Find din by:

Byhistorie

Etablering

Nordborg Slot kan dateres til cirka 1150, mens byen, der voksede frem omkring slottet, første gang nævnes i 1313.

Middelalderbyen

Slottet og dermed byen tilhørte op igennem middelalderen skiftende herrer, som oftest kongen. Byen benævntes ind til 1600 ’Købing’, hvilket understreger, at en del ulovlig handel har fundet sted.

’Købstaden’ 1680-1850

Bønderne på det nordlige Als havde tidligere konsekvent overtrådt Sønderborgs forret til handel, som formelt set omfattede hele Als, og kongen har således ønsket at tilnærme lovgivningen den praktiske virkelighed. I 1680 fik Nordborg derfor status af ’flække’, hvilket betød visse handelsprivilegier, og byen begyndte efterhånden at tage konkurrencen op med Sønderborg som markedsby for bønderne på nord-Als. Nordborg var dog stadig en lille by, og ved folketællingen i 1801 taltes 850 indbyggere i byen.

Stagnation

I det 19. århundredes første halvdel steg indbyggertallet, og Nordborg slap nådigt fra krigene I 1848-1850 og 1864. Efter indlemmelsen i Preussen i 1864 faldt indbyggertallet dog i den primært dansksindede by, en udvikling jernbaneforbindelsen i 1898 til Sønderborg kun formåede at ændre til stilstand, selvom enkelte mindre industrivirksomheder nedsatte sig i byen.

Industribyen 1900-1970

Nordborgs nyere historie har i høj grad været knyttet til virksomheden Danfoss, som stifteren Mads Clausen i 1933 grundlagde som Dansk Køleautomatik- og Apparat-Fabrik i stuehuset på faderens gård i landsbyen Elsmark sydøst for Nordborg. Varesortimentet udvidedes snart fra køleanlægsventiler og andre grene af kølemaskinindustrien, herunder termostater. I 1946 ændredes navnet til Danfoss, og virksomheden ekspanderede kraftigt i de følgende år. Medarbejderantallet steg løbende fra 316 i 1947 til 5.200 i 1965, hvor den var Danmarks næststørste virksomhed kun overgået af B&W i København. I samme periode steg befolkningstallet i Nordborg fra cirka 1.200 til knap 4.000, men også indbyggertallet i byen Havnbjerg lige ved Danfoss røg i vejret, og de to byer voksede med tiden sammen, så Nordborg i 1981 havde 8.402 indbyggere.

1970 til i dag

Hele 68 procent af Nordborgs indbyggere var i 2002 beskæftiget inden for industri og håndværk, hvoraf langt størsteparten naturligvis var og er ansat på Danfoss. Virksomheden, der i dag er verdensomspændende med 53 fabrikker i 22 lande (2006), har stadig sit hovedsæde i Nordborg. Byens befolkningstal er faldet siden starten af 1980’erne og blev i 2006 opgjort til 7.258. Efter strukturreformen i 2007 blev Nordborg Kommune inddraget i Sønderborg Kommune.