939, s. 117-119
Hjalmar Thorsteinsson: Træk af Ringsteds historie gennem tusind år, 1991, s. 148-149
: Artikel, , s.
J. C. Trap: Danmark: Bind 3: Frederiksborg Amt, Holbæk Amt, Sorø Amt, 1954, s. 660
: Genforenings-Mindesmærkerne i Sorø Amt, , s. 73
Midtsjællands Lokalhistoriske Arkiv