Monumenter i købstaden 1864 - 1920

Søg efter monumenter:

Vaaben- og Forsvarsbrødreselskaber og monumenter

Danmarks første Vaabenbrødreforening blev stiftet i Århus 1859. Muligvis er det verdens første soldaterforening. Vaaben- og Forsvarsbrødreforeninger er altså foreninger af gamle soldater, dvs. folk, der efter endt militærtjeneste har ønsket at have et forum at mødes i, hvor man kan tale om tiden som soldat og samtidig evt. hjælpe andre gamle soldater med problemer. I starten hjalp disse foreninger ofte de tidligere soldater økonomisk, men samtidig sikrede de mindet om de faldne ved at rejse af monumenter over dem.

I mange købstæder har den lokale Vaabenbrødreforening eller Forsvarsbrødreforening opstillet monumenter eller lavet mindeceremonier ved de monumenter, som allerede var opstillede. Om foreningen hedder Vaaben- eller Forsvarsbroderforening afhænger af, hvornår den er stiftet. De ældste hedder Vaabenbrødreforeninger, og de yngre hedder Forsvarsbroderforeninger. Næsten alle foreninger er stiftet mellem 1859 og 1920. I dag er der en central landsorganisation, der hedder De Danske Forsvarsbroderselskaber, som koordinerer de lokale foreningers aktiviteter.

I Århus rejste Vaabenbrødreforeningen bl.a. i 1899 et monument for rytterfægtningen uden for Århus under Treårskrigen 1848-50. Foreningen nedlægger stadig kranse ved monumentet for Rytterfægtningen under Treårskrigen på hjørnet af Nørre Allé og Vesterbrogade ved Kommunehospitalet. Foreningen rejste også monumentet for de faldne fra krigen i 1864, som var begravede på Søndre Kirkegård i Århus. Kirkegården er i dag nedlagt, men monumentet består og står i en lille mindelund mellem Rådhuset og Ridehuset i Århus. Vaabenbrødreforeningen i Århus nedlagde i mange år kranse ved monumentet, men pga. tyveri af kransene sker det ikke mere. Foreningen deltager også i mindeceremonien for Danmarks faldne i 1. verdenskrig ved monumentet i Mindeparken hvert år den 11. november kl. 11.00.

Litteratur

Jens Jepsen Nielsen: Vaabenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn 1859-1959 (Århus 1990).