Monumenter i købstaden 1864 - 1920

Søg efter monumenter:

1. verdenskrig 1914-1918

I 1914 udbrød 1. verdenskrig. Krigen var foranlediget af en række konflikter mellem de to store europæiske alliancer. Tyskland og Østrig-Ungarn var på den ene side, mens bl.a. Frankrig, Storbritannien og Rusland var på den anden. Danmark holdt sig neutralt under hele krigen, men Slesvig var på dette tidspunkt en del af Tyskland og dermed direkte involveret i krigen på tysk side. Som neutralt land kunne Danmark profitere på krigen ved at handle med begge sider, men led trods dette betydelige civile tab på havet.

Optakten

Modsætningerne mellem de europæiske magter steg gradvist i årene før krigsudbruddet i 1914.

Den krise, der havde været i gang i nogle år i Balkanlandene, kom til fuld udblæsning med mordet på hertug Frans Ferdinand, arvingen til Det Østrig-Ungarske Rige, og hans kone i Sarajevo den 28. juni 1914.

Siden et kup i Serbien i 1903 havde skaffet serbiske nationalister til magten, havde Østrig-Ungarn betragtet Serbien som en trussel mod sin indre stabilitet. Det gjaldt ikke mindst, fordi Østrig havde Bosnien-Herzegovina som protektorat og senere annekterede området helt. Her boede en serbisk befolkningsgruppe, og det var da også netop en serbisk bevægelse kaldet ”Den sorte hånd”, der senere myrdede ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone. Hermed sattes en kædereaktion i gang, der i nogen grad var betinget af de mange alliancer, som de europæiske stormagter havde indgået i slutningen af 1800-tallet for at beskytte sig mod hinanden. Den 22. juli sendte Østrig-Ungarn tilskyndet af sin allierede, Tyskland, et ultimatum til Serbien med ti konkrete krav. Det skulle besvares inden for 48 timer, ellers ville der blive krig. Ultimatummet resulterede i, at Serbien henvendte sig til sin allierede, Rusland, som begyndte en hemmelig mobilisering for at kunne hjælpe landet i en fremtidig krig mod Østrig-Ungarn.

Serbernes svar gav i princippet efter for Østrig-Ungarns krav, men kun for at vinde tid; mellem linierne afslog man reelt at give efter for ultimatummet. Østrig begyndte derpå mobilisering af sine soldater. Trods et britisk mæglingsforsøg 25. juli fortsatte spændingerne med at stige, og den 28. juli kom den østrigske krigserklæring mod Serbien. Den 29. juli beordrede Frankrig så sine grænsefæstninger mod Tyskland armeret og bemandet i stilhed. I gaderne i Paris gik større folkemængder rundt og råbte ”til Berlin” og sang den franske nationalsang ”Marsellaisen”. Den 31. juli blev der erklæret krigsfare i Tyskland, hvilket krævede, at Rusland stoppede sin mobilisering inden 12 timer, ellers ville den tyske mobilisering starte med krigserklæring til følge. Samtidig meddelte man Frankrig, at man inden for 18 timer ville have en garanti for, at landet ikke blandede sig i en eventuel tysk-russisk krig. Tyskland ville endvidere have lov til at besætte nogle franske grænseforter som garanti for, at aftalen blev overholdt fra fransk side. Det kunne Frankrig selvsagt ikke acceptere.

Den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland. Det udløste reelt 1. verdenskrig, for dermed kom de forskellige lande i krig med hinanden pga. alliancenettet. Selvom den britiske flåde var i alarmberedskab, kom den britiske krigserklæring dog først 4. august. Dermed var krigens to sider klart synlige med Tyskland, Østrig-Ungarn, og senere Tyrkiet og Bulgarien på den ene side og Rusland, Frankrig og Storbritannien samt 18 andre stater heriblandt senere Japan, Italien, Rumænien og fra 1917 også USA på den anden.

Danmark og de øvrige skandinaviske lande forholdt sig neutrale, men Sønderjylland var dengang stadig under tysk herredømme, og det kom derfor i krig på tysk side. Området blev først dansk igen med Genforeningen, der kom i stand ved, at Tyskland og dets allierede tabte krigen. Enkelte danskere valgte dog at gå i krigstjeneste hos de krigsførende parter. Eksempelvis var der i den franske hær omkring 85 danskere, og forfatterinden Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, kæmpede på canadisk side og vandt sågar en tapperhedsmedalje. Den danske handelsflåde sejlede endvidere danske varer ud til de krigsførende parter under stor fare fra søminer og ubåde, idet Danmark som neutralt land kunne handle med begge sider i krigen.

Krigens forløb

Vestfronten

Tyskland angreb gennem Belgien og nåede til den franske by Marne, hvor fremrykningen blev standset af de allierede. Der blev derpå skabt en linie med skyttegrave på tværs fra den belgiske by Nieuport på kysten til den franske by Verdun. Gennem 3½ år bevægede denne frontlinie sig ikke mere end nogle få kilometer frem eller tilbage. Krigen på vestfronten var altså hovedsageligt en skyttegravskrig, og der var flere større slag på denne linje. Det var også her, at der i Ypres fra tysk side for første gang i historien blev brugt giftgas i april 1916, mens briterne samme år ved Somme var de første i historien, der brugte kampvogne. De amerikanske tropper blev indsat på vestfronten, efter at USA var gået ind i krigen i 1917. Efter en forårsoffensiv fra tysk side i 1918 rykkede de allierede styrker frem over hele linjen fra august.

Østfronten

På østfronten rykkede russiske styrker frem østfra, bl.a. over bjergkæden Karpaterne, og ind i Østpreussen. Også her endte det med en skyttegravskrig, kun afbrudt af en russisk offensiv i mod de østrig-ungarske styrker i sommeren 1916. Presset mod de russiske styrker fra tyskerne og østrigerne var dog stort, og Frankrig og Storbritannien forsøgte at lette presset ved at sende forsyninger gennem Sortehavet. Men dette krævede, at man havde kontrol med Dardanellerne, og i den forbindelse var det vigtigt at erobre Gallipoli fra tyrkerne. Dette slog fejl med store især australske tab til følge, da det hovedsageligt var australske styrker, der var indsat i området. Rusland gik ud af krigen efter den kommunistiske revolution i 1917.

Kampene på Balkan og i Italien

På Balkan modstod Serbien i første omgang en østrigsk offensiv, men blev løbet over ende i 1915-16 af en styrke bestående af både tyskere, østrig-ungarere og bulgarere. En multinational styrke fra de allierede trængte dog igennem de bulgarske linjer og nåede Donau i september-oktober 1918.

På fronten mellem Italien og Østrig stod fronten stille ved Isonzo floden i to et halvt år, men italienerne blev tvunget tilbage til Piave-floden i oktober 1917. Året efter vandt de dog en endelig sejr ved Vittorio Veneto.

Kampene uden for Europa

Der blev også kæmpet uden for Europas grænser. Det skete f.eks. i Palæstina, hvor allierede styrker stod over for tyrkiske styrker, dvs. fra Det Osmanniske Rige. I Mesopotamien og i tyske kolonier i Afrika kæmpede britiske og franske styrker mod de tyske. Størstedelen af styrkerne bestod her dog reelt af indfødte soldater. Japanerne indtog desuden tidligere tyske positioner i det fjerne Østen.

Kampene på havet og i luften

Den 1. verdenskrig blev hovedsageligt udkæmpet på land, men der foregik også flådekampe på verdenshavene. Det største flådeslag stod mellem briter og tyskere ud for Jyllands kyst i 1916; af samme grund kaldet Jyllandsslaget. Tyske ubåde var for en tid en stor trussel mod britiske handelsskibe, men med nye taktikker og opfindelsen af dybdebomber mindskedes risikoen.

Luftkrigen foregik på alle fronter og ikke kun med fly, men også med luftskibe, der både blev brugt som observationsposter og til bombning af bl.a. britiske byer.

Våbenstilstanden den 11. november 1918 og fredsslutningen i 1919

Tysklands kampevne var efterhånden svækket ikke mindst pga. af kampene på vestfronten. Landet måtte derfor kl. 11.00 den 11. november 1918 indgå en våbenstilstand med Storbritannien, Frankrig og deres allierede. Den afsluttede kamphandlingerne og reelt krigen. Det er derfor dette tidspunkt, hvor der i de fleste, hvis ikke alle, lande, der deltog i krigen, holdes to minutters stilhed til minde om krigens ofre.

Der blev først sluttet endelig fred ved Versailleskonferencen 28. juni 1919. Tysklands nederlag i krigen gjorde det muligt, at Sønderjylland kunne komme tilbage til Danmark gennem folkeafstemninger i starten af 1920. De lå til grund for Genforeningen 9. juli 1920, som var afslutningen på det tyske herredømme over Sønderjylland, siden Danmark tabte krigen i 1864. Både de sønderjyske og andre danske ofre for 1. verdenskrig er indskrevet på monumentet i mindeparken i Århus, og der holdes stadig en mindeceremoni på stedet hvert år 11. november kl. 11.00.

Krigens tab

Den 1. verdenskrig kaldes ofte ”den store krig” i de lande, der deltog aktivt i den. Det skyldes de meget store tabstal, men i et vist omfang også krigens totale mobilisering. Mobiliseringen medførte bl.a., at kvinderne kom til at arbejde på ammunitionsfabrikker og i landbruget, for at produktionen kunne opretholdes, mens mændene var i krig.

Tabstal i en krig er meget svære at opgive præcist, fordi der altid er mange savnede, dvs. at man ikke ved, hvad der er sket med dem. I Storbritannien alene var der over 300.000 savnede. Krigens tab angives bl.a. af denne grund meget forskelligt afhængigt af hvilke bøger, man læser. Derfor er de nedenfor angivne tal også kun omtrentlige og meget usikre. (Tallene er fra Michael Klos: Den 1. verdenskrig.)

På krigens ene side var tabene blandt hovedaktørerne fordelt således:

Frankrig indkaldte 8,4 millioner mand, hvoraf 1,4 mio. døde, mens Storbritannien indkaldte 8 millioner, og omkring 900.000 døde. Italien indkaldte 5,3 mio., hvoraf ½ mio. døde. USA slap derimod ”billigt”, fordi landet gik så sent ind i krigen, i 1917. Landet indkaldte 4 mio., og omkring 100.000 døde. Desuden blev 3,5 mio. franskmænd såret, det samme skete for 2 mio. englændere, 1 mio. italienere og 200.000 amerikanere.

På krigens anden side var tabene blandt hovedaktørerne fordelt som følger:

Tyskland indkaldte 13 mio., hvoraf 1,8 mio. døde, mens Østrig-Ungarn indkaldte 9 mio., og 1,5 mio. døde. Antallet af sårede fordelte sig med 4 mio. tyskere og 2 mio. østrig-ungarere.

Udover de i alt omkring 13 mio. døde soldater, kom mange soldater hjem som invalider både fysisk og psykisk. Der var også civile tab som følge af sygdom, sult og lignende, og det anslås, at i alt omkring 50 mio. mennesker døde som følge af krigen.

Krigens tab var ujævnt fordelt blandt de militære enheder. Generelt var det dog de soldater, der kæmpede på land, som led langt de største tab i 1. verdenskrig. På den første dag i Slaget ved Somme på vestfronten mellem 1. juli og 18. november 1916 mistede briterne alene omkring 20.000 soldater. Det var omtrent samme antal soldater, som landet mistede i samtlige kamphandlinger på havet under hele krigen. I alt faldt 600.000 briter og franskmænd i slaget, uden at det gav nogen væsentlig fremrykning, på trods af at briterne for første gang i historien anvendte kampvogne fra 15. september 1916.

Krigens kulturelle eftervirkninger

I Storbritannien gav de store tab og de mange krigsinvalider, herunder dem, der havde psykiske men, anledning til opståelsen af teorien om ”den fortabte generation”. Den gik især på, at de mest intelligente, dvs. dem, der kom fra elite-kostskolerne og de gamle universiteter i Oxford og Cambridge, og som var udset til i fremtiden at skulle lede landet, omkom eller blev invaliserede under krigen. Netop denne gruppe led nemlig meget store tab, ikke mindst fordi mange af dem som unge officerer løb forrest i stormangrebene på vestfronten. Det er dog ikke muligt at dokumentere, om teorien er rigtig eller forkert.

Den 1. verdenskrig gav også inspiration til en lang række kunstneriske værker; f.eks. John Singer Sargents billede ”Gassed”, som viser resultatet af et gasangreb på vestfronten. Det kan ses på Imperial War Museum i London. I litteraturen så man værker som f.eks. Wilfred Owens digte. Owen havde selv været soldat under 1. verdenskrig. På film er krigen også blevet brugt som inspiration, f.eks. i Peter Weirs australske film ”Gallipoli” fra 1981, som omhandler de australske styrkers indsats ved Gallipoli.

Endvidere gav krigen anledning til, at folk i de krigsførende lande hvert år 11. november kl. 11.00 holder en mindeceremoni med to minutters stilhed ved et monument til minde om de faldne. I Storbritannien er det søndagen nærmest dagen, der benyttes, og her bærer mange også en rød papirvalmue, ”the Flanders Poppy”, på tøjet som et mindesymbol. Det er inspireret af et digt af en canadisk militærlæge ved navn John Maccrae. Det beskriver, hvordan de røde valmuer stod mellem korsene på krigskirkegårdene i Frankrig. John Maccrae faldt selv under krigen, og digtet blev fundet blandt hans efterladte ting. Når briter og canadiere i dag køber papirvalmuen, går pengene til krigsinvalider. Endelig gav krigen også anledning til en omfattende monumentbygning som beskrevet nedenfor.

Monumenter fra 1. verdenskrig

”The Cenotaph” i London, Storbritanniens nationale monument for de faldne i 1. Verdenskrig.
Foto: Jan Baltzersen

I de krigsførende lande med undtagelse af USA er der oftest et monument for de lokale faldne i hver by og landsby. Det gælder ikke mindst i Storbritannien og Frankrig. Desuden er der oftest en ”den ukendte krigers grav” som monument, hvor der er begravet en ukendt soldat fra krigen. I Storbritannien kan den ukendte krigers grav f.eks. findes i gulvet i Westminster Abbey i London. Endvidere har de krigsførende lande ofte også et egentligt monument, der er det nationale monument for nationens faldne under krigen. I London hedder monumentet ”The Cenotaph” og står i kvarteret Whitehall i London.

Danmark har ingen ukendt kriger begravet som nationalt monument, men i Mindeparken i Århus findes det nationale monument for danskere omkommet i 1. verdenskrig. Det minder således alle danske, også dem, der kæmpede i fremmede hære, og som omkom på havet.

I Danmark er der uden for Sønderjylland stort set kun monumenter for 1. verdenskrig i havnebyerne, fordi danskere, der omkom under krigen, mest døde på havet som søfolk enten i handelsflåden eller som fiskere. Sådanne kan f.eks. ses i Marstal på Ærø, hvor der også er plantet et træ, en såkaldt Fredseg, til minde om fredsslutningen.

I Sønderjylland er der derimod mange monumenter for lokale faldne, fordi området under 1. verdenskrig var under tysk herredømme og havde været det siden 1864. Sønderjyderne var omfattet af tysk værnepligt. Derfor faldt omkring 3900 af dem i krigen. Man finder af samme grund mindst et mindesmærke for de lokale faldne i stort set alle sønderjyske sogne. Det var netop krigens udfald med Tysklands nederlag, der gjorde det muligt, at Danmark fik Sønderjylland tilbage i 1920.

De danske købstæders monumenter fra 1. verdenskrig kan ses i denne databases registrant, og dens artikel om emnet kan man se mere information om dem. Man kan også læse mere om monumentbygningen efter 1. verdenskrig i udlandet under de enkelte lande i det udenlandske materiale, der findes her på hjemmesiden.

Litteratur

H. P. Willmott: Den første verdenskrig (2004).

Michael Howard: Første Verdenskrig (2004).

Michael Klos: Den 1. verdenskrig. Europas historie 1870-1930 (2004).

Jan René Westh: Danske frivillige i Frankrig 1914-1918/Volontaires danois en France

 1914 – 1918 (1998).

Alan Palmer: Dictionary of Twentieth-Century History 1900-1991 (4. udg., 1992).

J. M. Winter: “Britain’s ´Lost Generation´ of the First World War”, Population Studies, XXXI, (1977), s. 449-466.

J. M. Winter: Some Aspects of the Demographic Consequences of the First World War, Population Studies, XXX, (1976), s. 539-552.

J. M. Winter: The Great War and the British People (1985).

Sørensen, N.A.: ”Storbritanniens lange efterkrigstid, 1918-1945: kultur- og politikhistoriske nedsslag”, Arbejdspapir nr. 25. Udg. Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet (maj 1995).

Kristian Hvidt: Mordet i Sarajevo. Hvorfor krigen 1914-1918?, i serien Den Første Verdenskrig (1983).

Ole Helmer Jensen: Den første verdenskrig – fra begyndelsen til enden, i serien Den Første Verdenskrig (1983)

Ole Karup Pedersen: Den vanskelige fred. Fred og ny international orden 1918-1926, i serien Den Første Verdenskrig (1983).

www.milhist.dk