Find din by:

Byhistorie

Etablering

Lemvig er anlagt ved en naturlig havn i Lem Vig. Byen nævnes første gang i 1234, og den omtales som privilegeret købstad i 1471.

Middelalderbyen

Byen fungerede som gennemfartssted på vejen til Thy, men var dog middelalderen igennem en meget lille by. I perioden fra ca. 1100-1825 var Limfjordens vestlige udløb sandet til, så al trafik ind og ud af Limfjorden foregik mod øst. Byen isolerede beliggenhed betød, at udskibning af varer foregik enten via Aalborg eller over land til Ringkøbing.

Købstaden 1536-1850

I 1500-tallet blev adgangen til Thy forværret ved gentagne oversvømmelser til skade for Lemvigs i forvejen sparsomme handel. I 1600-tallet og 1700-tallet var Lemvig fortsat en af landets mindste købstæder. Byen var stærkt hæmmet af en omfattende ulovlig handel ved Limfjordskysterne, ligesom havnen blev stadigt ringere. Med gennembrydningen af Agger Tange i 1825 fik Lemvig langt bedre muligheder. Adgangen til Vesterhavet betød, at både fiskeri, handel og søfart blomstrede op.

Industrialisering og byvækst

I 1850’erne etableredes desuden en ny havn, og der blev dampskibsfart til København. I 1879 fik Lemvig forbindelse til jernbanestrækningen Ringkøbing-Holstebro, og i 1899 åbnede forbindelsen til Harboøre. I slutningen af århundredet var der kommet nogen industri til byen med en tobaksfabrik, et teglværk og en dampmølle, og indbyggertallet var steget til omkring 3.200 i 1901.

Industribyen 1900-1970

I 1903-07 blev der bygget en ny fiskerihavn, der kom til at præge byen og dens industri. I starten af 1900-tallet opstod der desuden flere industrivirksomheder i Lemvig, hvoraf de største var A/S Lemvig Fiskefiletfabrik og A/S Vestjyden, Landbrugsmaskiner, hvor den sidste omkring 1960 havde 250 ansatte. I takt med industrialiseringen og havnens udvidelse steg indbyggertallet, og byen bredte sig og voksede i 1960’erne sammen med byen Nørlem.

Efter industrien 1970 til i dag

Efter 1970 fortsatte byens vækst, og den spredte sig mod øst og nordvest. I midten af 1980’erne stagnerede befolkningsudviklingen dog. Grunden til, at der i erhvervsfordelingen fra 1984 er så mange beskæftigede inden for landbrug og fiskeri, er for det første havnen og fiskeriets betydning og for det andet, at tallene er fra Lemvig Kommune, som er en kommune med meget landbrug. I 2002 er landbrug og fiskeri gået tilbage, hvilket ikke mindst er sket pga. fiskeriet, der har været i tilbagegang. Industrien i Lemvig er især præget af møbel- og metalindustrien, men der er også større slagterivirksomheder. Der er desuden en del pendling fra byen til den kemiske virksomhed Cheminova på Harboøre Tange.