Byporte under enevælden: Projektbeskrivelse

Projektet har til formål at undersøge byportene i de danske købstæder under enevælden som bygninger og som symboler. Jeg har derfor lagt vægt på at finde frem til oplysninger om deres udseende og de materialer, de var bygget af, og om byens valg af materialer skiftede over tid. Jeg har også beskæftiget mig med tidspunktet for deres opførelse, nedrivning, nybyggeri og reparationer.

Portenes symbolværdi har vist sig vanskelig at dokumentere. Jeg havde en forventning om, at portene ville være flot udsmykkede og på en kontant måde symbolisere skellet mellem by og land. Det gjorde sig også gældende for de købstæder, der havde bevaret deres store stenbyggede middelalderporte, men ellers synes det ikke at have været tilfældet i de fleste byer. Det hænger sammen med portenes nye funktion. De middelalderlige byporte indgik i byens befæstning, mens enevældens byporte primært indgik i sammenhæng med portkonsumtionen, der blev indført i 1674. Det var derfor op til den enkelte by, hvor højt man ville vægte portenes udsmykning og symbolik.

Når man ser bort fra København, har jeg kun kunnet fastslå et enkelt eksempel på, at man har anset byportbygningen som en pynt for byen. Det drejer sig om magistraten i Helsingør, der anmoder om at måtte bevare et af Christian d. 4.’s porttårne, der skulle rives ned i 1786. På den anden side opfattedes misligholdte porte som et uheldigt førsteindtryk ved ankomst til byen. I Grenå skrev byfoged Fellumb, at "Byens offentlige fem Porte ere alle gamle, meget forfaldne og smagløse, saa de virkeligen er Byen til Vansir".

I den ældre lokalhistoriske litteratur (ca. 1890-1950) fremføres ofte det synspunkt, at byportenes fald føltes som en befrielse, idet byens snærende rammer forsvandt. Byporten ville i den sammenhæng stå som et symbol på den indespærring, byens befolkning levede under. Dette synspunkt understøttes af det faktum, at i flere byer, fx Kerteminde, kaldte man de bebyggede arealer udenfor bygrænsen for "Friheden". Desuden kan flere beretninger om forfølgelse af konsumtionens embedsmænd tyde på en vis fjendtlighed over for hele institutionen.

I en vis kontrast hertil står en iagttagelse, gjort af O. Madsen og A. Monrad Møller i deres bog "Odense toldkammers historie 1632-1988". Heri anføres, at der i samtiden var en vis ligegyldighed overfor konsumtionens ophævelse, selvom man havde kæmpet for det i mange år. Det ses blandt andet i avisernes manglende omtale af begivenheden. Måske har byportene været omfattet med ligegyldighed af samtiden, anset som en praktisk, uundgåelig foranstaltning uden symbolsk værdi. Det kan underbygges af det faktum, at de samtidige kilder næsten ikke nævner portbygningerne, men derimod beskriver byens øvrige offentlige bygninger med stor detaljerigdom.

Mit udgangspunkt var perioden 1700-1800, men det har ofte vist sig nødvendigt, blandt andet på grund af sparsomme oplysninger, at gå længere frem eller tilbage i tiden. For at konkretisere projektet har tidsrammen 1750-1850 den største interesse, dog uden at det udelukker perspektivering bagud, idet flere af byportbygningerne stammer fra en tidligere periode.

Oplysningerne er resultatet af min undersøgelse i det umiddelbart tilgængelige materiale – primært lokalhistorisk litteratur og kort.

   Ida Kolte
Dansk Center for Byhistorie
foråret 2002