Af Jan Baltzersen (2005)

National genrejsning efter nederlaget i 1864

Nederlaget i 1864 blev helt afgørende for den nationale selvforståelse i Danmark. Truslen fra naboen mod syd resulterede i en stærk nationalfølelse, som bredte sig til hele befolkningen via foreningslivet og højskolebevægelsen. Den nationale bevidsthed førte desuden til, at der mange steder i landet opførtes monumenter til minde om de danske faldne i de to slesvigske krige.

”Hvad udad tabes, må indad vindes”

”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Sådan skrev digteren H. P. Holst, der var blevet mest kendt i forbindelse med Treårskrigen 1848-50, til industriudstillingen i København i 1872. Ordene blev i offentligheden forbundet med Enrico Dalgas, der havde dem som sit motto ved sit arbejde med at få opdyrket den jyske hede.                           

Men mottoet kan også udmærket benyttes om den nationale ånd, der greb landet efter nederlaget i 1864. Danskhed var i højsædet og alt dansk var godt. I virkeligheden drømte mange om, at Danmark en dag skulle kunne tage Sønderjylland tilbage fra tyskerne. Men det måtte blive ved en styrkelse af det nationale fællesskab, indtil Storbritannien og Frankrig med sejren i 1. verdenskrigs havde stækket Tysklands politiske vinger.

Skytte- og gymnastikforeningerne

Lige efter krigen i 1864 blev det skytte- og gymnastikforeningerne, der vandt frem. Det skyldtes dels et ønske om indenrigspolitisk at presse de konservative magthavere, da skyttebevægelsen hovedsageligt var af liberalt tilsnit, dels ønsket om at gøre Danmark i stand til at tage Sønderjylland tilbage, hvortil man ville have en stærk ungdom uddannet i skydning. Skyttebevægelsens faner fik derfor også indskrifter som ”Sønderjylland vundet – det er Målet”.

Læseforeninger og højskolebevægelsen

Der blev også oprettet læseforeninger, hvor hyppigt læste bøger var historiske romaner af B.S. Ingemann og beretninger fra Treårskrigen 1848-50, som Danmark havde vundet.

Det var dog ikke mindst højskolebevægelsens opblomstring, der blev vigtig i genrejsningen af den danske, nationale stolthed. Det talte ord, især i foredragsform, var højskolebevægelsens princip og styrke. Dels kunne jævne bønders sønner og døtre, som var dem, der oftest befolkede højskolerne, ofte ikke læse mere end korte, simple tekster, dels egnede det talte ord sig godt til storladen national tale og selvhævdelse.

Den større viden, eleverne opnåede gennem højskolerne, gjorde dem også i stand til at forstå den politiske debat, og gav dem mulighed for at blande sig i den. Det var utvivlsomt også med til at styrke sammenholdet i Danmark, og til at give jævne bønder en stærk national identitet. På højskolerne talte man også meget om de gamle oldnordiske sagn og myter, som nok skabte en forståelse hos deltagerne af, at Danmark var et nordisk land og ikke et naturligt vedhæng til Tyskland.

Samtidigt var højskolerne steder, hvor man også sang nationale sange, som både var festlige og fremmede opfattelsen af at tilhøre et dansk, nationalt fællesskab.

Fortiden og det nationale

Der var i tiden efter 1864 en betydelig interesse ikke mindst for arkæologi både i befolkningen og hos statsmagten. Det skal nok også i et vist omfang ses på baggrund af nederlaget i krigen i 1864. Man havde brug for at kunne dokumentere, at den danske befolkning havde været i Danmark fra tidernes morgen og derfor havde et legitimt krav på at forblive en nation. Frygten i lilleputstaten for det store stærke Tyskland, der lå lige syd for Kongeå-grænsen, var ikke til at tage fejl af.

Soldaterforeningerne bliver til

Et andet aspekt af den nationale vækkelse i Danmark i kølvandet på nederlaget i krigen i 1864 var dannelsen af Våbenbrødre- og forsvarsbroderforeninger, dvs. foreninger af gamle soldater. Disse blev startet af krigsveteraner fra hhv. Treårskrigen 1848- 50 og krigen i 1864. Den første forening af den art var Vaabenbrødreforeningen i Aarhus fra 1859, altså allerede før krigen i 1864. Men efter krigsnederlaget vældede Våbenbrødre- og forsvarsbroderforeninger frem overalt i landet, og udviklingen varede ved til op i starten af 1900-tallet.

Disse foreninger blev centrale i opførelsen af mange af monumenterne fra krigen i 1864, f.eks. i Århus og Næstved bare for at nævne et par eksempler. Ofte var – og er det den dag i dag – også netop disse foreninger, der lægger kranse ved monumenterne på mindedagene både for Treårskrigen, krigen i 1864 og for senere krige. Det sker f.eks. stadig i dag i Århus.

Litteratur

Adriansen, Inge: Dybbøl Mølle. Monument og museum (Sønderborg 1997).

Adriansen, Inge: Nationale symboler 1830- 2000, 2 bind (Kbh. 2003).

Feldbæk, Ole: Gyldendals bog om Danmarks historie (Kbh. 2004).

Hvidt, Kristian: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11 1850-1900: Det folkelige gennembrud, (2. udg., Kbh. 2004), s. 160-166.

Jepsen Nielsen, Jens: Vaabenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn gennem 100 år 1859-1959

(Århus 1990).

Korsgaard, Ove: Kampen om kroppen. Dansk Idræts historie gennem 200 år (3. udg., Kbh. 1997).