Den Digitale Byport ? Borgervæbninger 1550-1870 ? København

København

Borgervæbninger før 1801

Københavns borgerbevæbning var landets største og vigtigste. Det vides, at kongen i 1573 befalede, at alle menige borgere, der ikke var gamle eller skrøbelige, sammen med tjenestesvende og andre "værgagtige" skulle anskaffe sig våben og lade sig mønstre af kongens udsendte. Kongen tog sig ret til at indsætte væbningen til lands og til vands over hele riget. Normalt stod borgervæbningen dog til tjeneste i byen, enten til dens forsvar eller til at gøre parade i de gader, som fyrstelige processioner løb igennem.

I 1588 blev der udskrevet 1.641 mand til borgervæbningen. De var opdelt i 8 kvarterer (Øster, Strand, Snares, Vester, Nørre, Klædebo, Kødmanger, Frimands), og disse kvarterer stod to og to under en fændrik. Hver ejendom i byen var takseret og skulle stille med 1, 2 eller 3 mand og forskellige slags våben. 1.134 mand skulle stille som hageskytter med bøsser, 277 i harnisk (i jern og plade), 132 med federspyd (korte spyd), 21 med slagsværd og 77 med hellebarder. Det var kun de fornemmeste borger, der skulle stille med harnisk eller slagsværd. I 1610 var borgervæbningen organiseret i roder af 10 mand; en af disse var så rodemester, der skulle sørge for, at roden nåede tids nok frem til fændrikkens hjem, når trommen lød i gaderne.

København fik i marts 1644 et nyt og detaljeret vagtreglement for borgernes tjeneste på voldene. Den militære disciplin var mærkbar; for eksempel var det forbundet med dødsstraf at forsømme sin skildervagttjeneste om natten ved enten at forlade sin post, sove eller at være fuld eller skyde sin musket af uden grund. Om dagen var der en bødestraf på 1 rigsdalder for de samme forseelser.

Da svenskerne 11. august 1658 indledte belejringen af København, ønskede kongen naturligt nok at vide, ”hvad folk han har på voldene og i staden”, og generalmønstringer af borgerskabet i København og Christianshavn blev gennemført. Borgervæbningen blev suppleret med en række frivillige korps: studenterne med 266 mand, hoffanen med 150, kræmmersvendene med 115, håndværkersvendene med 296 samt nogle mindre korps. Borgervæbningen havde ni kompagnier. Disse korps fik til opgave at gøre vagttjeneste på voldene og deltog ikke i sluttede enheder i udfald eller slag, idet det var lykkedes at trække regulære tropper ind til byen, inden svenskernes belejring. Nogle studenter (akademikere) og håndværkere meldte sig dog frivilligt til at gøre udfald, ligesom borgervæbningerne som reserve bag de regulære tropper kom blev trukket ind i bataljer. De fleste blev udstyret med en musket og en kårde med gehæng fra Tøjhuset. Studenterne havde i først omgang stillet en række krav for deres deltagelse. De skulle blandt andet havde deres egen kommandant, som var dem særlig venligt stemt og ikke ville skælde dem unødvendigt ud, ligesom de ville have lovning på, at deltagelsen gav dem forrang ved fremtidige embedsbesættelser. Deltagelsen blev imidlertid næppe, som de havde håbet. De havde svært ved at holde den militære disciplin og disputerede med officererne, og Frederik 3. gav dem i oktober et strengt reglement. De jyske og norske studenter fik med tiden lov til at rejse hjem, men nogle af de tilbageblevne fik faktisk embeder og vandt desuden retten til bære kårde. Forsvaret af København var organiseret efter ”stat” – hoffet kommanderede over hofstaten, præsterne og universitetet var én stat, borgerskabet var en stat, og militæret var den sidste. På trods af belejringen blev der ikke indført en form for undtagelsestilstand; det lykkedes at opretholde den sociale orden med pristakster, borgerlig patruljering af gaderne om natten og omsorg for at betale soldaterne rettidigt og anvise dem tilstrækkeligt kvarter. Borgerskabet havde således en nøgleposition i ordenens opretholdelse med kernefunktioner inden for handel og vagttjeneste, ligesom de ydede lån til betaling af soldaterne (hvilket kun gav dem en yderligere solid position som statskreditorer). Borgernes krigsdeltagelse var – med Gunnar Olsens ord – ”ikke en uafbrudt heroisk indsats gennem de to år”, men som hovedregel meldte høj som lav sig på voldene.

Allerede i maj 1658 havde en bred borgerkreds fremført økonomiske og politiske krav for at fremme den borgerlige emancipation fra adelens forrangsstillinger, herunder blandt andet kravet om en bredere borgerlig repræsentation end magistraten. Magistraten havde dog i juni, da det indsendte andragendet på borgerens vegne, reduceret kravene på en række områder, men en fornyet reaktion fra borgerskabet førte til, at rigsrådet og kongen 10. august stillede væsentlige privilegiefornyelser i udsigt for borgerskabet. I marts 1659 blev de 32 Mænds Råd etableret, og repræsentanter herfra fik adgang til at møde for kongen og til at forhandle med rigsrådet og stænderne. Borgernes fysiske magt under konflikten med rigsrådet efter fredsslutningen 27. maj 1660 var latent, men esset blev først spillet ud efter borgernes fremlæggelse af forslaget om overgang til arverige 8. oktober. Den 10. oktober blev Københavns byporte lukket og søvejen blokeret. Borgervæbningen blev først aftakket på arvehyldningsdagen 30. oktober ved en storstilet ceremoni. Fra voldene, Gammeltorv og rådhuset marcherede kompagnierne til slottet efterfulgt af brandkorpset. Da kom kongen frem fra de kongelige stalde og sammen med feltmarskallen red han forbi kompagnierne, der stod opstillet bag hver deres fane. Borgerne modtog kongens tak, inden han blottede sit hovede og nejede og red barhovedet bort. Fændrikkerne strøg fanen, tre salver lød, de samlede sig med deres kaptajner og trak sig tilbage til kaptajnens bolig.

Militariseringen af den københavnske borgervæbning vedblev efter krigen og frem til 1668. I denne periode overtog borgervæbningen helt og holdent hærens vagttjenesten på voldene, og også under Skånske Krig 1675-1679 trådte borgerne ind i stedet for garnisonen. Væbningen blev et fast indslag i tidens parader ved fyrstelige besøg og større fester, f.eks. ved Christian 5.s begravelse. Den var fortsat organiseret territorielt efter kvarterer og blev ledet af en stadshauptmand (til tider kaldet en stadsøverste eller stadsoberst). Det gav væbningen øget betydning, at København nu var blevet ”en Grænsestad”, og byen dermed var mere udsat for ”Perikel og Fare”. Anerkendelsen af borgernes indsats blev understreget af, at alle befalingsmænd i 1670 blev fritaget for alle offentlige ombud – de såkaldte borgerlige og byens bestillinger. Den i København bosiddende adel – i hvert fald den del af adelen, der ikke stod i kongelig tjeneste – måtte efter en instrukt fra 1663 lide den tort at blive indskrevet i borgervæbningen, og kun hofstaten blev under deres egen fane, hoffanen, ligesom flådens folk naturligt nok hørte til Holmen. Instruksen understregede, at det var stadshauptmandens opgave at se til, at ”denne Stads Borgerskab og Indvaanere udi Togt og Vagt, Op- og Anløb, Larm og Ildsnød maa holde god og tilbørlig Ordning”. Alle huse skulle visisteres for våben en gang om året. ”Hver Kælder og ringe Hus”, der var anført i grundskattens matrikel til under 500 rigsdaler, skulle have en musket og en kårde, husene i gruppen 500-1.000 rigsdaler en musket, en pike og to kårder, og de største huse 2 musketter, 2 piker og 4 kårder. Borgervæbningens brandvæsensopgaver blev nu tillige tydeligere understreget, bl.a. ved at brandmestrene i 1676 blev stillet under stadshauptmandens kommando.

I 1683 indførtes et egentligt vægterkorps, som i få år stod under borgervæbningens øverstbefalende, men ikke var en del af borgervæbningen. Borgervæbningen skulle også stille, når brandklokkerne og alarmtrommen lød.

I 1700 indgik borgervæbningen i forsvaret af voldene og overtog også en kort overgang vagttjenesten inde i byen, da København var truet af den forenede svenske, nederlandske og engelske flåde fra søsiden og af den svenske hær fra landsiden. Under pesten i 1711 havde den også betydning, men den militære betydning var dalende.

Det Borgerlige Artillerikorps blev oprettet 1788 og fik reglement 1789 med 2 kompagnier. Det skulle bestå af håndværksmestre og andre skikkelige borgere, "af hvilke den højstkommanderende officer antager hvem som godvillig vil lade sig engagere og han finder bekvemmest, samt de gemene af håndværkssvende uden forskel af profession eller lav”. Under- og overofficerer nød frihed for byens forretninger. Alle ved dette korps stående artillerister fik frihed til at ernære sig med egne hænder af sin profession, dvs. et mindre anslag mod lavsvæsenet.

26. april 1799 fik kompagnierne ny inddeling, og Frederiks Kompagniet blev oprettet. Herefter var organisationen: 1. afdeling: Delt i 12 kompagnier, bestående af: 1 stadshauptmand som chef, 1 "Premier og daglig tienestgiørende Major", 3 divisionsmajorer med deres 3 adjudanter, 12 kaptajner, 24 stabskaptajner, 24 premierløjtnanter, 24 sekondløjtnanter, 24 fændrikker, 24 kommandersergenter, 120 sergenter, 120 korporaler, 1 regimentstambur, 36 tamburer, 1 exercerinspektørr, 6 underexercermestre, 1 regimentskvartermester, 1 auditør, 1 mønsterskriver, 1 kommandoskriver samt 4.801 borgere. Ialt 5.229 mand. 2. afdeling: Delt i 12 kompagnier, der kommanderedes af officiererne ved 1. afdeling. Bestod af 5.458 mand. Tilsammen udgjorde borgervæbningen således 10.687 mand.